En historie fra en parallelverden, det litterære miljø i halvfemsernes Lima
En bog er en længsel en drøm et bytte en sum. Jeg havde ledt efter Ino Moxos tre halvdele i Limas mere eller mindre velassorterede boghandlere, men den var ikke til at opdrive nogen steder. Forfatteren César Calvo kom fra Iquitos, der lå ved bredden af Amazonas, faktisk den største by i verden, som ikke kan nås over land, alt og alle skal sejles eller flyves til og fra. César Calvo tilhørte tressergenerationen af peruanske digtere, polygamist, havde et indgående kendskab til shamanisme, hvilket Ino Moxo bogen handlede om.
Selv folk der ikke var solgt til den slags, visse mere nøgterne generationsfæller, sagde om ham, at han var blevet ramt af en forbandelse dernede i junglen, en eller anden djævelsk form for tinnitus, der genererede en indre hylen, og gjorde hans liv uudholdeligt, og som ifølge nogen til sidst tog livet af ham. En aften i Barranco på bar El Juanito, mellem venner og mulige fjender, faldt jeg i snak med en af de sidste, en tynd slesk type med et smalt ansigt, udstående gule øjne og en stor drypnæse med skihop, han var digter og klummeskriver, vist nok tidligere militant kommunist, men efter den polpotistiske terrorgruppe Den lysende stis fald, en mand der luskede sig ind overalt, ikke mindst i de borgerlige avishuse, hvor han fiskede efter småjobs, mens han bagtalte alt og alle, selv eller især gamle kommunistiske kammerater. Han gik også under øgenavnet Pichi del diablo eller Djævlepis.
Før i tiden så man ham ofte komme listende i selskab med en anden tynd kammesjuk til diverse sammenkomster, og tømme sjatterne i flasker, glas og plastickrus. Disse to personager blev dengang kendt under fællesnavnet Las sombras eller Skyggerne. Det lykkedes også for Djævlepis at opnå et udmærket job som anmelder og klummeskriver på en af den borgerlige presses mest traditionelle dagblade.
Djævlepis stank af den billige sprut han drak fra et plastickrus, flasken opbevarede han i en fedtet lædertaske, han altid havde hængende over skulderen. Han trængte sig ind på mig med en blanding af foragt og falsk interesse. Han var beruset og ondskabsfuld, en gollumtype, der talte en efter munden, hvorefter han huggede til. Vi kom til at sludre om den peruanske poesi, som han på det tidspunkt mente var i en ringe forfatning, ikke mindst de tidligere generationer, der nu sad på flæsket (kort efter så jeg en rosende artikel i omtalte avis om en af de digtere han bagtalte den nat).
Han spurgte mig, hvad jeg kendte til disse digtere, han var den type der stillede spørgsmål, men ikke interesserede sig for svarene. Jeg forsøgte at vikle mig ud af hans nærvær, men baren var pakket. Jeg forestillede mig, at han håbede på, at jeg ville bestille endnu en kande øl til bordet, som vi lænede os op af, og da jeg pludselig nævnte, at jeg havde søgt efter César Calvos bog om Ino Moxo, blev han straks opmærksom. Men den bog kunne han da skaffe, faktisk med det samme, han havde den jo i sin taske. Så åbnede han sin fedtede taske og trak et laset eksemplar af bogen op. Den så ud som om den var blevet dyppet i en balje med rødvin og derefter havde hængt til tørre på en losseplads. Du får den til særlig pris, sagde Djævlepis, fordi det er dig, hans gule øjne kastede et slesk skær ned over bogen, 50 soles sagde han (100 kroner), så er den din. Jeg fiskede en 50 soles seddel frem, som Djævlepis løftede op i det tilrøgede lys, for at se om den var god nok, og da han ikke kunne finde nogen tegn på forfalskning, foldede han den omhyggeligt sammen og stak den i lommen.
Senere den nat, da jeg var kommet hjem, åbnede jeg bogen, og på bagsiden af kolofonen stod skrevet: Martín Regalado. Håndskriften passede til min gode ven af samme navn, og det var da også ham der havde fortalt mig, at han engang i tidernes morgen efter en bytur, var kommet til at invitere Djævlepis med hjem, og der havde Djævlepis oplyst ham om, at han bl.a. levede af at stjæle bøger hos folk han kendte, hvilket havde fået Martín til at fare sammen selv i branderten, for de sad i Martíns imponerende bibliotek, og var der noget Martín satte pris på i verden, så var det den bogsamling.
En bog er en længsel en drøm et bytte en sum. Jeg havde ledt efter Ino Moxos tre halvdele i Limas mere eller mindre velassorterede boghandlere, men den var ikke til at opdrive nogen steder. Forfatteren César Calvo kom fra Iquitos, der lå ved bredden af Amazonas, faktisk den største by i verden, som ikke kan nås over land, alt og alle skal sejles eller flyves til og fra. César Calvo tilhørte tressergenerationen af peruanske digtere, polygamist, havde et indgående kendskab til shamanisme, hvilket Ino Moxo bogen handlede om.
