Gramscis aske af Pier Paolo Pasolini

Jeg har sammen med Jens Viggo Nielsen oversat Pier Paolo Pasolinis digt Le ceneri di Gramsci til dansk. Oversættelsen er udgivet i Studi Nordici XVII, 2010, men jeg tillader mig at bringe digtet her på bloggen, som en blasfemisk julegave, så det kan nå ud til et større publikum.




Gramscis aske

I

Det er ikke som i maj denne urene luft

der gør den udenlandske mørke have

endnu mørkere, eller blænder den

med sine lysglimt … denne himmel
af skum over de okkergule tagterrasser

der kaster et slør i enorme halvcirkler

over Tiberens kurver, over Lazios

koboltblå bjerge…. Den efterårsagtige
maj udspreder en dødelig fred,

uinteresseret som vores skæbner,
imellem de gamle mure. I den findes den grånende verden,

slutningen på det årti der lader til

at være endt i murbrokkerne, den dybe
og naive kamp for at genskabe livet;

stilheden, tung af væde og ufrugtbar….

Du var ung, i denne maj hvor fejltagelsen

endnu var en del af livet, i den italienske maj

som i det mindste gav livet glød,

så meget mindre tankeløs og urent sund

end vores fædre – ikke far, men ydmyg

bror – beskrev du allerede med din slanke hånd

det ideal der oplyser

(men ikke for os: du er død, og vi

døde også, med dig, i den fugtige

have) denne stilhed. Du kan ikke,
ser du det?, andet end hvile dette fremmede

sted, stadig indespærret. Patriciernes

kedsomhed omringer dig. Og kun svagt

når nogle amboltslag fra værkstederne
frem til dig fra Testaccio, roligt

om aftenen: mellem elendige hytter, nøgne

bunker af tindåser, jernskrot, hvor

en dreng der synger falsk allerede afslutter

sin dag, mens de sidste regndråber falder.

II

Mellem de to verdener den våbenhvile, som ikke findes.

Valg, hengivelse… har nu ingen anden lyd

end lyden fra denne elendige og ædle

have, hvor det stædige bedrag,
der mildnede tilværelsen, fortsætter i døden.

I kredsen af sarkofager

gør sekulære inskriptioner ikke andet
end at fremvise sekulære folks overlevede skæbne

i disse lave og imposante

grå sten. Endnu brænder knoglernes lidenskab
løssluppent og uden hæmninger
hos større nationers millionærer;

den summer endnu, forsvinder aldrig helt,
fyrsternes og pæderasternes ironi,
hvis kroppe er spredt i urnerne,

brændte og stadig ikke kyske.

Dødens tavshed vidner her

om den civile tavshed hos de tilbageblevne

mennesker, om en kedsomhed der drukner diskret
i Parkens kedsomhed: og byen,

der indifferent omringer den med

slum og kirker, profan i sin fromhed,

mister her sin glans. Dens jord

fed af nælder og grønne planter

  

frembringer disse tynde cypresser, denne sorte

fugtighed der pletter muren rundt om

de blege forvredne buksbom, som aftenen

opklarende lader udslukke i en enkel

duft af tang… dette sparsomme græs

uden lugt, hvori violet lys spreder sig

stemningsfyldt, med en sitren af mynte,
eller råddent hø, og som beroligende indvarsler
med daglig melankoli, nattens

ophørte skælven. Et ugæstfrit klima,

men herlig i sin historie, er jorden imellem disse mure

der er gennemvædet

af anden jord; denne fugtighed der

genkalder andre fugtigheder; og hvori

– slægtninge fra breddegrader og

horisonter, hvor engelske skove kranser

om søer spredt i himlen, mellem enge

grønne som fosforescerende billardborde eller

smaragder: ”And O ye Fountains…”
– de fromme besværgelser genlyder….

III

En rød klud, af den slags

partisanerne viklede om halsen,

og, i nærheden af urnen, på den voksagtige jord,

en anden rød fra to geranier.

Der ligger du, forvist og med en hård

ikke-katolsk elegance, henvist blandt fremmede

døde: Gramscis aske… Mellem håb

og gammel mistro, nærmer jeg mig dig,

tilfældigt er jeg kommet til dette ynkelige aflukke, foran

din grav, din ånd der er forblevet

dernede blandt de frie. (Eller er det noget

andet, måske noget mere ekstatisk

og også mere ydmygt, en beruset

ungdommelig symbiose mellem sex og død…)

Og i dette land hvor der ikke var plads

til din udladning, mærker jeg hvor uret

– her mellem gravenes stilhed – og tillige

hvor ret – i vores omtumlede

skæbne – du havde, da du skrev dine bedste

sider i dagene op til mordet på dig.

