torsdag den 1. december 2011

Til titlen

Er der nogen, der har tænkt på, hvor interessant en titel Virginia Woolfs To the Lighthouse er? Det er forholdsordet ”to” som begyndelse, der er interessant, synes jeg.



De fleste titler begynder med et navneord, gerne et egennavn. Woolf selv har fx skrevet romanerne Mrs Dalloway og Jacob’s Room. Man kunne også tænke på Krig og fred, Mesteren og Margarita, Ulysses, Berlin Alexanderplatz, Anna Karenina, Madame Bovary, Emma og Kongens fald. Disse navneord-titler er stillestående, tunge betegnelser, som refererer til en central person, et centralt sted eller et centralt begreb i bogen. De dækker over meget og rokker sig ikke ud af stedet.


Til fyret, som Woolfs bog hedder på dansk, fungerer helt anderledes. Først og fremmest udsiger titlen en BEVÆGELSE HEN MOD fyret. Helt modsat hvis bogen slet og ret havde heddet ”Fyret”. På en måde svarer titlen perfekt til bogens handling, der nemlig slutter, da personerne langt om længe når TIL fyret. På bogens sidste side. Det er ikke fyret i sig selv, som er interessant, men rejsen dertil. Måske en banal pointe, særligt i vores procesorienterede tid, men alligevel interessant som både titel og kompositionsprincip. Al den stund de fleste titler og kompositioner, selv i vore dage, er meget anderledes.


David Lodge, som har skrevet om bogen i The Modes of Modern Writing, mener, at slutningen er en falsk slutning. Forstået på den måde, at der ikke nogen udvikling i personerne eller nogen opløsning af deres problemer. Romanen er derfor, siger han, plotløs. Man forestiller sig, at personernes spændinger og kampe fortsætter uanfægtet efter bogens slutning. James og Cam vil stadig have et anstrengt forhold til deres far, Mr Ramsay vil stadig sørge over sin kone, og Lily vil stadig være en søgende, usikker kunstner.


Mod dette kunne man dog indvende, at Woolf har indlagt et kraftigt transformationssignal i Lilys sidste replik: ”It is finished.” Altså Jesu sidste ord, udtalt på korset. Det udbryder Lily, da hun ser, at det øvrige selskab er nået til fyret. I samme åndedrag lykkes det hende at afslutte det maleri, hun har arbejdet på i 10 år. Så en form for afrunding kan man nok tale om. Men måske skal man læse ”It is finished” som en slags ironisk kommentar – et postulat om en udfrielse, der slet ikke ER en udfrielse. Eftersom turen til fyret, der oprindelig var 6-årige James’ hedeste ønske, nu ti år senere er blevet en træls pligt, som faren tvinger børnene ud på. HYG, FOR HELVEDE, ville den moderne version af hans opdragelse lyde.


Lodge mener i al fald, at fyret kan læses som symbol på romanens cirkulære, pulserende, plotløse gangart. Lyset fra et fyrtårn dukker op det samme sted igen og igen, uden nogensinde at forandre sig. I den forstand er titlens sidste del, ”the Lighthouse”, både tung og let. Tung fordi den ”symboliserer”, men let fordi det, den symboliserer, ikke er noget psykologisk, men selve det flakkende formprincip. Kombineret med det dristige, kække ”to”, der angiver fart og bevægelse som en vektorpil. Derved er titlen To the Lighthouse flyvende, sprælsk og – stadig – original.

23 kommentarer:

  1. Kunne man ikke også læse titlen som en TILegnelse: (dette er en bog) TILegnet FYRET ?

    SvarSlet
  2. Dynamikken ville også være der, når værket ikke handler om det tunge symbol for enden af vejen. Er fyret tungt eller let hos blot pga. overensstemmelse imellem handling og titel?

    SvarSlet
  3. @ Lars: Sjovt. Den læsning har jeg slet ikke tænkt på. Hvordan skulle den tolkes i forhold til bogens helhed? (Til dig, fyrtårn, som lyser over familien Ramsay og tiden?)

