Jeg kan ikke nå at følge med i alt, hvad der sker, heller ikke på den danske litterære scene. Men det interesserer mig, nej, det er en nødvendighed for mig, at få en fornemmelse for, hvad de andre skriver, hvad de yngre skriver, hvad de ældre skriver, hvad de unge skriver, hvad hvem som helst skriver:
"Hvad skal man stille op med kærlighed, man er så forhippet, så sejlivet den ene dag, så kuldsejlet den næste, man raver rundt langs grøfterne, man kaster lidt blod op, ja. Man skyller sine blå øjne og holder betændelsen frem i en strakt hånd: Se. Man giver sig selv en lammer, så en krammer, for at trøste sig selv, man gaber, samler læberne om en majskolbe, man sætter tænder i, samler en kattekilling op i favnen, man misser mod solen, der snart samler sig i horisonten, farvel."
"Hvad skal man stille op med kærlighed, man er så forhippet, så sejlivet den ene dag, så kuldsejlet den næste, man raver rundt langs grøfterne, man kaster lidt blod op, ja. Man skyller sine blå øjne og holder betændelsen frem i en strakt hånd: Se. Man giver sig selv en lammer, så en krammer, for at trøste sig selv, man gaber, samler læberne om en majskolbe, man sætter tænder i, samler en kattekilling op i favnen, man misser mod solen, der snart samler sig i horisonten, farvel."
Jeg ved godt, hvad forskellen på fiktion og såkaldt virkelighed er, jeg ved godt hvornår der er tale om hittepåsomhed og nødvendighed, grænsen er mental, den kan ikke defineres, eller jeg gider ikke at deltage i det show, men jeg ved, hvornår jeg selv hopper over. Det har jeg brug for at vide, når jeg selv skriver, og der er ved gud ingen smutveje. Jeg er ligelad med om Bjørn i Bjørn Rasmussens debutroman "Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet", er Bjørn Rasmussen. Han har ikke indgået nogen kontrakt med mig som læser, ingen dobbeltspil her. Bjørn Rasmussen har skrevet en bog, som sparker mig i mit inderste. Jeg forestiller mig, at han kender noget til det han skriver om, men jeg er ikke interesseret i at vide hvem ridelæren er ude i det såkaldt virkelige liv, hvis han skulle findes der, eller hvem Moderen er, hvem Faderen er. Jeg er interesseret i hvem disse figurer eller karakterer er i bogen.
Den er helt speciel, den bog, helt universel, den handler om at blive voksen, en mand, en kvinde, en mand, den handler om kærlighed, sex, om vold, og den handler om hvordan stor ulykke og ulykkelighed og stor lidenskab, dette tveæggede sværd, kan forvandles til suveræn skrivekunst, og derved lykkes. Derfor handler den også om skrift. For mig, som den læser jeg er i den her helt specifikke situation. Siger jeg. Jeg ved ikke om det er årets bog, årets debut, århundredets ubehageligste danske bog, nej, det er det ikke, det er en ubehagelig bog, fordi den er så forbandet smuk. Ubehagelig og sand i al sin udkrængede kropslighed. Smertefuld. Og effektiv. Selvbiografisk eller ej. Til tider ren prosapoesi. Jeg er enig med Tue Andersen Nexøs begejstring, men jeg læser ikke bogen, som om der ikke er nogen historie. Jeg mener, der er en stor historie, sågar et plot, men i virkeligheden er jeg ligeglad med om der er et plot. Historien er ikke til at tage fejl af. Bjørn møder sin forfører, sin elsker, sin manipulator, sin voldtægtsmand i første scene. Bjørn er voksen. Så kommer historien om, hvordan han blev det.
