torsdag den 1. december 2011

Hvor er vi henne, venner?

Har man is i maven og et blodtryk som Swami Janakananda, kan man roligt læse Politikens bogtillæg. Det har jeg ikke. Lørdag efter lørdag bringer tillæggets righoldige udvalg af fuldstændig ligegyldige mainstream-romaner (oftest bestsellere fra USA eller England) mig til paroxsysmets grænse. Og det er ikke kun et spørgsmål om Politikens provinsielle horisont. 



Det hjælper overhovedet ikke at læse Times Literary Supplements anmeldelser under rubrikken ”Fiction” eller Quinzaine Littéraires ditto, ”Romans et récits”. For også her kan man konstatere følgende: Den samtidige romans ambition er tilsyneladende reduceret til at fortælle genkendelige historier om en genkendelig verden. En letflydende skrift, et par aktuelle eller almene problemstillinger, et plot der genererer en vis spænding, men hvor man ikke taber tråden – så kører vi. Og de litteraturkritikere, der ikke sjældent selv har skrevet bøger om Kafka og Proust, klapper i händerne eller lader det passere som ”forfriskende” eller noget i den dur – det sidste er værst.


I den prisvindende del af mainstreamlitteraturen bliver der måske eksperimenteret lidt med udsigelsesforhold eller romanens tidslige organisering – men teksten bevarer altid fodfæstet. Den vakler ikke, dirrer ikke. Den nøjes med at afspejle den realitet vi allerede genkender som fælles. Er det nu et problem? Ja det er saftsusemig et problem. Den moderne litteratur kan være, og har i høj grad været, et sted hvorfra nye erkendelser om mennesket og verden kan gøres.


Og en af de vigtigste forudsætninger for at erkendelse kan finde sted, er – og nu siger jeg det bare som det er – at vi ikke bevidstløst accepterer de repræsentationer af virkeligheden som vi hele tiden mødes af. Som Gabriel Josipovici fastslår i sit temmelig rasende forsvarsskrift for den modernistiske litteratur What ever happened to Modernism? (Yale, 2010), er den modernistiske litteratur en litteratur som tager på sig at skrive med og ud fra et repræsentationskritisk udgangspunkt. Hvorfor skriver Kafka som Kafka? Woolf som Woolf? Simon som Simon? For at undslippe narrativitetens løgn. For skrive erfaringer ind i verden, som den realistiske roman eller de traditionelle litterære genrer ikke kan få fat på fordi de er bundet til en udtømmelig – det vil sige - reducerende repræsentation.


Men de fleste af vor egen tids romanforfattere deler åbenbart ikke dette udgangspunkt, hvor indlysende rigtigt det så end er: For de fleste af samtidens romaner er det åbenbart tilstrækkeligt at fortælle historier som læseren kan føle sig hjemme i. Som litteraturforsker er det vel ikke min opgave at gå i rette med forfatterne. Men flere af mine kolleger skulle tage sig samme og sige sandheden om den stinkende pøl – hvis de altså kan.


Bjørn Bredal burde kunne. Han af en af vores bedste Proust-kendere. Men hvorfor skriver han dog sådan her om Hanne-Vibeke Holsts seneste roman?

”Det er ubegribeligt flittigt researchet, og det er som litterært ingeniørarbejde vildt imponerende. Godt nok træder fortællegrebene her og der så tydeligt frem, at man tror, det er løgn, f.eks. når terroristen forlanger af operachefen, at hun skal fortælle, nedskrive, sin livshistorie (til os, altså) – men hos Holst er man ligesom i en verden, hvor den slags er o.k.”


Hvad kan grunden være til at Politikens intellektuelle litteraturkritiker føler sig kaldet til at være ”vildt imponeret” over et stykke ”litterært ingeniørarbejde”. Også selvom fortællegrebene, efter Bredals mening, er for åbenlyse. Formuleringen ”litterært ingeniør arbejde” er tydeligvis ikke venligt ment. Men i stedet for et tiltrængt policy statement, der kunne afbalancere den citat-sikre ”vilde imponerethed”, så tyr Bredal til den helt bovlamme konklusion: ”hos Holst er man ligesom i en verden, hvor den slags er o.k”.
Nej – den slags er aldrig ok. Spørg bare Proust. En ting er at manuskripter doktoreres og doktoreres efter journalistiske principper om ”godt sprog” og ”klar fortælling”, så de til slut fremstår som helt forudsigelige og uafvendeligt sterile. Det må og skal en litteraturforsker protestere overfor.

