fredag den 2. december 2011

Kommentar til kommentarerne

Jeg kan love alle forfatterne bag de mange kommentarer om, at jeg ikke "sidder og klukker", som en forestillede sig, over reaktionerne på mit indlæg eller glæder mig over, at jeg har fået cementeret mit "brand", som en anden foreslog. Det er jo netop den slags markedstænkning, jeg vil bekæmpe! Hvis man virkelig tror, at dét skulle være min hensigt, har man slet ikke fattet, hvad jeg er ude på. Med samme målløshed har jeg læst de øvrige kommentarer, for det er mildest talt forbløffende at opleve, at stort set ingen synes at tage højde for, at mit indlæg er en karikatur. Det er dog ikke nogen ukendt litterær form. Dernæst undrer det mig, at heller ingen (igen: med enkelte undtagelser) vil diskutere de tendenser, som teksten på sin egen overdrevne facon forsøger at gøre opmærksom på. Jeg har faktisk ikke haft til hensigt at skabe en krig, men en diskussion. Og hvis man vil have en diskussion, kunne vel allerførst tage at lytte til, hvad den anden siger, i stedet for straks at anmelde, håne, stemple, angribe, jorde.



Jeg er på ingen måde ironiker, jeg står faktisk ved det, jeg siger. Men indimellem siger jeg det ved hjælp af former, der i sig selv kan have ironisk eller sarkastisk karakter. I dette tilfælde forsøger jeg at sige noget om forholdet mellem forfatteren og det offentlige rum. Og hvad er problemet så her, som man så smukt siger. Problemet er, at der for mig at se de seneste år er opstået et misforhold mellem det, forfatteren kunne tænkes at mene, overveje, analysere, undersøge i sit værk, og så den måde, disse undersøgelser bliver forvaltet eller formidlet på i omtalte rum. Misforholdet kan selvfølgelig skyldes, at det offentlige rum – in casu: medierne – har ændret status og ikke længere er et sted, hvor viden og erfaring udveksles, men er blevet en markedsplads. Det kan man næppe bebrejde forfatterne for, som en kommentator så rigtigt pointerede. Men som en anden indvendte: den enkelte forfatter har selv et ansvar for, hvordan han eller hun præsenterer sit forfatterskab i det forbandede rum.


Jeg har svært ved at begribe, at en række forfattere (og nu gider jeg ikke "kønne" gruppen, som det så rædselsfuldt hedder, for den debat er død ved fødslen, og det selvom de indignerede ikke bestiller andet end at "kønne") tilsyneladende uden mindste kritiske fornemmelse halser efter alle de mest overfladiske, hurtige, kulørte muligheder, som medierne tilbyder. Det kan selvfølgelig være svært at stille sig på kritisk afstand af mediesuppen, når man selv er et barn af den. Men så snart anledningen ikke længere er den undersøgelse, som jeg nævnte før, burde alle advarselslamper blinke, selv hos den mest nærsynede. Og hvorfor? Fordi ikke blot litteraturen, men den helt særlige erfaringsverden, som den udgør, forsvinder og blot bliver et middel til at bevæge sig andre steder hen, fx ind på markedspladsen.


Når den slags overvejelser (og her skynder jeg mig igen at tilføje: tilsyneladende) ikke fylder meget hos visse forfattere, er det ikke blot udtryk for, at den enkelte forfatter næppe har gjort sig mange tanker om forfatterens rolle i en større sammenhæng. Det er også udtryk for, at han eller hun simpelthen mangler et kunstbegreb. Spørg bare en mand som Lars Bukdahl, hele Danmarks kulturklovn, der er fløjtende ligeglad med, hvilke forestillinger et værk eller en forfatter arbejder med (for det er han ikke i stand til at uddrage af teksterne), men bare vil have fart og tempo. For mig betyder litteraturen alt for meget til, at jeg orker at springe på den vogn. Jeg betragter den bukdahlske infantilisme som en sygdom ved hele det (selv)tilfredse velfærdssamfund, hvor ingen længere har et klap at kæmpe for og nu bare vil have gang i gaden eller hygge sig.