    @ Jazzas: Jeg er ikke helt med på, hvad du mener - mener du "hos Woolf"? Jeg mener, at fyret er både tungt og let her. At det optræder på en anden måde end fx i metaforen "Han er et fyrtårn for vort land"

    SvarSlet
  4. :-) ja, hos Woolf, den kommentar blev vist lidt rodet.
    Det var fordi din tekst om det plot-løse, for mig at se både i titlen og handlingen hos Woolf, affødte en idé om, at der ligeledes (ikke nødvendigvis hos Woolf) ville opstå en dynamisk gnidning når teksten mere eller mindre undgår egenavnet (titlen). Generelt set titler og tekster imellem...

    Striden ville i så fald være imellem plottet og karaktererne. Men måske vrøvler jeg. Tak for svar, og tak for ny blog:-)

    SvarSlet
  5. Hvis nu fyrtårnet og moderen repræsenterer det samme i bogen: Den samlende kraft, det alting bevæger sig omkring, det der lyser over familien, det uopnåelige og allestedsnærværende, en urkraft - så giver tilegnelses-tolkningen af titlen måske meget god mening?

    Det er bare et ikke gennemtænkt skud fra hoften, so bare with me :)

    SvarSlet
  6. Men Mrs Ramsay er jo i den grad opnåelig, i kontakt med mennesker. Hun er nærmest selve det menneskelige, nærværende princip i bogen. På den måde virker hun anderledes end fyrtårnet, hvis nærhed markerer bogens ende.

    Eller: hun er et fyrtårn som i metaforen "fyrtårn for sit land", men ikke et fyrtårn som bogens fyr?

    Dog kan man måske sige, at hendes pludselige og underspillede død i bogens midterdel kunne sammenlignes med romanfyrets flakken og fjernhed?

    Blogkommentarer er vel som skabt til skud fra hoften og dermed levende debatter. Så mange tak for dem, alle kommentatorer. Det er ikke hver dag, man diskuterer præpositioner så indgående.

    SvarSlet
  7. Jeg ser det lidt som at fyrtårnet står for det oplyste, et mål i sig selv, der hvor al ting bliver klart og forståeligt..
    Det er netop bogens pointe (tror JEG); at de ikke rigtig når det mål, at moderens død er for ufremkommelig, at faderen er for fjern.
    Det er netop dét greb, at man tager et så åbenlyst symbol og så dekonstruerer det, så det taber sin symbolske status, der gør bogen særligt interessant.

    Og så glemmer jeg aldrig den WTF oplevelse det var at nå den stille "dødspassage" med vinden der kryber ind alle steder.

    Tak Maja, for en reminder om at det er på tide at flå bogen ned af reolen igen efter den har samlet støv i 15 år...

    SvarSlet
  8. @Maja: Sjovt, at du ser hende opnåelig, for jeg får egentlig det indtryk, at personerne netop aldrig får rigtig adgang til hendes indre. Hun er isoleret i al sin suverænitet... tror jeg. Som fyrtårnet. Men jeg ved ikke, om den holder hele vejen. :)

    SvarSlet
  9. Maja, kan Mrs Ramsey ikke opfattes som et 'fyrtårn', en kvinde, der udfylder sin livsrolle ved at dele ud af sit lys til sine omgivelser, men som indeni rummer et vagt antydet, uformuleret mørke? (et billede på en indre (ubevidst?) strid mellem lys og mørke, som hun ikke lader andre få del i) I så fald kan der med titlens 'To' menes en dedikation til lyset ...

    SvarSlet
  10. I hvert fald kan vi vel blive enige om, at hvordan man end opfatter fyrtårnet (og Mrs Ramsay), så er det en interessant og anderledes bogtitel? Og en interessant og anderledes komposition af en bog?

    Hvis man læser titlen som en dedikation, virker den påfaldende lyrisk. Jvf. fx Aarestrups "Til Nanna" eller Beethovens "Für Elise". (Der kom fyret igen! Og Nanna :-)) Som et jeg, der taler til et du. En inderlighed?

