Dorrit Willumsens Pligten til lykke må være en af de særeste erindringsbøger, der nogensinde er skrevet. På noget sprog. Den ydre verden er stort set visket ud, og det på trods af at bogen foregår i de livlige årtier fra tresserne og ind i halvfemserne. Ikke mange ord ofres på ungdomsoprør, kvindefrigørelse, befrielsesfronter af enhver art, ny dansk modernisme (eller alle modernistvennerne!), om politisk radikalisme og punk, og hvad tiderne nu ellers morede sig med.
Det vil sige, kvindefrigørelsen kommer ind ad bagdøren, men først længe efter at Willumsens liv er blevet sovset godt og grundigt ind i småborgerlighed. Samme lidt fedtede fornemmelse får man af at læse hendes erindringer, for ved hver begivenhed noterer hun gerne, hvad personerne indtog undervejs – kakao, budding, kirsebærvin, paneret svinemørbrad, krebinetter med stuvede ærter og gulerødder, gule ærter, italiensk salat, ostefromage, wienerschnitzler, béarnaisesovs, hjemmesyltede agurker, saltstænger, Gammel Dansk, æbleskiver, solbærrom, rødspættefileter, spegesild, leverpostej, stuvet hvidkål, spegepølse, linser, soufflé à l’orange, stegt fasan, culottesteg, roastbeef, frugtsalat, gås og ananasfromage, flæskesteg og ris à l’amande, jordbærmarmelade, hjemmelavet vin af æbler, blommer, rabarber, kirsebær, hyldeblomster.
Og så orker jeg ikke nævne mere. Men bemærk i øvrigt, hvor dominerende det gode gamle danske køkken er. Det er så sandelig en familie af hjemmefødninger. Selv drømmer Willumsen nu mest om at komme ud i verden, hvorimod hendes mand – den navnkundige digter og dramatiker Jess Ørnsbo, der har kritíseret normaliteten sønder og sammen – har en glitrende drøm om at få hus og have. "Terrassen bliver vores Mallorca", lyder hans mantra. Og for at lægge ekstra pres på hustruen minder han hende om, at han måtte skrive sine første digte i forældrenes soveværelse. Og det er da også frygteligt ydmygende.
Drømmen om hus og have er den anden småborgerlighed i Pligten til lykke, og drømmen bliver snart proppet med møbler og udstyr: palisanderstole, dyre tapeter i okkergult og orange, mosgrønt gulvtæppe, blå sofa, tretårnet sølvbestik, spinderok, bord med vippespejl, afsyret bornholmerur, skinnende vandhaner, blanke gulve, brændeovn, gildesal og sågar en karpedam. Allerede da det spirende forfatterpar får deres første lejlighed, er kampen om drømmen godt i gang, nu skal al tapet skrabes af, lag af gammel maling skal fjernes, gulvene skal renses, håndvaskene skures, skabene udskiftes.
Man begynder at fatte, at Willumsen muligvis har en bagtanke med sine punktlige beskrivelser, og den bagtanke handler om ægtefællen. Og ikke mindst hans mor, Willumsens helt igennem rædselsfulde svigermor, hvis "livs stædige drøm" netop er at kunne rykke ind i eget hus. Med have. Og det gør hun så ved første lejlighed, da parret endelig har fundet et hus i Viby Sjælland. Selv er Willumsen ved at kvæles og tager straks til udlandet og beholder i øvrigt sin lejlighed i København, så hun kan stikke af efter behov. Senere, da parret får sønnen Tore, er det ofte far og svigermor, der passer barnet: "Hun overtog huset, og jeg forsvandt", noterer forfatteren med vanlig nøgternhed.
Og man forstår hende godt. Svigermor kan finde på at stå bag sin svigerdatter for at se, hvordan hun skræller en nyindkøbt pære til sønnen. "Du skræller for tykt", lyder kritikken straks. "Hvad med det, der bliver tilbage på skrællen?" Så snart svigermor er kommet inden for døren, griber hun en støveklud. Og så nægter hun i øvrigt at bruge svigerdatterens rette navn og kalder hende konsekvent for Dorte. Ak ja, stakkels Dorte, hvis lyspunkter er det tøj hun med rystende fingre, som var det pornografi, køber inde i København eller i udlandet.
