søndag den 11. december 2011

At lære at leve er at lære at leve med spøgelserne

Jeg har været hjemsøgt af Lilian Munk Rösings artikel Den sene Derrida, eller: Er Claus Beck-Nielsen et spøgelse? (Passage 61, 2009) siden jeg læste den første gang for en måneds tid siden.

Jeg har ikke selv læst Derridas Spectres de Marx fra 1993, desværre, som Munk Rösing trækker på i sin læsning af Claus Beck-Nielsens værk – forfatteren der skriftligt har afklædt sig sit subjekt – om man så må sige. Jeg kan altså ikke tilbageføre mit kendskab til Derridas begreb om ”fantomologien” til min egen læsning af originalkilden (overskriften er et citat fra den bog!), men på en sær måde giver det forfærdelig god mening i denne konkrete sammenhæng.


For vi går alle sammen igen.


Derridas ånd går igen i artiklen, jeg refererer til, og hjemsøger Munk Rösing, som nu har hjemsøgt mig, i denne sene stund hvor jeg sidder – alene i et svagt oplyst rum – og læser Asta Olivia Nordenhofs debut, Et ansigt til Emily, der udkom for nylig på Basilisk.


En ånd har ikke noget ansigt, den er pneumatisk, men den kan hjemsøge de, der har et.


I denne fine bog, skrevet på et begær efter det fjerne eller tabte, som vedvarende genfremstiller det tabte på skrift, møder vi en række personer, der bebor bogen, fordi de har efterladt sig et mærke i Emilys liv. Gennem Emily oplever vi distancen til den elskede, der er i nærheden, længslen efter den fraværende elskede og den døde fader.


Emily skaber sig et nærvær ved at skrive til dem – og hun går videre endnu og skriver endda deres historie. For at få hold på dem og blive mere sig selv.


Emily er i sin essens en indprægning af de møder med mennesker, der har rørt hende; det hun i tidens fluks for altid vil være på afstand af, fordi det er fortid, men som hun punktvis kan iscenesætte igen - og således, gennem den tekstlige genskabelse, mærke på ny.


Apropos det pneumatiske: "Kan du huske første gang du sov hos mig, det var også første gang, du forlod mig. Jeg bad dig, om du ikke i det mindste ville puste en plasticpose op med luft for min skyld. Jeg lukkede den så stramt jeg kunne. Alligevel faldt den sammen efter et par uger, ingen kan lukke en plasticpose så stramt, at det forhindrer den elskede i at forsvinde."


Når vi fjerner os fra dem vi elsker bliver smerten siddende fast i kødet. Og den blusser op, når vi lader os hjemsøge af dem.


Hvad gør den andens ansigt, når det én gang har set os? Det lever videre. Det får rynker. Skriver sig uafladeligt ind i andre mennesker og sætter rynker i deres fjæs. Rynkede prismer der spejler rynkede prismer. Det er i egentlig forstand historisering.


Jeg kan på det varmeste anbefale Et ansigt til Emily, og hvis det er nogen trøst, hvilket det næppe er, kan jeg indskyde, at jeg er helt sikker på, at også hun vil "gå igen".

14 kommentarer:

  1. Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen11. december 2011 kl. 03.11

    Som et spøgende spor i den retning vil jeg anbefale Mikkel Frantzens diskussion af Munk Rösings artikel i Trappe Tusind nr. 5 (som findes her: http://arkiv.trappetusind.dk/TrappeTusind5.pdf): Han mener, det er Mikkel Thykier og ikke Claus Beck-Nielsen, der er et spøgelse, måske altså endnu et spor til at læse Nordenhof i sammenhæng med Thykier, som Mikkel Bruun Zangenberg vist var inde på i sin anmeldelse (og således hjemsøger Mikkel'erne altså også hinanden).

    SvarSlet
  2. Fint input Lene. Jeg vil læse på sagerne når jeg får lidt mere tid mellem hænderne og følgelig flere rynker i ansigtet.

    Jeg har i øvrigt også anmeldt Nordenhofs debut:
    http://abboehm.blogspot.com/2011/11/anmeldelse-af-asta-olivia-nordenhof-et.html

    Sikke en debut - det værk vil i den grad hjemsøge mine kursisters pensum fremover :)

    SvarSlet
  3. Tak, Kizaja! jeg vil fluks læse videre.

    Bemærk, at jeg slet ikke nævnte, hvordan Emily'erne spøger hos Mikkel'erne.

    SvarSlet
  4. Her et link til Mikkel Bruun Zangenbergs anmeldelse af Et ansigt til Emily i Politiken:
    http://politiken.dk/kultur/boger/skonlitteratur_boger/ECE1457773/debutant-begaar-forrygende-og-finurlig-kaerlighedsroman/

    Jeg læste Munk Rösings artikel i forbindelse med, at jeg skulle i Radio24syvs program Nattevagten og snakke om Claus Beck-Nielsen sammen med Cæcilie Østerby Sørensen, der er ved at lave en dokumentarfilm om ham. Hør den natlige samtale her:
    http://arkiv.radio24syv.dk/video/3922944/nattevagten

    SvarSlet
  5. Hov, Anders, vi postede samtidig - hvor åndet! - held og lykke til dine kursister :)

    SvarSlet
  6. Men spøgeriet er måske konkret? Tænk på Faulkners gyser A Rose for Emily - hvor det viser sig at en "spinster" (Emily) har slået sin brudgom ihjel på bryllupsnatten og derefter har sovet ved siden af hans opløste lig i 40 år...

