onsdag den 28. december 2011

7 milliarder

Føler De Dem klaustrofobisk, spørger en journalist i International Herald Tribune. Det er De ikke alene om. For sådan havde stort set alle det den mandag i november, hvor det blev meddelt, at vi nu er 7 milliarder mennesker på kloden. Bortset fra at ingen ved, om vi præcis er 7 milliarder – eksempelvis har U.S. Census Bureau regnet ud, at selv om vi bliver 215.120 flere mennesker hver dag, så når vi ikke op på 7 milliarder før engang i februar 2012. Er De så mere rolig?


lørdag den 24. december 2011

Gramscis aske af Pier Paolo Pasolini

Jeg har sammen med Jens Viggo Nielsen oversat Pier Paolo Pasolinis digt Le ceneri di Gramsci til dansk. Oversættelsen er udgivet i Studi Nordici XVII, 2010, men jeg tillader mig at bringe digtet her på bloggen, som en blasfemisk julegave, så det kan nå ud til et større publikum.




fredag den 23. december 2011

Tre-fire gode bøger

Jeg ville gerne skrive noget om børnelitteratur her, noget om Rebecca Bach-Lauritsen og Astrid Krumbach og deres seneste romaner, begge fra 2011; Veronika lyder som harmonika og Den som fanden lytter til; det er fine bøger begge to, ambitionsniveauet er højt, det er gode forfattere, alligevel


mandag den 19. december 2011

Det sner ikke men det er snart jul


Jeg køber tit bøger som jeg ved jeg ikke rigtig får læst. Især tvangskøber jeg antologier af ny poesi på tysk.
Det seneste skud på stammen er fundet i Hamborg. De havde som sædvanlig ikke særlig meget poesi stående. Men de havde da den årstidsaktuelle Schneegedichte redigeret af digteren Ron Winkler. Ron er en fin fyr der har læst op her i landet flere gange – den røg med i bunken.
Nå – det er altså en lille lækker bog. Indbundet i midnatsblå velour – med snefnug påtrykt i hvidt. Indeni findes alle de nogenlunde rimelige tysksprogede digte Ron har kunnet finde som på en eller anden måde handler om sne.

lørdag den 17. december 2011

”Jeg elsker at danse og spille bold”

Hvorfor er det så ofte skuespillere, der interviewes til aviser og magasiner? Når en tryksag har et ’spændende’ interview, er det næsten altid skuespillere, de tyer til. Nærmest uanset hvilken publikation, det drejer sig om. Om det er Politiken, Ud & Se, Helse, Information eller Fodterapeuternes Månedlige synes at være underordnet. Et kendt ansigt må man åbenbart have.


torsdag den 15. december 2011

Mit yndlingsRif

Solsort 




Mit YndlingsRif

min elskede går i sit køkken
og synger en lille sang
den handler ikke om noget
alligevel er det en sang



Mit yndlingsRif

TIL ROBERT JACOBSEN


I Kastrup Havn lå der
en dynge skrot, Robert
som ingen nogensinde rigtig
har forstået.



Mit yndlingsRif

inde i skoene
lever fødderne deres
mærkværdige liv



Mit yndlingsRif


Blandt pingviner

Tilbage til naturen
ved et ubemærket skræv
over gitteret til pingvinerne
i Zoologisk Have


Mit yndlingsRif

Terminologi

Ja, ja, ja nu kommer jeg
ned til jer
ord.
Trompet: forblæst
Skov: vissen.
Karyatide: antik.
Kærlighed: løgn.
Halleluja: ræb.
Poesi: hvor er mit brokbind?

Mit yndlingsRif

Som mange, der har gået i skole i DK vil vide, så har Klaus Rifbjergs digtsamling Konfrontation fra 1960 lagt navn til 60ernes "konfrontationsmodernisme".



Mit yndlingsRif?

