Reaktion #1: Mangfoldiggørelse af trivialitetens sprog af Leevi Lehto

Jeg vil begynde min blogger-karriere her på den elektriske Promenade med at annoncere en serie af reaktioner, som jeg vil forpligte mig på. Og så vil jeg i øvrigt gerne bede mine læsere derude, hvis I er der, om at forpligte jer sammen med mig.

Hver måned vil jeg poste et indlæg på bloggen, der forholder sig til, fortløbende, dvs. i december til nr. 1, i januar til nr. 2, Basilisks Beta-serie, som man kan læse mere om her: http://basiliskbeta.blogspot.com/ og erhverve sig her: http://basilisk.dk/.



Forlaget skriver følgende om skriftserien: "Beta er en skriftserie, som vil samle en række internationale forfatteres refleksioner fra de seneste år over hvad det er der foregår i poesien, hvad det er for en tænkning, der finder sted i den."

Det første Beta-hæfte er Leevi Lehtos oplæg til konferencen Poetry in a time of war and banality, der fandt sted i São Paulo i 2006. Oplægget til konferencen, kan læses her: http://www.sibila.com.br/index.php/sibila-english/309-poetry-in-a-time-of-war-and-banality.


Jeg bemærker især følgende spidsformulering (mine understregninger): "An impressive consequence of that legacy of catastrophic continuities (which precisely dampens down and absorbs disaster as a normal occurrence) is the conformity poetry displays vis-à-vis an average production. In that environment, writing becomes an inconsequential habit, a "hobby" (...) or instead, a professional occupation, as any other, a modest way to earn a living alongside other editorial or university-teaching tasks. In such times, there is no more reason to expel the poets from the Republic - as Plato would have it (...) apparently, no poet is perceived as dangerous anymore, as incongruous or rapturous, to the point of affecting the disorderly order of contemporary uncivil life. (...) How to respond to such a lack of vision and of urgency peculiar to poetry, a realm that by definition is hostile to mediocrity?"


Oplægsholderne på konferencen er inviteret til at svare på, hvorfor poesien tilsyneladende ikke udviser nogen kapacitet i retning af at adressere tidens "dumheder" i form af krig og brutalitet.


In mente vil jeg lige indskyde, at nogle af de anker lyder som et direkte ekko af den frustration med poesien, Juliana Spahr for nylig gav udtryk for til et oplæsningsarrangement på CaféTeatret. Her med fokus på Occupy-bevægelsen, som hun tager aktivt del i. Bevægelsen, der er et udslag af vores samfunds finansmarkeders dumheder. Det lyder på sin vis også som et ekko af Lars Skinnnebach, der advokerer for at poesien skal forholde sig direkte til eksempelvis forbrugerisme og klimakrisen.

Lehto godtager ikke præmissen og påpeger, at oplæggets pessimisme implicit indebærer, at poesien enten har mistet sit ideal af syne, eller også at dumheden har antaget nye dimensioner.

For ultrakort at opsummere et udvalg af Lehtos pointer: Poesien er ikke ideologisk per se, siger han, men det betyder ikke, at man ikke kan investere ideologisk indhold i poesien. Som han måske selv gør, idet han bekender politisk kulør som tidligere marxist, altså ex-marxist?

Selv om han ikke er enig i, at poesien som form og genre fejler, idet han hævder, at poesien ligner tækningen, og som sådan kan konfrontere sig med sin egen uforståelighed og menneskets dumhed, så vil han dog gerne medgive, at den tid vi lever i er årsagen til fx den globale medieindustris øredøvende trivialitet og banalitet.

Nu spidser jeg ører: Lehto kritiserer samtiden for dens banalitet og er her på linie med konferencens tema. Selv om poesien ikke fejler eller er utilstrækkelig, vil han alligevel gerne komme med et bud på, hvordan den bliver mere aktuel.

Men hvordan skal det nu komme til udtryk i poesien? Det står i note 6:

”Nogle koordinater for en sådan verdenspoesi kunne være: Uafhængighed i forhold til nationallitteraturerne også institutionelt (her kommer jeg i tanke om Goethes begreb om ”verdenslitteratur”); sprogblandinger; at låne strukturer – rytmiske, syntaktiske – fra andre sprog; at skrive på andre sprog end det, man er vokset op med; at opfinde nye ad-hoc sprog; bevidste forsøg på at skrive for et mere heterogent, ikke forhåndsbestemt publikum… Er det nødvendigt at tilføje, at dette perspektiv står i skarp kontrast til de ideologier, som drejer sig om ”konflikt” eller ”dialog” mellem ”kulturer”: Faktisk opfatter jeg disse som komplementære på den måde, at de sammen danner en central bestanddel af nutidens dominerende kapitalistiske ideologi …”

Her er Lehtos mest prægnante og mest spændende postulat (som jeg er sympatisk indstillet over for i politisk henseende, men som jeg ikke mener har noget som helst med poesi at gøre, eller for så vidt er meningsfuldt at fordre af poesien). Han efterlyser en pluralisering eller manfolddiggørelse af stemmer og sprog, fordi, som han siger, flere singulære stemmer, der svarer hinanden, er en forudsætning for fællesskabets indstiftelse.

Lad mig først tale med ham og senere imod ham.

For det første: Lehto går i rette med en relativt gængs opfattelse, nemlig den, at det i vores globaliserede verden er vigtigt at fokusere på samfundenes sammenhængskraft. En almindeligt udbredt opfattelse er den, at sammenhængskraften er størst i en relativt homogen gruppe. Man ser måske i forlængelse heraf en opblomstring af nationalistiske bevægelser i Europa, som en reaktion på globaliseringen og folkevandringerne.

Her svarer Lehto, at man poetisk kan gå i rette med den forestilling, fx ved, i stedet for at rendyrke det nationale sprogfællesskab, at invitere den skæve stemmeføring indenfor. Udskifte en ekskluderende sprogholdning med en inkluderende.

Igen er jeg sympatisk indstillet over for det agtværdige i den tilstræbelse, men ser det ikke som et must for poesien at indoptage en holdning i sin sprogbrug. For mig at se bruger Lehto en karakteristik af tiden til at legitimere en særlig form for poesi, han kan lide (og skriver), og kobler den med en politisk motivation, han har, mere end han ser på, hvordan en særlig poesi, der findes, forholder sig til samtiden. Altså han identificerer positivt én tilgang til genren, fordi den, ifølge ham, er investeret med et særligt politisk produktivt credo: pluralisering (således investerer han på forhånd en forestilling i udtrykket om at det signalerer modstand mod dyrkelsen af det nationale og ”rene”, homogene fællesskab).

Men er det overhovedet poesiens opgave at indstifte et fællesskab? Sprogligt, socialt, politisk? Er det ikke snarere en afledt og sekundær funktion, eller i det mindste en funktion, der gælder alle sproglige ytringer som sådan?

Er det vi har brug for en primært politisk orienteret poesi (propaganda), der vælger form og indhold efter omverdenens problemstillinger; tydeligere sagt: er det nødvendigt at afkræve holdninger af kunsten, hvis det alligevel forholder sig sådan, at den er indlejret i det politiske uanset hvad den gør? Fordi den ikke propaganderer (er den implicit politisk), fordi den propaganderer (er den det eksplicit).

Samtidig med at den også i sig selv er noget andet.

Hermed ikke sagt at digtere ikke bør være politisk engagerede i deres skrifter, enhver må med sin samvittighed afgøre, hvordan man bedst giver sprog til sit liv og liv til sit sprog. Men det er måske værd at komme i hu, at der er skrevet fremragende litteratur også på politisk dubiøse holdninger.