mandag den 5. december 2011

Sidste runde om karikaturen

Digtere er et irritablet folkefærd, stod der i Corsaren i 1847, men af alle irritable digtere er Henrik Hertz alligevel "ustridig den irritableste". Jeg ved ikke, om Hertz følte sig ramt af det karikaturportræt, men det behøvede han egentlig ikke ifølge Martin Zerlangs glimrende artikel i Kritik 200 om karikaturen som litterær og kunstnerisk form. For det irritable hos digteren gør, at han lige præcis ved, hvilke ømme punkter han skal sætte fingeren på hos sine modstandere for at opnå den ønskede virkning. Til gengæld er den irritable digter selv frygtelig sårbar, og det gør ham til et nemt offer for kritik og karikatur. Og sådan kan man glæde sig over en vis retfærdighed i foretagendet. 


Ved hjælp af diverse historiske kilder, som jeg ikke vil opregne her, bestemmer Zerlang karikaturen som "statsborgernes skrig". I det hele taget hører karikaturen til i det urbane og det sekulære, hvor divergenser bliver særligt tydelige og måske endda krydser hinandens vej. Karikaturen hæfter sig ved ydre træk hos den portrætterede og gør brug af stereotype træk i beskrivelsen af fx "bondeknolden", "ædedolken" eller "den skidtvigtige". Det er ikke en fejl eller svaghed ved formen, der udspringer af karakterskitsen, men ikke kan reduceres til den. For både karakteren og karikaturen gælder det, nævner Zerlang, at man "skærper sit blik for at kunne skelne det væsentlige fra det ligegyldige. I begge tilfælde er forenkling et afgørende moment". Alligevel er de to former væsensforskellige: "Karakteren associerer til noget indre, en indre helhed, mens karikaturen bliver stikkende i det ydre, ikke mindst de ydre detaljer."

For de moderne danske forfattere, der har brugt formen (og det har både Herman Bang, Johannes V. Jensen, Gustav Wied, Tom Kristensen, Klaus Rifbjerg, Poul Borum og mange andre, nogle af dem endda mod hinanden), blev karikaturen en frihed, fordi den gav dem mulighed for at fortegne virkeligheden uden at skulle leve op til klassiske krav om "orden og efterligning", som Zerlang kalder det. Johannes V. sammenfattede fx den moderne kunst sådan her: "En Gang malede man med Pensler, senere med Albuen, til sidst med Enden." Igen ved jeg ikke, om nogen blev fortørnet over den udlægning eller bad Hr. Jensen forklare, hvem "man" er. Til gengæld kan jeg konstatere, at den gamle vrisne mand (og det er desværre vist det eneste lighedspunkt mellem ham og mig) fik ret, jævnfør citatet fra Bjørn Rasmussens roman: "Skriv med røvhullet, det er et råd til en ven." Sådan kan karikaturen ende med at sige noget meget præcist på sin egen unøjagtige måde.

Alt det selvfølgelig sagt, fordi jeg insisterer på, at mit lille portræt af den kvindelige forfatter er en karikatur. Og fordi jeg vil understrege, at det er en skidt idé at komme løbende med krav til karikaturen, som stammer fra andre tekstformer, fx krav om navns nævnelse og præcision (med den slet skjulte mistanke, at der må gemme sig et uskyldigt offer, et blodindsmurt sværd eller et uerkendt had et eller andet sted under teksten). Karikaturen – og nu spekulerer jeg videre ud fra Zerlang – er altid sammenstykket af mange kilder og skal helst kunne sige flere ting på samme tid. Dens ærinde er at forgrove for at tydeliggøre tendenser og træk og for at få så mange som muligt til at overveje forhold, som de måske ellers ville have overset. I den forstand er karikaturen måske ligefrem en pædagogisk-demokratisk form: den vil udpege en ’problematik’, og dernæst vil den have læserne eller betragterne til at debattere ’problematikken’. Men selv præsenterer den ingen sandhed om emnet.

