Sidste runde om karikaturen

Digtere er et irritablet folkefærd, stod der i Corsaren i 1847, men af alle irritable digtere er Henrik Hertz alligevel "ustridig den irritableste". Jeg ved ikke, om Hertz følte sig ramt af det karikaturportræt, men det behøvede han egentlig ikke ifølge Martin Zerlangs glimrende artikel i Kritik 200 om karikaturen som litterær og kunstnerisk form. For det irritable hos digteren gør, at han lige præcis ved, hvilke ømme punkter han skal sætte fingeren på hos sine modstandere for at opnå den ønskede virkning. Til gengæld er den irritable digter selv frygtelig sårbar, og det gør ham til et nemt offer for kritik og karikatur. Og sådan kan man glæde sig over en vis retfærdighed i foretagendet. 


Ved hjælp af diverse historiske kilder, som jeg ikke vil opregne her, bestemmer Zerlang karikaturen som "statsborgernes skrig". I det hele taget hører karikaturen til i det urbane og det sekulære, hvor divergenser bliver særligt tydelige og måske endda krydser hinandens vej. Karikaturen hæfter sig ved ydre træk hos den portrætterede og gør brug af stereotype træk i beskrivelsen af fx "bondeknolden", "ædedolken" eller "den skidtvigtige". Det er ikke en fejl eller svaghed ved formen, der udspringer af karakterskitsen, men ikke kan reduceres til den. For både karakteren og karikaturen gælder det, nævner Zerlang, at man "skærper sit blik for at kunne skelne det væsentlige fra det ligegyldige. I begge tilfælde er forenkling et afgørende moment". Alligevel er de to former væsensforskellige: "Karakteren associerer til noget indre, en indre helhed, mens karikaturen bliver stikkende i det ydre, ikke mindst de ydre detaljer."

For de moderne danske forfattere, der har brugt formen (og det har både Herman Bang, Johannes V. Jensen, Gustav Wied, Tom Kristensen, Klaus Rifbjerg, Poul Borum og mange andre, nogle af dem endda mod hinanden), blev karikaturen en frihed, fordi den gav dem mulighed for at fortegne virkeligheden uden at skulle leve op til klassiske krav om "orden og efterligning", som Zerlang kalder det. Johannes V. sammenfattede fx den moderne kunst sådan her: "En Gang malede man med Pensler, senere med Albuen, til sidst med Enden." Igen ved jeg ikke, om nogen blev fortørnet over den udlægning eller bad Hr. Jensen forklare, hvem "man" er. Til gengæld kan jeg konstatere, at den gamle vrisne mand (og det er desværre vist det eneste lighedspunkt mellem ham og mig) fik ret, jævnfør citatet fra Bjørn Rasmussens roman: "Skriv med røvhullet, det er et råd til en ven." Sådan kan karikaturen ende med at sige noget meget præcist på sin egen unøjagtige måde.

Alt det selvfølgelig sagt, fordi jeg insisterer på, at mit lille portræt af den kvindelige forfatter er en karikatur. Og fordi jeg vil understrege, at det er en skidt idé at komme løbende med krav til karikaturen, som stammer fra andre tekstformer, fx krav om navns nævnelse og præcision (med den slet skjulte mistanke, at der må gemme sig et uskyldigt offer, et blodindsmurt sværd eller et uerkendt had et eller andet sted under teksten). Karikaturen – og nu spekulerer jeg videre ud fra Zerlang – er altid sammenstykket af mange kilder og skal helst kunne sige flere ting på samme tid. Dens ærinde er at forgrove for at tydeliggøre tendenser og træk og for at få så mange som muligt til at overveje forhold, som de måske ellers ville have overset. I den forstand er karikaturen måske ligefrem en pædagogisk-demokratisk form: den vil udpege en ’problematik’, og dernæst vil den have læserne eller betragterne til at debattere ’problematikken’. Men selv præsenterer den ingen sandhed om emnet.

Zerlang slutter naturligt nok sin artikel af med at henvise til de famøse Muhammed-tegninger, der som bekendt var karikaturer. Dem vil jeg gerne dvæle ved et øjeblik. Reaktionerne på de tilsyneladende overfladiske, upræcise, dårligt udførte, forgrovede tegninger viste nemlig præcis, hvad karikaturen formår, også uden at leve op til kravene om skønhed, nuancering, fordybelse, præcision osv., som man kan stille til andre udtryksformer. Det er der en god pointe i. Tekster og billeder har deres helt egne virkemidler, og de kan på trods af al kunstnerisk elendighed, overfladiskhed osv. udpege egentlige problemer, fx at der rent faktisk FINDES fundamentalister, der forsøger at begrænse vores frihed til at ytre os. Ligesom der muligvis FINDES yngre kvindelige forfattere, der har været skamløse i deres selvpromovering. I den forstand vover karikaturen pelsen, den modsætter sig ethvert forbud. Og den gør opmærksom på, at det findes! Tænk igen på den anonyme kommentator, som jeg nævnte sidst – ham eller hende, der ikke ville træde frem fra skyggen i angst for at blive slagtet. Den reaktion burde få os alle til at standse op. For er der virkelig i denne debat blevet udstedt et billedforbud, der siger: "Du må ikke gøre dig noget billede af kvinden …"? Ja, læg mærke til spørgsmålstegnet. Jeg er i tvivl. Men jeg synes, at den næsten hellige forargelse hos visse kommentatorer godt kunne tyde på det.

