lørdag den 3. december 2011

Storytelling ver. 3.0

Lad mig begynde med en tilståelse: Personligt synes jeg det meste af den såkaldt nye digitale, elektroniske, hybride litteratur (hybrid er i øvrigt en tåbelig terminologi, for allerede alfabetet sammensætter billeder og lyde og er således hybridt!), eller hvad vi nu skal kalde den, er kedelig, forbløffende kedelig. Man tænker, sikke et potentiale – helt nye rum for forfattere at boltre sig i – hvilken unik mulighed for fortællekunsten: at kunne lade en fortælling udfolde sig i et udvidet tekstrum med helt andre betingelser for at skabe karakterer og forløb.


Ikke at det i og for sig er nyt for litteraturen at gøre dét, det vender jeg lige tilbage til. Men hver gang jeg med nysgerrighed og en stor portion velvilje giver mig i kast med et elektronisk værk, bliver min begejstring oftest stående på tærsklen; hvorfor kan jeg ikke give mig hen? Jeg skuer ud over en kæmpe mulighedshorisont og ser – ikke noget nyt!


For nu at begynde ved begyndelsen og skride frem, sætning efter sætning, i henhold til dette lineære tekstmedium: Hvad er elektronisk-litteratur egentlig?


E-litteratur
Er det bare ”almindelig” litteratur, som man i stedet læser på en Kindle-reader, på internettet eller på iPaden, eller per sms? I så fald, hvorfor overhovedet kalde teksterne noget andet, når det egentlig er det samme. Hvis det altså forholder sig sådan, at noget forbliver det samme serveret i en ny indpakning…


Med Twitter er det blevet populært at tweete kendte værker fra verdenslitteraturen, fænomenet har sågar fået det kække navn Twitterature. Via Twitter kan man abonnere på små komprimerede sprogperler og følge slagets gang i “Forbrydelse og straf”, eller hvad med Shakespeare i daglig, overskuelig kortform? Teksten ændres ikke per se, men oplevelsen med at tilegne sig værket bliver selvfølgelig en helt anden, i og med at teksten er brudt ned i mindre bestanddele og delt med andre i et virtuelt rum.


For ganske nylig gjorde en elektronisk genre, der kan minde om Twitters kortform, entré på den danske litteraturscene med Merete Pryds Helles sms-roman ”Jeg tror, jeg elsker dig”. For at påbegynde læsningen, skal man ikke ned i den lokale boghandel for at få værket med hjem, men simpelthen skrive ”jeg elsker” i en sms til nummeret 1225. Læserens kærlighedserklæring bliver besvaret med et Short Message Service forløb, som på handlingsplan tager læseren med på en voyeuristisk rejse ind i en kærlighedshistorie: T og Ms dialog efter de har mødt hinanden til en fest.


Den lille historie udspiller sig over 27 episoder (Merete Pryds Helle har efter denne første sms-udgivelse lavet en sms-julekalender i 24 afsnit, ligesom i øvrigt min bloggerkollega Glaz Serup!). Hver episode svarer til en sms, som læseren modtager på forskellige tidspunkter i døgnet i løbet af otte dage. Man kan ikke på forhånd vide, hvornår man bliver ramt af en ny episode – dog vist ikke om natten, måske af hensyn til læsere, der sover let. Man kunne sagtens forfalde til kun at tale om form i forbindelse med sådanne udgivelsestyper. Så jeg skal prøve at lade være, selv om det uden tvivl er formen, der er det mest perspektivrige.


Kendt fænomen i Japan
Selv om sms-romaner stadig klinger nyt i danske ører, har det at udgive tekster per sms længe været en populær genre med kunstneriske ambitioner i Japan. Ironien er, at de bedste sms-historier er blevet udgivet som bøger, manga osv. bagefter. For at skabe et ”rigtigt” forfatternavn, for kommercielt at presse citronen, eller kan det være for at gøre teksterne mere læsevenlige?