Her, for at bevidne sæden fra

det ældgamle herredømme der endnu ikke er afskaffet,

ligger disse døde knyttet til en besiddelse

der i århundredernes løb uddyber sin vederstyggelighed

og sin storhed: og samtidig, som besat,

denne vibreren fra ambolte, dæmpet,

kvælende og hjerteskærende – fra det tarvelige

kvarter – der vidner om slutningen.

Og her er jeg selv… en stakkel, klædt i tøj

som de fattige beundrer i forretningsvinduer

for dets billige elegance, og som er falmet

af skidtet fra de mest vildfarne stræder,
og fra sporvognsbænke der ryster mig,

sådan er min hverdag: stadig sjældnere

oplever jeg disse ledige stunder, i kampen

for at holde mig i live; og hvis det hænder

at jeg elsker verden, så er det ikke andet end

en voldsom og naiv sensuel kærlighed,

på samme måde som da jeg ung og forvirret for en tid

hadede den, hvis den borgerlige ondskab

sårede mit borgerlige jeg: og nu, splittet

– med din forsvinden – synes verden da ikke, som genstand

for afsky, en næsten mystisk foragt værdig,
den del af den der sidder på magten?

Alligevel lever jeg videre uden din stringens,

fordi jeg ikke vælger. Jeg lever i den forbigangne
efterkrigstids viljesløshed: jeg elsker den verden

jeg hader – i dens elendighed

foragtende og fortabt – i en obskur

samvittighedskonflikt… 

IV

Det skandaløse i at modsige mig selv,
i at være med dig og imod dig; med dig i hjertet,

i lyset, men mod dig i det mørke inderste;

har jeg – i tanken, i handlingens skygge –

forrådt mit fædrene ophav,

da ved jeg at jeg er det hengiven i de varme

instinkter, i den æstetiske passion;

tiltrukket af et proletarisk liv

der gik forud for dig, det er for mig en religion,

dets glæde, ikke dets årtusindlange

kamp: dets natur, ikke dets samvittighed;

dette er den oprindelige styrke

i mennesket, som gik tabt i forsøget

på at tilføre det nostalgiens beruselse,

et poetisk lys: og jeg formår ikke

at sige andet, end hvad der er

rigtigt, men ikke oprigtigt, abstrakt

kærlighed, ikke en sørgende sympati…

Fattig som de fattige holder jeg fast

ligesom dem ved ydmygende håb,

ligesom dem knokler jeg for at kunne leve

hver dag. Men i denne min trøstesløse

tilstand af arveløshed

er jeg besiddende: og det er den mest ophøjede

af alle borgerlige besiddelser, den mest
absolutte tilstand. Men ligesom jeg besidder historien

besidder den mig; den oplyser mig:

men hvilket formål tjener lyset?

V

Jeg taler ikke om individet, fænomenet

med de sensuelle og sentimentale lidenskaber…

det har andre laster, for ikke at tale om

dets synders fatalitet …

Hvilke fælles prænatale laster

er ikke indprentet i det, og hvilken

objektiv synd! De er ikke ubesmittede,

de indre og ydre handlinger der

binder det til livet, af nogen

af de religioner der er en del af livet,

idet de forveksler livet med døden,
for at bedrage lyset, og for at kaste lys over bedrageriet.

Dets jordiske rester er forudbestemt til at blive

begravet på Verano-kirkegården, katolsk
er derfor dets kamp med religionerne: jesuitisk

den mani der bor i dets hjerte;
og endnu dybere nede: dets samvittighed

har bibelsk skarpsind… og ironisk-liberal

entusiasme… og et råt lys, iblandet afsmagen

hos den provinsielle dandy, af provinsiel
sundhed… Ned til den laveste detalje

hvor Autoritet og Anarki forsvinder

i det dyriske dyb … Godt beskyttet

imod den urene dyd og den berusede synd,

i forsvar for en uskyldsbesættelse,

og med hvilken opmærksomhed!, jeget lever: jeg,

jeg lever, mens livet undslipper mig, men i brystet

mærkes et liv der er glemsel

sørgende, voldsom… Åh, hvor
jeg forstår, tavs i den rådne mumlen

fra vinden, her hvor Rom ligger tavs

blandt trætte gennemrystede cypresser,

nær dig, sjæl hvis inskription lyder

Shelley… Hvor jeg forstår hvirvlen

af følelser, de romantiske luner (græske
i patricierens hjerte, den omstrejfende

fra nord) der opslugte ham under det blændende
Tyrrhenske havs himmel; den kødelige

glæde ved eventyret, æstetisk

og puerilt: mens det nedbøjede Italien,

som lå landet i maven på en enorm

cikade, åbner sig med hvide kystlinjer,

i Lazio spredte slørede grupper

af pinjer, barokke, og gullige

lysninger med sennepssalat, her sover han

med svulmende lem mellem sine klude,

en goethesk drøm, ynglingen fra Ciociaria…

I Maremmaen de mørke kystlinjer, vidunderlige vandhuller

med slangetunge, hvor hasselbusken fremstår klart,

langs stier som den toscanske kvæghyrde
uerfarent fylder op med sin ungdom.