Noget andet er at når der så faktisk skrives litteratur der arbejder ligeså alvorligt med at udfordre genkendeligheden som de klassiske modernistiske forfattere gjorde det (for den litteratur bliver lykkeligvis stadig skrevet), så kan den lide den skæbne at blive præsenteret på følgende vis af Politikens Lise Garsdal:

”Egentlig frygter man at skrive en anmeldelse af Christina Hesselholdt, som man ville frygte en sædefødsel. Der skal nok komme noget ud, men av, av, hvordan? Selv erfarne anmeldere slår sindrige knuder på sig selv og syntaksen, når et stykke Hesselholdt-prosa er i sigte, man bakker og bukker sig panderynkende gennem udredningen, så ingen kan være i tvivl om, at her er de store ambitioner i sving – på begge sider af værket. Eller sagt med andre ord – Christina Hesselholdt skriver, så enhver, der har sproget kært, går i knæ. Ikke hver gang og hele tiden, men faren for at tabe både vejr og fodfæste er konstant overhængende. Og det er jo svært udfordrende.”

Dette er indledningen til en anmeldelse af Christina Hesselholdts Camilla og resten af selskabet, der udkom sidste år, og er noget af det pinligste jeg endnu er stødt på om lørdagen. Vi lader det tale for sig selv, for som enhver læser af Hesselholdts dejlige bog vil vide, er den bestemt IKKE svær at læse. Men for Lise Garsdal ligner den, måske, noget der kunne være det. Og som man derfor på en eller anden måde må advare læseren imod.

Hvorfor denne rædsel? Fordi Camilla og resten af selskabet faktisk arbejder som en klassisk modernistisk roman, idet den medreflekterer sin egen fremstillings præmisser? Fordi den ikke er ”plotstyret”? Uha uha uha – ”selv erfarne anmeldere slår knuder på sig selv” fortæller Lise Garsdal os medvidende. Gør de? Så burde de måske finde sig en anden metier.

15 kommentarer:

  1. Det blev ikke Elisabeth, der blev ny litteraturredaktør på Politiken, men Jes Stein Pedersen: Status fucking Quo!

    SvarSlet
  2. Nä af en eller anden grund foreträkker jeg nu også at väre undervisningsslave i Sverige. Men vi kan jo håbe at JSP läser promenaden.

    SvarSlet
  3. godt nok et møgjob, du har fundet der, Elisabeth, ikke det i Sverige, men at læse og kritikke Politikens litteraturtillæg, men nogen skal jo gøre det! Tager du fat fra en ende af? Jeg mener, fortsætter du med de øvrige dagblades tillæg?

    SvarSlet
  4. SORT & HVID. OS & DEM.
    Er det ikke en af de første faser i barnets liv, ifølge Freud, hvor de begynder at skelne mellem sig selv og andre, de gode og de onde, de flinke og de dumme?
    Det gode ved at blive voksen er at man begynder at se tingene mere nuanceret. Mere pluralistisk. I hvert fald for de fleste af os.

    Jeg synes der er meget galt med det her indlæg. Er det så galt at en velkendt anmelder skriver at Holsts bog er godt håndværk og samtidig tager visse intellektuelle forbehold? Skal Holst køres igennem trædemøllen og anmeldes med avantgardebriller, når hun ikke skriver i den "genre"? Kan man ikke anmelde en krimi for at være en krimi, en knaldroman for at være en knaldroman? Sprogeksperimentet som et sprogeksperiment? Udelukker det ene det andet?

    Sammen med Niels Franks indlæg, så er de to indlæg her indlæg der beskæmmer det nye Promenadeprojekt (ganske som jeg frygtede forleden, da det blev annonceret).

    Forventer vi at den travle forretningsmand eller håndværkeren der kommer hjem fra en travl dag går hjem og læser Joyce eller Elisabeth Friis eller Niels Frank eller Pia Juul eller Hesselholdt eller whoever? Er det ikke mere nærliggende at tro de måske søger en lettere underholdning og ikke et knudret og esoterisk ordværk?

    Jeg har aldrig forstået debatten. Hvorfor er det ikke plads til os alle? Måske er det den venstreorienterede sjæl og bytte-bukser-i-en-rundkreds mentalitet, måske er jeg bare naiv. Men i min verden er der plads til det hele. For alle anmeldelser af litteratur, enhver interesse for de nye bøger kan give anledning til at også lige napper en Meskovic eller en Kirsten Hammann. Det er lidt det som skete med Harry Potter, som faktisk trods alle bekymringer fik børn interesseret for litteratur.

    Lige nu læser jeg Motherless Brooklyn af Jonathan Letham og allerede på side 60 har jeg siddet og klukleet mig igennem samtlige sider. Den sjove roman i lang tid. Er den så også en af de afskyelige, genkendelige historier af de forfærdelige amerikanere?

    Hvad jeg prøver at sige er: Jeg tror avantgardelitteratur, smal litteratur eller bare litteratur med noget på hjertet, det som handler om mennesker og ikke bare handling, det som handler om ord og deres betydning, alt det er fint nok og kan sagtens leve og blomstre side om side med krimierne og deslige. Der er ingen grund til det her jalousiforhold. TLS har nu også mange vinkler på anden type litteratur. Og Politiken skriver om alle typer udgivelser.

