lørdag den 24. december 2011

Gramscis aske af Pier Paolo Pasolini

Jeg har sammen med Jens Viggo Nielsen oversat Pier Paolo Pasolinis digt Le ceneri di Gramsci til dansk. Oversættelsen er udgivet i Studi Nordici XVII, 2010, men jeg tillader mig at bringe digtet her på bloggen, som en blasfemisk julegave, så det kan nå ud til et større publikum.




Gramscis aske

I

Det er ikke som i maj denne urene luft
der gør den udenlandske mørke have
endnu mørkere, eller blænder den

med sine lysglimt … denne himmel
af skum over de okkergule tagterrasser
der kaster et slør i enorme halvcirkler

over Tiberens kurver, over Lazios
koboltblå bjerge…. Den efterårsagtige
maj udspreder en dødelig fred,

uinteresseret som vores skæbner,
imellem de gamle mure. I den findes den grånende verden,
slutningen på det årti der lader til

at være endt i murbrokkerne, den dybe
og naive kamp for at genskabe livet;
stilheden, tung af væde og ufrugtbar….

Du var ung, i denne maj hvor fejltagelsen
endnu var en del af livet, i den italienske maj
som i det mindste gav livet glød,

så meget mindre tankeløs og urent sund
end vores fædre – ikke far, men ydmyg
bror – beskrev du allerede med din slanke hånd

det ideal der oplyser
(men ikke for os: du er død, og vi
døde også, med dig, i den fugtige

have) denne stilhed. Du kan ikke,
ser du det?, andet end hvile dette fremmede
sted, stadig indespærret. Patriciernes

kedsomhed omringer dig. Og kun svagt
når nogle amboltslag fra værkstederne
frem til dig fra Testaccio, roligt

om aftenen: mellem elendige hytter, nøgne
bunker af tindåser, jernskrot, hvor
en dreng der synger falsk allerede afslutter

sin dag, mens de sidste regndråber falder.


II

Mellem de to verdener den våbenhvile, som ikke findes.
Valg, hengivelse… har nu ingen anden lyd
end lyden fra denne elendige og ædle

have, hvor det stædige bedrag,
der mildnede tilværelsen, fortsætter i døden.
I kredsen af sarkofager

gør sekulære inskriptioner ikke andet
end at fremvise sekulære folks overlevede skæbne
i disse lave og imposante

grå sten. Endnu brænder knoglernes lidenskab
løssluppent og uden hæmninger
hos større nationers millionærer;

den summer endnu, forsvinder aldrig helt,
fyrsternes og pæderasternes ironi,
hvis kroppe er spredt i urnerne,

brændte og stadig ikke kyske.
Dødens tavshed vidner her
om den civile tavshed hos de tilbageblevne

mennesker, om en kedsomhed der drukner diskret
i Parkens kedsomhed: og byen,
der indifferent omringer den med

slum og kirker, profan i sin fromhed,
mister her sin glans. Dens jord
fed af nælder og grønne planter
  
frembringer disse tynde cypresser, denne sorte
fugtighed der pletter muren rundt om
de blege forvredne buksbom, som aftenen

opklarende lader udslukke i en enkel
duft af tang… dette sparsomme græs
uden lugt, hvori violet lys spreder sig

stemningsfyldt, med en sitren af mynte,
eller råddent hø, og som beroligende indvarsler
med daglig melankoli, nattens

ophørte skælven. Et ugæstfrit klima,
men herlig i sin historie, er jorden imellem disse mure
der er gennemvædet

af anden jord; denne fugtighed der
genkalder andre fugtigheder; og hvori
– slægtninge fra breddegrader og

horisonter, hvor engelske skove kranser
om søer spredt i himlen, mellem enge
grønne som fosforescerende billardborde eller

smaragder: ”And O ye Fountains…”
– de fromme besværgelser genlyder….


