torsdag den 1. december 2011

Den byronske vegetar

I Esbjerg for nogle dage siden fik jeg et mindre chok, da jeg jeg blev passet op af to sortklædte skikkelser med skilte på brystet. Som sædvanlig ved den slags hændelser var min første tanke, at det var efterretningstjenesten, at de var fra PET, men skiltene oplyste mig om, at de var fra Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, hvilket hurtigt gjorde mig meget mere tryg.



De var blege, talte med en accent som ikke var nationalt bestemt, men derimod, tænkte jeg, skyldtes at de havde levet i et isoleret samfund i mange år. Den ene, Ældste Edward, underligt nok en meget ung mand, førte ordet.
- Må jeg have lov at spørge om du er religiøs?
- Ja, svarede jeg.
- På hvilken måde?, spurgte han.
- Jeg er vel animist, svarede jeg.
Det gjorde dem usikre, de vidste ikke hvad det var. De ens jakkesæt og den gammelmodige fremtoning havde skjult for mig, at de var yngre end jeg først havde bemærket, at de muligvis manglede rutine i at omvende fremmede mennesker på gaden. Så jeg ville komme dem i møde.
- Jamen, det betyder sådan set bare, at de brosten vi står på er levende og intelligente, sagde jeg. Men hvad betyder Sidste Dages Hellige? Mener I verden er ved at gå under eller hvad?
-Nej, sådan skal det ikke forstås. Jesus og englene kommer og dømmer, men det kan ske om mange, mange år. Det vigtige er, at troen på Jesus kan forandre dit liv, svarede Ældste Edward.
- Jamen, hvad med klimaet, spurgte jeg, ser I slet ingen undergangstegn?
- Det tænker vi ikke så meget på, svarede han.
- Jamen, om fem år vil temperaturstigningerne have igangsat de irreversible processer, som vil føre til menneskets undergang, hvis ikke udviklingen bliver vendt, sagde jeg ...
Samtalen udviklede sig, men jeg kunne ikke overbevise de Sidste Dages Hellige om jordens (eller bare menneskets) forestående undergang. Ikke engang dem. Men det er nu ikke derfor jeg skriver om de unge blegansigter, mere fordi de endte med at forære mig Mormons Bog, som jeg har kigget i sideløbende med, at jeg i løbet af dagene har læst Novalis, og samme aften, da jeg kom hjem fra Esbjerg, så de to første film af det verdensomspændende teenage-hit Twilight på dvd. En filmatisering af fire romaner skrevet af Stephenie Meyer, som selv er mormon.


Hovedpersonen Bella Swan flytter til Forks, en flække i staten Washington for at bo hos sin far, mens hun går i den lokale High School. Hun bliver ven med Jacob Black som er Quileuteindianer, som ifølge sagnet nedstammer fra ulvene, og forelsker sig i Edward Cullen som er vampyr. De to klaner, ulvene og vampyrerne er fjender og hinandens modstykker: økonomisk (indianer(ulve)ne bor i små træhytter, vampyrerne lever i største velstand), temperaturmæssigt (de første varme, de sidste kolde) og i forholdet til sjælen (de første nedarver en evig ulvesjæl, et totem; de sidste er sjælløse, men har evigt liv). Klanerne omgås gennem en pagt, hvor det centrale punkt er, at ulvene tåler vampyrernes tilstedeværelse (Cullen-klanen), så længe de ikke dræber mennesker, men i stedet ernærer sig med dyreblod. Den smukke svane (Bella) bliver altså midtpunktet i den her ældgamle orden, og hendes følelser, og de følelser hun udløser hos de “jævnaldrende” maskuline repræsentanter for klanerne, den destabiliserende faktor.
Selvfølgelig generer det mig, at hun forelsker sig i vampyren frem for ulven, fordi det i filmen også er et valg mellem værdier, mellem socialklasser. Mellem dannelsesniveauer. Mellem kristen, lineær tid (helt ind i evigheden) og cyklisk, animistisk tid. Mellem et føreuropæisk samfund (henvist til reservatet forstås) og den aristokratiske, romantiske helt, der bevæger sig frit i verden. Og at der er millioner af teenagere, der henrykkes af og muligvis identificerer sig med netop det valg. Men især, at det er et valg hun træffer gennem valget af mage.