    Hvis nu flertallet ikke GIDER at læse Helle Helle eller Niels Frank, skal der så ikke være et bogsupplement for dem, altså flertallet? Bliver litteraturen (altså den 'rigtige', den der kan og vil mere end at underholde) bedre af at hakke på de andre kombattanter som skriver krimier.

    Selvom jeg stort set aldrig læser krimier og simpel underholdningslitteatur, så føler jeg ikke truet af dens eksistens..

    But HEY ... maybe that's just me!

    Lad os i stedet fremvise det som litteraturen (også) kan, plante nogle træer og lad dem vokse og dele begejstringen med andre.

    Mindre hooliganisme i dansk litteratur, tak!

    SvarSlet
  5. For mit eget vedkommende er jeg ikke i stand til at berolige dig, hvad angår din frygt for at denne blog ikke tager mainstreamlitteraturen alvorligt. Jeg har ikke tänkt mig at tale om litteratur som om den var en vare på hylden i Føtex.
    Litteraturen er ikke et konsumprodukt. Og hvad mit indlæg bl.a. plæderer for er såmænd bare at visse af mine litteratur-kolleger holder op med at behandle den som om det netop var dét den var.

    SvarSlet
  6. øhhvafforenfisk?

    Hvor skrev jeg lige at jeg havde en frygt for denne blog ikke tager mainstreamlitteraturen alvorligt?

    Jeg kommenterede jo blot på det unødvendigt polariserende..
    Jeg kan godt ridse det hele op igen, men det står nu ret tydeligt ovenfor.

    SvarSlet
  7. Nu skriver Polititens anmeldere jo ikke kun for Promenadens skribenter, men også for alle de andre læsere. Dem, som kommer til jeres foredrag ude i menighedsrådene og kulturhusene. Dem, som tager på BogForum for at se giraffen og have en hyggelig dag i København. Og dem, som læser. De læser en hel masse, og det er ikke i orden at definere deres læsning, som om de bruger litteraturen som et konsumprodukt. De bruger blandt meget andet litteraturen til at spejle deres eksistens, mere eller mindre udfordrende. Nogle bliver hos Hanne Vibeke Holst, andre læser måske også Ida Jessen, mændene læser måske Ejersbo eller Bent Vinn Nielsen, nogle finder inspirationen hos Kirsten Thorup, og der er også folk, der føler sig set af Helle Helle. Men folket læser åbenbart af de helt forkerte grunde; det er diskvalificerende, hvis de læser, fordi de spejler deres egne liv og tanker i læsningen, eller hvad? Jeg bryder mig ikke om den ekskluderende diskurs her på bloggen, men omvendt: Her kan I fra nu af dyrke jeres helt rigtige, nærmest sande og essentielle (??) fokus på antimimesis, og nyd det nu. Men hvad angår dagbladene: Get real: Se på de andre kunstarter: Man sender heller ikke teateranmelderen ind på Det ny Teater for at skrive en anmeldelse af Phantom of the Opera, der starter med, at musicals er opium for de dumme masser. Man anmelder musicals som musicals, duarder som duarder, performanceteater som performanceteater osv.

    SvarSlet
  8. Jamen hovsa! det har aldrig per se været diskvalificerende at noget nydes af mange, det har bare heller aldrig været det eneste adelsmærke - jeg har tænkt mig at diskutere lige netop det, jeg har LYST TIL på bloggen! og alle der har LYST TIL at diskutere det samme skal være meget velkomne. Jeg er enig med Elisabeth i at der ingen grund er til at lefle for læsere (af aviser, af blogs) man ikke kender. Rent mel i posen (er det ikke det man siger)! Og nu: godnat!

    SvarSlet
  9. Rent mel i posen og lystlæsning 4ever, yir!

    SvarSlet
  10. Jeg ønsker mig en kvalificeret litteraturkritik. Og den indebærer altså at man skelner og sondrer. Det er meget interessant, hvorfor den fordring virker som en rød klud. Og for nu igen at bekræfte mit ståsted som ingen andre behøver at være enige med mig i, som jeg tager det fulde ansvar for: Jeg mener man har pligt til at genere dumheden – Der Dummheit Schaden Thun - som filosoffen siger.

    SvarSlet
  11. Provinsiel = bestseller????

    SvarSlet
  12. Bjørn Bredal - "Politikens intellektuelle litteraturkritiker"?!? Er dét sandt, så er tilstandene vitterligt sørgelig derinde på Pøllen. Og har de ansat Jes Stein P. som ny redaktør?!? Så kan det næsten ikke blive sørgeligere ... Men det skal de nok få modbevist ...

    SvarSlet
  13. Jeg er meget enig i bemærkningen om Bjørn Bredal... Come on!

    SvarSlet