Den er helt speciel, den bog, helt universel, den handler om at blive voksen, en mand, en kvinde, en mand, den handler om kærlighed, sex, om vold, og den handler om hvordan stor ulykke og ulykkelighed og stor lidenskab, dette tveæggede sværd, kan forvandles til suveræn skrivekunst, og derved lykkes. Derfor handler den også om skrift. For mig, som den læser jeg er i den her helt specifikke situation. Siger jeg. Jeg ved ikke om det er årets bog, årets debut, århundredets ubehageligste danske bog, nej, det er det ikke, det er en ubehagelig bog, fordi den er så forbandet smuk. Ubehagelig og sand i al sin udkrængede kropslighed. Smertefuld. Og effektiv. Selvbiografisk eller ej. Til tider ren prosapoesi. Jeg er enig med Tue Andersen Nexøs begejstring, men jeg læser ikke bogen, som om der ikke er nogen historie. Jeg mener, der er en stor historie, sågar et plot, men i virkeligheden er jeg ligeglad med om der er et plot. Historien er ikke til at tage fejl af. Bjørn møder sin forfører, sin elsker, sin manipulator, sin voldtægtsmand i første scene. Bjørn er voksen. Så kommer historien om, hvordan han blev det.
Björns ludernavn er Björn
SvarSletBjörns riddernavn er Björn
Björns kunstnernavn er Björn
Björns navn er Björn. På den måde er der ingen der kan afslöre ham.
Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet, p80.
ser frem til at læse mere af den slags!
SvarSletJa, det er sgu et ret fantastisk citat, det der Elisabeth, og en virkelig god bog. Gode indlæg både fra dig og Thomas. Niels; det gider jeg ikke engang kommenterer på, det er bare dumt.
SvarSletTak for anmeldelsen, jeg stryger ud og køber et eksemplar.
SvarSletOmkring hvorvidt Bjørn Rasmussens roman er selvbiografisk eller fiktion, og om det er ligegyldigt:
SvarSletJeg er ikke ligeglad. De tre fotografier i midten af bogen er over-lyslevende visuel dokumentation fra en virkelighed. Tydelige som tre udråbstegn !!! De er beviserne. For mig viser de helt klart, at her er tale om en ny fiktion. At alt her må være fiktivt og fundet på, men FOREGIVER at være selvbiografisk. Med fed streg under. For at deltage (eller ikke) i "det show". For at få mere omærksomhed som Bjørn. For at pynte sig med de ar.
Forfatteren sætter altså sig selv i rollen som ung, lidende, selvskamferende, homoseksuel lille luder uden overhovedet at være nogle af delene. Hvilken utrolig indlevelse/udlevelse. Hvilket MOD!
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
SletEftersom det overhovedet ikke er muligt at læse romanen som en realistisk roman (mange realitetsplaner flyder sammen i den, der forskydes, fortættes og krydses mellem citater fra andre værker, tableauer og drømme) er det svært for mig at forstå, hvorfor den skulle “foregive at være selvbiografisk”. Er det fordi protagonisten deler navn med bogens forfatter? Fordi der er fotografier i? Er Kafkas bøger selvbiografiske fordi protagonisternes navne ligner Kafkas eget? Arbejder Cindy Sherman omvendt selvbiografisk fordi hun altid bruger sig selv som model på sine fotografier?
SvarSletKunsten bliver altså ikke selvbiografisk af at en billedkunstner eller forfatter bruger noget af sig selv som materiale i sin kunst – f.eks. sit navn eller sin krop. Og i det her tilfælde er navnet “Bjørn” endda (dét er tydeligt som tre udråbstegn!!!) en tom plads, der kan fyldes af hvad-som-helst.
Men kan en roman ikke være selvbiografisk uden at være strengt realistisk? For mig er realisme desuden meget mere bundet op på nogle af fysikens love end på de psykologiske og fortællemæssigegreb, at en roman evt. lyver og bedrager ved dobbel stemmeføring fjerner ikke nødvendigvis realismen.
SvarSletEfter at nybiografismen (tror Jon Helt Haarder kaldte den det) er kommet til, er det som om at begrebet realisme er blevet forandret (Før var graden af realisme - groft sagt - ligmed sandsynligheden for at det i teksten faktisk kunne ske. Nu er den istedet ligmed sandsynligheden for, at forfatteren selv har oplevet det der står i teksten.)
Der er et sammenfald mellem tråden her og så tråden om Dorrit Willumsens Pligten til Lykke, synes jeg.
Hvis de tre billeder ikke er ment som dokumentation, hvad er da deres formål?