Blindtduftende kystlinjer, de tørre kurver

i Versilia fremviser det klare stukagtige landskab

for det filtrede, blinde hav,

og de lette indsnit i sit påskeagtige

fuldkomment menneskelige landskab,

formørket ved Cinquale,

udstrakt ved foden af de hede Apuanske alper,

glasblå på rosa… Af klipper,

jordskred, rystede, som grebet af en panik

af dufte, langs med Rivieraen, blødgjort,

stejl, hvor solen kæmper med brisen

om at gøre havets olier mest muligt

behagelige... Og over det hele en summen af glæde
fra de uophørlige slaginstrumenter

af sex og lys: så forvænt med det

er Italien, at hun ikke engang skælver, som

var hun en levende død: fra hundredvis af havne
råber de ivrigt navnet

på deres kammerat, de svedige ungersvende

med solbrændte ansigter, blandt folket
langs med kysten, i kardonurtehaverne,

på små tilsvinede strande…

Vil du bede mig, ubesmykkede døde,

om at opgive denne desperate

længsel efter at være i verden?

VI

Jeg går nu, forlader dig i aftenstunden

som, selv om den er trist, sænker sig sødmefuldt

for os levende med dens voksagtige lys

der størkner i kvarterets halvskygge.

Og den opildner det. Gør det endnu større, tomhed,

rundt om, og længere borte genopvækker den

dets urolige liv, som sammen med en vedvarende

rumlen fra sporvognene, og menneskenes råben
på dialekt, skaber en afdæmpet totalkoncert.

Og du mærker hvordan livet i disse fjerne
eksistenser der råber og ler, mens de endnu er i live,

i deres køretøjer, i deres elendige

boligblokke, hvor de konsumerer den utroværdige

og ekspansive gave at eksistere –

at dette liv ikke er andet end en kort sitren;

en kropslig, kollektiv tilstedeværelse;

du mærker fraværet af en enhver religiøs

sandhed; ikke liv, men overlevelse

– måske lykkeligere end livet – som

hos en gruppe dyr, i hvis nedarvede

orgasme der ikke er anden lidenskab

end for hverdagens daglige virksomhed:

en ydmyg ildhu, som den ydmyge ødelæggelseskraft
tilfører en feststemning. Så meget mere forgæves

ethvert ideal – i dette historiens vakuum,

i denne summende pause, hvor livet tier – ,

tydeligere er

den vidunderlige, indtørrede sensualitet,
næsten aleksandrinsk, der aftegner alting

og opflammer urent, når noget

kollapser her i verden, og verden slæber sig

af sted, i skumringen, genindtager

de tomme piazzaer, de modløse værksteder…

Allerede nu tændes lysene, der skinner på

Via Zabaglia, Via Franklin, hele

Testaccio, ubesmykket mellem dets store

tilsmudsede bjerg, gaderne langs Tiberen, den sorte

baggrund ovre på den anden side, som Monteverde

maser sammen eller lader fortone usynligt mod himlen.

Diademer af lys der fortaber sig,

strålende, og koldt af en næsten

havblå tristesse… Det er snart spisetid;

kvarterets få busser skinner,
med klaser af arbejdere ved portene,

og grupper af soldater går, uden travlhed,

hen imod bjerget, der, mellem våde udgravninger

og tørre bunker affald i skyggen, gemmer på

afsondrede småprostituerede

som venter rasende oven på de afrodisiske

møgbunker: og, ikke langt væk, mellem ulovlige
skure ved bjergets fod, eller midt

blandt højhusene, næsten en verden for sig, drenge,

lette som pjalter, der leger i brisen

som ikke længere er kold, forårsagtig; brændende

af ungdommelig sorgløshed fløjter
mørke teenagere deres romerske majaften

på fortovene, i festen

ved aftenstide; og de ruller garagernes gitre

ned med et brag, lykkeligt,

når mørket har sænket roen over aftenen,

og midt imellem platanerne på Piazza Testaccio

er den vind, der dør bort med uvejrets rystelser,

temmelig behagelig, selv om den river i det filtrede hår

og i slagteriets tufsten og suger

råddent blod til sig, og overalt

får den affaldet og en lugt af fattigdom til at rejse sig.

Livet er en summen, og disse, der har fortabt sig

i det, mister det afklaret,

hvis blot deres hjerter er fyldt op af det: se dem,

de stakler, hvordan de nyder aftenen: og i dem,

de forsvarsløse, gennem dem, genfødes kraftfuldt

myten… Men vil jeg, med et bevidstgjort hjerte

som hos den der kun har liv i historien,

nogensinde igen virke med ren lidenskab,

hvis jeg ved, at vores historie er slut?

(1954)