Merete Pryds Helle, der unægteligt plejer at brede sig over mange flere sider på papiret, tackler det korte forløb og nye medium på en charmerende måde. For nu at falde ned på et par højdepunkter: Det er elementært pirrende at sende beskeden ”jeg elsker” ud i æteren og få et svar. Det er også pirrende at læse en intim dialog på et intimt medie (værket vokser helt bogstaveligt i lommen!), som endda iscenesætter intimiteten perfekt i og med at historien bryder direkte ind i læserens egen hverdag. Vi bliver spundet ind i ordvekslingen mellem to mystiske fremmede, der rækker ud efter hinanden.


M og T vil gerne bryde ud af en fornemmelse af indespærrethed, de begge oplever, spejlet i et forløb om zoologisk have, et fængsel og ikke mindst den lille telefonskærm, man læser historien på, men de er også begge bange for at møde hinanden. Det er lettere og mere uforpligtende at manøvrere rundt i den fiktion, de skaber i dialogen per sms (en ultramoderne erfaring). Spændingen ulmer: Tør de stå ansigt til ansigt.


Dette tematiske spor berører også mediet. Sms’en bryder med bogens lukkede rum. Midt i frokostpausen kan man risikere at blive afbrudt af de fiktive karakterer. Der er altså elementer af fortællingen, som blander sig med læserens levede tid. Man kunne fristes til at kalde teksten interaktiv, men det synes jeg faktisk ikke er tilfældet. Læseren forbliver en elektronisk flue på væggen. Til gengæld får historien dramatiske træk, som gør litteraturens flirt med mobilen interessant.


Mere mobil litteratur
Vi må altså indføre en skelnen: Dét at læse en e-bog eller et tweet, der også udkommer som almindelig bog på tryk, er noget andet end at læse en tekst, der er skrevet med henblik på at skulle læses via en digital platform. Der er forskel på publiceringsform og tekstform(at).


Historiefortælling har til alle tider været tilgængelig i de mest moderne og mest transportable medier, først og fremmest som en mundtlig fortælleform, over tid nedfældet på pergament og papir, og senere i radioteatrets radiodrama og endnu senere, som en tilsnigelse måske, fordi her er virkelig tale om en væsentlig hybrid udvidelse med billeder og lyd, på film og online.


Et vigtigt stop på vejen mod - litteratur - var Gutenbergs opfindelse af bevægelige typer, der gav os bogtrykkerkunsten. Og hvad er så det særlige ved bogmediet? Jo, det har mange fordele. For det første forsvinder teksten ikke, når historien er blevet fortalt (hvilket er en stor ulempe ved mundtlige fortællinger!), dernæst er det relativt let og billigt at producere mange eksemplarer med samme indhold. Bogen kan skabe universer og billeder i hovedet på læseren uden de relativt store omkostninger, der er forbundet med at producere radio og tv.


Bogens rum beredte plads til det vi i dag forbinder med litteratur, især romanen, en særlig skriftbundet kunstform. Og når man kigger på internettet, er det iøjnefaldende, hvor tekstbaseret også det online univers er. Rent arkitektonisk så at sige. Man skriver, når man vil søge efter informationer, og man organiserer en hjemmeside visuelt efter læseretningen. Den ny iPad og Kindle er i intimskala som bøger – og man kan endda få dem læderindbundet! Desuden fungerer internettet på mange måder som et kæmpe virtuelt bibliotek, hvor viden hele tiden er tilgængelig på skrift, godt hjulpet af selve skærmbilledet, der helst skal være overskueligt som et bogopslag.


Forfatterens død og virtuelle genfødsel
Vi har altså indrettet vores digitale vidensrum efter bogen og den fikserede teksts logik. Men noget nyt er ved at ske. Det er efterhånden blevet lettere at få fat i litteratur online end hos den lokale boghandler og @biblioteket, som man skriver. Desuden forældes viden i bøger hurtigt, men på nettet kan man hele tiden få opdateret information. En anden væsentlig forskel er, at internettet tillader interaktiv kommunikation: Når bogen er afleveret til forlaget har forfatteren i princippet fjernet sig fra værket, men det behøver han eller hun ikke længere, hvis værket i stedet udgives på en hjemmeside eller på en blog.