SvarSletJeg ser ikke hvordan Bjørn Rasmussens brug af fotografier kan sammenlignes med Cindy Shermans identitets/udklædnings projekt. Hun bruger rigtignok kroppen som tom plads til udfyld af alle mulige fortællinger. Men han bruger ikke billedet sådan. Der er et billede af den første pony, der bed ham, et af en ridebedømmelse med to håndskrifte (ridelærerens og Bjørns egen) og et af det grædende træ i Sabro, som elskeren har sendt ham. De viser et før, under og efter, og er vel derved med til at skabe en (realistisk) kronologi i historien.
Cindy Sherman har da iøvrigt også et formål med at bruge sig selv i sine billeder. Hvis man ikke ved, at det er fotografen selv i de mange forskellige identiteter, forstår man jo heller ikke hendes kunst. Det er ikke selvbiografisk, men det handler i en forstand om selvbiografi.
De tre billeder i Bjørn Rasmussens bog fortæller mere end at være "noget af ham selv som materiale". De efterlader en anderledes dokumentarisk betydning. Fordi de er fotografier, og fotografier har en anden sandhedsværdi end skriften. Man kan forskyde, fortætte, lyve og kopiere i skriften, det kan man ikke med fotografierne. Derfor mener jeg, at de må have en særlig værdi i forhold til hvordan man læser romanen. Og at man ikke kan være ligeglad med det signal.
Og så er det forresten et greb, der (vist nok) heller ikke er set før. Har I set tilsvarende?
Sebald har f.eks. brugt (anti-)illustraioner i sine værker, det er ikke et ukendt fænomen at inkludere fotografier, selv om jeg ikke lige kan komme på en håndfuld eksempler. Jeg er dog enig med dig, Rikke, i at billederne bruges til at skabe en biografisk effekt, ligesom brugen af navnet "Bjørn". Jeg tror ikke man skal læse litteraturen 1:! med virkeligheden. Ligesom Dennis har jeg altid fundet begrebet realisme suspekt. Al litteratur bruger og mimer eller lader sig begrænse af - med andre ord udspringer af - virkeligheden, på den ene eller anden måde.
SvarSlet"De viser et før, under og efter, og er vel derved med til at skabe en (realistisk) kronologi i historien.
SvarSlet" --- med til at skabe": billederne er vel en del af litteraturen her, fiktion eller ej, realisme eller ej, skulle de i så fald bevise noget teksten ikke kan bevise? og hvordan skulle løsrevne billeder kunne bevise noget? og hvad vil man ha bevist? og ....
Fotografier har selvfølgelig en dokumentarisk effekt i litteraturen, med vægt lagt på ordet EFFEKT. De forstærker et indtryk eller en oplevelse, men de er ikke sandhedsdokumenter, eftersom de jo selv er manipulerbare. Jeg manipulerede selv allerede i 1993 med fotografier i et rejseessay fra Mexico (i bogen Yucatán), hvori nogle af fotografierne ikke stammede fra de steder, som blev oplyst. Hvorfor så overhovedet gøre brug af fotografier? Fordi de er med til at gøre læsningen usikker, de får opmærksomheden til at gynge frem og tilbage mellem ”en god historie” og ”hvordan det var”. Det gør de også hos Bjørn Rasmussen, hvis bog på mange planer svinger mellem de to punkter, jævnfør Elisabeths kommentar. Men kan vi ikke være ligeglade med disse svingninger, for det hele er jo alligevel bare fiktion (hvis man er formalist) eller dokument (hvis man er realist)? Her tror jeg igen, at det med effekten er afgørende, for det har helt klart en særlig virkning fx i Bjørn Rasmussens bog (ligesom i øvrigt hos Dorrit Willumsen), at man som læser ikke ved, hvilken slags tekst man sidder med. Havde hans bog blot været fiktion, ville man måske synes den var ”knudret”, ”overgjort” – trukket lige til kanten. Men hvis nu bogen viser sig at rumme en sand (eller halvsand) beretning, begynder de små hår måske at rejse sig på én, og man finder bogen ”stærk”, ”intens”, ”modig”. For oplevelsen er det altså IKKE ligegyldigt, hvilken karakter teksten har. Her tror jeg, at fotografierne spiller samme rolle som selve den sproglige udformning af teksten: begge skal få os til at TRO på beretningen, ikke for at skabe troværdighed, men for at skærpe virkningen.