Og så synes jeg, at vi alle sammen burde gøre os selv den tjeneste at genlæse indlægget af den anonyme kommentator, der ikke tør træde ud af sin sløring med følgende begrundelse: "Jeg har mit liv kært." Det er faktisk en meget vild udtalelse. Tænk sig, i dette herrens år kan man tabe alt ved at blande sig i en debat og indtage et vaklende standpunkt eller gøre opmærksom på et problem. Jeg synes, det er fuldstændig uanstændigt, at så mange debattører først sliber knivene i stedet for at folde ørerne ud, når tingene kommer lidt for tæt på. Med det resultat, at nogen føler, de må dukke nakken for ikke at blive hakket ned.
 

17 kommentarer:

  1. Man kunne måske starte med ikke at være anonym, hvis man havde noget at sige. Ligesom du kunne vove at nævne navnene på de forfattere, du synes opfylder de dumme mediers kriterier for, hvordan ung salgbar litteratur skal se ud? For er det i virkeligheden ikke det, der er problemet, en (på trods af alskens form for slåen kors for sig) næsegrus respekt for de trykte medier. Er det virkelig den eneste virkelighed?

    SvarSlet
  2. Kære Niels

    Det var enlig min mening at ironiserer over alle de vrede trolde der farerede op af æsken. Jeg skulle nok have været lidt tydligere. Jeg har ingen mening om at du prøver at "brande" dig selv.
    Men jeg synes stadigvæk dit indlæg er en anelse for endimensional og mangler humor (hvilket selvfølgelig kan være mit eget problem) til at være en god karrikatur -men nu er det selfølgelig også bare en blogtext, og ikke verdens undergang.
    Mht. dine tanker, er jeg temmelig enig; de fleste artikler, tv-udsendelser o.lign.(om forfattere) er skåret ud fra en ren underholdningsmæssigt vinkel, på tv er det ofte værten der promoveres i lige så høj grad som deltagerne i programmet. At nogle forfattere hopper på, er vel nok i nogen grad tilforladeligt, al den stund at der ikke er ret mange der læser deres bøger og at de ofte må leve af udenomsbeskæftligelse som foredrag o.lign., og der hjælper det helt sikkert at reklamere lidt for sig selv. Hvis man har levet af rengøring og andre lavtlønsjob er det nok svært ikke at lade sig lokke. Jeg skal selfølgelig heller ikke udelukke at nogle bare godt kan lide at se sig selv i avisen.
    Det er lige som om der er to rimelig adskilte verdner; objektet "forfatteren" fra underholdningsindustrien, og deres bøger, som desværre ofte er deres mindst kendte side. Jeg tror dog ikke det er noget nyt fænomen.
    Personligt prøver jeg at holde mig fra tv shows og interview i bløde morgenaviser, og bedømme forfatterne på deres bøger, hvis nogle mener at det er en fordømmende og elitær holdning -så ok for mig.
    Jeg håber ikke du har mistet noget af lysten til at foresætte, da jeg forestiller mig at der er mange læsere der er rigtig glade for jeres initiativ; at beskæftige sig med seriøs litteratur, på en seriøs facon. At tonen i kommentarerne ind imellem kan blive lidt harsk, er der nok ikke noget at gøre ved -sådan er det åbenbart i de fleste blogverdner.
    Om ikke andet, kan man sige at det er tegn på at folk ikke er ligeglade.
    Og til sidst, tak for bloggen, jeg håber den udvikler sig til noget spændende, som jo' netop kan være en lillebitte modvægt mod al underholdningshurlumhajet, i behøver jo' ikke at gå op i seertal.

    Venligst Mikkel Andersen

    SvarSlet
  3. Kære Niels Frank

    Tak for din røst! Fortsæt endelig og når du med tiden er blevet skubbet helt ud af det gode enige selskab så fortvivl ikke. Vi har altid kaffe på kanden.

    http://istedgadesboghandel.blogspot.com/2011/12/fy-skamme-niels-frank-sadan-noget-ma-du.html

    KH
    Thomas
    Istedgades boghandel

    SvarSlet
  4. Interessant palinode som bliver leveret her.
    Nå det er bare en karrikatur. Jamen så er alt ok. Alarmen er afblæst og vi tager alle fejl.

    Så nemt er det jo imidlertidigt ikke.

    Du (Niels Frank) er en forfatter som nyder stor anerkendelse i litterære kredse. Jeg har ikke set nogen på dette forum anfægte dette. Dine digte er ofte gode og personligt tager jeg også din essaysamling, Livet i Troperne ned af hylden en gang imellem, da den er vildt god. Samtidig lyttede jeg ekstra med i paneldiskussionerne fra In the Making i sin tid, da jeg synes du sagde mange fede ting om digtning og Vermont mv.
    Ingen her anfægter den status du har.

    Men det at karrikere er også et ansvar. Du skriver du ikke er ironiker men oftest skriver ironisk. Så blev vi så meget klogere - eller blev vi?
    I stedet for at kritisere markedspladsen, så bruger du karikaturen til at kritisere en person der agerer på den. Her opstiller du et ganske skarpt billede på en person, som man næsten kan nikke genkendende til. Du tør dog ikke give eksempler fra virkelighedens verden, men gemmer sig bag en karrikatur.

    Du vil så ikke kønne debatten, men alligevel at gøre det ved at skrive de andre (dem med det andet køn) gør det. Indirekte skriver du jo også her at debatten er kønnet; at det ER et omdrejningspunkt (altså en semi-palinode og ikke en ren palinode).

    Du mangler dog stadig at opridse hvad det er der hende den unge forfatterindes brøde:
    1. Hun er kvinde
    2. Hun er ung
    3. Hun er køn
    4. Hun får gode anmeldelser
    5. Hun er i dameblade
    6. Hun optræder på en CD
    7. Hun kan lide fester
    8. Hun skriver sprogeksperimenter
    9. Hun skriver om kærlighed, ægteskab, skilsmisse og sex

    Skal hun sige nej til at være i damebladene? Skal hun sige nej til billeder fordi hun er for køn? Eller bare ugle håret inden og undgå makeup?

    Ingen vil i dag anfægte mandens ret til f.eks. at spille på sin maskulinitet, Hemingway gjorde det. Sabroe prøver at gøre det. Hvor må en kvinde ikke være køn, hvis hun nu er det, køn?

    Virkeligheden er jo at alt forfatteriet er en markedsplads. En markedsplads der er finansieret af medierne, men også af offentligt fryns som bestyrelsesposter, uddeling af legater, undervisning og rektorskab på institutioner som Forfatterskolen eller universitetet, legaterne i sig selv understøtter mange og de interviews der giver lidt betaling osv.

    De fleste forfattere vil jo gerne dele deres værker med nogen. Derfor deltager de hvor de kan for at få læsere. Det er jo et markedsforhold. Det er ikke ensbetydende med at de ikke skriver fordi de har noget på hjerte.

    Helle Helle er vel diskvalificeret (for dig) fordi hun skriver om ægteskab, skilsmisse, sex, kærlighed i de fleste af sine bøger? Jeg synes der kommer meget godt ud af de her præmisser. Man kan måske blive træt af så mange danske bøger omhandler netop disse rammer, men så er der andet litteratur at ty til.

    Mange forfattere (flest mænd, tror jeg) deltager på CD’ere som en del af deres forfatterpraksis. Jeg hørte Hørslev tilfældigvis på kulturhuset i New York jeg var meget positivt overrasket over hvor fedt det var. Er det galt at man bruger sig selv på den måde?

    Jeg tror jeg mangler at forstå hvor du så vil hen med den karrikatur. Hvad er det man som ung (kvindelig) forfatter ikke må gøre? Hvori består brøden?

    SvarSlet
  5. Det er sjovt som du påråber dig retten til debat ved at skrive dit såkaldte karrikeret indlæg og så siger du er misforstået, når vi tager dit indlæg seriøst. Hvad er det - skal vi tage det seriøst eller ej?