Wikipedia er et godt eksempel på en gentænkning af tekstbegrebet i en digital tidsalder. Kan I huske encyklopædi-udgivelser på cd-rom? Det var 90ernes måde at gøre tunge opslagsværker mere mobile, lettere tilgængelige, men uden at udnytte det digitale rum nær så optimalt, som netop Wikipedia har gjort det.


De muligheder den virtuelle tekst indbyder til er enorme og revolutionerende. Man kan være flere forfattere om at skrive samme tekst, simultant, forskellige steder i verden. Forlaget Penguin lavede på et tidspunkt et online eksperiment, hvor alle kunne gå ind og skrive og redigere en kollektivroman. Læser og forfatter kan kommunikere i og uden om værket – eller læseren kan bidrage til historiens forløb. Tekster kan spredes næsten gratis, ændre sig over tid og være processuelle og interaktive. Men er det så litteratur?!


Lad os se på et eksempel inden for denne til dato mere lovende end indfriede genre. Og lad os ikke mindst se på, hvordan teksten forholder sig til at være litteratur i nye medier.


Interaktiv læsning
For at blive i den hjemlige sfære med de litterære eksempler: AfsnitP er en hjemmeside der siden slutningen af halvfemserne har præsenteret intermediale, litterære og kunstneriske værker i et virtuelt galleri. Hvis man går på opdagelse her, kan man være heldig at falde over den finlandssvenske forfatter Cia Rinnes ”archives zaroum”, en samling af bevægelige digte, der desuden findes udgivet på tryk under titlen ”zaroum”. Et eksemplarisk værk, der er værd at lade sig begejstre af.


Lige præcis den elektroniske version ”archives zaroum” åbner disse legende, dialogiske og eftertænksomme tekster mere end nogen bogside kan gøre det. Det sker bl.a. ved at læserens rolle udvides fra en passiv modtager-rolle til en aktiv igangsættende og medreflekterende instans. Teksten virker som et lille computerspil med ord, og de små konkretistiske digte afslører ikke deres dramatiske pointer på én gang, som de ville gøre på en bogside, men kan ”gemme” en pointe indtil læseren så at sige sætter spillet i gang ved at klikke på et af udsagnene. En af de kvaliteter dette projekt har, ulig en række lignende intermediale genreeksperimenter, er det enkles logik, overskueligheden og det faktum at der sker et løft af teksten på mediet – mediet er med til at skabe en udvidet betydning i digtene.


Nyt land
Det er oplagt at mange af de nye medier vi omgiver os med til dagligt vil begynde at indvirke, ja gør det allerede, på vores opfattelse af verden og hinanden og ikke mindst de historier vi fortæller. De fleste af os er efterhånden vant til den grad af online iscenesættelse og udveksling, som de sociale medier, for eksempel facebook, har gjort almindelige i løbet af en ganske kort årrække.


Selv om bøgernes dage langt fra er talte, – for hvad er egentlig mere fantastisk end at koble fra det konstante informationsflow og sidde på stranden med en dejlig old school paperback, som er helt krøllet og vejrbidt? – er det alligevel spændende at følge udviklingen. Men selvfølgelig er litteratur ikke et Arkimedespunkt, uberørt af omverdenen. Romanens opblomstring og storhedstid faldt ikke helt overraskende sammen med opkomsten af det borgerlige samfund, hvor den engagerede samfundsborger fik brug for at definere et intimt rum, hvor han kunne sætte sig godt til rette og slippe for al postyret ude i samfundet – og være sig selv (ifølge Rousseau).


I dag lader det til, at vi gør det modsatte, vi slapper af foran skærmen, hvor vi kan interagere med andre og med information, men på behagelig afstand. Derfor er det heller ikke særligt overraskende at mange af de nye elektroniske genreeksperimenter operer ud fra computerspillets logik: En fiktion iscenesættes og læseren, som avatar, tager på en mission. Jeg spår meget mere af den slags interaktiv historiefortælling – og større forvirring om, hvornår vi er ”os selv”, som på facebook, og hvornår vi spiller en rolle i en andens fiktion.


