Jeg ville gerne skrive noget om børnelitteratur her, noget om Rebecca Bach-Lauritsen og Astrid Krumbach og deres seneste romaner, begge fra 2011; Veronika lyder som harmonika og Den som fanden lytter til; det er fine bøger begge to, ambitionsniveauet er højt, det er gode forfattere, alligevel
synes jeg at Krumbachs roman skuffede... Den er vældig poetisk og det mener jeg egentlig ikke som noget godt... Hver eneste beskrivelse, hver eneste situation, sommetider er det næsten en gåde hvad der sker og for hvem, hvad der beskrives, fordi beskrivelsen er så hårdt spændt ud... Så intenst et forsøg på at fremmedgøre det velkendte, gøre det nyt, poetisere det hverdagslige... Det fungerer ikke rigtigt for mig... Eller... Det fungerer ikke på den måde jeg gerne ville have romanen til at fungere, for den skaber en drømmeagtig stemning, tåget og hvid... Den er et mystisk sted at være., det i sig selv er en kvalitet... Måske det også er en form for skuffelse der sætter sig igennem i min læserforventning, det er egentlig urimeligt, men efter at have læst Krumbachs forrige bog; Et mærkeligt skib fra 2009; dén bog er helt fantastisk, bestemt noget af de bedste jeg har læst... Der er heldigvis meget der er noget af det bedste, men den er virkelig god, den roman... Den handler om hvordan man som barn kan arve sine forældres ensomhed... Hjerteskærende, må man bruge det ord; ærlig, må man bruge det; siger de os noget, de ord... Hård og ren... Og ikke pyntet, som jeg altså opfatter Den som fanden lytter til; jeg har som sagt forbehold overfor mine forbehold, det kan sagtens være en slags manglende sensibilitet hos mig... Også når det kommer til poesi er jeg udfordret af det højtidelige, gådefulde, højstemte, ultrakoncentrerede, højmetaforiserede, malende... Både Veronika lyder som harmonika og Et mærkeligt skib har modtaget Kulturministeriets Børnebogspris... Henholdsvis 2009 og 2011... Det er en god pris, det er gode folk der får den, man kan trygt læse de bøger... I 2010 fik Jesper Wung-Sung prisen for ungdomsromanen Kopierne, der også er ret god; romanen er fortalt af en dreng, der i virkeligheden ikke er en dreng, men en androide (eller hvad det hedder), en kopi af et rigtigt barn, der, da han skal ophugges, må forholde sig til at han ikke er sig selv, men en kopi, det er ikke hans forældre, det er ikke hans minder, forældrene foretrækker den ægte vare, den rigtige dreng... Der kommer tilbage et sted fra, jeg kan ikke huske hvor, måske har han været syg, nu er han rask og kommer tilbage og så er der ikke brug for kopien længere, så skal den destrueres, hvis altså ikke lige det var fordi den stak af... Og bliver jagtet... Og går i opløsning på sin egen måde... Som også romanen går i opløsning til slut... Det er godt gjort... Veronika lyder som harmonika og Den som fanden lytter til har også noget andet tilfælles, udover begge at udkomme på Rosinante, som i øvrigt også Kopierne... Begge romaners protagonister er unge piger der starter med V (Veronika og Vina), hvis familie flytter så meget, fra sted til sted, at de... Hvordan skal man sige det... Har svært ved at føle sig hjemme eller ikke ved hvor de hører til eller er rodløse eller er vant til at intet er bestandigt, alting kan laves om, snart er det alligevel nogle nye venner, nogle nye omgivelser, osv.... Det hedder måske ikke nødvendigvis rodløshed, men hvad hedder det så... Det ikke rigtigt at høre til, at tingene ikke er som de burde være; alle tre protagonister (nu tænker jeg også Kopierne med) har en stærk kerne selv, vil noget, handler, synes at det skulle være anderledes... Jeg tænker at det måske kunne betyde noget... Men hvad.... Hvis nu ikke man med det samme skal springe frem og snuppe hvad der står på første hylde, at samfundet har mistet sig selv, at alt var bedre i de gode gamle dage uden skilsmisser og mobilitet og selvstændige børn og selvcentrerede voksne... Well... Hvad så?
