Elskere og elskerinder

Om Trude Marsteins Intet at fortryde
Jeg har for nylig læst Trude Marsteins Intet at fortryde (norsk: Ingenting å angre på (2009)). Det er den anden af hendes bøger, som kommer på dansk. Den forrige, Gjøre godt (2006), som af uransagelige årsager hedder Weekend på dansk, fik hun den norske kritikerpris for. Samt mange anmelderroser herhjemme, hvilket også gælder Intet at fortryde.


Jeg har læst begge bøger, og jeg er ikke vild med nogen af dem. Jeg synes, de har en trættende og overfladisk skematisme i fortællerkonstruktionen. I Weekend er fortælleren en slags stafet, der konstant hopper videre til en ny person. I Intet at fortryde skifter synsvinklen konsekvent mellem hustruen Heidi og husbonden Vegard.

Apropos distraherede ægtemandens navn mig, fordi jeg uvilkårligt opfattede det som et efternavn. Jeg måtte banke ind i hovedet på mig selv, at det åbenbart er et fornavn på norsk. Men når bogen nu handler om en kvinde, der er splittet mellem elskeren og ægtemanden, så virker navnene ret firkantede: elskeren med konstant erektion hedder friskfyrsagtigt Mikkel, mens den stabile, småkedelige ægtemand hedder Vegard. Er det ikke ligesom at kalde sine hovedpersoner for Liv og Madam Ærenpris? Nå, men det er sikkert bare mig og mit mangelfulde norske.

Det, jeg egentlig ville sige noget om, er et af bogens emotionelle vendepunkter. (Lad det hermed være sagt, at dette er en skamløst psykologisk læsning, der sammenligner personernes psykologier med virkeligheden.)

Fra gift til ugift
Vendepunktet kommer, da det, meget sent, går op for Heidi, at Mikkel er blevet forladt af sin kone. Han er ikke længere gift og har derfor ikke en familie at spille dobbeltspil med ligesom Heidi. Hvad han ellers har foregivet gennem hele bogen. Måske med velberåd hu, viser det sig. For Heidis reaktion på ham forandrer sig prompte, da hun regner det ud. Her er hendes beskrivelse af ham efter den nye erkendelse:

Mikkel sidder på sengen i modlys, han er helt tilgængelig og uden mod og uden grænseløs lidenskab, det er bare at tage for sig, indtage. Slet ikke grænseløs. Har pludselig mistet hæmningsløsheden, ikke til fare for sig selv eller andre, helt uden forpligtelser, uden ansvar. Så fri og åben, at han bliver helt tom. Teksten er lidt vel pædagogisk her: Når han ikke længere bedrager nogen, holder han op med at være dragende. Med andre ord: begæret ligger i det uopnåelige – i tanken om, at han ikke kan vælge hende fuldt ud.

Afsløringen kommer som sagt sent i bogen, på et tidspunkt, hvor Heidi allerede har indstillet sig på at gå tilbage til Vegard. Så rent dramaturgisk er den unødvendig. Men moralsk er den måske hovedsagen. Måske er det her, forfatter-instansen sætter nådesstødet ind?

Et er, at både Heidi og Vegard reagerer nogenlunde afbalanceret på utroskaben: Vegard er sur og såret, men elsker immervæk sin kone så højt, at han ikke vil give slip på hende. Heidi vil heller ikke forlade sin mand og holder fast i sin kærlighed til ham og børnene. Voksne reaktioner til fordel for ægteskabet, stabiliteten. Et andet er, at bogen medtager denne emotionelle vending mellem Heidi og Mikkel, for ligesom at understrege utroskabens tåbelighed og latterlige mekanismer. Måske er det bare et klumpedumpet træk ved bogen. Men jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om den ’har ret’ i sit portræt af utroskabens væsen – at det IKKE handler om elskerens/elskerindens person, men om vedkommendes position?