Da mine medpromenister foreslog, at vi skulle markere Rifbjergs 80-års fødselsdag ved at udvælge en yndlingstekst af ham, blev jeg en anelse rådvild. Ganske vist har jeg læst mindst ti af hans bøger, men dels er det kun en brøkdel af forfatterskabet, dels ligger min læsning langt tilbage i tiden – hovedsageligt skole- og gymnasietiden.


mandag den 12. december 2011

I privaten 1

Dorrit Willumsens Pligten til lykke må være en af de særeste erindringsbøger, der nogensinde er skrevet. På noget sprog. Den ydre verden er stort set visket ud, og det på trods af at bogen foregår i de livlige årtier fra tresserne og ind i halvfemserne. Ikke mange ord ofres på ungdomsoprør, kvindefrigørelse, befrielsesfronter af enhver art, ny dansk modernisme (eller alle modernistvennerne!), om politisk radikalisme og punk, og hvad tiderne nu ellers morede sig med.


søndag den 11. december 2011

At lære at leve er at lære at leve med spøgelserne

Jeg har været hjemsøgt af Lilian Munk Rösings artikel Den sene Derrida, eller: Er Claus Beck-Nielsen et spøgelse? (Passage 61, 2009) siden jeg læste den første gang for en måneds tid siden.

fredag den 9. december 2011

Christa Wolf: Den bedste titel og den værste


At Maja er i gang med Virginia Woolf og hendes titlers betydning, får mig til at tænke på en anden forfatter som ved et meningsløst sammentræf deler efternavn med forfatteren til To the Lighthouse: Christa Wolf.
Christa Wolf døde i sidste uge – hun blev 82. I Süddeutsche Zeitung kunne man i den anledning bl.a. læse følgende:

onsdag den 7. december 2011

Han er død og han skal dø


I Roland Barthes' berømte bog om fotografiet, Det lyse kammer, er der også en række fotografier og billedtekster; blandt andet fotografiet af den dødsdømte fange der, håndlænket, kigger intenst ind i kameraet. Barthes' billedtekst lyder: Han er død og han skal dø.

mandag den 5. december 2011

Elskere og elskerinder

Om Trude Marsteins Intet at fortryde
Jeg har for nylig læst Trude Marsteins Intet at fortryde (norsk: Ingenting å angre på (2009)). Det er den anden af hendes bøger, som kommer på dansk. Den forrige, Gjøre godt (2006), som af uransagelige årsager hedder Weekend på dansk, fik hun den norske kritikerpris for. Samt mange anmelderroser herhjemme, hvilket også gælder Intet at fortryde.



Sidste runde om karikaturen

Digtere er et irritablet folkefærd, stod der i Corsaren i 1847, men af alle irritable digtere er Henrik Hertz alligevel "ustridig den irritableste". Jeg ved ikke, om Hertz følte sig ramt af det karikaturportræt, men det behøvede han egentlig ikke ifølge Martin Zerlangs glimrende artikel i Kritik 200 om karikaturen som litterær og kunstnerisk form. For det irritable hos digteren gør, at han lige præcis ved, hvilke ømme punkter han skal sætte fingeren på hos sine modstandere for at opnå den ønskede virkning. Til gengæld er den irritable digter selv frygtelig sårbar, og det gør ham til et nemt offer for kritik og karikatur. Og sådan kan man glæde sig over en vis retfærdighed i foretagendet. 


søndag den 4. december 2011

Recension

Vel rødmer Land og Hav ret smukt i Aftensolens Flamme,
Men ak, Maneren, mærker man, bestandig er den samme.
Original er Solen ei, hvad saa den er forresten;
Bestandig staaer den op i Øst, og synker ned i Vesten.
Saa komme Nattens Stjerner frem, men man sig ret maa harme,
De skinne vel, men Alt er koldt, der er ei Liv, ei Varme.
En Nattergal ret snurrigt slaaer sin Trille hist bag Muren,
Men der er ei Methode i, det er jo reent Naturen;
Desuden er den altfor ung, har neppe Duun paa Hagen,
Og havde Sangen ingen Feil, saa sang den nok om Dagen.
Nu staaer da ogsaa Maanen op, og den er ei saa ilde,
Var den dog bare altid rund, og ikke skifte vilde.
Høit skummer Bølgen, men for stærkt, den maa sig moderere -
— Det Hele røber vel Genie, men heller ikke mere!


H.C. Andersen

lørdag den 3. december 2011

Hånden på hjertet

Her rapporterer Jyllands-Posten om den yngre kvindelige forfatter, og på lederplads skrives der om samme i dagens Information. I dagens Politiken er der også en artikel der, med afsæt i oprettelsen af Promenaden, handler om Litterær blogdannelse. Sidstnævnte er vist endnu ikke på nettet.