synes jeg at Krumbachs roman skuffede... Den er vældig poetisk og det mener jeg egentlig ikke som noget godt... Hver eneste beskrivelse, hver eneste situation, sommetider er det næsten en gåde hvad der sker og for hvem, hvad der beskrives, fordi beskrivelsen er så hårdt spændt ud... Så intenst et forsøg på at fremmedgøre det velkendte, gøre det nyt, poetisere det hverdagslige... Det fungerer ikke rigtigt for mig... Eller... Det fungerer ikke på den måde jeg gerne ville have romanen til at fungere, for den skaber en drømmeagtig stemning, tåget og hvid... Den er et mystisk sted at være., det i sig selv er en kvalitet... Måske det også er en form for skuffelse der sætter sig igennem i min læserforventning, det er egentlig urimeligt, men efter at have læst Krumbachs forrige bog; Et mærkeligt skib fra 2009; dén bog er helt fantastisk, bestemt noget af de bedste jeg har læst... Der er heldigvis meget der er noget af det bedste, men den er virkelig god, den roman... Den handler om hvordan man som barn kan arve sine forældres ensomhed... Hjerteskærende, må man bruge det ord; ærlig, må man bruge det; siger de os noget, de ord... Hård og ren... Og ikke pyntet, som jeg altså opfatter Den som fanden lytter til; jeg har som sagt forbehold overfor mine forbehold, det kan sagtens være en slags manglende sensibilitet hos mig... Også når det kommer til poesi er jeg udfordret af det højtidelige, gådefulde, højstemte, ultrakoncentrerede, højmetaforiserede, malende... Både Veronika lyder som harmonika og Et mærkeligt skib har modtaget Kulturministeriets Børnebogspris... Henholdsvis 2009 og 2011... Det er en god pris, det er gode folk der får den, man kan trygt læse de bøger... I 2010 fik Jesper Wung-Sung prisen for ungdomsromanen Kopierne, der også er ret god; romanen er fortalt af en dreng, der i virkeligheden ikke er en dreng, men en androide (eller hvad det hedder), en kopi af et rigtigt barn, der, da han skal ophugges, må forholde sig til at han ikke er sig selv, men en kopi, det er ikke hans forældre, det er ikke hans minder, forældrene foretrækker den ægte vare, den rigtige dreng... Der kommer tilbage et sted fra, jeg kan ikke huske hvor, måske har han været syg, nu er han rask og kommer tilbage og så er der ikke brug for kopien længere, så skal den destrueres, hvis altså ikke lige det var fordi den stak af... Og bliver jagtet... Og går i opløsning på sin egen måde... Som også romanen går i opløsning til slut... Det er godt gjort... Veronika lyder som harmonika og Den som fanden lytter til har også noget andet tilfælles, udover begge at udkomme på Rosinante, som i øvrigt også Kopierne... Begge romaners protagonister er unge piger der starter med V (Veronika og Vina), hvis familie flytter så meget, fra sted til sted, at de... Hvordan skal man sige det... Har svært ved at føle sig hjemme eller ikke ved hvor de hører til eller er rodløse eller er vant til at intet er bestandigt, alting kan laves om, snart er det alligevel nogle nye venner, nogle nye omgivelser, osv.... Det hedder måske ikke nødvendigvis rodløshed, men hvad hedder det så... Det ikke rigtigt at høre til, at tingene ikke er som de burde være; alle tre protagonister (nu tænker jeg også Kopierne med) har en stærk kerne selv, vil noget, handler, synes at det skulle være anderledes... Jeg tænker at det måske kunne betyde noget... Men hvad.... Hvis nu ikke man med det samme skal springe frem og snuppe hvad der står på første hylde, at samfundet har mistet sig selv, at alt var bedre i de gode gamle dage uden skilsmisser og mobilitet og selvstændige børn og selvcentrerede voksne... Well... Hvad så?
Anette Øster Det er Skriverprisen Veronika lyder som harmonika har fået. Kulturministeriets børnebogspris 2011 er endnu ikke uddelt.
SvarSlet9 hours ago · Like
Martin Glaz Serup Nå ja - og jeg tror faktisk at jeg tænkte på kunstfondens præmieringer... Men altså... God bog!
2 seconds ago · Like
Donna Burkley
SvarSletMin dybe taknemmelighed går til Dr. Egwali, et stavebind, der blev fundet efterligningsværdig, da han hjalp med at stabilisere mit brudte ægteskab. Min intimitet har ændret sig bedre, siden forbøn for den bedste heks, dr. Mor, natur sendte mig. På et tidspunkt troede jeg, at det hele var overstået, og der kom dr. Egwali, til et punkt, hvor jeg var skeptisk over for det på grund af mine utallige møder med et par tryllekunstnere og hjemmesider for at hjælpe med at få min mand tilbage, efter at han forlod ham for at vælge en dame over hans kærlige familie med ringe eller ingen succes, måtte jeg være positiv med det i tankerne, at der skulle være et pålideligt sted at hjælpe med at vildre min grimme situation, så jeg snuble over Dr. Egwalis artikel, og siden mødet har det været en utrolig oplevelse for mig og for barnet. Jeg bestilte kærlighedsbesværgelsen og fulgte behørige procedurer som instrueret af stavekasterne, og resten var absolut magisk nogle få dage efter at han kom hjem til os sikkert efter at have været væk et stykke tid og var fuld af kærlighed. Vi er siden blevet gift igen og lever smukt som en stor lykkelig familie. Jeg er nu en sand troende tak så meget Dr. Egwali. Du kan komme igennem til ham med et hvilket som helst af disse medier, der vedrører dine intime problemer, og jeg vil vædde på, at du vil være glad for, at du gjorde det !!
E-mail: dregwalispellbinder@gmail.com
Whatsapp: +2348122948392