Kommentar til kommentarerne

Jeg kan love alle forfatterne bag de mange kommentarer om, at jeg ikke "sidder og klukker", som en forestillede sig, over reaktionerne på mit indlæg eller glæder mig over, at jeg har fået cementeret mit "brand", som en anden foreslog. Det er jo netop den slags markedstænkning, jeg vil bekæmpe! Hvis man virkelig tror, at dét skulle være min hensigt, har man slet ikke fattet, hvad jeg er ude på. Med samme målløshed har jeg læst de øvrige kommentarer, for det er mildest talt forbløffende at opleve, at stort set ingen synes at tage højde for, at mit indlæg er en karikatur. Det er dog ikke nogen ukendt litterær form. Dernæst undrer det mig, at heller ingen (igen: med enkelte undtagelser) vil diskutere de tendenser, som teksten på sin egen overdrevne facon forsøger at gøre opmærksom på. Jeg har faktisk ikke haft til hensigt at skabe en krig, men en diskussion. Og hvis man vil have en diskussion, kunne vel allerførst tage at lytte til, hvad den anden siger, i stedet for straks at anmelde, håne, stemple, angribe, jorde.



Jeg er på ingen måde ironiker, jeg står faktisk ved det, jeg siger. Men indimellem siger jeg det ved hjælp af former, der i sig selv kan have ironisk eller sarkastisk karakter. I dette tilfælde forsøger jeg at sige noget om forholdet mellem forfatteren og det offentlige rum. Og hvad er problemet så her, som man så smukt siger. Problemet er, at der for mig at se de seneste år er opstået et misforhold mellem det, forfatteren kunne tænkes at mene, overveje, analysere, undersøge i sit værk, og så den måde, disse undersøgelser bliver forvaltet eller formidlet på i omtalte rum. Misforholdet kan selvfølgelig skyldes, at det offentlige rum – in casu: medierne – har ændret status og ikke længere er et sted, hvor viden og erfaring udveksles, men er blevet en markedsplads. Det kan man næppe bebrejde forfatterne for, som en kommentator så rigtigt pointerede. Men som en anden indvendte: den enkelte forfatter har selv et ansvar for, hvordan han eller hun præsenterer sit forfatterskab i det forbandede rum.


Jeg har svært ved at begribe, at en række forfattere (og nu gider jeg ikke "kønne" gruppen, som det så rædselsfuldt hedder, for den debat er død ved fødslen, og det selvom de indignerede ikke bestiller andet end at "kønne") tilsyneladende uden mindste kritiske fornemmelse halser efter alle de mest overfladiske, hurtige, kulørte muligheder, som medierne tilbyder. Det kan selvfølgelig være svært at stille sig på kritisk afstand af mediesuppen, når man selv er et barn af den. Men så snart anledningen ikke længere er den undersøgelse, som jeg nævnte før, burde alle advarselslamper blinke, selv hos den mest nærsynede. Og hvorfor? Fordi ikke blot litteraturen, men den helt særlige erfaringsverden, som den udgør, forsvinder og blot bliver et middel til at bevæge sig andre steder hen, fx ind på markedspladsen.


Når den slags overvejelser (og her skynder jeg mig igen at tilføje: tilsyneladende) ikke fylder meget hos visse forfattere, er det ikke blot udtryk for, at den enkelte forfatter næppe har gjort sig mange tanker om forfatterens rolle i en større sammenhæng. Det er også udtryk for, at han eller hun simpelthen mangler et kunstbegreb. Spørg bare en mand som Lars Bukdahl, hele Danmarks kulturklovn, der er fløjtende ligeglad med, hvilke forestillinger et værk eller en forfatter arbejder med (for det er han ikke i stand til at uddrage af teksterne), men bare vil have fart og tempo. For mig betyder litteraturen alt for meget til, at jeg orker at springe på den vogn. Jeg betragter den bukdahlske infantilisme som en sygdom ved hele det (selv)tilfredse velfærdssamfund, hvor ingen længere har et klap at kæmpe for og nu bare vil have gang i gaden eller hygge sig.


Og så synes jeg, at vi alle sammen burde gøre os selv den tjeneste at genlæse indlægget af den anonyme kommentator, der ikke tør træde ud af sin sløring med følgende begrundelse: "Jeg har mit liv kært." Det er faktisk en meget vild udtalelse. Tænk sig, i dette herrens år kan man tabe alt ved at blande sig i en debat og indtage et vaklende standpunkt eller gøre opmærksom på et problem. Jeg synes, det er fuldstændig uanstændigt, at så mange debattører først sliber knivene i stedet for at folde ørerne ud, når tingene kommer lidt for tæt på. Med det resultat, at nogen føler, de må dukke nakken for ikke at blive hakket ned.