Med disse sidste stipulationer om fremtidens landvindinger, ønsker jeg alle en fortsat god rejse!




INFO & LINKS
Nysgerrige kan gå på videre opdagelse her:


http://ubu.com/
En amerikansk side fyldt med ny og gammel eksperimentel litteratur.


http://afsnitp.dk/
Et dansk online galleri/kulturtidsskrift for visuel poesi og intermedial kunst. Se fx Cia Rinnes tekster:
http://www.afsnitp.dk/galleri/archiveszaroum/


http://www.lindhardtogringhof.dk/Files/HTML/smsroman/
Merete Pryds Helles smsroman udgivet af Lindhardt & Ringhof.

http://collection.eliterature.org/1/

Electronic Literature Collection Volume One er en udgivelse fra 2006 med links til en række pionerarbejder inden for e-litteratur. Udgivet af Electronic Literature Organization, som er en gruppe, der arbejder med studiet og udgivelsen af ny elektronisk litteratur. Se fx Brian Kim Stefans værk ”Star Wars one letter at a time”:
http://collection.eliterature.org/1/works/stefans__star_wars_one_letter_at_a_time/starwars_one_letter.html

18 kommentarer:

  1. Har hermed investeret i min første sms-roman og venter nu i spænding:)

    SvarSlet
  2. Faktisk har SMSpress lavet aftaler med en række af landets biblioteker - vist svarende til at ca 3,5 mio brugere - så man kan også bare låne deres smsudgivelser, online, kvit og frit.

    SvarSlet
  3. "For det første forsvinder teksten ikke, når historien er blevet fortalt (hvilket er en stor ulempe ved mundtlige fortællinger!)"
    Det gør mundtlige fortællinger heller ikke i de digitale mediers tidsalder. Filmet storytelling er en hastigt fremvoksende medie, både i de uformelle sociale medier, og i en mere bevidst udtryk som på www.digitalstoryteller.dk
    En ny type forfattere vil dukke op i de kommende år takket være de digitale mediers hastighed, mobilitet og kapasitet, og mundtlig litteratur vil igen få en central betydning.

    SvarSlet
  4. Min pointe er såmænd blot, at i tiden før nedskrivningen af de mundtlige fortællinger, levede den mundtlige fortælling i nuet, så at sige, og når den var blevet fortalt af fortælleren, ja så kunne man ikke bare umiddelbart få adgang til den igen, som vi kan med fortællinger på skrift, eller optaget til radioen. Det betyder ikke, at den "forsvinder", fortælleren husker den. Fortælleren kan fortælle den igen, eller lære en anden at fortælle historien. Og jeg tror, du har ret i, at de nye medier giver mulighed for en ny opblomstring af den mundtlige fortælling.

    SvarSlet
  5. Merete Pryds Helle4. december 2011 kl. 12.24

    Vil lige tillade mig også at gøre opmærksom på min approman Begravelsen til iPad; som fås gennem appstore. En anden digital approach; og gøre opmærksom på at man stadig kan tilmelde sig årets smsjulekalender som er gratis; gå ind på Smspress´hjemmeside og vælg det bibliotek du hører til; der er også en for børn.

    SvarSlet
  6. Et virkelig godt indlæg. Jeg er specielt interesseret i hvad "den digitale litteratur" kommer til at betyde for børnelitteraturen, og jeg glæder mig til at "sværd og trolddom" formen bliver digitaliseret, og de hvilken indvirkning det vil have på markedet for børnelitteratur!

    SvarSlet
  7. Denne her kommentar synes jeg passer ind her også.

    Og ja, Sisse-Sofie; Sværd og Trolddom på ipad; I'm all for it!

