Christa Wolf: Den bedste titel og den værste

At Maja er i gang med Virginia Woolf og hendes titlers betydning, får mig til at tænke på en anden forfatter som ved et meningsløst sammentræf deler efternavn med forfatteren til To the Lighthouse: Christa Wolf.

Christa Wolf døde i sidste uge – hun blev 82. I Süddeutsche Zeitung kunne man i den anledning bl.a. læse følgende:

 “Christa Wolf war eine Schriftstellerin der Tugend und des Gewissens. Eine, die aneckte. Manchmal. Und manchmal, weil sie es wollte.”

[Christa Wolf var en dydens og samvittighedens forfatter. Hun var én der vakte anstød. Engang imellem. Og engang imellem ville hun det selv].

Så rigtigt. Jeg har stor respekt for Wolf som forfatter, humanist og socialist. Men der er også noget som anfægter mig. Der er noget sammensat ved hende, noget som jeg har vanskeligt ved at få hold på.

Et eksempel:

De to seneste bøger jeg har læst af hende, har henholdsvis en virkelig smuk og en virkelig grim titel.

Kan det på en eller anden måde være symptomatisk – og i så fald for hvad?

Den smukt betitlede hedder Leibhaftig (2002)– hvilket i Henning Vangsgaards danske version er blevet til: I live.

Jeg har intet at udsætte på oversættelsen – jeg har ingen bedre forslag. Men “leibhaftig” betyder også “lyslevende, i egen person”.

Og jeg læser netop I live som en erindringsbog – fortalt i egen person. Det er Christa Wolfs erindringer fra sit liv i DDR, der er bogens stof. Men de er fortalt i en form for bevidsthedsstrøm. Fortælleren er hospitaliseret, hun er dødssyg,  ingen ved af hvad, og glider ind og ud af tanker, drømme, erindringer.

Og dét greb har en meget overbevisende virkning. Netop sådan er erindringen: fortid, nutid og fremtid er blandet sammen. En øjensynligt meget lille begivenhed kan have langt større signifikans end en øjensynligt meget stor begivenhed. Og så den evindelige tvivl.

Husker jeg overhovedet rigtigt? Hænger begivenhederne sammen – eller er det bare mig der digter sammenhængen ind?

Den anden bog jeg har læst, er også en erindringsbog. Den hedder Stadt der Engel oder The Overcoat of Dr. Freud (2010). Igen oversat til dansk af Henning Vangsgaard: Englenes by. Eller: The Overcoat of Dr. Freud og udkommet på Forlaget Vandkunsten i oktober i år.

Den titel kunne da ikke være værre?

Stadt der Engel (Los Angeles, hvor Wolf opholder sig mens hun skriver bogen) er en tam kliché. I midten dette forfærdelige “oder/eller”.

Nej ikke noget “eller” – tak! Jeg foretrækker i dén grad at forfatteren vælger titlen for mig. Dertil kommer den “smarte” sammenblanding af tysk og engelsk. Det er meget grimt.

Og så endelig den platte henvisning til et kendt personnavn: Dr. Freud.

Jeg har som hovedregel ikke særlig meget lyst til at læse bøger som hedder Einsteins drømme, Kafka på stranden, Da Vinci koden eller Picassos pudler. Med enkelte undtagelser (de må findes) lukker denne trang til påkaldelse af berømte kulturpersonligheder sædvanligvis teksten på en, i bedste fald, kedsommeligt referentiel måde.

Er bogen, på trods af sin titel, så alligevel god?

Det kan jeg ikke svare entydigt ja til. Til gengæld  er den temmelig anfægtende, hvorfor jeg alligevel gerne vil anbefale den. Den er først og fremmest ujævn. Det er en slags rejseskildring (som er ok, men det bliver meget trivielt med alle de forfattermiddage), krydret med søgte symboliserende indslag (om møder med engle f.eks.).

Det er dog tydeligvis Christa Wolf det handler om, og bogen er bedst når hun holder sig til at se Star Trek og drikke rødvin.

Men kernen i Stadt der Engel er dog hverken hyggepimperi eller angeliske fantasier.

Kernen er at Wolf, midt under sit amerikanske ophold, bliver ramt af sin fortid. De tyske medier afslører at hun under dæknavnet “Margarete” mellem 1959 og 1962 har leveret oplysninger til Stasi. Wolf fastholder at hun fuldkommen har glemt episoden – eller episoderne. Og det er dét der gør bogen så interessant: Afsløringen af Wolfs fortid som meddeler, Wolfs påståede hukommelsestab og hendes refleksioner over sagen i øvrigt.

Der er ingen tvivl om at Wolf fandtes i Stasis arkiv – både som informant og som én der blev overvåget. Der er heller ingen tvivl om at Wolf lagde alting frem for offentligheden.  Alligevel insisterer Stadt der Engel på at være fiktion.

På kolofonsiden står der følgende:

Alle Figuren in diesem Buch, mit Ausnahme der namentlich angeführten historischen persönlichkeiten, sind Erfindungen der Erzählerin. Keine ist identisch mit einer lebenden oder toten person. Ebensowenig decken sich beschriebene Episoden mit tatsächlichen Vorgängen.

Og der er altså noget forstyrrende ved den her udmelding. En forfatter i splid med sig selv?

På den ene side har vi den sædvanlige besværgelse:  Dette er fiktion, skal læses som fiktion. På den anden side er det åbenbart nødvendigt at anføre at bogen beskriver episoder som faktisk har fundet sted. Hvorfor denne dobbelttungethed?

Hvad er mon problemet? I Leibhaftig er den fornemmelse der rammer mig, en fornemmelse af sandhed: Ja sådan må det være når livet strømmer forbi den komatøses sengegærde.

Den fornemmelse opstår ikke når jeg læser den anden bog.

Kan det hænge sammen med at Stadt der Engel oder The Overcoat of Dr. Freud – alene bogens vægelsindede titel kunne antyde at det var tilfældet – er totalt og aldeles i splid med sig selv, at den nærmest spænder ben for sig selv, når den påberåber sig at at være helt og aldeles fiktiv samtidig med at den på en eller anden måde medgiver at henvise til faktiske hændelsesforløb.

Og derfor kommer til at virke usand? Jeg ved det ikke. Men læs den, hvis du ikke allerede har gjort det.  Den er værd at diskutere.