    SvarSlet
  7. Mange ægteskaber begynder på den måde - gys!

    SvarSlet
  8. Jeg har læst bogen et par gange og jeg er lidt uenig i spøgelsestanken. Jeg synes bogen gennem sit sprog og opbygning sår tvivl om faren og Daniel (eller arkæologen og præsten osv.) overhovedet har været mennesker. Jeg tager det ret bogstaveligt, når Emily skriver som Daniel i sidste del. Han er ikke andet end en forestilling.
    Et andet eksempel er Rosas samtaler med faderen. De er så absurde og usandsynlige, at det får mig til at spørge om denne far nogensinde har været der. Så hvis de spøger hos Emily eller Rosa er det som stykker af forstilt nærhed. Der er en distance, som jeg finder ironisk og vrængende, der demonterer intimitetsproblematikken. Jeg synes i det hele taget at sprogets skitseagtige ekspressivitet bliver det, som bogen handler om. Emily og Rosa er selv konstruktioner (jeg mener Zangenberg nævner nogen lignende), hvorfor der kun er groteske menneskelignende væsner og forestilte du'er i bogen.
    Derudover har jeg svært ved forene sprogtonens kontrære (forcerede) lyriskhed og temaerne, fordi jeg synes det første modarbejder det sidste. Jeg vil dog medgive, at der er noget poltergeist eller mare over Emily.
    Ps. Jeg kan godt lide passager i bogen og den er letlæst, hvilket i dette tilfælde er en kvalitet.

    SvarSlet
  9. Hej Simon, tak for kommentaren. For mig at se er der ikke - nødvendigvis - en kontrast mellem det skitseagtige og villet sjuskede (stavefejl osv.) i bogen; jeg er hele tiden med på kontrakten om at det er fiktive figurer, især Emily, som den skriftlige figur hun er, bliver et prisme, et mærke i tiden, som læseren kan investere sig i (nå ja, eller lade være med) - det trækker ikke fra i inderlighedsregnskabet hos mig... Faktisk blev jeg enormt rørt af at læse bogen. Jeg behøver ikke hud og hår på ansigtet, åbenbart.

    SvarSlet
  10. Det slår mig lige at de sidste tre indlæg her på Promenaden på forskellig vis handler om afdøde nærværende, spøgelser ... Ja, det var bare det, sov godt.

    KH
    Martin

    SvarSlet
  11. Jeg ved ikke om det er inderligheden, der skurrer, så meget som det er, at bogen siger et, men gør noget andet. Den siger den handler om intimitet eller længsel efter samme, men skriver nogle monomane, distancerede typer frem, der skriver på vegne af andre. Emilys udpensling af det intime er f.eks. dybt egocentrisk. Hun er mest af alt interesseret i sig selv, når hun skriver som Daniel.
    Jeg pusler med den læsning, at bogen kan læses som skizofren, hvorfor Emily og Rosa taler til/med du'er, der sådan set er dem selv. Det er måske også derfor jeg stejler over, at den skulle behandle kærlighed/intimitet, fordi der i bogen ikke er nogen anden at kaste sin kærlighed på. Jeg er på nippet til at sige, at Rosa og Emily er den samme person. Som typer er de så ying-yangagtige, at det virker nærliggende. Den læsning er dog til dels et resultat af at have læst lidt på forfatterens blog.

    SvarSlet
  12. Jeg vil gerne imødekomme dig så langt, at Emily-figuren helt klart føler sig ensom og afskåret fra andre, især Daniel og faderen, som de vigtigste personer. Relation til Rosa er dunkel, vi hører meget lidt om den, de er gift, ved vi, selv om Emily længes efter Daniel.
    Jeg forstår til gengæld ikke, hvordan du når frem til, at hun er mest interesseret i sig selv, eftersom fortællingen hele tiden kredser om tabte relationer? (Jeg har ikke læst bloggen.)
    Hvordan skulle man fremstille tabet på en mere emotionelt troværdig måde?

    SvarSlet
  13. Emily taler om sig selv i forhold til et vagt savn, ikke om dem hun savner/længes efter. Hun kunne have beskrevet Daniel i detaljer (detaljerne i sidste del er åbenlyst opdigtede til lejligheden), givet ham nogle kendetegn. Rosa kunne også have beskrevet sin far i detaljer, men ingen af dem gør det. Grunden kunne i min tolkning være, at Daniel er opdigtet og faren så fjern, at Rosa aldrig har haft et forhold til ham, hvorfor det er længsel uden forbindelse til nogen konkret erfaring. Man kan ikke miste noget man aldrig har haft.
    Når Emily siger, at han knepper med den store idé om at kneppe, er jeg tilbøjelig til at mene, at det gælder for Emily og Rosa selv. At de skriver om den store ide om tabet/længsel.

    SvarSlet
  14. Jeg kan kun sige, igen, at jeg ikke har behov for en detaljeret beskrivelse og "realisme" for at blive rørt af tabstematikken.

    SvarSlet