III

En rød klud, af den slags
partisanerne viklede om halsen,
og, i nærheden af urnen, på den voksagtige jord,

en anden rød fra to geranier.
Der ligger du, forvist og med en hård
ikke-katolsk elegance, henvist blandt fremmede

døde: Gramscis aske… Mellem håb
og gammel mistro, nærmer jeg mig dig,
tilfældigt er jeg kommet til dette ynkelige aflukke, foran

din grav, din ånd der er forblevet
dernede blandt de frie. (Eller er det noget
andet, måske noget mere ekstatisk

og også mere ydmygt, en beruset
ungdommelig symbiose mellem sex og død…)
Og i dette land hvor der ikke var plads

til din udladning, mærker jeg hvor uret
– her mellem gravenes stilhed – og tillige
hvor ret – i vores omtumlede

skæbne – du havde, da du skrev dine bedste
sider i dagene op til mordet på dig.
Her, for at bevidne sæden fra

det ældgamle herredømme der endnu ikke er afskaffet,
ligger disse døde knyttet til en besiddelse
der i århundredernes løb uddyber sin vederstyggelighed

og sin storhed: og samtidig, som besat,
denne vibreren fra ambolte, dæmpet,
kvælende og hjerteskærende – fra det tarvelige

kvarter – der vidner om slutningen.
Og her er jeg selv… en stakkel, klædt i tøj
som de fattige beundrer i forretningsvinduer

for dets billige elegance, og som er falmet
af skidtet fra de mest vildfarne stræder,
og fra sporvognsbænke der ryster mig,

sådan er min hverdag: stadig sjældnere
oplever jeg disse ledige stunder, i kampen
for at holde mig i live; og hvis det hænder

at jeg elsker verden, så er det ikke andet end
en voldsom og naiv sensuel kærlighed,
på samme måde som da jeg ung og forvirret for en tid

hadede den, hvis den borgerlige ondskab
sårede mit borgerlige jeg: og nu, splittet
– med din forsvinden – synes verden da ikke, som genstand

for afsky, en næsten mystisk foragt værdig,
den del af den der sidder på magten?
Alligevel lever jeg videre uden din stringens,

fordi jeg ikke vælger. Jeg lever i den forbigangne
efterkrigstids viljesløshed: jeg elsker den verden
jeg hader – i dens elendighed

foragtende og fortabt – i en obskur
samvittighedskonflikt… 


IV

Det skandaløse i at modsige mig selv,
i at være med dig og imod dig; med dig i hjertet,
i lyset, men mod dig i det mørke inderste;

har jeg – i tanken, i handlingens skygge –
forrådt mit fædrene ophav,
da ved jeg at jeg er det hengiven i de varme

instinkter, i den æstetiske passion;
tiltrukket af et proletarisk liv
der gik forud for dig, det er for mig en religion,

dets glæde, ikke dets årtusindlange
kamp: dets natur, ikke dets samvittighed;
dette er den oprindelige styrke

i mennesket, som gik tabt i forsøget
på at tilføre det nostalgiens beruselse,
et poetisk lys: og jeg formår ikke

at sige andet, end hvad der er
rigtigt, men ikke oprigtigt, abstrakt
kærlighed, ikke en sørgende sympati…

Fattig som de fattige holder jeg fast
ligesom dem ved ydmygende håb,
ligesom dem knokler jeg for at kunne leve

hver dag. Men i denne min trøstesløse
tilstand af arveløshed
er jeg besiddende: og det er den mest ophøjede

af alle borgerlige besiddelser, den mest
absolutte tilstand. Men ligesom jeg besidder historien
besidder den mig; den oplyser mig:

men hvilket formål tjener lyset?


V

Jeg taler ikke om individet, fænomenet
med de sensuelle og sentimentale lidenskaber…
det har andre laster, for ikke at tale om

dets synders fatalitet …
Hvilke fælles prænatale laster
er ikke indprentet i det, og hvilken

objektiv synd! De er ikke ubesmittede,
de indre og ydre handlinger der
binder det til livet, af nogen

af de religioner der er en del af livet,
idet de forveksler livet med døden,
for at bedrage lyset, og for at kaste lys over bedrageriet.