    SvarSlet
  8. Men sværd og troldom formen har været digitaliseret i mange, mange år. Og der bliver til stadighed skrevet tekster/spil i den genre. Jeg tror jeg spillede et allerede på en 64er. Se evt. her. http://www.textadventures.co.uk/

    Det er længe siden jeg har rørt ved det, men jeg har venner der ret glade for det. Og der bliver skrevet gode ting.

    SvarSlet
  9. Mette-Marie Zacher Sørensen5. december 2011 kl. 11.01

    Tak til Lene Asp for et rigtig spændende indspark. Jeg forstår blandt andet dit indlæg som en kritisk spørgen til hvorfor der ikke er noget interessant digital litteratur i Danmark (dit link til ELO vol. 1 vidner om, at du godt ved, der sker noget spændende på International grund. – der er i øvrigt også kommet en utrolig vellykket vol. 2 – Her: http://collection.eliterature.org/2/)

    Jeg plejer at skelne mellem elektronisk/digital poesi/litteratur som i: 1) en international, eksperimenterende retning for brug af ord i det digitale, der udnytter/undersøger/kritiserer hvad det digitale er og kan
    2) udgivelser af litteratur på nettet, hvor det blot bruges som distributions og ikke produktionsmedie.

    Men disse to positioner bliver blandede, når man fx begynder at kritisere et site som Slagtryk for ikke at udnytte at det er digitalt. Hvorfor reproducerer man bogmediets logikker, når man nu har de digitale muligheder?


    Bogens måde at være medie på har fuldstændigt geniale måder at udfolde sprog på. Prøv at tænk på hvor mange fortællekonstruktioner der kan etableres på skrift, som fx filmmediet ville slide næsen af sig selv, hvis det overhovedet prøvede på. Prøv at tænk hvor mange lag af fiktion, universer, åbenheder og umuligheder, der kan etableres med skriften i bogmediet. Det holder så vildt. Og hyperteksten med dens muligheder for læserens selvbestemmelse, blev da også den største fuser. Den slags er computerspillene bedre til.
    BOGEN er med sin hellige og tilvænnede materialitet jo også en teknologi, der har et antal forskellige skrifttyper og placering på en side (og dermed for eksempel det tvungne linieskift), som sine heftigste muligheder for fysiske og dermed betydningsgenererende konstruktioner i og med skrift.

    Men for eksempel inden for poesi, er der altså interessante muligheder for at udnytte at den digitale flade har en anden tids og rumlighed end papirsidens.
    I værket La série des U“ (http://collection.eliterature.org/1/works/bootz_fremiot__the_set_of_u/index.htm) af digitalpoeten Philippe Bootz kan ordene stå og gemme sig lidt bag hinanden. De kan spejles, performe, hentyde, forsvinde osv. Ligesom Lene Asp påpeger hvordan “archives zaroum” er en udnyttelse af den digitale flades anderledes tids – og rumlighed. Den type udnyttelser MÅ blive mere udbredte inden for poesien engang.

    Hvorfor er der så ikke mere (dansk) poesi der udnytter den digitale sides tids og rumlighed, bare lidt originalt. Ville det ikke være dejligt, fx, at kunne skabe særlig opmærksomhed på et enkelt ord, ved at det næsten umærkeligt dirrede, eller blev skiftet ud med et andet ord en gang imellem. Ikke et tivoli af teknikblær men små sigende og overraskende effekter? Når det ikke sker er det fordi, at når man laver kunst, så gør man det med et medie. En skulptør ville ikke kunne stå ovre i hjørnet og pege og regere mens flittige og fagspecifikke personer formede en figur for hende, hun havde fået ideen til (at den slags alligevel sker i samtidskunsten, kan man tænke over. Men det svarer til at få en vildt god ide til en digtsamling og så lade en anden formulere den) Det er selvsagt mediernes materialitet, der former afgrænser og igangsætter kunsten. Forfatteren er i skriften. Og hvis man skal lave digital poesi, det vil sige, litteratur, hvor fx den digitale flades mulighed udnyttes, skal man ikke bare være en begavet digter, men også en begavet programmør. Den blandingstype er (med undtagelse af CYF) ikke opstået i Danmark endnu.
    (fortsættes)