Selv folk der ikke var solgt til den slags, visse mere nøgterne generationsfæller, sagde om ham, at han var blevet ramt af en forbandelse dernede i junglen, en eller anden djævelsk form for tinnitus, der genererede en indre hylen, og gjorde hans liv uudholdeligt, og som ifølge nogen til sidst tog livet af ham. En aften i Barranco på bar El Juanito, mellem venner og mulige fjender, faldt jeg i snak med en af de sidste, en tynd slesk type med et smalt ansigt, udstående gule øjne og en stor drypnæse med skihop, han var digter og klummeskriver, vist nok tidligere militant kommunist, men efter den polpotistiske terrorgruppe Den lysende stis fald, en mand der luskede sig ind overalt, ikke mindst i de borgerlige avishuse, hvor han fiskede efter småjobs, mens han bagtalte alt og alle, selv eller især gamle kommunistiske kammerater. Han gik også under øgenavnet Pichi del diablo eller Djævlepis.
Før i tiden så man ham ofte komme listende i selskab med en anden tynd kammesjuk til diverse sammenkomster, og tømme sjatterne i flasker, glas og plastickrus. Disse to personager blev dengang kendt under fællesnavnet Las sombras eller Skyggerne. Det lykkedes også for Djævlepis at opnå et udmærket job som anmelder og klummeskriver på en af den borgerlige presses mest traditionelle dagblade.
Djævlepis stank af den billige sprut han drak fra et plastickrus, flasken opbevarede han i en fedtet lædertaske, han altid havde hængende over skulderen. Han trængte sig ind på mig med en blanding af foragt og falsk interesse. Han var beruset og ondskabsfuld, en gollumtype, der talte en efter munden, hvorefter han huggede til. Vi kom til at sludre om den peruanske poesi, som han på det tidspunkt mente var i en ringe forfatning, ikke mindst de tidligere generationer, der nu sad på flæsket (kort efter så jeg en rosende artikel i omtalte avis om en af de digtere han bagtalte den nat).
Han spurgte mig, hvad jeg kendte til disse digtere, han var den type der stillede spørgsmål, men ikke interesserede sig for svarene. Jeg forsøgte at vikle mig ud af hans nærvær, men baren var pakket. Jeg forestillede mig, at han håbede på, at jeg ville bestille endnu en kande øl til bordet, som vi lænede os op af, og da jeg pludselig nævnte, at jeg havde søgt efter César Calvos bog om Ino Moxo, blev han straks opmærksom. Men den bog kunne han da skaffe, faktisk med det samme, han havde den jo i sin taske. Så åbnede han sin fedtede taske og trak et laset eksemplar af bogen op. Den så ud som om den var blevet dyppet i en balje med rødvin og derefter havde hængt til tørre på en losseplads. Du får den til særlig pris, sagde Djævlepis, fordi det er dig, hans gule øjne kastede et slesk skær ned over bogen, 50 soles sagde han (100 kroner), så er den din. Jeg fiskede en 50 soles seddel frem, som Djævlepis løftede op i det tilrøgede lys, for at se om den var god nok, og da han ikke kunne finde nogen tegn på forfalskning, foldede han den omhyggeligt sammen og stak den i lommen.
Senere den nat, da jeg var kommet hjem, åbnede jeg bogen, og på bagsiden af kolofonen stod skrevet: Martín Regalado. Håndskriften passede til min gode ven af samme navn, og det var da også ham der havde fortalt mig, at han engang i tidernes morgen efter en bytur, var kommet til at invitere Djævlepis med hjem, og der havde Djævlepis oplyst ham om, at han bl.a. levede af at stjæle bøger hos folk han kendte, hvilket havde fået Martín til at fare sammen selv i branderten, for de sad i Martíns imponerende bibliotek, og var der noget Martín satte pris på i verden, så var det den bogsamling.
En herlig historie, som "bider sig selv i halen" på samme måde som hos nogle af de fine sydamerikanske forfattere. Men det er jo heller ikke så sært...
SvarSletHar du stadig bogen eller gav du den tilbage?
SvarSletCaramba!
SvarSletjeg har bogen endnu, den er jo et klenodie
SvarSletTak, gamle. Var avatar ikke sådan et fælt fortygget begreb, kunne jeg blive fristet til at klæbe dig det i panden. Men alas, magi må det være, og det er magi det er, selv for tølperen og døgenigten, kvidrer fuglen på regnbuen - ikke en arm, ikke en arm - en regnbue i menneskeform. Tak
SvarSletSmukt skrevet. Er det en kommentar til "Yngre kvindelig forfatter" eller læser jeg for vidt?
SvarSletde litterære miljøer ligner hinanden - fra Lima til København - men så snart man bevæger sig væk fra andedammen og ud i en anden, kan den første andedam jo ikke længere spejle sig så brutalt direkte, jeg tror det var noget med det. En komplementær historie. For resten, det handler ikke kun om en yngre kvindelig forfatter, selvom medierne nærmest har fået det til at se sådan ud. Peter Nielsens klumme i Information var et eksempel på total misinformation, hvad denne blog angår.
SvarSlet