    Nu snakker du så om den her anonyme der skriver et (for de fleste tror jeg) ret ligegyldigt forsvar for dig og om hvordan han må være anonym fordi han har sit liv kært. Der er står intet der som andre ikke har skrevet. Der er vist ingen grund til bekymring. Samtidig snakker du om vi der ikke lytter og hvæsser knivene.
    Altsammen meget fint - lige indtil man så opdager det gode greb du foretager her. Du sender samtidig et par kæmpe bredsider mod Lars Bukdahl:

    “Lars Bukdahl, hele Danmarks kulturklovn, der er fløjtende ligeglad med, hvilke forestillinger et værk eller en forfatter arbejder med (for det er han ikke i stand til at uddrage af teksterne), men bare vil have fart og tempo.”
    &
    “Jeg betragter den bukdahlske infantilisme som en sygdom ved hele det (selv)tilfredse vel-færdssamfund, hvor ingen længere har et klap at kæmpe for og nu bare vil have gang i gaden eller hygge sig. ”

    Det er sjovt, at du vælger at lave et sådant personangreb. Er det for at deflektere debatten overpå en anden, så vi kan have en fælles fjende. Hvordan man kan snakke om knive og hvordan folk må dukke sig i debatten samtidig med at man levere dette forstår jeg ikke.

    Jeg er ikke specielt enig med Lars Bukdahl halvdelen af tiden, men man må beundre hans engagement for den smalle litteratur i landet. At jeg så også holder af både Peter Høeg og Ib Michael og synes af LB selv kører for meget hetz er noget andet. Jeg mener faktisk godt en person kan rumme at læse Peter Høeg for et smukt sprog og underfundige historier, Ib Michael for ditto og eventyrlyst, og samtidig læse Hesselholdts for hendes sproglige tæft og dybsindige indhold og Helle Helle for hendes ditto. Samtidig kan man vel både nyde digte af John Ashbery, Niels Frank, Tranströmer og mange andre. Den ene udelukker ikke den anden.
    Det er netop DET jeg revolter mod. Hvorfor skal vi partout sidde i EN lejr. Selvom jeg ikke læser Holst kan jeg ikke forstå hun skal lægges for had af den samme klike i den danske litteraturelite. Kan man ikke bare undlade hendes bøger og anmeldelser hvis hun er så forfærdelig?

    Jeg synes egt. du selv (NF) gør dig skyldig i personangreb og karrikeringer. Hvad er det du kan opnå ved det? Bliver den smalle litteratur, den “ægte” digtekunst mere eleveret?

    Som tidligere nævnt på denne blog, så er det måske mig der er naiv. Men jeg ser en gyser for underholdningens værdi, læser Proust for den helt specielle læseoplevelse og kan rumme det hele på en og samme dag. Det som jeg oplever der sker i den danske litteraturdebat er at vi har alt for travlt med at angribe og pege fingre og karrikere. Især dem med et lille oplag peger meget fingre af de andre. Men hvorfor ikke lade værkerne træde frem. Vis hvad I kan i stedet. Skriv, debatér for guds skyld. Men drop den hadske tone. Lige meget om det er overfor Ib Michael, Lars Bukdahl eller kvindelige forfattere som gerne vil læses og i medierne.

    /slut, over & out

    SvarSlet
  6. Hvorfor synes næsten alle at blive stødte over indlægget? Pia Juul kalder det "generaliserende", men hvad er det der generaliseres? Det er ikke helt tydeligt. Ingen tager dén diskusison alvorligt. Åbenbart har vi det stadig svært med grammatiske abstraktioner og tager alle pronominer til os som var det hittebørn. Det er vist ikke meningen.

    @ L Leonhard: hvis du virkelig mener "Virkeligheden er jo at alt forfatteriet er en markedsplads." Så er du jo lodret uenig med Frank, også i præmissen for at være uenig (du har vel læst det han skriver overfor), og hvorfor indlader du dig så på samtale her? Er det ikke en anelse futilt og ekstremt selvhøjtideligt (her er al ironi udeladt)?

    SvarSlet
  7. ... og det samme gør sig vist også gældende for Højrup. Generalt kan man sige at blogdebatter enten kører af sporet fordi aktørerne forsøger at vriste præmissen for debatten til sig (jf. Højrup, "sæt navn på nu!") eller måske (i den bedste af alle blogosfærer!) kan vriste en erkendelse af sig, hvis man tager præmissen for at være uenig alvorligt: kun ved selv at indse og benævne hvor man divergerer i synspunktet og/eller dets præmis, og ved at lægge det frem som begrænsning, kan man nå ud over de forfjamskede bemærkninger som den Højrup ovenfor giver et eksempel på.

    SvarSlet
  8. Lars Skinnebach ser Twilight og læser Novalis og rummer det i samme tekst. !?!