SvarSletPia, jeg er ikke sikker på jeg forstår din undren eller dit kritisk blik på formuleringen om at skabe. Med-skabe. Billederne refererer til 3 steder i teksten og underbygger dem vel således? Ja som en del af læsningen.
SvarSletNiels. Når du lægger vægt på ordet effekt (effekteri er ligesom noget hult), lyder det som at billeder KUN er i stand til at forstærke oplevelsen. At de ikke kan have meget andet funktion end et farverigt tillæg til sproget. Billeder kan vel på et andet plan end ord fortælle op imod hundredvis af ting? Detaljer og stemninger, det ville tage alenlange kapitler om at etablere. Måske (er det virkelig rigtigt?) man skal være billedmenneske for at værdsætte nærlæsningen af det her andet plan.
Men tilbage til det med den selvbiografiske form:
Jeg sad såmænd i undren og fik den idé: at tænk hvis nu den her bog var skrevet af en 45-årig heteroseksuel mand, mere almindelig end de fleste, godt gift og to børn. Uden nogen erfaring om en trækkerdrengs færdigheder eller detaljer. Det ville være ualmindeligt modigt i den forstand, at han altså vovede at skrive om kærligheden og smerten fra et sted, han ikke ville have forudsætninger for. Men påstå, at kunne forstille sig dem derfra, fordi de er universelle størrelser. Tænk hvis han brugte den selvbiografiske form som en virkningsfuld genre, der skulle drive en del af værket (det selvudslettende), og for at give bogen form af at være et åbent (virkeligt) brev til elskeren. Skrevet til ham, vi andre som vidner.
Det ville da være en interessant idé.
(men jeg ved faktisk ikke hvad protagonid betyder)
Det er spændende, men også komplekse teoretiske spørgsmål I allesammen rejser her.
SvarSletHvad angår selvbiografiens relation til “realismen”: Hvad er egentlig en selvbiografi? Det forekommer mig at denne genre kræver en streng definition, hvis vi overhovedet skal kunne bruge den til noget fornuftigt. Der er jo “selvbiografisk” stof i alle bøger – et eller andet sted kommer tingene fra.
En selvbiografi er en levnedsbeskrivelse fortalt i første person ental. Det er en selvgranskning. En jeg-fortæller som uimodsigeligt identificerer sig selv som bogens forfatter beretter om og reflekterer over – sig selv. Så hyppig er selvbiografien ikke. Men Pablo Llambias’ Monte Lema er nok en selvbiografi. Erindringsbøger er der masser af. Men her kan fortælleren på en anden måde distancere sig fra de begivenheder, der fortælles om. Være en flue på væggen f.eks.
Fordi selvbiografien er uløseligt knyttet til et autentisk jeg, en virkelig, navngiven person, er den som sådan realistisk. Hvilket ikke har noget med selvbeskrivelsens sandhedsværdi at gøre. Jeg kender desværre ikke Jon Helts definition af nybiografisme. Men det lyder som om det er et bredt begreb, der ikke udelukkende knytter an til den selvbiografiske genre. Som jeg vil insistere på findes.
Og så billedets – eller fotografiets – status i Bjørn Rasmussens tekst og i tekster generelt.
Jeg mener også at fotografierne i Rasmussens bog har en “virkeliggørende” effekt. Men om træet er det grædende træ i Sabro eller om den sexscene, der finder sted ved dette træ har fundet sted i virkeligheden – ja det kan vi ikke vide, og det er da også lige meget for den æstetiske erfaring af det.
Barthes taler om fotografiets særstatus som metonymisk eller synekdokisk – altså at fotografiets motiv, det træ som er fotograferet, er til stede i fotografiet på en anden måde end det ville være i et rent sprogligt billede. Referenten klæber til fotografiet siger han. Men der er dette faktums æstetiske virkning (den virkeliggørende effekt) der er i spil i Bjørn Rasmussens bog. Og ikke spørgsmålet om, hvilket objekt fotografiets klæbende referent kan tilbageføres til: Hvem eller hvad billedet lige præcis forestiller, hvornår det er taget. Billederne har ingen dokumentarisk værdi – hvordan skulle de dog kunne have det?
