lørdag den 17. december 2011

”Jeg elsker at danse og spille bold”

Hvorfor er det så ofte skuespillere, der interviewes til aviser og magasiner? Når en tryksag har et ’spændende’ interview, er det næsten altid skuespillere, de tyer til. Nærmest uanset hvilken publikation, det drejer sig om. Om det er Politiken, Ud & Se, Helse, Information eller Fodterapeuternes Månedlige synes at være underordnet. Et kendt ansigt må man åbenbart have.


Obligatorisk er avisernes weekendinterview med den store skuespiller(inde), hvis der er en premiere i farvandet. Men hvorfor hører man aldrig lysmandens eller fotografens tolkning, og hvorfor står instruktøren eller manuskriptforfatteren typisk så langt tilbage i offentlighedens interesse? Et eksempel på den skævvinkling er Kristen Bjørnkjærs interview med Ulla Henningsen i Information, i anledningen af premieren på Smerten på Får 302. Stykket er bygget på Marguerite Duras’ dagbøger og skrevet af den svenske dramatiker Lucas Svensson.
Nu er Duras jo død, men hvorfor ikke tale med Svensson eller instruktøren, Madeleine Røn Juul? Hvis man alligevel stiller spørgsmål som ”hvad tror du, får folk til at opsøge en monolog på godt en time, som handler om lidelse?” Er den slags spørgsmål ikke mere relevante at stille til dramatikeren, instruktøren eller simpelthen teaterledelsen? Skuespilleren er vel mindst et led væk i beslutningskæden.


Noget andet er, at interview-spørgsmålene lynhurtigt vender sig væk fra selve stykket. I stedet retter de sig dels mod tilværelsens mere eksistentielle lag, dels mod skuespillerens privatperson. Bjørnkjær spørger således, umiddelbart efter ovennævnte spørgsmål, om vi alle har et medansvar for nazismen. Stakkels Ulla Henningsen får det fejet af banen med nogle mumlerier om menneskets iboende ondskab. Mildest talt ikke originalt, men det er jo ikke hendes skyld, at hun bliver udsat for sådan et umuligt spørgsmål.
Hvad angår privatpersonen Ulla Henningsen, nærmest svælger interviewet i den. Dagsordenen er uhyre slet skjult: hun er en diva, en grande dame, det er i virkeligheden HENDE, der er det spændende ved teaterstykket. Interviewet har da også fået den ubegribeligt lamme overskrift ”Jeg elsker at danse og spille bold”, som jeg nægter at tro på, at Bjørnkjær selv har fundet på. Men bortset fra sin lamhed er overskriften sådan set relevant nok, da interviewet mest handler om Henningsen. Der bliver spurgt til hendes smertepunkter, barndom, politiske overbevisninger, hendes øvrige roller og gudhjælpemig også, heraf overskriften, til hendes forhold til sport. Har det NOGET SOM HELST at gøre med det aktuelle teaterstykke? Nej.


Men det er muligvis ikke Bjørnkjærs skyld, da han bare følger de konventioner, interviewgenren har. Alle skuespillere bliver jævnligt spurgt om den slags, som om deres oplevelser udi springgymnastikken er umådeligt interessante, eller som om de vitterlig har filosoferet dybt over nazismens opståen.


Dermed ikke sagt, at nogle skuespillere ikke svarer fremragende og interessant på spørgsmålene. Dermed heller ikke sagt, at nogle skuespillere ikke vitterlig er store kunstnere, hvis arbejde bør forlenes med lige så stor respekt som instruktørens, forfatterens og billedkunstnerens. Men hvorfor ikke stille spørgsmålene om stykkets indhold og forudsætninger til ’indholdsproducenten’? Hvad angår de eksistentielle spørgsmål, kan man jo ikke begræde, at de stilles. Sådan set mener jeg, at ethvert interview kunne bruge flere af den slags. Forudsat at den interviewede har noget interessant at sige, det være sig om livet, ondskaben eller kærligheden.
Men automatisk at gå ud fra, at svarene er interessante for offentligheden, fordi de kommer fra en (kendt) skuespiller, er forfejlet. Det samme gælder de personlige spørgsmål om den interviewedes baggrund. Fremhævelsen af Ulla Henningsens glæde ved håndbold og atletik er et glimrende eksempel på, hvornår det absolut ikke er interessant.


For nu at vende tilbage til indledningsspørgsmålet: hvorfor er det skuespillerne, der så ofte interviewes? Det må ’virke’ i publicistisk forstand, ellers ville landets redaktører vel for længst have opgivet strategien. Svaret er, tror jeg, såre enkelt. Man kan finde det i betegnelsen ’et kendt ansigt’, som jeg selv brugte i begyndelsen. Det er simpelthen udstillingen af skuespillernes fysik, deres kroppe, der gør dem interessante for offentligheden. Det, at vi SER dem så intenst og uhildet, gør et enormt indtryk på os.
Det giver dem en særlig aura, og vi får lyst til at vide mere om dem, om den krop der står foran os. Specielt, måske, hvis denne krop er tiltrækkende. Den mekanisme er der bestemt ikke noget galt i. Det er ikke et dårligt træk ved os, at vi interesserer os for andre.
Det, der til gengæld er noget galt med, er den automatik, hvormed magasiner griber sagen an – at skuespillere altid har rollen (sic) som trækplastre, når en eller andet publikation skal sælge, næsten uanset hvad indholdet i øvrigt er.


Jeg savner interviews med andre slags mennesker, gerne med såkaldte ’almindelige’ mennesker, der ved noget om emnet. Hvorfor læser man ikke et interview med en hospitalsdirektør i Helse i stedet for at klaske Laura Bach fra Den som dræber på forsiden?