Storytelling ver. 3.0

Lad mig begynde med en tilståelse: Personligt synes jeg det meste af den såkaldt nye digitale, elektroniske, hybride litteratur (hybrid er i øvrigt en tåbelig terminologi, for allerede alfabetet sammensætter billeder og lyde og er således hybridt!), eller hvad vi nu skal kalde den, er kedelig, forbløffende kedelig. Man tænker, sikke et potentiale – helt nye rum for forfattere at boltre sig i – hvilken unik mulighed for fortællekunsten: at kunne lade en fortælling udfolde sig i et udvidet tekstrum med helt andre betingelser for at skabe karakterer og forløb.


fredag den 2. december 2011

Djævlepis

En historie fra en parallelverden, det litterære miljø i halvfemsernes Lima


En bog er en længsel en drøm et bytte en sum. Jeg havde ledt efter Ino Moxos tre halvdele i Limas mere eller mindre velassorterede boghandlere, men den var ikke til at opdrive nogen steder. Forfatteren César Calvo kom fra Iquitos, der lå ved bredden af Amazonas, faktisk den største by i verden, som ikke kan nås over land, alt og alle skal sejles eller flyves til og fra. César Calvo tilhørte tressergenerationen af peruanske digtere, polygamist, havde et indgående kendskab til shamanisme, hvilket Ino Moxo bogen handlede om.


Replik til Pia

At kalde religiøst uinteresserede (eller som i dette tilfælde: religiøst uvidende) personer for bibelforskrækkede er et typisk retorisk trick blandt religiøse. Derved får man antydet, at den forskrækkede ikke blot føler sig truet i det ydre, men også i det indre, at han skyr noget i sig selv, ja, at han i virkeligheden selv er religiøs! Ja, ja. Og bla-bla. Jeg for mit eget vedkommende er bedøvende ligeglad med, om noget stammer fra Biblen, Højskolesangbogen, telefonbogen eller den seneste brugsanvisning til endnu et ubrugeligt apparat. Og jeg har svært ved at se, at man har sagt noget dybere eller endegyldigt ved at stadfæste en frase eller et ord eller navn som bibelsk. I det hele taget er jeg skeptisk over for ideen om det endegyldige, fordi der heri gemmer sig forestillinger om essens, oprindelighed, sandhed, som ingen verdens sjæl (jf. Biblen) kan røre ved. Det var muligvis dét, der gav mig "nervøse trækninger" hin dag på Promenaden, selv om jeg ikke mindes, at jeg var særlig nervøs. Sådan ser jeg bare ud, desværre, det ligger i mit åsyn (jf. Biblen), medmindre det lå i den satans, fordærvede burger.


Skriv med røvhullet, det er et råd til en ven

Jeg går selvfølgelig og tænker over, hvordan det kan være at de bjergtagende nye forfattere som dukker op lige for tiden (Bjørn Rasmussens Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet er det bedste der er sket i dansk litteratur i ca. en million år, Kronstork–antologien med flere) skriver om seksualitet og køn på så voldsom og tilspidset – og frisættende – en måde.



Kommentar til kommentarerne

Jeg kan love alle forfatterne bag de mange kommentarer om, at jeg ikke "sidder og klukker", som en forestillede sig, over reaktionerne på mit indlæg eller glæder mig over, at jeg har fået cementeret mit "brand", som en anden foreslog. Det er jo netop den slags markedstænkning, jeg vil bekæmpe! Hvis man virkelig tror, at dét skulle være min hensigt, har man slet ikke fattet, hvad jeg er ude på. Med samme målløshed har jeg læst de øvrige kommentarer, for det er mildest talt forbløffende at opleve, at stort set ingen synes at tage højde for, at mit indlæg er en karikatur. Det er dog ikke nogen ukendt litterær form. Dernæst undrer det mig, at heller ingen (igen: med enkelte undtagelser) vil diskutere de tendenser, som teksten på sin egen overdrevne facon forsøger at gøre opmærksom på. Jeg har faktisk ikke haft til hensigt at skabe en krig, men en diskussion. Og hvis man vil have en diskussion, kunne vel allerførst tage at lytte til, hvad den anden siger, i stedet for straks at anmelde, håne, stemple, angribe, jorde.



torsdag den 1. december 2011

Hvem er Bjørn i Bjørn Rasmussens Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet?

