Hvor er vi henne, venner?

Har man is i maven og et blodtryk som Swami Janakananda, kan man roligt læse Politikens bogtillæg. Det har jeg ikke. Lørdag efter lørdag bringer tillæggets righoldige udvalg af fuldstændig ligegyldige mainstream-romaner (oftest bestsellere fra USA eller England) mig til paroxsysmets grænse. Og det er ikke kun et spørgsmål om Politikens provinsielle horisont. 

Det hjælper overhovedet ikke at læse Times Literary Supplements anmeldelser under rubrikken ”Fiction” eller Quinzaine Littéraires ditto, ”Romans et récits”. For også her kan man konstatere følgende: Den samtidige romans ambition er tilsyneladende reduceret til at fortælle genkendelige historier om en genkendelig verden. En letflydende skrift, et par aktuelle eller almene problemstillinger, et plot der genererer en vis spænding, men hvor man ikke taber tråden – så kører vi. Og de litteraturkritikere, der ikke sjældent selv har skrevet bøger om Kafka og Proust, klapper i händerne eller lader det passere som ”forfriskende” eller noget i den dur – det sidste er værst.

I den prisvindende del af mainstreamlitteraturen bliver der måske eksperimenteret lidt med udsigelsesforhold eller romanens tidslige organisering – men teksten bevarer altid fodfæstet. Den vakler ikke, dirrer ikke. Den nøjes med at afspejle den realitet vi allerede genkender som fælles. Er det nu et problem? Ja det er saftsusemig et problem. Den moderne litteratur kan være, og har i høj grad været, et sted hvorfra nye erkendelser om mennesket og verden kan gøres.

Og en af de vigtigste forudsætninger for at erkendelse kan finde sted, er – og nu siger jeg det bare som det er – at vi ikke bevidstløst accepterer de repræsentationer af virkeligheden som vi hele tiden mødes af. Som Gabriel Josipovici fastslår i sit temmelig rasende forsvarsskrift for den modernistiske litteratur What ever happened to Modernism? (Yale, 2010), er den modernistiske litteratur en litteratur som tager på sig at skrive med og ud fra et repræsentationskritisk udgangspunkt. Hvorfor skriver Kafka som Kafka? Woolf som Woolf? Simon som Simon? For at undslippe narrativitetens løgn. For skrive erfaringer ind i verden, som den realistiske roman eller de traditionelle litterære genrer ikke kan få fat på fordi de er bundet til en udtømmelig – det vil sige - reducerende repræsentation.

Men de fleste af vor egen tids romanforfattere deler åbenbart ikke dette udgangspunkt, hvor indlysende rigtigt det så end er: For de fleste af samtidens romaner er det åbenbart tilstrækkeligt at fortælle historier som læseren kan føle sig hjemme i. Som litteraturforsker er det vel ikke min opgave at gå i rette med forfatterne. Men flere af mine kolleger skulle tage sig samme og sige sandheden om den stinkende pøl – hvis de altså kan.

Bjørn Bredal burde kunne. Han af en af vores bedste Proust-kendere. Men hvorfor skriver han dog sådan her om Hanne-Vibeke Holsts seneste roman?

”Det er ubegribeligt flittigt researchet, og det er som litterært ingeniørarbejde vildt imponerende. Godt nok træder fortællegrebene her og der så tydeligt frem, at man tror, det er løgn, f.eks. når terroristen forlanger af operachefen, at hun skal fortælle, nedskrive, sin livshistorie (til os, altså) – men hos Holst er man ligesom i en verden, hvor den slags er o.k.”

Hvad kan grunden være til at Politikens intellektuelle litteraturkritiker føler sig kaldet til at være ”vildt imponeret” over et stykke ”litterært ingeniørarbejde”. Også selvom fortællegrebene, efter Bredals mening, er for åbenlyse. Formuleringen ”litterært ingeniør arbejde” er tydeligvis ikke venligt ment. Men i stedet for et tiltrængt policy statement, der kunne afbalancere den citat-sikre ”vilde imponerethed”, så tyr Bredal til den helt bovlamme konklusion: ”hos Holst er man ligesom i en verden, hvor den slags er o.k”.

Nej – den slags er aldrig ok. Spørg bare Proust. En ting er at manuskripter doktoreres og doktoreres efter journalistiske principper om ”godt sprog” og ”klar fortælling”, så de til slut fremstår som helt forudsigelige og uafvendeligt sterile. Det må og skal en litteraturforsker protestere overfor.

Noget andet er at når der så faktisk skrives litteratur der arbejder ligeså alvorligt med at udfordre genkendeligheden som de klassiske modernistiske forfattere gjorde det (for den litteratur bliver lykkeligvis stadig skrevet), så kan den lide den skæbne at blive præsenteret på følgende vis af Politikens Lise Garsdal:

”Egentlig frygter man at skrive en anmeldelse af Christina Hesselholdt, som man ville frygte en sædefødsel. Der skal nok komme noget ud, men av, av, hvordan? Selv erfarne anmeldere slår sindrige knuder på sig selv og syntaksen, når et stykke Hesselholdt-prosa er i sigte, man bakker og bukker sig panderynkende gennem udredningen, så ingen kan være i tvivl om, at her er de store ambitioner i sving – på begge sider af værket. Eller sagt med andre ord – Christina Hesselholdt skriver, så enhver, der har sproget kært, går i knæ. Ikke hver gang og hele tiden, men faren for at tabe både vejr og fodfæste er konstant overhængende. Og det er jo svært udfordrende.”

Dette er indledningen til en anmeldelse af Christina Hesselholdts Camilla og resten af selskabet, der udkom sidste år, og er noget af det pinligste jeg endnu er stødt på om lørdagen. Vi lader det tale for sig selv, for som enhver læser af Hesselholdts dejlige bog vil vide, er den bestemt IKKE svær at læse. Men for Lise Garsdal ligner den, måske, noget der kunne være det. Og som man derfor på en eller anden måde må advare læseren imod.

Hvorfor denne rædsel? Fordi Camilla og resten af selskabet faktisk arbejder som en klassisk modernistisk roman, idet den medreflekterer sin egen fremstillings præmisser? Fordi den ikke er ”plotstyret”? Uha uha uha – ”selv erfarne anmeldere slår knuder på sig selv” fortæller Lise Garsdal os medvidende. Gør de? Så burde de måske finde sig en anden metier.