Og dér har vi så den tredje småborgerlighed i bogen, opregningen af Willumsens utallige kjoler og slacks og tørklæder, gerne i angora og chiffon, for ikke at nævne den hjemmesyede housecoat i jernbanefløjl, de franske guldsandaler, sølvstrømperne, den hæklede kjole af sort uld, den lårkorte pels, frottébukserne, natkjolerne, de lyserøde skindhandsker og den fine lille hårtop at pifte det hele op med. Fjerde småborgerlighed opstår, da familien kaster deres kærlighed på dyr. Først udstyrer de huset med ikke mindre end 27 akvarier med slørhaler og ciklider, klovnefisk, madarinfisk, sommerfuglefisk, kampfisk og guldfisk, dernæst indkøber de en grand danois, der desværre viser sig at have stafylokokker. Da den dør, tropper farmand op med en japansk spids, som jeg ikke aner hvad er for en hund, bortset fra at den tilsyneladende har en hale "som fjerbusken i en ridderhjelm". Eller som en af Willumsens trøstekjoler.
Den hund drikker familien champagne for ved modtagelsen, men det er vist også eneste gang farmand har lyst til at fejre sin familie. Ellers slår han uden tøven hånden af den, momentvist eller permanent, som da Willumsen modtager Det Danske Akademis store pris, som han selv længe har drømt om. For hende, mener den elskværdige ægtemand, kan prisen være ligegyldig, og i øvrigt er hun for ung. Og da Willumsens mor glemmer at sende blomster til svigermoderens begravelse, nægter han nogensinde at se hendes familie igen, så de må mødes alle andre steder end i det dyreglade hjem.
Gal er den igen, da Willumsen tildeles Nordisk Råds Pris og uden husbond må tage til Oslo for at deltage i overrækkelsen, dog ledsaget af den noget mere generøse søn. Og sandelig om ikke manden bliver væk fra sønnens bryllup ved bogens slutning, tilsyneladende fordi farmand synes hans søn har giftet sig med den forkerte kvinde. Resultatet er, at Willumsen får psoriasis på grund af chok, hvortil han svarer: "Chok? Der er jo ikke sket noget." Så elegant – og ondsindet – viser forfatteren, hvordan det er lykkedes hendes mand ikke blot at blive herre i eget hus, men også diktator i det.
Mon ikke han ved at se sig selv beskrevet så ufordelagtigt endnu en gang har fået et hysterisk anfald og har forladt huset i skummende vrede? Alligevel har jeg har svært ved at tro, at Willumsen ikke selv har aktier i den tilgroede småborgerlighed, for hvor er hendes oprør ud over de spontane ture til København, når bølgerne gik lidt for højt i Viby? Og det er næppe ægtemanden, der har opbygget hendes garderobe eller lavet hendes danske mad, skønt han nok har ædt den med fryd.
Kun ét sted i bogen overvejer Willumsen sin rolle i et større perspektiv, da kvindefrigørelsen kommer ind ad bagdøren, som jeg nævnte i begyndelsen. På dette tidspunkt befinder vi os i halvfjerdserne, og nu indser hun, at hendes noveller ikke passer til tiden: "Mine kvindeskikkelser er mere fangne end fri." Det stemmer ikke overens med de film hun ser i biografen, med titler som En kvindes frihed og En fri kvinde. Og tidens hyldede frihed stemmer ikke overens med hendes egne erfaringer. Selv drømmer om hun i stedet om "den shampoo, der hedder Frihed og vil få mit liv til at skinne." Hun indser, at hendes syn på sig selv og andre kvinder er "pinligt", fordi hendes personlige erfaring siger hende, at kvinder kan rejse sig "som stikkende tidsler mod andre kvinder." Det har hun jo på egen krop oplevet gennem svigermoderen. Alligevel slutter bogen med, at Willumsen sværger kernefamilien troskab, hvad man kan undre sig over efter alle de ætsende beskrivelser af far, mor, barn og dyr. Småborgerligheden er åbenbart svært at få smidt ud.
"snaps fars kapers ribs laks asters sovs gips labskovs østers slips turnips ..."
SvarSletJeg har ikke læst Willumsens bog, der virkelig lyder sær, men din beskrivelse af den fik mig til at tænke på ovenstående fra Højholts "+1" ...
Jeg synes, det er en meget indsigtsfuld og nærgående (tagende det private for pålydende i meget høj grad) læsning af Dorrit Ws erindringsbog nr 2, meget tendentiøs, begejstret over sin egen idé. Men det du anker over, er det ikke selve meningen?