(Hos Sebald, hvis det er Austerlitz du tænker på Lene, er jeg ret sikker på at billederne fungerer som metonymier for det tredje rige, totalitarisme generelt og holocaust – alt dét som protagonisten fuldstændig (og ret usandsynligt, men det gør ikke noget) har glemt eller fortrængt.)
På en måde står en forfatter i vejen for den historie han eller hun skriver, for så vidt den har klangbund i virkelige hændelser. Litteratur er nemlig noget helt andet end et sandhedsdokument. Forfatteren selekterer sin historie, meget sorteres fra, meget inkluderes for at skærpe effekten, for at holde læserens opmærksomhed, for endda at pirre forfatterens egen interesse i teksten. Men som jeg skrev før, mht. realisme, så er også forfatteres fantasi betinget af den person vedkommende er, med den viden og de erfaringer han eller hun har gjort sig. Så for at dvæle ved dit tænkte eksperiment: Jeg tror en 45-årig familiefar, for så vidt det overhovedet ville falde ham ind (!) ville skrive den samme historie på en helt anden måde. Et foto er jo også en iscenesættelse. Vi fortæller hele tiden historier, med forskellige rekvisitter og med forskelligt inventar. Havde du set billederne i Bjørns fotoalbum ville du ikke få den samme oplevelse, som når du ser dem i bogens kontekst.
SvarSletJon Helt Haarder om Performativ Biografisme her, blandt andet.
SvarSletHvis nybiografisme er det samme som performativ biografisme så kender jeg den godt. Jeg troede det var noget nyt han havde fundet på.
SvarSletJa, undskyld. Det var mig der huskede forkert. Jeg ved ikke, hvor jeg nybiografisme fra.
SvarSletDet ved jeg tilgengæld godt, tror jeg; Nybiografisme var det man kaldte tendensen da den allerførst blev lokaliseret i Skandinavien, før vi havde ordentlige teoridannelser til at tage imod den - jeg tænker på Poul Behrendts Dobbeltkontrakt (vist først for alvor lanceret i Kritik 168/169 i 2004) og Jon Helt Haarders Performative biografisme (vist først for alvor præsenteret i to artikler i Kritik 167 og 168/169 i 2004); her er en kortere introduktion til den nye biografisme, som jeg har skrevet (ville selvsagt ændre meget i dag, sådan er det altid, fx tror jeg at jeg tog fejl ved at inkludere poesien i tendensen; i hvert fald den poesi jeg her har inddraget, men hvad) - artiklen stod at læse i Bogens Verden 5 fra 2002. Her er en anden artikel, hvor jeg skriver om den ny biografisme som en 'tendens'. Den stod at læse i Søndag Aften, februar 2003.
SvarSletGenlæste lige selv kronikken fra Søndag Aften, den slutter sådan her:
SvarSlet"Vi oplever i øjeblikket en genoplivning af strømninger lig dem man så i den vestlige verden i 60'erne og 70'erne, men først og fremmest er det noget der er på vej. Hvordan udviklingen videre kommer til at forløbe, hænger i høj grad sammen med om og hvordan vi får en landkrig i Irak. Hvad der vil ske i kunsten i samfundet i vesten, når de første bodybags bliver fløjet ind, kunne tænkes at finde sine historiske paralleller i perioden fra den amerikanske optrapning af krigen i Vietnam, cirka 1965, til genforeningen af Nord- og Sydvietnam, efter Nordvietnams totale sejr, i 1975."
- lidt underligt at læse det nu, efter næsten ti år, hvor tropperne fra Irak netop er blevet trukket ud...