Desuden savner jeg, at man stiller nogle bedre og mere fagspecifikke spørgsmål til skuespillerne, så de slipper for at optræde som formidlere af letfordøjet livsvisdom, men snarere kan udtale sig om deres specielle fag, skuespilkunsten. For eksempel: Hvordan spiller man skuespil, hvordan får man en replik til at lyde godt, er det svært at huske en masse tekst, hvordan forbereder man sig, hvordan er ens forhold til instruktøren osv.


Det gælder i øvrigt for alle fag. Inden for mit eget, forfatteriet, findes også en overflod af rædsomme interviews. Hvor forfatteren bliver bedt om at karakterisere nutidens unge eller indvandringens problematikker, som om de var sociologer eller forskere, hvad de selvsagt ikke er. Til gengæld ved de fleste forfattere temmelig meget om litteratur, sætningsstrukturer, skriveprocesser, forlagsverdenen, og hvorfor hører man ikke mere om det?


Alt i alt: Bedre spørgsmål til skuespillerne, tak. Betragt dem som fagfolk og ikke som hyggesludreorakler. Relevans i deres optræden, tak, så en Nicolaj Kopernikus ikke nødvendigvis skal udtale sig om næsesprayens velsignelser eller bordtennissens gavnlige helbredsvirkninger. Og frem for alt: væk med ”kendt ansigt”-automatikken, når kultursiderne skal udfyldes.

6 kommentarer:

  1. Enig!
    Men nu er Kristen Bjørnkjær rent faktisk en særlig slet skribent og helt forfærdelig interviewer, nyfigen og plat og manisk springende (to spørgsmål fra hans interview med balleteksperten Erik Aschengreen, også fra september: Er der altid en, som er ‘manden’, og en anden, som er ‘kvinden’ i et bøsse-parforhold?/ Hvorfor tiltrækkes så mange bøsser af balletverdenen?), og jeg er slet ikke i tvivl om, at det er ham, der har fundet på overskriften "Jeg elsker at danse og spille bold" - gid han med tilbagevirkende kraft kunne fyres som medredaktør af Ta'!

    SvarSlet
  2. Lige et eksempel på, hvordan man også kan bedrive journalistik, månedens tema her på Promenaden. Dette er indledningen til Djuna Barnes' interview med den legendariske Diamond Jim Brady (hvilket også er titlen på interviewet, det er fra maj 1914):
    I never fully believed in Diamond Jim Brady, until one summer, on a boardwalk, I caught sight of his breastwork lights.
    Shining out of the dark like a searchlight at sea, he bore down upon me, supreme under the dominance of three headlights, running slowly with the tide of the traffic, smiling out of heavy, condescending depths, which held off fiercely the banked, black eyebrows. So he came abreast. The diamonds upon his breast fell into the sign which is the Brady advertisement, and he was past, gone in the night, a mere moving black shape in broadcloth.
    "Have you any love for our ordinary society?" I asked him when I met him later.
    "No."
    ...
    De vidunderlige, morsomme og suveræne interviews af celebs kan læses i Sun & Moons bog Interviews af Djuna Barnes - de kunne noget dengang i 1914.

    SvarSlet
  3. Fint! Jag tror att Ulla Henningsen inte är intervjuad i egenskap av skådespelare, utan i egenskap av känd person. Då är det följdriktigt att hon inte får frågor om skådespeleri utan vagare frågor som kopplas till hennes kändisskap. Kändisar kan uttala sig i alla möjliga frågor och uttala sig om sammanhang som de berör. Maja Lucas förslag om vilka frågor hon vill att Henningsen ska svara på är mycket intressanta. Jag vill gärna rekommendera en lång intervju i den svenska tidskriften Ord&Bild nr 3/2011, där tre författare berättar om sin skaparprocess. De blandar konkret och abstrakt, praktiskt och teoretiskt, på ett underbart sätt. Kolla in här: http://www.tidskriftenordobild.se/nummer/samtal-om-skapandet/

    SvarSlet
  4. Enig, Maja, men lad mig give mit bud på, hvorfor det står så grelt til:

    De fleste af os har den svaghed, at vi interesserer os mest for personer, vi kan identificere os med. Eller i hvert fald relatere til. Jeg må med skam melde, at jeg aldrig har hørt om bemeldte Lucas Svensson eller Madelaine Rønn Juul. Til gengæld har jeg varme erindringer om Ulla Henningsen i 'Matador' og 'Kald mig Liva', og derfor er jeg som udgangspunkt mere interesseret i, hvad hun har at sige, selvom jeg ofte skuffes, når interviewet viser sig at ligegyldigt intetsigende.

    En dygtig interviewer, skribent og redaktør kan måske nok få mig til at interessere mig for de to andre, men det kræver altså noget ekstra - talent, tid, umage, ekspertise, ambition, you name it. Og desværre er netop alt dette mangelvarer i danske medier. Og ikke kun inden for kulturjournalistikken.

    Men godt brølt, løvinde, jeg håber, de hører efter derude.

    SvarSlet
  5. Hermed en forsinket tak for henvisninger (især spændende med Ord & Bild) og refleksioner.

    @Nanna: Ja, som skrevet er det ikke selve den såre menneskelige interesse for skuespillere, jeg angriber, blot mediernes forvaltning af den. Jeg tror i øvrigt afgjort, det handler mere om at relatere til (herunder vha. begær) end identifikation. Fx identificerer jeg mig ikke videre med Al Pacino ...

    SvarSlet