Mit yndlingsRif

TIL ROBERT JACOBSEN

I Kastrup Havn lå der
en dynge skrot, Robert

som ingen nogensinde rigtig

har forstået.

Jeg stod i forhold

til den dynge, Robert

og smed min sæd på den,

da jeg var tretten.

Man kom igennem plankeværket

og der lå den skrævende,

blussende af rust og mønje,

bød sig til.

Imellem sprængte ankre

og en molesteret vager

stod skrammelurt og tidsel

og skreg op.

Jeg var alene, Robert

med mit køn i hånden,

men alligevel syntes jeg

at vi var to.

Jeg råbte lige midt i dyngen:

Så kom da, kælling

og mas mig med

din rustne kusse-spand.

Og hun stod op,

hun rejste sig

og raslede med skrammelhår

i vinden.

Hun rejste sig og bankede

imod mig.

En kæmpedukke gloende af klokkebøje

nittesøm.

Selv gasflaske

lod jeg svejseflammen gå

og raspede en frugtbar hieroglyf

i hendes mave.

Jeg galede på skramlet

over denne ømhed

denne kærlighed

af jern.

I Kastrup Havn

lå der en dynge skrot

som mere end forstod mig,

Robert.




Amagerdigte, 1965