    SvarSlet
  10. Mette-Marie Zacher Sørensen5. december 2011 kl. 11.05

    (Fortsat)
    (Ikke for noget, men bloggen her peger på, hvor fuldstændig tekniklamme sådan en bunke dygtige forfattere og litterater kan være. Finde en standardkonstruktion til sin nye blog (“hvad med at tage den med bøgerne?” – ej, ja, det er også allerede lidt ironisk – den er sådan lidt retrogrim, det kan vi da godt se. “nu er det jo ikke udseendet det kommer an på .... vel?”, som Pia Juul skrev til kritikken af sidens look (resten af dialogen har jeg selv fundet på). KUNNE I ikke finde en eller anden ung, spændstig litteratur -, medie - eller it-studerende, der ville kunne skrive det med fede bogstaver i sit cv, at have hjulpet et vigtigt site for den danske litteraturdebat frem i verden ved at give det et look hvis ambitionsniveau harmonerede bare en lille smule med resten? Man skriver jo heller ikke på sin blog med comic sans…, så selvfølgelig betyder det noget, hvordan den ser ud)


    Jeg synes vi skal have programmering på pensum i børnehaven, ikke for at vi alle skal blive stjerneprogrammører, men for at give os muligheden for at arbejde videre med det, hvis man interesserer sig for at lave interessante og personlige udtryk i det digitale, så alt ikke bliver standart-overflade-programmer med overdrevent intuitive interfaces, der helt får os til at glemme den kompleksitet der ligger bag. Og mest af alt for at give alle en indføring i, eller i det mindste en forestilling om hvordan det digitales algoritmer og logikker fungerer. For eksempel at have fantasi til at forestille sig hvilke algoritmer der strukturerer Google. Det er der meget kritisk-politisk-etisk potentiale i.

    Hvad siger forfatterne? Er der nogen der overvejer at lære den slags, eller tænker de fleste, at det skal ikke lige være i vores generation at man tager det til sig, at der er kommet en ny teknologi at skrive med?????

    SvarSlet
  11. Kære Elisabeth Friis,
    Lars Skinnebach,
    Lene Asp,
    Maja Lucas,
    Martin Glaz Serup,
    Niels Frank,
    Pia Juul,
    Thomas Boberg,
    og Promenadens læsere og debattører,

    Jeg har med stor interesse fulgt oprettelsen af jeres nye litterære blog kollektiv. Det har inspireret mig til at videre udvikle konceptet, idet jeg må indrømme at jeg synes der er nogle meget store faldgruber ved al kommunikation der foregår på en distanceret måde, som nettet uvægerligt er. Med mit nye koncept vil jeg gerne hjælpe jer og alle jeres interesserede læsere til at få mest muligt ud af hinanden. Især er jeg interesseret i den menneskelige værdighed.
    Jeg kommer til at tænke på digteren hr. Tomas Tranströmer som har brugt en stor del af sit arbejdsliv på at snakke med indsatte i svenske ungdomsfængsler. Jeg ved ikke hvorfor jeg kom til at tænke på det og præcis hvilke erfaringer han har gjort sig i den forbindelse, men jeg forestiller mig at han sideløbende har undersøgt hvad menneskelig værdighed er for en størrelse.

    Jeg kom også til at tænke på den lille bog ”Udvidelse af kampzonen” af hr. Michel Houellebecq. I den optræder programmører som simpelthen ikke ved hvad de skal stille op.

    Jeg er også en programmør, tilmed er jeg skribent, som ind imellem ikke ved hvad jeg skal stille op. Jeg kan vist ikke ret godt lide it-branchen og heller ikke så godt skribent-branchen, hvis en sådan findes. Det sidste er jeg ikke sikker på.