Zerlang slutter naturligt nok sin artikel af med at henvise til de famøse Muhammed-tegninger, der som bekendt var karikaturer. Dem vil jeg gerne dvæle ved et øjeblik. Reaktionerne på de tilsyneladende overfladiske, upræcise, dårligt udførte, forgrovede tegninger viste nemlig præcis, hvad karikaturen formår, også uden at leve op til kravene om skønhed, nuancering, fordybelse, præcision osv., som man kan stille til andre udtryksformer. Det er der en god pointe i. Tekster og billeder har deres helt egne virkemidler, og de kan på trods af al kunstnerisk elendighed, overfladiskhed osv. udpege egentlige problemer, fx at der rent faktisk FINDES fundamentalister, der forsøger at begrænse vores frihed til at ytre os. Ligesom der muligvis FINDES yngre kvindelige forfattere, der har været skamløse i deres selvpromovering. I den forstand vover karikaturen pelsen, den modsætter sig ethvert forbud. Og den gør opmærksom på, at det findes! Tænk igen på den anonyme kommentator, som jeg nævnte sidst – ham eller hende, der ikke ville træde frem fra skyggen i angst for at blive slagtet. Den reaktion burde få os alle til at standse op. For er der virkelig i denne debat blevet udstedt et billedforbud, der siger: "Du må ikke gøre dig noget billede af kvinden …"? Ja, læg mærke til spørgsmålstegnet. Jeg er i tvivl. Men jeg synes, at den næsten hellige forargelse hos visse kommentatorer godt kunne tyde på det.

I det mindste kan debatten om min tekst tjene som et meget godt eksempel på, hvordan karikaturen fungerer. Om ikke andet, så har vi vist alle lært noget om formernes særvirkninger. Jeg tror derfor også, at en del af ophidselserne over teksten skyldes, at kun meget få har gehør for eller tanke på, hvilken slags tekst de sidder med. Tekstformer arbejder på meget forskellig måde (det er derfor vi har dem), hvad enten de nu er en karikatur, et læserbrev, en kronik, et brev eller en huskeseddel. En del af vor tids sygdom (og nu kommer jeg næsten til at lyde som Johannes V.) kunne muligvis bestå i, at vi ikke længere har overblik over den enorme tekstsovs, som vi alle sammen plasker rundt i, og af ren befippelse tror, at det hele er det samme. Og jeg har en mistanke om, at det desværre er de enkleste tekstformer (læserbrevet fx), der kommer til at bestemme aflæsningen af de mere komplekse.

Men nu, hvor jeg har rodet mig godt og grundigt ud i det uoverskuelige, må jeg hellere forholde mig til nogle af reaktionerne i kommentariatet. Skulle nu min karikatur fx betyde, at Helle Helle er "diskvalificeret", som Lars Leonhard skriver? Nej, nej og atter nej, jeg er en stor beundrer af Helles bøger (og af Helle!), og ikke fordi hun skriver om "ægteskab, skilsmisse, sex, kærlighed" osv., men fordi hun derimod efter mine begreber skriver om noget så dybt som menneskelig tomhed og længsel. Desuden (men det er en sidebemærkning) vil hun helst tale om "kommaer", når hun bliver interviewet, dvs. om æstetiske overvejelser i stedet for alt muligt andet pjat. Og det – vil man vel efterhånden forstå – tæller højt hos mig. Hun stiller naturligvis op til interviews, når en ny bog er udkommet, og jeg begriber ikke, at man kan forestille sig jeg skulle mene, at forfattere burde holde sig for gode til det, når interviews jo dog for fanden er en måde at byde op til samtale på.

Passer det dog ikke, spørger Mette Moestrup, at kvinder er blevet ekskluderet fra en række litterære grupper gennem litteraturhistorien? Det gør det utvivlsomt, og det skal selvfølgelig bare bestormes og bekæmpes, men det forhindrer vel ikke, at kvindernes situation i dette land på dette herrens tidspunkt ser noget anderledes ud? Og hvorfor ikke nævne, fortsætter Moestrup, at andre kvindelige forfattere (Waldrop, Kaplan) allerede har blik for "den hensynsløse digter" og en snigende "banalisering" af forfatteren og kunsten? Jamen, det synes jeg da absolut man skal fremhæve med fed skrift, og jeg er ikke så naiv, at jeg mistror kvinder over én kam evnen til at være kritisk, herunder selvkritisk.