Det, "der er på vej", som det hedder hos Martin, er vel, at den gængse fiktion er blevet metaltræt, udvandet af tv-serier og film, og nu forsøges genoprettet eller ganske enkelt erstattet af en litteratur, der slører grænserne mellem dokument og fortælling og inddrager fortællerpositionen, tilblivelsen, den empiriske forfatter, omstændighederne (eller "situationen"), samtiden samt meget andet i et netværk af indre og ydre henvisninger. Fx ville det forslag Rikke Villadsen præsenterer - 45-årig heteroseksuel mand skriver trækkerdrengs historie - være OLD HAT eller det der er værre, OLD MODERNISM, fordi det netop er den form for påhitsomhed, de hurtigere medier har skamridt. Hvorimod Knausgård må have sin syge kone, Beck-Nielsen sin fraskilte kone, Willumsen sin hundeelskende mand, Bjørn Rasmussen sin ridelærer (bogstaveligt talt!) for at trække litteraturen ud af underholdningen og ind i en langt mere forpligtet arena, hvor der ikke er nogen tilskuere, kun optrædende.
SvarSletDet kan godt være det ville blive en gammel hat at skrive den historie, men hvad hvis han nu skrev sin INDRE trækkerdrengs historie? Kan man forstille sig en indre personlig erfaring, lidt trækkerdreng har vi vel alle i os? ... den der bygger på fantasier og erfaringen ved også at identificere sig med hvad vi læser og ser? Uden det bliver påhitsomhed og dermed endnu en skamridning ...
SvarSletMen ja! de slørede grænser mellem hvad som helst er derimod stærke som frisk jern. Den måde Bjørn Rasmussen bla trækker sit tak fra kolofon ind i de sidste siders højspændte poesi, uha en spændstig detalje. Det kan jeg godt li
Elisabeth: fotografiet af træet på side 50 er det fotografi (ikke træ), der beskrives på side 90: "Du har lagt et fotografi af træet, der græder, i konvolutten, jeg lægger det ned til de andre fotografier i skrivebordsskuffen, jeg tager det op igen, jeg hænger det på køleskabet (...), jeg tager det ned igen ..." (han ved ikke hvor han skal gøre af det, tilsidst ender det på side 50) Ændrer det ikke fotografiet dokumentariske værdi? For det handler ikke mere om hvad det forestiller. (Fotografiet forestiller det grædende træ i Sabro, som Bjørn beder om at se. Men det er faktisk ikke det træ de måske har sex med).
SvarSletHvor er det fremragende med lidt definitionshygiejne omkring begrebet "selvbiografisk". Det er nok for snævert at bruge her, ikke det rigtige. Hvad kan man kalde det, når forfatteren "slører grænserne mellem dokument og fortælling og inddrager fortællerpositionen, tilblivelsen, den empiriske forfatter, omstændighederne (eller "situationen"), samtiden samt meget andet i et netværk af indre og ydre henvisninger." som Niels skriver?
Slækkede jeg en anelse på koncentrationen igår, og formulerede mig som én på dybt vand, tæt ved at drukne...
SvarSletDet jeg ville hen imod var vist en sammenligning mellem den performative konstruktion af forfatterens eget jeg og så konstruktionen af den gængse fiktion. Kun hvis forfatteren kalder sig selv for hovedperson og lyver og måske - vi kan jo ikke vide det -har eller ikke har nogen virkelig ridelærer + kærlighedsforhold, er der tale om underfundigt spil, (hvor meget har han erfaret og hvor meget har han fundet på?) Men hvis han f.eks performer sin homoseksualitet, så tipper historien og bliver til påhitsomhed. Hvis han kalder sin hovedperson Gert bliver det hele lidt knudret. Og hvis han finder på for lidt bliver det kedeligt som journalistik. Hvor vil jeg hen? ...
Skal han stå på sin scene af en bog, for at det er vedkommende og spændende?
..og åhnej tænk om det kom til at betyde et kapløb for fremtidens realityforfattere i at erfare seksuel fornedrelse og andet dramatik på egen krop?
Nej nu drukner jeg vist.
glurj
det her er et spændende blogindlæg, alt åbner sig, og jeg suger det hele
SvarSlethttp://www.information.dk/blog/kamilla-loefstroem/290383
Tak for linket, Rikke. Spændende !
SvarSletUndskyld ovenstående. Jeg er Louise Juhl Dalsgaard, var bare logget ind på min wordpress-profil. Beklager. Artiklen var stadig utrolig interessant og dybdegående.
SvarSletHejsa 3.F
SvarSletHej søde
Slet