At lære at leve er at lære at leve med spøgelserne

Jeg har været hjemsøgt af Lilian Munk Rösings artikel Den sene Derrida, eller: Er Claus Beck-Nielsen et spøgelse? (Passage 61, 2009) siden jeg læste den første gang for en måneds tid siden.

Jeg har ikke selv læst Derridas Spectres de Marx fra 1993, desværre, som Munk Rösing trækker på i sin læsning af Claus Beck-Nielsens værk – forfatteren der skriftligt har afklædt sig sit subjekt – om man så må sige. Jeg kan altså ikke tilbageføre mit kendskab til Derridas begreb om ”fantomologien” til min egen læsning af originalkilden (overskriften er et citat fra den bog!), men på en sær måde giver det forfærdelig god mening i denne konkrete sammenhæng.


For vi går alle sammen igen.


Derridas ånd går igen i artiklen, jeg refererer til, og hjemsøger Munk Rösing, som nu har hjemsøgt mig, i denne sene stund hvor jeg sidder – alene i et svagt oplyst rum – og læser Asta Olivia Nordenhofs debut, Et ansigt til Emily, der udkom for nylig på Basilisk.


En ånd har ikke noget ansigt, den er pneumatisk, men den kan hjemsøge de, der har et.


I denne fine bog, skrevet på et begær efter det fjerne eller tabte, som vedvarende genfremstiller det tabte på skrift, møder vi en række personer, der bebor bogen, fordi de har efterladt sig et mærke i Emilys liv. Gennem Emily oplever vi distancen til den elskede, der er i nærheden, længslen efter den fraværende elskede og den døde fader.


Emily skaber sig et nærvær ved at skrive til dem – og hun går videre endnu og skriver endda deres historie. For at få hold på dem og blive mere sig selv.


Emily er i sin essens en indprægning af de møder med mennesker, der har rørt hende; det hun i tidens fluks for altid vil være på afstand af, fordi det er fortid, men som hun punktvis kan iscenesætte igen - og således, gennem den tekstlige genskabelse, mærke på ny.


Apropos det pneumatiske: "Kan du huske første gang du sov hos mig, det var også første gang, du forlod mig. Jeg bad dig, om du ikke i det mindste ville puste en plasticpose op med luft for min skyld. Jeg lukkede den så stramt jeg kunne. Alligevel faldt den sammen efter et par uger, ingen kan lukke en plasticpose så stramt, at det forhindrer den elskede i at forsvinde."


Når vi fjerner os fra dem vi elsker bliver smerten siddende fast i kødet. Og den blusser op, når vi lader os hjemsøge af dem.


Hvad gør den andens ansigt, når det én gang har set os? Det lever videre. Det får rynker. Skriver sig uafladeligt ind i andre mennesker og sætter rynker i deres fjæs. Rynkede prismer der spejler rynkede prismer. Det er i egentlig forstand historisering.


Jeg kan på det varmeste anbefale Et ansigt til Emily, og hvis det er nogen trøst, hvilket det næppe er, kan jeg indskyde, at jeg er helt sikker på, at også hun vil "gå igen".