Men det der alligevel gør det interessant, er den moderne tilsynekomst og amputeringen af den byronske helt i skikkelse af Edward Cullen (se wikipedia). Det er måske ikke underligt, når vi i forvejen befinder os i en blanding af gotisk romance, indianersagn og amerikansk evangelium (Mormons bog). Mens den mest iøjnefaldende amputering sker i form af, at han på ingen måde udviser despekt for socialklasser, institutioner m.m., ligger den væsentligste amputering et andet sted, nemlig af den forførende farlighed. I filmens første helt centrale scene, hvor Bella og Edward mødes alene i skoven og hvor afsløringen af Edward som vampyr bliver fuldbragt, forklarer han Cullen-klanens og dermed sin egen selvforståelse: Idet, de ikke dræber mennesker, men ernærer sig ved dyreblod, opfatter de sig som vegetarer.


Og det er netop det, vegetarianismen, der gør både kærlighedshistorien og (samfunds)pagten mulig. Ellers ville han æde hende. Ellers ville klanerne ikke kunne leve side om side. Derfor kan det heller ikke undre, at vi gang på gang skal se Bella spise og høre forskellige bipersoner påpege hendes almindelige vegetarianisme, uanset hvor påklistret ligegyldigt, det føles, at se hende få serveret vegetarburgere: Fordi det er derved hun er i kontakt med den overmenneskelige orden. Og det menneskelige midtpunkt i tusmørket.

3 kommentarer:

  1. hvem skulle tro at der ville være noget intelligent at sige om Twiligt filmene og bøgerne..?

    thumbs up til animisten!

    SvarSlet
  2. Der er en meget illustrativ scene i nummer II film i serien, tror jeg nok det er, hvor Bella, Jacob og Edward er strandet i et snelandskab og skal overnatte i et ret sølle camping-telt. Her ligger Bella og fryser. På det her tidspunkt har Bella og Edward erklæret, at de er forelskede i hinanden, men han kan altså ikke varme hende, fordi han selv altid er kold. Jacob, der også er forelsket i Bella, konstaterer underspillet-triumferende og henvendt til Edward, at ”I’m hotter than you” : Han kan udholde kulden fordi han er en del af naturen, i modsætning til Edward, der ikke mærker kulden fordi han står uden for naturens kredsløb. Det bliver derfor Jacob, der lægger sig tæt op af Bella og sikrer, at hun overlever den kolde nat. Med sin bemærkning til Edward forklarer han på en vulgær måde, hvorfor han i den pågældende situation er mest attraktiv: Hvad nytter det at Edward har evigt liv, når Bella stadig er et menneske? Kun ved at gøre Bella til vampyr kan Edward dele ud af sin særstatus, imens Jacob kan redde hende uden at fratage hende hendes menneskelighed.

    Så der skelnes mellem det oplyste og det varme: Edwards kølige, smukke intelligens eller Jacobs primitive omfavnelse. Hvorfor er oplysningen og varmen ikke forbundne og filtret ind i hinanden? Stephanie Meyer har glemt, at solen eksisterer.

    Vampyr-vegetarianismen virker som en vildt utilfredsstillende løsning, netop en samfundspagt, der illustrerer at naturfolket og aristokraten ikke kan samarbejde, men kun etablere en lov, der minimerer deres uoverensstemmelse : Agree to disagree, en institutionaliseret brutalitet. Her i menneskeheden er vi kun mennesker og kan i modsætning til i Twilight-serien omforme os fra det varulve-agtige til vampyren til det menneskelige i mellem og tilbage igen. Vi kan godt genforhandle de essenser, som de mytologiske figurer sidder fast i. Og vi må især kunne få del i evigheden uden at skulle være udødelige. Jeg synes ikke, det er tilstrækkeligt at ønske sig, at Bella vælger Jacob og naturreligionen. Jeg synes heller ikke, det er tilstrækkeligt, at hun lever som vampyr-vegetar med Edward. De er stadig omvandrende døde og har berøvet sig selv varmen og sjælen. Vi må også kunne forestille os at give plads til det ikke-liv som vampyren er, uden at den er forvist fra naturens kredsløb. Eller: Der må være former for interessante ikke-liv, ekstra-liv , som ikke står uden for livet.

    SvarSlet