Kønsdelenes kombinatorik
Den oplagte indvending mod dette er, at masser af gifte mænd og kvinder gennem tiden har haft ugifte elskere/elskerinder. Den klassiske utroskabshistorie, i al fald for manden, er vel med en yngre og fri model. Hvad den er for kvinder, er jeg skræmmende nok ikke helt klar over, hvilket muligvis er et tegn på den maskuline dominans af vores tankeverden. Men kombinationen gift kvinde-ugift mand er vel, om ikke andet, set før. Skønt bogen antyder en kønsforskel i Mikkels og Heidis opfattelse af seksualitet, eftersom afsnittet slutter med følgende udladning (sagt af Heidi til Mikkel):

 Det kostede dig jo ingenting, siger jeg, du fik tværtimod betaling for det, siger jeg, i pose og sæk uden at det kostede dig fem flade ører.

Sætningen er lidt kryptisk, da Mikkel har betalt for deres hotel og måltider. Men der sigtes velsagtens, omend klodset, til det emotionelle lag: at hun udsætter sig selv for en risiko, hvorimod han, i hendes optik, ikke gør det og uhæmmet kan nyde den dejlige sex. Sætningen implicerer den gamle traver om, at mænd vil have sex, kvinder vil have følelser, og at han har "vundet" situationen, fordi han har tilranet sig noget for ham uforpligtende sex, omtrent som hvis han scorer en dulle i byen.

Bortset fra denne potentielle kønsforskel (der forekommer mig gammeldags og klichéfyldt) står spørgsmålet tilbage: kan Mikkels ændring af civilstand virkelig borge for den voldsomme ændring i Heidis billede af ham?

Freedom’s just another word for …
Jeg mener ikke, der er nogen tvivl om, at mange hemmelige affærer mister deres tiltrækningskraft, hvis parterne pludselig får mulighed for at være "rigtige" kærester. Problemet med Intet at fortryde i forhold til det er, at Heidi og Mikkel stadig ikke har muligheden, i og med at Heidi er gift. Desuden har Mikkel forsøgt at holde skilsmissen hemmelig over for Heidi og har ikke ændret opførsel over for hende. Med andre ord forsøger han ikke pludselig at blive rigtige kærester og få hende til at forlade Vegard.

Man kan måske sige, at Heidis reaktion afslører en dybere usikkerhed i hende selv – at hun måske ikke er i stand til at modstå Mikkel, hvis han ikke selv holder sig på afstand. Dvs. hendes tilsyneladende pludselige afsky eller manglende tiltrækning er i virkeligheden en slags angst for forandringen. Det kunne være en plausibel tolkning af situationen, men teksten har ikke, så vidt jeg kan læse, andre signaler, der passer ind i den tolkning. Derfor er jeg stadig i syv sind om dette vendepunkts værdi i bogen. Om det, for at opsummere mulighederne, er:
1) Et portræt af hyklerisk og/eller sårbar kvinde
2) En emotionel sandhed
3) En klodset overtydelighed fra forfatter-instansens side Som støtte for det sidste standpunkt kunne man hævde, at begær og tiltrækning sagtens kan eksistere parallelt med både ømhed og tilgængelighed. Et lige så plausibelt udfald på historien mellem Heidi og Mikkel kunne vel være, at hun, eventuelt efter den første forundring, nyder ham lige så meget som før eller endda udvikler dybere følelser for ham. Så ville man også slippe for den gamle kønskliché om sex som mandens ’sejr’ over kvinden. Men nu taler jeg jo om en anden bog, end den, der reelt er skrevet, og det er måske forkert. Eller også er det netop – litteraturkritik.

Under alle omstændigheder var det netop det vendepunkt, som satte hjernevindingerne i gang hos mig. Det var det aspekt af bogen, jeg overhovedet fæstnede mig ved, i min ellers ikke særligt begejstrede læsning. Og uanset hvad man end måtte mene om bogen, er det jo ikke en dårlig egenskab, at den får én til at tænke sig om.