    Uanset titlen er det interessant, synes jeg, at bogen slutter, da personerne når til det mål, som bogen begynder med at udstikke. Det vil sige: når de fleste af personerne når målet, bare ikke Mrs Ramsay ...

    SvarSlet
  11. Netop! Hvad angår Mrs Ramsey, moderen som kvindetype, vandt mørket (døden), mens Lily, kunstneren, finder sin form, dvs. sit lys - er der ikke noget, der peger mod Woolf her ...

    SvarSlet
  12. Foruden bevægelsen i titlen, som jeg synes er den vigtigste detalje (hvis man kan sige det), har jeg altid tænkt på lyskeglen fra et fyrtårn, som noget der skulle pege på bogens tre dele: lys/mørk/lys – eller – fred/krig/fred(/krig...).

    (Foruden at et fyrtårn på en kyst ved Hebriderne, måske også er et symbol på en måde at være menneske på der praktiseres i romanen.)

    SvarSlet
  13. En kritiker ved navn Rosenbaum mener at titlen har forbindelse til G.E. Moores etik. Han skelner mellem det gode som et middel og det gode som mål sig i selv. Der er noget, der er godt i kraft af hvad man kan gøre med det, og så er der noget, der har noget iboende godt i sig. Det bliver så til en rejsefigur (som går igen i hendes venner og kollegaers bogtitler), der peger hen mod et mål, hvor bogens forløb er midlet. Eller også er det omvendt, hvilket jeg hælder til. På samme måde som det ikke er værelset, der er vigtigt i A Room of One's Own, men hvad man laver i det (skriver, tænker).

    SvarSlet
  14. Maja, du nævner Mrs Dalloway - er det interessante ved den titel ikke det lille Mrs, mere end Dalloway?
    - Lars Frost

    SvarSlet
  15. Undskyld anonym-etiketten: jeg kan ikke få maskinen til at acceptere mit navn og e-mail (ugyldige tegn i min mail? Hvilke?)
    - Lars Frost

    SvarSlet
  16. Interessant med bevægelsen "to", fordi fyret jo i sin funktion er en "don't go here" figur, altså advarslen om, at her støder man på grund...

    SvarSlet
  17. Kære Maja. Jeg har ikke læst bogen kan derfor ikke deltage i diskussionen. Jeg vil bare sige, at jeg er glad for at dit indlæg. Et virkeligt godt initiativ at diskutere netop litteraturens tekst og ikke, som sædvanligt, KONtekst.
    Jeg glæder mig til at følge flere af dine indlæg. God stil dér!

    Kh - Anders

    SvarSlet
  18. Interessante kommentarer, tak for dem.

    Ja, bevægelsen mod noget, man ikke bør nærme sig!

    @Simon: Hvilke andre titler nævner Moore?

    @Lars Frost: Jo, Mrs Dalloway er klart signifikant som FRUE. Ligesom hverken Mr eller Mrs Ramsay i øvrigt får et fornavn i To the Lighthouse. Men under alle omstændigheder er 'Mrs' jo et navneord og dermed, som jeg ser det, en del af en 'tung' bogtitel.

    SvarSlet
  19. @ Simon: Sludder, jeg mener selvfølgelig Rosenbaum!

    SvarSlet
  20. Han nævner Forsters The Longest Journey og A Passage to India, men også Woolfs egen The Voyage Out og hendes mand Leonards selvbiografi The Journey Not the Arrival Matters. Jeg så lige efter og det viser sig, jeg var lidt upræcis, det er lige så meget mål/middel sondringen, han sigter til. Han nævner f.eks. også Howards End.

    SvarSlet
  21. Et andet eksempel på en titel, der begynder med en præposition, er den nys oversatte "I stålstormen" af Ernst Jünger ...

    SvarSlet
  22. Dén vil jeg gerne læse. Og her kan præpositionen vel næppe læses som en tilegnelse... Den er med andre ord ikke så muligt tvetydig som TIL, vel?

    SvarSlet