Egentlig er det ærgerligt, at netop Rifbjergs leg med militær- eller kampmetaforik (som også er til stede i efterfølgeren Camouflage), har skullet lægge navn til de bestræbelser som en del digtere (f.eks. Malinovski, Ørnsbo, Sonne m.fl.) var ude i på den tid, fordi de - dvs. især Malinovski - havde et indeværende med de brud, der skete i forhold til inderlig følelses- og skønhedsdyrkende poesi, som rakte langt ud over Rifbjergs velfærdsidylisering. Når jeg læser Efterkrig (57), Konfrontation (60) og Camouflage (61) virker de mere forsonlige end konfronterende; sammenstødene i billedsproget og i sprogtone virker mere postulerede og (muligvis) moderigtige end erfarede eller erkendende. Som om splittelsen mest af alt er en æstetisk mulighed Rifbjerg med lethed kan benytte sig af.
Hvis man læser i Malinovskis Galgenfrist fra 58 (og altså to år før Konfrontation) vil man hurtigt opdage et visionært, og langt mere moderne og konsekvent udført splittelses- og konfrontationstema.
Sammenlign f.eks passager fra Malinovskis "DISJECTA MEMBRA"
(...)
frugtens to halvdele udelukker hverandre
og kreperer gladeligt hver for sig
mens solnedgangen pludselig lader masken falde
og du ser ind i en kælder af blod og panik
hvor alting kun består af sine yderpunkter
hvor ingenting følgelig består
(...)
med passager fra Rifbjergs "Rigor Mortis", der begynder og slutter sådan her:
De usete sporvognssammenstød
og lykken
har deres tid i januar
et par timer før dagbrækningen.
(...)
Lydløst gullig kører sporvognen forbi
i sneen
og lykken gror i trods, i trods
som det sidste skæg efter døden.
Det er interessant at kigge på slutningen af de to digte. Sådan her slutter DISJECTA MEMBRA:
SvarSletder er ingen løsning eller ligevægt
der er ingen bolig på jorden
men dette splittede blod vil ikke dø
og ukueligt er kødet der klynger sig til sit ben
Jeg tænker det er interessant, fordi de begge slutter med trodsbilledet. Hos Rifbjerg er det lykken, der gror i trods. Hos Malinovski er det det blodet der ikke vil dø og kødet, der klynger sig til sit ben. Altså lykken vs. overlevelsestrangen som noget fundamentalt overskridende.
Men det har nok noget med forskellige udsyn at gøre. Oplevelse af dødsstivhed i Rifbjergs digt, kommer tilsyneladende af den alkoholmættede opbrugthed i vintermorgenen, og måske af hjertets manglende kommunikation i en kærlighedsrelation. Overlevelsestrangen er også tilstede, men som noget, der "animerer hjertefunktionen/med forventning/ om eneretten til at overvære/ et polychromt sporvognssammenstød 5.18.", hvor overlevelsestrangen blandes sammen med en sensationslyst.
Det er et udsyn, der knytter sig til velfærden, og med lykken som problem eller forløsning. Hos Malinovski søger blikket en klode af fred, men finder splittelse, krig, sult og hjemløshed udtrykt i billeder, der selv er vildt opsplittede. Her konfronterer han læseren med en diagnose af verden, et tidsbillede der rækker langt længere end til den danske selvoptagethed, og med overlevelsestrangen som det væsentlige potentiale.
Overlevelsestrang ja. Og to helt forskellige verdenssyn. Rifbjergs måde er en "herfra min verden går-måde" - det hele er for det meste kulturelt betinget.Det er derfor jeg kan lide pingvindigtet - devenir animal!
SvarSletMalinovskis perspektiv, jeg kan ikke lade være med at citere to små ting fra Vinterens hjerte - udkommet i det isnende år 1980:
Videnskabsmanden
vender verden ryggen
for i sit mikroskop
at studere dens dele.
Hvad han ser i sit mikroskop
er ikke delene
men verden.
(p44)
Og så den anden:
"Min landsby er så stor
at regnen ikke
falder på den"
sagde indianeren
"for regnen er også
min landsby".
(p39)
Ja. Nu ved jeg ikke helt, hvad du vil sige med de to citater, men en af grundene til at jeg sammenligner de to digte (DISJECTA MEMBRA og Rigor mortis), er, at jeg har haft en mistanke om at Ribjerg har skrevet sit digt som svar på eller fascination af Malinovskis. Mistanken kommer først og fremmest fra lighederne i titlerne, at de begge er latinske, og har noget med den døde krop at gøre, men også fra, at Rifbjerg bla. fremskriver digtersubjektet gennem dets legemsdele (tungen, hjertet). Og at de begge ender i de her overskridelsesbilleder.
SvarSletOg ja. Det er to helt forskellige verdenssyn: Der er en enorm forskel på Rifbjergs fascination af splittelse og sammenstød som det der genererer "det nye" (sensationen, og som først og fremmest er en æstetisk interesse. Jvf. hans fokus på eneretten til at overvære et polychromt sporvognssammenstød) og dermed en mulig lykkefølelse for det digtersubjekt, der tydeligt er centrum for teksten. Og så Malinovskis "Blikket søger en klode af fred...", hvorefter han forlader digtersubjektet - at han egentlig ønsker freden, men erkender splittelsen og dystopien gennem en lyrisk verdensvision, og hvor jeg fornemmer en etisk interesse i livsviljen og trodsigheden, mens trodsigheden i Rigor mortis vel nærmere er patetisk, uanset hvor flot et lyrisk billede det end er, at "lykken gror i trods, i trods/ som det sidste skæg efter døden".
Det jeg ville med citaterne var netop at pege på Malinowskis etik. Verden er ikke lig med kulturen eller vores blik på den. Står der jo i dem begge to. Jeg læser ham som en revolutionær holist - hvilket ikke er en contradictio in adjecto - for nu at blive ved det latinske.
SvarSletHvad der måske kan ligge i begrebet poetens spredte lemmer - bortset fra at det har en rent stilistisk betydning - stammer måske - jeg har foretaget en temmelig omfattende undersøgelse af det engang - fra Orfeusmyten. Orfeus (digeren/den som kultiverer)bliver flået itu af de vilde kvinder (naturen)i et frugtbarhedsritual. Den som former naturen (digteren) ender med at gøde jorden med sine spredte lemmer. Temmelig makabert, men også temmelig smukt!
O flåning
SvarSletO græske :
Sparagmos