    SvarSlet
  9. @anonym, det er netop min pointe at alt forfatteriet er en markedsplads. Jeg synes for det første det er letkøbt at tage imod rektorjob på det offentlige, have en så stor platform, få livsvarig ydelse og så sidde og håne over kvindelige forfattere som gerne vil frem i verden.
    Samtidig synes jeg det er nogle mærkelige ting han angriber den her personfigur for, udseende, lave en CD, stille op til interviews.
    Men markedspladsen er Niels Frank da selv en del af. Sidst jeg tjekkede stiller han op til interviews, sælger sine bøger i stedet for at give dem væk. Det er en markedsplads om han vil det eller ej. Han vælger så bare den stilling i markedspladsen, hvor han læner sig tilbage og ser sig for god til den, samtidig med at han nyder godt at sin position..

    Måske var det intenderet anderledes, men som jeg læser det er det et chauvinistisk billede på unge, kvindelige forfattere. Niels Frank tilbyder da heller ikke en anden læsning ovenfor. Måske havde jeg bare forventet mig mere af en tidligere rektor på Forfatterskolen, but hey that's just me!

    Og det er vist alt hvad jeg har at sige om den sag!

    SvarSlet
  10. http://www.information.dk/286826

    SvarSlet
  11. Jeg havde virkelig glædet mig til at læse diskussioner om LITTERATUR på denne blog :-(

    SvarSlet
  12. I sit vrantne svar på alle de sure kommentarer til Promenaden-blogposten om en "Yngre, kvindelig forfatter" (hvor han fremhæver, at teksten er en karikatur, ja nemlig, men en karikatur der ikke ligner nogen, på en eller anden plet, er en dårlig karikatur) nævner Niels Frank kun 1 person ved navns nævnelse, og det er sgu sørme mig, og sidst jeg så efter, var jeg ikke en yngre, kvindelig forfatter (selvom jeg frygtelig gerne vil være det, de har åbenbart både the looks & the money):

    Når den slags overvejelser (og her skynder jeg mig igen at tilføje: tilsyneladende) ikke fylder meget hos visse forfattere, er det ikke blot udtryk for, at den enkelte forfatter næppe har gjort sig mange tanker om forfatterens rolle i en større sammenhæng. Det er også udtryk for, at han eller hun simpelthen mangler et kunstbegreb. Spørg bare en mand som Lars Bukdahl, hele Danmarks kulturklovn, der er fløjtende ligeglad med, hvilke forestillinger et værk eller en forfatter arbejder med (for det er han ikke i stand til at uddrage af teksterne), men bare vil have fart og tempo. For mig betyder litteraturen alt for meget til, at jeg orker at springe på den vogn. Jeg betragter den bukdahlske infantilisme som en sygdom ved hele det (selv)tilfredse velfærdssamfund, hvor ingen længere har et klap at kæmpe for og nu bare vil have gang i gaden eller hygge sig.

    Jeg har svært ved at få øje på, hvilke associationsbaner, der fører Frank frem til dette pænt frådende og hånlige attak på min person og kritik, og hvordan det i sig selv hænger sammen, fra at mangle et kunstbegreb til være sygdom ved hele velfærdssamfundet, men jeg har en irriterende permanent respekt for Frank og bliver derfor reelt anfægtet hver gang, han kalder mig en idiot, hvilket han med skiftende mellemrum og forskellig grad af fråden har gjort gennem de sidste 15 år. Til forskel fra "Yngre, kvindelig forfatter"-blogposten forholder han sig her til en konkret praksis, men jeg synes godt nok ikke, at han gør det særligt præcist eller nuanceret. Jeg har ikke nogen idé om, at jeg bare vil have fart og tempo - selvom jeg absolut synes at det kan være en væsentlig litterær kvalitet; Italo Calvino vier en af sine millenium-forelæsninger til hastighed - hvad jeg tror Frank hentyder til og er utilfreds med, er min(e anmeldelsers) høje prioritering af - hvad skal vi kalde det? - det (til tider meget omstændelige og omkringcirklende) æstetiske portræt af værket på bekostning af tematisk fortolkning og bestemmelse af de "forestillinger et værk eller en forfatter arbejder med", som på en kedelig måde hos Frank og andre "avantgardister" er lig med forfatterens poetologisk revolutionære selvforståelse (hvilket jo, apropos diskussionen om instrumentel seksualitet på Promenaden, er akkurat lige så trælst instrumentel en måde at tænke og tale om litteratur på som i mediernes litteraturdækning, hvor bøger altid skal handle om nogle vigtige problemstillinger i liv og samfund,