SvarSletDu skriver jo sådan set selv, at den klaustrofobiske følelse man får er DWs egen, formidlede. Er det ikke hendes hensigt, at vi skal tænke netop dét, selv, som du her lægger frem? Du får det til at lyde som en fejl, at der ikke er et ”større perspektiv”. Men kan grunden til dét være andet end at du selv ville have haft den store verden med i din egen erindringsroman. Ville det give mening at vi skulle have den med her? Er det ikke en meget bevidst erindringsroman, der lægger åbenlyse spor ud, så vi selv kan tænke vores om DWs liv, husbond, svigermor, kjoler, husdyr etc, formentlig det samme som hun selv har tænkt i de givne situationer? Du har fået klaustrofobi, men var det ikke meningen? Kunne du have oplevet dette liv hvis ikke hun havde skrevet det sådan?
Jeg synes, det er en ret kompliceret diskussion om erindringsgenren, du tager hul på – og tak for det! For du har selvfølgelig ret i, at naiviteten hos Willumsen er en maske, og at hun netop igennem sin egen ligesom indlejrede rolle i beretningen får afleveret sine pointer. Som i dette tilfælde vel handler om familien som et klaustrofobisk (dit ord), småborgerligt (mit ord) fængsel, i parentes bemærket. Den fortællemåde tilhører dog, så vidt jeg kan se, ikke memoiren – og jeg bruger bevidst naivt det begreb – men romanen. Derfor passer dit begreb erindringsroman også så glimrende til Willumsens bog. Sammensatheden er ikke på nogen måde en fejl ved bogen, som du skriver, men det understreger, at der i disse år løber mere og mere selvbiografi i fiktionen og mere og mere fiktion i selvbiografien. I Willumsens tilfælde har vi at gøre med et kammerspil inden for selvbiografiens rammer, og det kunne forklare, hvorfor det større perspektiv (dine ord) eller den ydre verden (mine ord) er stort set fraværende. Men det forklarer også – og det er det virkeligt sære her – hvorfor den kvinde ved navn Dorrit (eller Dorte!) ikke gør oprør mod manden og småborgerligheden. Det ydre blik, der tilhører selvbiografien (bl.a. fordi den er skrevet på afstand), er nøjagtigt lige så fraværende hos forfatteren som det ydre blik, der tilhører den kritiske kvinde. Det er en slags dobbelt blindhed. At Willumsen så ved hjælp af netop blindheden evner at skrive et så sitrende kammerspil er selvfølgelig kunstnerisk set glimrende. Men det er selvsamme blindhed, der i slutningen af bogen får hende til at forsvare familien. Og det er menneskeligt set næppe helt så glimrende, for så knuger hun jo sin overmagt til sig.
SvarSletMen handler det her om hvem der har aktier i hvad? Om moral og domme? Eller handler det om hvordan mennesker faktisk finder ud af leve sammen, helt ualmindeligt og almindeligt og bizart, men måske netop med en eller anden mening, som ikke altid er så åbenlys for andre? At Willumsens blide eftergivenhed og alligevel rolige stålsikkerhed gør, at hun faktisk kan eksistere i det kaos, som omgiver hende. Og som ikke er skyld, men en andens verden? Jeg er enig i, at Ørnsbo fremstår ret grotesk, men vel ikke mere grotesk end værkerne er. Og jeg er vild med den måde Willumsen kan fokusere på detaljerne på, vild med maden og tøjet, og med at hun springer en hel masse mellemregninger over. Det er så elegant som når en japansk spids vifter med sin hvide hale, og samtidig lugter ligepræcis lige så meget af hund som alle andre hunde. Jeg åd denne her bog i én mundfuld, og har fluks lånt den ud, så jeg kan ikke slå op nu, hvilket ærgrer mig gevaldigt.
SvarSletAj, så kom der flere kommentarer, mens jeg skrev, så nu er mit indlæg skævt i samtalen.... Jeg kommer igen.