Jeg kan ikke nå at følge med i alt, hvad der sker, heller ikke på den danske litterære scene. Men det interesserer mig, nej, det er en nødvendighed for mig, at få en fornemmelse for, hvad de andre skriver, hvad de yngre skriver, hvad de ældre skriver, hvad de unge skriver, hvad hvem som helst skriver:



Hvor er vi henne, venner?

Har man is i maven og et blodtryk som Swami Janakananda, kan man roligt læse Politikens bogtillæg. Det har jeg ikke. Lørdag efter lørdag bringer tillæggets righoldige udvalg af fuldstændig ligegyldige mainstream-romaner (oftest bestsellere fra USA eller England) mig til paroxsysmets grænse. Og det er ikke kun et spørgsmål om Politikens provinsielle horisont. 



Skriften på væggen

Vi sad på Promenaden på Frederiksberg Allé. Niels Frank og Thomas Boberg var netop nær afgået ved døden på grund af en rådden bøf, og denne blog skulle navngives. Vi læste højt fra skiltene der hang på væggene. Blandt mange impulsive forslag indskød jeg: ”Skriften på væggen”.



Reaktion #1: Mangfoldiggørelse af trivialitetens sprog af Leevi Lehto

Jeg vil begynde min blogger-karriere her på den elektriske Promenade med at annoncere en serie af reaktioner, som jeg vil forpligte mig på. Og så vil jeg i øvrigt gerne bede mine læsere derude, hvis I er der, om at forpligte jer sammen med mig.

Hver måned vil jeg poste et indlæg på bloggen, der forholder sig til, fortløbende, dvs. i december til nr. 1, i januar til nr. 2, Basilisks Beta-serie, som man kan læse mere om her: http://basiliskbeta.blogspot.com/ og erhverve sig her: http://basilisk.dk/.



Yngre kvindelig forfatter

Hun er i sit es, når kameraet peger på hende. Det er som om det flirter med hende, kysser hende. Hun flirter tilbage. Det bliver nogle rigtig gode billeder til damebladet. Hovedet let på skrå, lidt trutmund. Folk elsker den slags.



Til titlen

Er der nogen, der har tænkt på, hvor interessant en titel Virginia Woolfs To the Lighthouse er? Det er forholdsordet ”to” som begyndelse, der er interessant, synes jeg.



16. november 2011


05:45 - Telefonens vækkeur ringer, jeg sætter det på snooze, det ringer, jeg sætter det på snooze, det ringer osv.


Den byronske vegetar

I Esbjerg for nogle dage siden fik jeg et mindre chok, da jeg jeg blev passet op af to sortklædte skikkelser med skilte på brystet. Som sædvanlig ved den slags hændelser var min første tanke, at det var efterretningstjenesten, at de var fra PET, men skiltene oplyste mig om, at de var fra Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, hvilket hurtigt gjorde mig meget mere tryg.



Pressemeddelelse

I dag den 1. december går en ny dansk litterær fællesblog i luften under navnet PROMENADEN. Bloggen er stiftet af otte forfattere og litterater: Lene Asp, Thomas Boberg, Niels Frank, Elisabeth Friis, Pia Juul, Maja Lucas, Martin Glaz Serup og Lars Skinnebach.

De otte bloggere vil diskutere ny og gammel litteratur og løbende blande sig i den litterære debat. Side om side med kritik, polemik og omtaler af bøger vil man kunne finde digte, essays, fotos, rejsebeskrivelser, sider fra dagbogen eller notesbogen osv. Formen er med andre ord fri, men det er en overordnet idé for bloggen, at den skal være et alternativ til en stadig mere kommerciel og udvandet litteraturformidling i Danmark.

PROMENADEN er ikke et traditionelt tidsskrift, og der er ingen redaktører. Til gengæld er kommentarfeltet åbent, og alle kan blande sig. På den måde kan bloggen forhåbentlig bidrage til en hurtigere, sjovere og også gerne klogere samtale om litteraturen.

Find skoene frem, og tag med på den første spadseretur i december. Velkommen til!

PROMENADEN kan findes under adressen
prmndn.blogspot.com.