    SvarSlet
  13. som man så nemlig kan blive klogere, måske endda visere på). Hvilket jeg sagtens kan udlede af teksterne; jeg skal bare, hver gang jeg anmelder en ny genrehybrid, slutte med at skrive: Orv, hvor dette værks anti-hierarkiske anstalter også er et eksistentielt og samfundskritisk lærestykke. Så er den klaret. Jeg synes, det er langt, langt sværere og vigtigere (en kunst måske endda!) at tegne værkets æstetiske portræt, skitsere og præcisere særligheden, som jo er - kapitalistisk metaforik! - vandmærket, uden hvilket værket, med samt alle dets fine intentioner og rigtige meninger, er kunstnerisk værdiløst. Og jeg synes, alt, alt for få gør det forsøg. Jeg tager udgangspunkt i og bruger de fleste af mine kræfter på det æstetiske portræt (derfor de ulidelige mængder af adjektiver), men det betyder jo ikke, at jeg er fløjtende ligeglad (jeg er meget gerne fløjtende som sådan) med og undgår eller nægter at tale tematik og poetologisk revolution, for alting hænger jo for fanden hele tiden sammen, jf. bare denne passage i min anmeldelse af Mette Østgaard Henriksens sang-mashup Stikkersvin jeg fucker dig (i den (herlige) grad et fart og tempo-værk) i WA Bøger i dag: "Mosningerne kan have forskellig karakter og effekt, satirisk eller nonsensisk, plat humoristisk eller purt poetisk (eneste kritikpunkt: for mange - fordi for nemme - nedmosninger af raptekster i gammelsange). Tilsammen får man en sund, svimmel oplevelse af et fælles ekkorum i hoveder og kroppe i fygende, anarkistisk flux." Frank taler om den bukdahlske infantilisme, men hvad så med det franksk barnlige i at svare på kritik af sjusket mudderkastning ved at kaste en kokasse mod en helt tredje? Den ramte ikke, kokassen, men den støver fælt og ildelugtende.

    SvarSlet
  14. Nogen har været så venlig ovenfor at copypaste min kommentar til kommentaren til kommentarerne fra min egen blog BLOGDAHL (bukdahl.blogspot.com, som jeg lige synes, jeg vil reklamere for, thi den findes stadigvæk i, synes den selv, bedste litteraturdiskuterende (og måske endda -praktiserende) velgående! kh

    SvarSlet
  15. jeg synes da også, vi skal tilstræbe at promenere med en grad af dannelse og således føre en passiar, hvor man ikke udhænger personer - men gerne, naturligvis, frustrationer!

    SvarSlet
  16. @Lene: så skulle I overveje at droppe de anonyme kommentarer.

    Grunden til det er et problem, at Niels ikke vil ud med, hvem det er han langer ud efter, er, at det er fuldstændig umuligt at undersøge, om han har ret i sine påstande. Ved at generalisere og sige "sådan er yngre kvindelige forfattere" kan han vederlags frit fremsætte en masse påstande som måske, måske ikke holder vand. Derfor er det svært at opfatte indlæget som andet end et misogynt pseudosatirisk surt opstød. Prøv lige at skifte "ung kvindelig forfatter" ud med "bøsse", så er det måske ikke så skide sjovt mere:

    "Bøssen er i sit es, når kameraet peger på ham. Det er som om det flirter med ham, kysser ham. Han flirter tilbage. Det bliver nogle rigtig gode billeder til bøssebladet. Hovedet let på skrå, lidt trutmund. Folk elsker den slags." Prøv også med jøde, neger, fed, kvinde (nå nej den er brugt) osv.

    Generaliseringer er åndssvage, man kan ikke bruge dem til en skid. Det er derfor navne er vigtige, så vi ved, hvem det er vi taler om. Folk der ikke engang kan rykke ud med deres eget, gider jeg ikke at forholde mig til.

    SvarSlet