SvarSlet"Kun ét sted i bogen overvejer Willumsen sin rolle i et større perspektiv", det skriver du nu også, Niels. Det undrer ikke mig spor hvis hun forsvarer familien (jeg læste det bare ikke sådan selv, må jeg tilstå) – det er jo hele hendes liv der er gået med det her, det må jo være sådan hun vil have det så. Eller sådan som det kun kunne være. Hvis man siger, det var forkert er det jo temmelig uhyggeligt og måske mere noget man skal sige ligeud til sin psykolog, hvis man har sådan en ... Titlen "Pligten til lykke" manglede jeg en forklaring på, savnede den, især fordi jeg synes det er en meget uhyggelig titel, både før og efter man har læst bogen. DW lader det være op til os at tolke netop hvad dét vil sige, og jeg synes Mai har ret i, at det måske "bare" (mit ord) handler om "hvordan mennesker faktisk finder ud af leve sammen". Og i ordet pligt ligger vel en slags forklaring på hvorfor håndkædet ikke blev kastet i ringen. Desuden må man jo konstatere at det liv ikke har forhindret DW i at skrive nogle helt fantastiske bøger gennem mange år.
SvarSletSelve genrebegrebet "erindringsroman" har jeg fra Agnes Henningsens otte erindringsbøger – en genistreg at kalde sine erindringer dét, hvis man ikke skriver memoirer, der ofte også beskæftiger sig med erindringsarbejdet ... "jeg tror nok", "så vidt jeg husker", den slags ... i en erindringsroman fortælles det erindrede som om det skal tages for pålydende, sådan VAR det. Selvom enhver ved, at der skal vælges en vinkel, en måde at fortælle historien på. Præcis som det kan være i en roman, i.e. et stykke fiktion.
Seminaret for nordisk litteratur er evalueret, og den sidste aften er en festaften.
SvarSletJeg danser med en rektor.
"Tror du på kernefamilien?" spørger han.
"Ja," svarer jeg.
"Det gør jeg også." Han vender sine håndled mod mig. De hvide vandrette ar ligger tæt. "Alt det skyldes kernefamilien."
Sådan lyder det på sidste side af Willumsens bog, og det er jo vanvittig uhyggeligt. For hun har også selv sine ar fra familien. Men var det virkelig dét værd?
I øvrigt synes jeg, det er underligt, at vi diskuterer sider af og personer i en "erindringsroman" og så straks henviser til levende, empiriske personer, når vi skal prøve at forstå deres motiver. Det tilhører måske genrens uklarhed, men det kunne også skyldes, at vi henter argumenter i forskellige lejre efter behov. Altså: Dorrit i "romanen" var undertrykt, men Dorrit i "virkeligheden" ville jo have det sådan, så det må vi acceptere. Jeg siger det ikke for at hænge nogen ud, men for at gøre opmærksom på en usikkerhed i læsningen.
SvarSletJeg vil gerne svare mere udførligt senere – men nu blot gentage: "Men var det virkelig dét værd? " - som du skriver. Det er helt vildt underligt spørgsmål som du vel netop kun stiller fordi du tror erindringsromanen er "virkelig"?? eller?
SvarSletFindes der et mindre grusomt alternativ til kernefamilien? Eller, mener jeg, hvilket liv er ikke grusomt? (nysgerrigt medlæsende)
SvarSletJeg har netop gennemtravet et par tidligere blogdiskussioner om selvbiografien, ikke mindst Jeppe Brixvolds kritik af den selvbiografiske dyrkelse af egoet og hans beskrivelse af selvbiografien som en af ”de sidste bastioner i den borgerlige tankegang”. For Jeppe er selvbiografien udtryk for et ”tunnelsyn”, fordi den omstændighed, at fortællingen bindes op på egoets erindringer, begrænser fortællingens udfoldelsesmuligheder. Medmindre jeg har misforstået Jeppes pointer (og så må han korrigere mig), synes jeg, at han beskylder selvbiografien for problemer, der i virkeligheden tilhører romanformen. Det første problem handler om selve begrænsningen – det forhold, at romanen forpligter sig på at samle sine tråde op, placere detaljerne rigtigt i helheden, sikre narrativ udvikling osv. Her er der for mig at se netop ingen frihed i formen, kun æstetiske forpligtelser – lidt i retning af at huske, at en eller anden person skal skyde det gevær af, man har fået hængt op på væggen i romanens begyndelse. Det andet problem handler om, at de diskussioner, man kan have med en roman og dens personer, af naturlige grunde må orientere sig efter, hvordan de er ”fremstillet” i romanen, hvad der i Willumsens tilfælde ville svare til, at