I det mindste kan debatten om min tekst tjene som et meget godt eksempel på, hvordan karikaturen fungerer. Om ikke andet, så har vi vist alle lært noget om formernes særvirkninger. Jeg tror derfor også, at en del af ophidselserne over teksten skyldes, at kun meget få har gehør for eller tanke på, hvilken slags tekst de sidder med. Tekstformer arbejder på meget forskellig måde (det er derfor vi har dem), hvad enten de nu er en karikatur, et læserbrev, en kronik, et brev eller en huskeseddel. En del af vor tids sygdom (og nu kommer jeg næsten til at lyde som Johannes V.) kunne muligvis bestå i, at vi ikke længere har overblik over den enorme tekstsovs, som vi alle sammen plasker rundt i, og af ren befippelse tror, at det hele er det samme. Og jeg har en mistanke om, at det desværre er de enkleste tekstformer (læserbrevet fx), der kommer til at bestemme aflæsningen af de mere komplekse.

Men nu, hvor jeg har rodet mig godt og grundigt ud i det uoverskuelige, må jeg hellere forholde mig til nogle af reaktionerne i kommentariatet. Skulle nu min karikatur fx betyde, at Helle Helle er "diskvalificeret", som Lars Leonhard skriver? Nej, nej og atter nej, jeg er en stor beundrer af Helles bøger (og af Helle!), og ikke fordi hun skriver om "ægteskab, skilsmisse, sex, kærlighed" osv., men fordi hun derimod efter mine begreber skriver om noget så dybt som menneskelig tomhed og længsel. Desuden (men det er en sidebemærkning) vil hun helst tale om "kommaer", når hun bliver interviewet, dvs. om æstetiske overvejelser i stedet for alt muligt andet pjat. Og det – vil man vel efterhånden forstå – tæller højt hos mig. Hun stiller naturligvis op til interviews, når en ny bog er udkommet, og jeg begriber ikke, at man kan forestille sig jeg skulle mene, at forfattere burde holde sig for gode til det, når interviews jo dog for fanden er en måde at byde op til samtale på.

Passer det dog ikke, spørger Mette Moestrup, at kvinder er blevet ekskluderet fra en række litterære grupper gennem litteraturhistorien? Det gør det utvivlsomt, og det skal selvfølgelig bare bestormes og bekæmpes, men det forhindrer vel ikke, at kvindernes situation i dette land på dette herrens tidspunkt ser noget anderledes ud? Og hvorfor ikke nævne, fortsætter Moestrup, at andre kvindelige forfattere (Waldrop, Kaplan) allerede har blik for "den hensynsløse digter" og en snigende "banalisering" af forfatteren og kunsten? Jamen, det synes jeg da absolut man skal fremhæve med fed skrift, og jeg er ikke så naiv, at jeg mistror kvinder over én kam evnen til at være kritisk, herunder selvkritisk.

Jeg er heller ikke så misogynisk, at jeg kunne finde på at mene, at den tomme selvpromovering først bliver et problem, "når det er kvindelighed, der spilles på", som Johanne D. skriver. Det er ALTID et problem, hvis det ikke er de litterære indsigter og talenter, der er i centrum, når forfatter og bog præsenteres. Blandt andet fordi man så på forhånd ekskluderer en række forfattere (de rynkede, de eftertænksomme, æggehovederne, formalisterne, de forsagte og alle dem der ikke længere er unge og smukke, som Christina Hagen cirka skriver i et par modige kommentarer) fra at deltage i den litterære udveksling. Man byder kun de mest egnede op til dans, som tilfældigvis er dem, der mest ligner én selv.

Jette Hansen foreslår i sin kommentar, at problemet er, at de bøger, der får bevågenhed, ikke er kunst. Skægt tænkt, men det er ikke min pointe, må jeg skynde mig at sige. Den er snarere, at mediernes bevågenhed i sig selv ikke kerer sig stort om, hvorvidt der er tale om kunst eller ej. Det betyder ikke, at det ikke KAN være kunst, blot at det ikke er mediernes primære interesse. Derfor kan man heller ikke på mediernes søgelys afgøre, hvilke forfattere der er kvalitetsforfattere og hvilke ikke, og man kan ikke kende forskel på hoved og røv (der var den igen, Johannes og Bjørn!) i det litterære univers. Man kan derimod få syn for sagn for, hvilke forfattere, der passer bedst ind i mediernes blanding af nyhedsjournalistik, sensationshunger, berømthedsdyrkelse, snobberi, salgbarhed, opmærksomhedskult. Men det er vel en pointe, der er så banal, at den burde få røde ører?

Til sidst vil jeg bare undskylde, at det indimellem løber af med mig, det satans sprog. Det gjorde det også forleden nat, da jeg forsøgte at finde rundt i de mange kommentarer til mit indlæg og lidt for abrupt kom til at genoptage mit permanente skænderi med Lars Bukdahl. Jeg skylder både ham og alle andre (og muligvis mig selv) en uddybning, men den tror jeg nok jeg springer over i denne omgang. Der er trods alt vigtigere ting i verden. Jeg vil også indrømme, at det kan virke som et grandiost selvmål, at det netop er mit indlæg, aviserne savler over. Men jeg håber, at mine seneste par kommentarer har rettet lidt op på tingene. På den anden side bekræfter avisskribenternes savlen min kritik af medierne, som jeg sandt nok betragter som livsvigtige organer i et oplyst samfund. Men nok om det. Nu vil jeg i stedet gå ind og læse videre i Inger Christensens nye bog Æter, en dramatisk tekst til Hotel Pro Forma. For Inger er bare genial. Og så er hun kvinde!