    Hvad jeg imidlertid er nogenlunde sikker på er at denne blog ville være godt tjent med at have en ”synes godt om” eller bare en ”kvittering” knap. Det er afprøvet på Facebook af en milliard mennesker og det virker fint. Jeg havde gerne personligt trykket mindst to gange på en sådan i forbindelse med jeres indlæg, hvis den havde eksisteret. YouTube har som bekendt også en synes ikke godt om knap. Det synes jeg ikke ville fungere på jeres blog. Hvad jeg også tænker, ville være godt, var at antallet af kvitteringer fremgik i forbindelse med de enkelte indlæg. Der er mange som læser jer og det ville tjene jer til ære at et sådant tal fremgik.

    Når man agerer på nettet er det meget vigtigt at forholde sig undersøgende til rummet mellem webfunktionalitet, sproglige kategorier og menneskelig værdighed. Ved at vælge blog-formen som Google købte af Pyra Labs tilbage i 2003 vælger I en form som allerede, undskyld, tilhører stenalderen. På alle tre områder, skulle jeg mene. Jeg vil vove at påstå at en del problemer kan undgås hvis man sætter sig ned og beskriver hvilken funktionalitet man ønsker af sin webservice. Man beskriver siderne en for en hvordan de skal fungere. Man skriver teksterne på siderne ligefremt og i et enkelt sprog.

    Her i weekenden har jeg skrevet et lille plugin til WordPress, hvor man kan rate kommentarerne inden for 8 kategorier relateret til litteratur og menneskelig værdighed. Se mere på:

    http://www.mhhkonsulenter.dk/arkaden/?p=1

    Glædelig jul!

    Kh

    Morten Hjerl-Hansen

    SvarSlet
  12. Indlæggene herover af Morten Hjerl-Hansen og Mette-Marie Zacher Sørensen giver hver for sig – og sammen - et kvalificeret og interessant bud på litteraturens rolle i den digitale verden, herunder litteratur-debattens rolle. Hvorfor er der ingen af blog-stifterne der reagerer? I må da tage udfordringen op!

    Form har betydning for indholdet. Hvorfor ikke lave en form der forpligter? Morten har allerede programmeret den til jer!

    Ellers må jeg opfordre Morten og Mette-Marie til at gå sammen og lave et alternativ til denne blog. Et forum hvor de digitale muligheder for litteratur og kommunikation i det hele taget undersøges, og hvor formen understøtter indholdet.

    SvarSlet
  13. Kære Mette og Morten og Else,

    Tak for jeres kommentarer.

    Først en forklaring på mit relativt sene svar: jeg er lige kommet hjem fra Oslo.
    Dernæst: Du har ret mht. CYF, man skal kende sit medie godt for at vide, hvad der virker. Men jeg tror og håber, at vi kommer til at se mere spændende e-litteratur på dansk i fremtiden.
    Mht. udseendet af bloggen, det kan godt være at vi shiner det op på et tidspunkt, men i første omgang har vi sådan set haft et ønske om at komme i gang med at diskutere med jer og andre - hurtigt og uden at det skal koste noget. Der er også noget tiltalende, i mine øjne, ved at bruge en standard blogskabelon og vise at vores fokus er på ordene og diskussionen.
    Mht. en like/don't like knap så synes jeg faktisk ikke, det er en god idé. Igen for mit eget vedkommende ønsker jeg den udfoldede samtale, ikke en battle på ord. Derfor håber jeg også på et andet tempo i diskussionen med plads til eftertanke og refleksion end hvad jeg selv oplever er tempoet på fx facebook.

    Lene

    SvarSlet
  14. Tak for super-indlæg og gode links!

    SvarSlet
  15. Rent faktuelt: MPH's nye sms-roman på L&R er langt fra det første stykke sms-litteratur i Danmark; hun skrev selv en anden for flere år siden, og det sidste halvandet år har forlaget smspress sendt en række sms-udgivelser på banen (heraf tre af mig, mig, mig...).

    SvarSlet
  16. Kan du ikke rent faktuelt linke til nogle af disse omtalte værker? :)

    SvarSlet
  17. Her er der adgang til SMSpress' udgivelser.

    SvarSlet