vi orienterede os efter hovedpersonen ”Dorrits” karakter og oplevelser. Først i anden omgang kan man så løfte overvejelserne ud af romanen og diskutere, om det mon er en ”sandfærdig” udlægning af virkeligheden, men nu på et generelt niveau – HAR kvinder det virkelig sådan? Det er ikke helt det, der er sket i nærværende diskussion. Her har Pia tværtimod henvist til forfatteren ved navn Dorrit for at påpege, at Dorrit altså har valgt at leve sådan, og hvis jeg nu kritiserer ”Dorrits” for at tilpasse sig, kritiserer jeg også Dorrit. Det kan man da godt kalde et ”tunnelsyn”, men man kan også betragte det som en særlig forpligtelse i selvbiografien – ikke på det æstetiske, men på overvejelser af etisk-eksistentiel art. Man kan med andre ord ikke læse en selvbiografi uden SELV at tage stilling. Ikke til om værket er vellykket, ikke til om det er smukt, velkomponeret, morsomt, spændende osv. (hvad vi heller ikke diskuterer hos Willumsen), men til dets indbyggede erkendelser, til dets ”idé”. Det er – blandt andet! – det, der gør selvbiografien så tillokkende for mig. Til gengæld vil jeg mene, at den hybridform mellem roman og memoir, som Willumsen har valgt, kan være en lidt for belejlig dobbelttilværelse, der kan søge i skjul i den ene side, når den anden bliver beskudt. Det samme fænomen så vi hos Jørgen Leth i beretningen om kokkens datter, som han undskyldte sig med var ”fiktion”, hvad den også var, for det var jo ”Monsieur Jorgen”, den gamle koloniherre, der berettede om sin affære med pigen. Men bogens undertitel var ”Scener fra mit liv”, og ergo var affæren ikke blot og bar fiktiv. Og hvad skal man stille op med den spaltning? Man skal drage sin EGEN slutning, og det er præcis dét, der gør selvbiografien så interessant. Man kan ikke forblive uanfægtet.
SvarSletNIels, kan du evt. komme med et link til de blogs du har læst på?
SvarSletPrøv på: kjerkegaard.blogspot.com/2010/09/om-den-fravrende-modernistiske-roman-i.html. Og "fravrende" er ikke en slåfejl.
SvarSletEn del af den debat Niels henviser til - hvis ikke jeg tager fejl - foregik også på Jeppe Brixvolds egen hjemmeside, hvor der var et god og heftig diskussion om blandt andet Romanen - indtil sitet blev invaderet af digitale piratspamedderkopper fra helvede - og nu kan jeg slet ikke finde sitet mere? Det er en skam.
SvarSlet@ Niels: Der er noget passivt-aggressivt på færde hos DW (eller ”DW”) eller (og/eller ”DW”) i den bog, synes jeg. Flere steder dirrer den nøgternhed du omtaler af tilbageholdt desperation og trods, en slags syrlig føjelighed, indadvendt modstand – men måske til tider også koketteri og en smule offerpositur. Og hævngerrighed (især rettet mod husbonden)?
SvarSletBogen kunne måske have haft undertitlen: undladelsessynder? Eller kunne det ligefrem være en genrebetegnelse for en gren af erindringslitt.?
Der er steder i bogen, hvor DW eksplicit ærgrer sig over ikke at have sagt noget eller grebet ind, fx i en julekonflikt med svigermoren s. 56: ”Og jeg burde for en gangs skyld have sagt, hvad jeg tænkte.” Eller i en scene hvor Michael Strunge er til middag hos forfatterparret og spørger DW om hun har peppet suppen op med alkohol, s. 178: ”Og dér skulle jeg virkelig have slået i bordet. Jeg skulle have raset eller i det mindste vist den dybeste indignation.” Og så står der: ”I virkeligheden var jeg smigret over, at han kunne tiltænke mig en så dekadent elegance og letfærdighed.”
Jeg synes det er dette spil med vreden (frustrationen, desperationen ...) og det postulerede fravær af den eller den mere eller mindre hårdt tilkæmpede udradering af den, der er det umiddelbart mest fængende ved bogen og portrættet af DW. Jeg er interesseret i hvilket temperament det kommer af (eller hvilke).
Hvis der er protester fra DW's side i bogen er de vist altid yderst spagfærdige og forbigående. På et tidspunkt møder hun kritik (mest fra nordmænd) efter at have fået Nordisk Råds Litteraturpris for Bang: ”En dag åbnede jeg Politiken og så en kronik, der havde været trykt i en norsk avis. Det var et angreb på min roman om Herman Bang af Øistein Ziener. Jeg klippede omhyggeligt kronikken ud, rullede den sammen til en lille kugle og lod den falde på gulvet. Bodil Wamberg svarede ham.”
