tirsdag den 31. januar 2012

Lumske ord i dansk

Forslag til lokumslæsning
Hvad er den perfekte lokumslæsning? Det afhænger naturligvis af peristaltik og vaner. For mit vedkommende er processen ret hurtig, hvad enten det er bimmelim eller bummelum. Alligevel nyder jeg meget at lokumslæse og trives bedst på tønden, hvis jeg har læsestof ved hånden.
  

lørdag den 28. januar 2012

I privaten 4

For et par år siden lejede jeg en lejlighed i Berlin i tre måneder for at skrive en bog færdig. Dagen før afrejsen skulle jeg til køreprøve – ikke for at "generhverve" kortet, som de unge elever på holdet troede, men som nybegynder. Så hin bævende dag satte jeg mig ind i bilen hos en langlemmet betjent, der krøllede benene sammen ved siden af mig. Jeg kan ikke sige, at jeg bestod prøven af uransagelige eller mirakuløse grunde, for mens vi kørte, plaprede jeg løs om ditten og datten, så betjenten endte med at få en vis sympati for mig og bagefter sagde: "Dig vil jeg gerne give et kort!" Tak. Og så af sted til Berlin, uden bil. Og jeg forblev uden bil indtil mange måneder senere, hvor jeg så det forbandede kørekort ligge og samle støv på en hylde, og det gik op for mig, at hvis jeg ikke snart fik en bil, ville jeg aldrig nogensinde lære at køre.

onsdag den 25. januar 2012

At tie, at blogge

Jeg ville have skrevet et indlæg om Peter Bichsels bog At læse, at fortælle - Frankfurtforelæsninger, der udkom på dansk på Redaktion Arena i begyndelsen af 80'erne i Karsten Sand Iversens oversættelse; det var ham der for nylig anbefalede den til mig. Jeg er nemlig ret glad for Bichsels personlige beretninger om livet med sproget og skriften og litteraturen – især et billede kaldte på mig, så meget at jeg for nylig skrev en novelle om en stamme, der sidder rundt om et bål og fortæller hinanden historier.




lørdag den 21. januar 2012

Hora Zero

Nogle (foreløbige) tanker og notater om den peruanske avantgardegruppe Hora Zero (Nultime), som fyldte 40 år i 2010.




torsdag den 19. januar 2012

Noter til Øvelser og rituelle tekster


[Sidste fredag var jeg på Testrup Højskole, hvor jeg som en del af kurset Ta og læs talte om Lars Skinnebachs Øvelser og rituelle tekster og Olga Ravns Jeg æder mig selv som lyng sammen med René Jean Jensen. Her er mine noter til Skinnebach – og det er vitterlig noter, hvilket den uendelige mængde af tankestreger vidner om – en feminin skødesynd. Andre synspunkter modtages selvklart med entusiasme.]

mandag den 16. januar 2012

Ib Spang Olsen (1921-2012)


Tove Ditlevsen havde givet bogen titlen "Ægteskab". Ib Spang Olsen foreslog "Gift", da han skulle lave omslagsillustration. Jeg blev nærmest ked af det da jeg hørte det, for titlen er genial, og det var godt set af ham, men jeg fatter aldrig at forfattere vil lade nogen som helst give gode råd til manuskripter. Eller rettere: at de tager imod de råd.

onsdag den 11. januar 2012

I privaten 3

I Christian Yde Frostholms Selvportræt med dyr er erindringen skåret op i så små bidder, at man indimellem mere føler sig kastet af vognen end decideret forført. Det virker som om kortprosaen ikke er den rette ramme for memoiren, der jo søger sammenhæng, forståelse, overblik. Men Frostholm er god til at fange sigende detaljer og løsrevne replikker, og så er han temmelig kritisk over for de omgivelser han er havnet i som yngste søn i en forstadsfamilie – "Christian den Femte", som faderen kalder ham.

søndag den 8. januar 2012

Lucy Chau

Lucy Chau (Panama 1971) har udsendt novellesamlingen De la puerta hacia adentro i 2010, digtsamlingen La Casa Rota i 2009, langdigtet Indigentes 2007, og digtsamlingen La Virgen de la Cueva også i 2007. Eksempler på hendes arbejde kan man læse i forskellige antologier, og hun er medarrangør af poesifestivalen i Panama Ars Amandi.

lørdag den 7. januar 2012

I privaten 2

Også homoerne bakser åbenbart med familien. Tag nu Æblet. Stammen, en brevveksling mellem forfatteren Tomas Lagermand Lundme og tekstredaktør (blandt meget andet) Erik Struve Hansen. Den sidste skriver, som om han var brevkasseredaktør på Euroman, og alligevel er det værste ikke, hvordan han skriver, selv om jeg måber over formuleringer som: "Bølger af glædesskælven gik gennem min krop." Eller de lidt mere vovede: "… goodbeirut til homolivet" eller de forsigtige som: "For filan for en dag", når man nu helst ikke vil bande i en fin bog. For mig lyder det mest, som om der er spredt cigaraske ud over ordene. Eller chokodrys.


torsdag den 5. januar 2012

Reaktion #2: (Nogle vagt formulerede principper om) Teksten som vare i den digitale distributions tidsalder / Retten til at læse (findes den?) af Simen Hagerup & Vigtigheden af at ødelægge (sit eget) sprog. Andet forsøg. Af Eiríkur Örn Norðdahl

Dænne gång ljæse ock fårhålde jej mag tiil tu kårte æsays, i Bæta-sariens hefte 2. Det eene af norske Simen Hagerup, det aandet af islundske Eiríkur Örn Norðdahl. Jag håper i vild bærer åver mæd miin på eeen måde kjedelige og på andenn viis æksemplariske måthe at gå i dialoug med Norðdahl paa, såm jaj lett uortådåkst bæhandle sum dæn førstæ. Jag veed ikkø rægtigt åm mand kan udljede någet radikjalt af min skræft, der forsoege at ødeligge modersmaalet, deet vil jag overladde til laeseren it bædomme.



onsdag den 4. januar 2012

Mængde og måde

Jeg bliver så træt af det kvantitative, hele tiden mængden,aldrig måden; der jo også er sværere at kvalificere. Sådan er det også i miteget liv, de ting jeg kan strege ud fra listen, de bøger jeg har læst færdig,de kommer på en anden liste, en læsedagbog, de mange artikler og essays jeglæser derimod, de kan let komme til at føles overflødige eller som ikke så tungtvejende fordi jeg ikke skriver ned at jeg har læst dem, fordi jeg ikke har læst noget færdigt, bare et essay, ikke en essaysamling;


tirsdag den 3. januar 2012

Appetizing young love for sale

Sangtekster kan være frygtelige. Særligt er mange jazz-sangtekster er elendige, synes jeg. Det er måske, fordi jazzen i så høj grad er instrumentalt orienteret – det er melodien, akkorderne og rytmikken, som er hovedsagen, og når der så er tekst på, slæber den ofte håbløst bagefter og virker underlødig i forhold til resten. Det gælder især, hvis teksten først er kommet til senere. Et godt (eller rædselsfuldt) eksempel er Miles Davis’ "So What", det første, fantastiske nummer på Kind of Blue-pladen fra 1959. Som var instrumentalt. Men Eddie Jefferson satte senere følgende fuldstændigt idiotiske tekst til: