Solsort
nu lukkes hospitalets porte op
af rustne hænder det grå
terrassogulv er gummitavst
de levende er endnu mere stille
og ånder gennem sår af sten
mens urets visere af jern
går over deres kinder kullet skrider
mellem husene det regner indadvendt
et sug af præparater stigende og faldende
er spærret inde bag ved gaze står i rør
du sover i de blinde kældre venter bag
en skærm en hånd på lagenet
fingrene blæst hen en grå og fugtig ro
da vokser i dit hjerte spejl som spørgsmål
et skærmet radarminde om en
anden tid da gror i hjerteøret hammerekko
en buet lyd af syn
af dufte farvet moll imellem skyer
da tier ingenlyd du vågner
og har hørt det
Klaus Rifbjerg, Voliere, 1962
Ingen kommentarer:
Send en kommentar