Færdigt arbejde. Drama undertrykt. Afbøjning og aggression. Eller hvad?
Jeg kan ikke lade være med at tænke på følgende to tekststeder i den sammenhæng. Selvom der måske ikke er nogen. Sammenhæng altså. Mellem det ovenstående og dem. Eller dem indbyrdes. Her er de:
”Måske er mod komprimeret desperation.” (s. 114)
”Og jeg er uegnet til livet og anlægger værtindens stædige smil.” (s. 118)
Det er nogle yderst sigende citater, René har gravet ud af bogen. Godt set! Hvis jeg skulle gribe fat i et af dem og prøve at forholde det til ovenstående diskussion, ville jeg vælge det sidste om at anlægge ”værtindens stædige smil” i erkendelsen af egen livsuegnethed. For her har vi netop de to verdener, som jeg forsøgte at beskrive i mine tidligere kommentarer, først som modsætningen mellem den indre (småborgerlige) familiesfære og den ydre (historiske) virkelighed, dernæst som modsætningen mellem det fiktive univers og memoirens autentiske beretning. For hvad er det, jeget her vælger? Hun vælger at forsvinde ind i værtindens rolle, ligesom hun vælger at forsvinde ind i forfatterens rolle. På samme måde vælger hun at forsvinde ind i fiktionens univers inden for den autentiske ramme, og hun vælger den indre, psykologiske verden i stedet for den ydre, historiske. Det er det, der får det til at krible i mig, fordi jeg fornemmer, at både forfatterrolle og fiktion bliver en måde at beskytte sig på over for historiens og virkelighedens brutalitet. Ligesom værtinden beskytter sig bag sit smil. Af samme grund – FORMODER jeg! – kan hun bøje af og føje sig og leve i trods, som om de virkelige begivenheder var underkastet de fiktive, som om den indre verden overgjorde den ydre. Og dét forekommer mig mildest talt sært, for selv om den ydre verden selvfølgelig altid transformeres af den indre i den kunstneriske bearbejdning, forsvinder de ydre vilkår jo ikke. Dorrit Willumsens ”desperation” og ”trods” og ”aggression”, som René kalder det, omskabes måske nok til en glimrende ”erindringsroman”, men alt det, der var skyld i de nævnte følelser, er ikke forsvundet og vil uden tvivl vende tilbage igen. Så synes jeg ikke, vi blot har at gøre med kunstnerisk transformation, men i lige så høj grad med fortrængning, forskydning, afretning – eller kolossal naivitet. Havde værtinden nu rent faktisk været livsduelig, havde kvinden ved navn DW rent faktisk lært af de historiske frihedsbevægelser, havde forfatteren haft memoirens ydre blik på sig selv, så havde situationen muligvis været en helt anden. Og jeg ved godt, at indvendingen her straks ville lyde: Jamen, så ville hun jo ikke have kunnet skrive Pligten til lykke! Men det er jeg ikke så sikker på. Masser af memoirer er fulde af livsduelighed, historiske passager og selvkritik uden at tabe sig selv (eller forfatteren) på gulvet. Kunst og virkelighed er ikke hinandens stædige modsætninger, hvad begrebet ”erindringsroman” netop indikerer. Derfor har jeg også svært ved at forestille mig, at en bog skulle kunne tage hævn over virkelighedens uhyrligheder, mens forfatteren selv forbliver ubevægelig i den. Medmindre det var romanen, der løb af med erindringen, hvis virkelighedsbaggrund ikke var slet så grum endda?
SvarSletnår du bl.a. skriver "havde kvinden ved navn DW rent faktisk lært af de historiske frihedsbevægelser, havde forfatteren haft memoirens ydre blik på sig selv, så havde situationen muligvis været en helt anden" efterspørger du så vidt jeg kan høre en lineær kausalpsykologisk udviklingshistorie, hvor DW har skrevet sine erindringer mere tøvende tvivlende, både-og, med plads til formidling af fortrængning, forskydning, afretning, nærmest som billeder fra en verden i bevægelse. Så måske er diskussionen også filosofisk, om man tror på mennesket som monade eller om man godtager DWs mere aperspektiviske udgangspunkt
SvarSlet