Til titlen

Er der nogen, der har tænkt på, hvor interessant en titel Virginia Woolfs To the Lighthouse er? Det er forholdsordet ”to” som begyndelse, der er interessant, synes jeg.



De fleste titler begynder med et navneord, gerne et egennavn. Woolf selv har fx skrevet romanerne Mrs Dalloway og Jacob’s Room. Man kunne også tænke på Krig og fred, Mesteren og Margarita, Ulysses, Berlin Alexanderplatz, Anna Karenina, Madame Bovary, Emma og Kongens fald. Disse navneord-titler er stillestående, tunge betegnelser, som refererer til en central person, et centralt sted eller et centralt begreb i bogen. De dækker over meget og rokker sig ikke ud af stedet.


Til fyret, som Woolfs bog hedder på dansk, fungerer helt anderledes. Først og fremmest udsiger titlen en BEVÆGELSE HEN MOD fyret. Helt modsat hvis bogen slet og ret havde heddet ”Fyret”. På en måde svarer titlen perfekt til bogens handling, der nemlig slutter, da personerne langt om længe når TIL fyret. På bogens sidste side. Det er ikke fyret i sig selv, som er interessant, men rejsen dertil. Måske en banal pointe, særligt i vores procesorienterede tid, men alligevel interessant som både titel og kompositionsprincip. Al den stund de fleste titler og kompositioner, selv i vore dage, er meget anderledes.

David Lodge, som har skrevet om bogen i The Modes of Modern Writing, mener, at slutningen er en falsk slutning. Forstået på den måde, at der ikke nogen udvikling i personerne eller nogen opløsning af deres problemer. Romanen er derfor, siger han, plotløs. Man forestiller sig, at personernes spændinger og kampe fortsætter uanfægtet efter bogens slutning. James og Cam vil stadig have et anstrengt forhold til deres far, Mr Ramsay vil stadig sørge over sin kone, og Lily vil stadig være en søgende, usikker kunstner.


Mod dette kunne man dog indvende, at Woolf har indlagt et kraftigt transformationssignal i Lilys sidste replik: ”It is finished.” Altså Jesu sidste ord, udtalt på korset. Det udbryder Lily, da hun ser, at det øvrige selskab er nået til fyret. I samme åndedrag lykkes det hende at afslutte det maleri, hun har arbejdet på i 10 år. Så en form for afrunding kan man nok tale om. Men måske skal man læse ”It is finished” som en slags ironisk kommentar – et postulat om en udfrielse, der slet ikke ER en udfrielse. Eftersom turen til fyret, der oprindelig var 6-årige James’ hedeste ønske, nu ti år senere er blevet en træls pligt, som faren tvinger børnene ud på. HYG, FOR HELVEDE, ville den moderne version af hans opdragelse lyde.


Lodge mener i al fald, at fyret kan læses som symbol på romanens cirkulære, pulserende, plotløse gangart. Lyset fra et fyrtårn dukker op det samme sted igen og igen, uden nogensinde at forandre sig. I den forstand er titlens sidste del, ”the Lighthouse”, både tung og let. Tung fordi den ”symboliserer”, men let fordi det, den symboliserer, ikke er noget psykologisk, men selve det flakkende formprincip. Kombineret med det dristige, kække ”to”, der angiver fart og bevægelse som en vektorpil. Derved er titlen To the Lighthouse flyvende, sprælsk og – stadig – original.