Dets jordiske rester er forudbestemt til at blive
begravet på Verano-kirkegården, katolsk
er derfor dets kamp med religionerne: jesuitisk

den mani der bor i dets hjerte;
og endnu dybere nede: dets samvittighed
har bibelsk skarpsind… og ironisk-liberal

entusiasme… og et råt lys, iblandet afsmagen
hos den provinsielle dandy, af provinsiel
sundhed… Ned til den laveste detalje

hvor Autoritet og Anarki forsvinder
i det dyriske dyb … Godt beskyttet
imod den urene dyd og den berusede synd,

i forsvar for en uskyldsbesættelse,
og med hvilken opmærksomhed!, jeget lever: jeg,
jeg lever, mens livet undslipper mig, men i brystet

mærkes et liv der er glemsel
sørgende, voldsom… Åh, hvor
jeg forstår, tavs i den rådne mumlen

fra vinden, her hvor Rom ligger tavs
blandt trætte gennemrystede cypresser,
nær dig, sjæl hvis inskription lyder

Shelley… Hvor jeg forstår hvirvlen
af følelser, de romantiske luner (græske
i patricierens hjerte, den omstrejfende

fra nord) der opslugte ham under det blændende
Tyrrhenske havs himmel; den kødelige
glæde ved eventyret, æstetisk

og puerilt: mens det nedbøjede Italien,
som lå landet i maven på en enorm
cikade, åbner sig med hvide kystlinjer,

i Lazio spredte slørede grupper
af pinjer, barokke, og gullige
lysninger med sennepssalat, her sover han

med svulmende lem mellem sine klude,
en goethesk drøm, ynglingen fra Ciociaria…
I Maremmaen de mørke kystlinjer, vidunderlige vandhuller

med slangetunge, hvor hasselbusken fremstår klart,
langs stier som den toscanske kvæghyrde
uerfarent fylder op med sin ungdom.

Blindtduftende kystlinjer, de tørre kurver
i Versilia fremviser det klare stukagtige landskab
for det filtrede, blinde hav,

og de lette indsnit i sit påskeagtige
fuldkomment menneskelige landskab,
formørket ved Cinquale,

udstrakt ved foden af de hede Apuanske alper,
glasblå på rosa… Af klipper,
jordskred, rystede, som grebet af en panik

af dufte, langs med Rivieraen, blødgjort,
stejl, hvor solen kæmper med brisen
om at gøre havets olier mest muligt

behagelige... Og over det hele en summen af glæde
fra de uophørlige slaginstrumenter
af sex og lys: så forvænt med det

er Italien, at hun ikke engang skælver, som
var hun en levende død: fra hundredvis af havne
råber de ivrigt navnet

på deres kammerat, de svedige ungersvende
med solbrændte ansigter, blandt folket
langs med kysten, i kardonurtehaverne,

på små tilsvinede strande…

Vil du bede mig, ubesmykkede døde,
om at opgive denne desperate
længsel efter at være i verden?


VI

Jeg går nu, forlader dig i aftenstunden
som, selv om den er trist, sænker sig sødmefuldt
for os levende med dens voksagtige lys

der størkner i kvarterets halvskygge.
Og den opildner det. Gør det endnu større, tomhed,
rundt om, og længere borte genopvækker den

dets urolige liv, som sammen med en vedvarende
rumlen fra sporvognene, og menneskenes råben
på dialekt, skaber en afdæmpet totalkoncert.

Og du mærker hvordan livet i disse fjerne
eksistenser der råber og ler, mens de endnu er i live,
i deres køretøjer, i deres elendige

boligblokke, hvor de konsumerer den utroværdige
og ekspansive gave at eksistere –
at dette liv ikke er andet end en kort sitren;

en kropslig, kollektiv tilstedeværelse;
du mærker fraværet af en enhver religiøs
sandhed; ikke liv, men overlevelse

– måske lykkeligere end livet – som
hos en gruppe dyr, i hvis nedarvede
orgasme der ikke er anden lidenskab

end for hverdagens daglige virksomhed:
en ydmyg ildhu, som den ydmyge ødelæggelseskraft
tilfører en feststemning. Så meget mere forgæves

ethvert ideal – i dette historiens vakuum,
i denne summende pause, hvor livet tier – ,
tydeligere er

den vidunderlige, indtørrede sensualitet,
næsten aleksandrinsk, der aftegner alting
og opflammer urent, når noget

kollapser her i verden, og verden slæber sig
af sted, i skumringen, genindtager
de tomme piazzaer, de modløse værksteder…

Allerede nu tændes lysene, der skinner på
Via Zabaglia, Via Franklin, hele
Testaccio, ubesmykket mellem dets store

tilsmudsede bjerg, gaderne langs Tiberen, den sorte
baggrund ovre på den anden side, som Monteverde
maser sammen eller lader fortone usynligt mod himlen.

Diademer af lys der fortaber sig,
strålende, og koldt af en næsten
havblå tristesse… Det er snart spisetid;

kvarterets få busser skinner,
med klaser af arbejdere ved portene,
og grupper af soldater går, uden travlhed,

hen imod bjerget, der, mellem våde udgravninger
og tørre bunker affald i skyggen, gemmer på
afsondrede småprostituerede

som venter rasende oven på de afrodisiske
møgbunker: og, ikke langt væk, mellem ulovlige
skure ved bjergets fod, eller midt

blandt højhusene, næsten en verden for sig, drenge,
lette som pjalter, der leger i brisen
som ikke længere er kold, forårsagtig; brændende

af ungdommelig sorgløshed fløjter
mørke teenagere deres romerske majaften
på fortovene, i festen

ved aftenstide; og de ruller garagernes gitre
ned med et brag, lykkeligt,
når mørket har sænket roen over aftenen,

og midt imellem platanerne på Piazza Testaccio
er den vind, der dør bort med uvejrets rystelser,
temmelig behagelig, selv om den river i det filtrede hår

og i slagteriets tufsten og suger
råddent blod til sig, og overalt
får den affaldet og en lugt af fattigdom til at rejse sig.

Livet er en summen, og disse, der har fortabt sig
i det, mister det afklaret,
hvis blot deres hjerter er fyldt op af det: se dem,

de stakler, hvordan de nyder aftenen: og i dem,
de forsvarsløse, gennem dem, genfødes kraftfuldt
myten… Men vil jeg, med et bevidstgjort hjerte

som hos den der kun har liv i historien,
nogensinde igen virke med ren lidenskab,
hvis jeg ved, at vores historie er slut?



(1954)

7 kommentarer:

  1. Fra Politikens bogtillæg (!) en nyhed: Bjarne Corydons yndlingsbog er Gramscis dagbog fra fængslet - et lillebitte nytårshåb? Og dog - hvis det så endda havde været Pasolini...

    SvarSlet
  2. Flot! En stor mundfuld!

    SvarSlet
  3. Kære Kirsten,
    Er der ikke noget med at du har arbejdet med at oversætte samme digt? Jeg ved ikke hvor langt du er kommet, men måske kunne du poste nogle strofer, så vi kan sammenligne?
    KH Martin

    SvarSlet
  4. Ja, en stor mundfuld, bestemt. Der findes også 2 (minimum) dårlige engelske oversættelser af teksten, som jeg er bekendt med (fyldt med tvivlsomme løsninger) - til orientering :)

    SvarSlet
  5. Jo, jeg er færdig med nummer III, men gik i stå, som du måske ved, Martin. Men det er nummer I, som er det bedste digt, synes jeg. Når jeg er tilbage i Italien, skal jeg se, om jeg kan kommer videre.

    SvarSlet
  6. Donna Burkley
    Min dybe taknemmelighed går til Dr. Egwali, et stavebind, der blev fundet efterligningsværdig, da han hjalp med at stabilisere mit brudte ægteskab. Min intimitet har ændret sig bedre, siden forbøn for den bedste heks, dr. Mor, natur sendte mig. På et tidspunkt troede jeg, at det hele var overstået, og der kom dr. Egwali, til et punkt, hvor jeg var skeptisk over for det på grund af mine utallige møder med et par tryllekunstnere og hjemmesider for at hjælpe med at få min mand tilbage, efter at han forlod ham for at vælge en dame over hans kærlige familie med ringe eller ingen succes, måtte jeg være positiv med det i tankerne, at der skulle være et pålideligt sted at hjælpe med at vildre min grimme situation, så jeg snuble over Dr. Egwalis artikel, og siden mødet har det været en utrolig oplevelse for mig og for barnet. Jeg bestilte kærlighedsbesværgelsen og fulgte behørige procedurer som instrueret af stavekasterne, og resten var absolut magisk nogle få dage efter at han kom hjem til os sikkert efter at have været væk et stykke tid og var fuld af kærlighed. Vi er siden blevet gift igen og lever smukt som en stor lykkelig familie. Jeg er nu en sand troende tak så meget Dr. Egwali. Du kan komme igennem til ham med et hvilket som helst af disse medier, der vedrører dine intime problemer, og jeg vil vædde på, at du vil være glad for, at du gjorde det !!
    E-mail: dregwalispellbinder@gmail.com
    Whatsapp: +2348122948392

    SvarSlet