Replik til Pia

At kalde religiøst uinteresserede (eller som i dette tilfælde: religiøst uvidende) personer for bibelforskrækkede er et typisk retorisk trick blandt religiøse. Derved får man antydet, at den forskrækkede ikke blot føler sig truet i det ydre, men også i det indre, at han skyr noget i sig selv, ja, at han i virkeligheden selv er religiøs! Ja, ja. Og bla-bla. Jeg for mit eget vedkommende er bedøvende ligeglad med, om noget stammer fra Biblen, Højskolesangbogen, telefonbogen eller den seneste brugsanvisning til endnu et ubrugeligt apparat. Og jeg har svært ved at se, at man har sagt noget dybere eller endegyldigt ved at stadfæste en frase eller et ord eller navn som bibelsk. I det hele taget er jeg skeptisk over for ideen om det endegyldige, fordi der heri gemmer sig forestillinger om essens, oprindelighed, sandhed, som ingen verdens sjæl (jf. Biblen) kan røre ved. Det var muligvis dét, der gav mig "nervøse trækninger" hin dag på Promenaden, selv om jeg ikke mindes, at jeg var særlig nervøs. Sådan ser jeg bare ud, desværre, det ligger i mit åsyn (jf. Biblen), medmindre det lå i den satans, fordærvede burger.


Så er der trods alt mere pointe og substans i at påpege, at der i fraserne og enkeltordene gemmer sig en "kulturbaggrund", som Pia skriver, og at man fanden galeme skal kende den baggrund, også selv om man indimellem må slå op i gamle bøger for få historien opfrisket. Og slår man rent faktisk op, fx i ODS, støder man på følgende citat: "Uden socialdemokratiernes støtte er der fare for, at (atlant)pagten vil skifte karakter … De borgerlige partier har nu magten og dermed ansvaret. Forhaabentlig ser de skriften paa væggen." Det er et citat fra Information såmænd, dateret 10.3.1952. Jeg ved godt, at det ikke annullerer frasens ophav, men det viser dog, at der er mange historier inden i historien. Af samme grund får jeg … okay: "nervøse" trækninger i kinden, når nogen vil føre udsagn og beskrivelser tilbage til én enkelt kilde, som om den levede sit eget liv uafhængigt af et utal små og store tilstrømninger. Hvad enten det nu er Biblen er Koranen eller noget helt tredje vi taler om. For hvor kom deres fortællinger fra, og hvordan blev de brugt og evt. mod hvem? Dét er det interessante.

Og så må jeg ved nærmere eftertanke måske alligevel give Pia ret. Ja, jeg ER bibelforskrækket, jeg er frygtelig bange for, at dens oldmyter og moralske forskrifter skal vokse sig for store igen og styre politik og planlægning og lovgivning. Det var præstefætrene et grumt eksempel på. Og det seneste eksempel er naturligvis visse folkekirkepræsters reaktion på homovielser, som de ikke vil have inden for i deres hus. Så meget for den "smukke" skrift, som en teologisk blogger cirka noterede. Et par røster fra Indre Mission gik endog så langt som til at sige, at de nu måtte overveje, hvordan de kunne "ånde" i Guds hus efter dette anslag. Hvem er det da, der lugter? Det er mig og alle andre, hvis driftsliv ikke har tænkt sig at følge den slagne vej. I USA kan ingen politiker eller præsidentkandidat blive valgt uden at have sværget på Biblen, bogstaveligt talt, og det har forhindret mig i at opholde mig i landet i længere perioder (eller permanent, som jeg på et tidspunkt drømte om), skønt jeg har haft registreret partnerskab med en amerikansk statsborger i over 20 år. Jeg mærker med andre ord den religiøst funderede diskrimination på egen krop, så jeg har ikke tænkt mig at lægge mig fladt på maven for Biblen i naiv beundring.