Jeg er heller ikke så misogynisk, at jeg kunne finde på at mene, at den tomme selvpromovering først bliver et problem, "når det er kvindelighed, der spilles på", som Johanne D. skriver. Det er ALTID et problem, hvis det ikke er de litterære indsigter og talenter, der er i centrum, når forfatter og bog præsenteres. Blandt andet fordi man så på forhånd ekskluderer en række forfattere (de rynkede, de eftertænksomme, æggehovederne, formalisterne, de forsagte og alle dem der ikke længere er unge og smukke, som Christina Hagen cirka skriver i et par modige kommentarer) fra at deltage i den litterære udveksling. Man byder kun de mest egnede op til dans, som tilfældigvis er dem, der mest ligner én selv.

Jette Hansen foreslår i sin kommentar, at problemet er, at de bøger, der får bevågenhed, ikke er kunst. Skægt tænkt, men det er ikke min pointe, må jeg skynde mig at sige. Den er snarere, at mediernes bevågenhed i sig selv ikke kerer sig stort om, hvorvidt der er tale om kunst eller ej. Det betyder ikke, at det ikke KAN være kunst, blot at det ikke er mediernes primære interesse. Derfor kan man heller ikke på mediernes søgelys afgøre, hvilke forfattere der er kvalitetsforfattere og hvilke ikke, og man kan ikke kende forskel på hoved og røv (der var den igen, Johannes og Bjørn!) i det litterære univers. Man kan derimod få syn for sagn for, hvilke forfattere, der passer bedst ind i mediernes blanding af nyhedsjournalistik, sensationshunger, berømthedsdyrkelse, snobberi, salgbarhed, opmærksomhedskult. Men det er vel en pointe, der er så banal, at den burde få røde ører?

Til sidst vil jeg bare undskylde, at det indimellem løber af med mig, det satans sprog. Det gjorde det også forleden nat, da jeg forsøgte at finde rundt i de mange kommentarer til mit indlæg og lidt for abrupt kom til at genoptage mit permanente skænderi med Lars Bukdahl. Jeg skylder både ham og alle andre (og muligvis mig selv) en uddybning, men den tror jeg nok jeg springer over i denne omgang. Der er trods alt vigtigere ting i verden. Jeg vil også indrømme, at det kan virke som et grandiost selvmål, at det netop er mit indlæg, aviserne savler over. Men jeg håber, at mine seneste par kommentarer har rettet lidt op på tingene. På den anden side bekræfter avisskribenternes savlen min kritik af medierne, som jeg sandt nok betragter som livsvigtige organer i et oplyst samfund. Men nok om det. Nu vil jeg i stedet gå ind og læse videre i Inger Christensens nye bog Æter, en dramatisk tekst til Hotel Pro Forma. For Inger er bare genial. Og så er hun kvinde!

35 kommentarer:

  1. Kaspar Colling Nielsen5. december 2011 kl. 09.48

    Hej Niels Frank.
    Problemet i dansk litteratur er ikke, at visse forfattere promoverer sig selv skamløst i medierne. Problemet er, at så få gør det. Der bliver produceret og markedsført så meget crap i dag fra afdragsfrie lån, som ruinerer folk til lortelegetøj, der går i stykker når det forlader indpakningen. Forfattere har, i modsætning til så mange andre, faktisk noget værdifuldt at markedsføre og sælge. Noget der kan gøre Verden større, bedre, smukkere og sjovere. Jeg deltager i næsten alt, hvad jeg får tilbudt, fordi jeg gerne med tiden vil kunne leve af at skrive. Al den opmærksomhed jeg kan skrabe sammen er med til at promoverer min bog ’Mount København’, som jeg er stolt af og håber, så mange så muligt vil læse. Der er desværre i det litterære miljø i Danmark en automatisk nedvurdering af alt, hvad der på afstand ligner noget kommercielt. Høje læsertal kan i sig selv være diskvalificerende for en forfatter. Det er en skam, dels fordi det forhindrer en masse god litteratur i at nå sine potentielle læsere og dels fordi der ligger et stort kunstnerisk potentiale i at medtænke medierne og samfundet i kunsten. Jeg holder foredrag et par gange om måneden i virksomheder og offentlige institutioner, om at opføre et 3500 højt bjerg i Danmark i virkeligheden. Vi har samlet et konsortium af 25 eksperter og investorer, som skal virkeliggøre projektet. En afdeling fra DONG, som hedder Clean tech, er ved at beregne hvor meget energi sådan et bjerg kan producere i smeltevandenergi. De første beregninger viser, at det sandsynligvis er så meget, at det kan dække hele Danmarks årlige forbrug af elektricitet. Det er et sjovt projekt. Jeg regner med, at vi i løbet af 2012 kan rejse 10 mio. til et egentligt prospekt, altså en konkret plan for, hvor det skal ligge, hvordan det skal se ud og hvordan det skal konstrueres. Hele projektet er et virkeligt forsøg på at opføre et virkeligt bjerg i Danmark, men det samtidig en indkomst, en promovering af bogen og et kunstprojekt. Se vores foredrag om projektet: http://video.tedxcopenhagen.dk/video/911111/kaspar-colling-nielsen-mik
    Bedste hilsner
    Kaspar

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej
      Det ville da være helt fantastisk, hvis det blev til noget, og rent faktisk kunne producere energi.
      Et identisk projekt, kaldet "The berg" blev i øvrigt foreslået af Jacob Tigges for 3 års tid siden, ideen var at det skulle opføres på Tempelhof-pladsen, men mon ikke den vedvarende finanskrise umuliggjorte det. Se: http://www.archdaily.com/40755/the-berg-the-biggest-artificial-mountain-in-the-world/
      Beklager afstikkeren fra hovedemnet.

      Slet
  2. Kære Kasper,

    Hvor er det fantastisk med det bjerg!

    Derudover tænker jeg, at det du skriver med at høje salgstal i sig selv kan være diskvalificerende for en forfatter er en slags fordom eller almindelig anerkendt antagelse - uhh, det er så fint ikke at blive læst; sådan tænker digterne sikkert - men hvor ser du det henne helt konkret? Hvis du ser på de navne Frank nævner ovenfor - Helle og Christensen - så er det vel alment anerkendt at de er/var nogle af deres samtids virkelig gode forfattere og samtidig sælger de jo ikke helt dårligt.

    Jeg tror ikke at der findes en forfatter der ikke vil læses. De vil bare gerne have at folk læser det de skriver.

    Det får mig til at tænke på et debatarrangement jeg var til for nogle år siden på Gyldendal, hvor Hanne-Vibeke Holst spurgte ud i rummet til de mange forfattere der var mødt op: hvorfor vil I ikke læses? Kirsten Hammann tog ordet og sagde at det ville hun da også meget gerne!

    Selvklart. Ikke mindst hvis man, som du selv, gerne vil kun leve af sit forfatterskab, så man kan koncentrere sig mere om det, skrive mere, mere koncentreret osv. Men igen: salg er jo langt fra det eneste kvalitetsparameter der findes - og det gælder godt salg såvel som dårligt: stort salg er ikke lig med lort eller guld, det virker på mig nærmest tilfældigt, hvad kvalitet angår, hvad der sælger godt.

    Men ofte ladet det til at være tilfældet med bestsellere, synes det mig efter de jeg har læst: at de fleste er noget letfordøjeligt hø.

    Bedste hilsner
    Martin

    SvarSlet
  3. Franke for helvede, din flovser af en panisk universitetsundakyldning sløret kun for en stund, at dit indlæg var simpelthen meget stereotypreproducerende, og det er meget dumt og på alle måder meget usandt, og simpelthen meget traveligt, hvorfor er det så slemt at promovere og ogsaå være forfængelig? Men vigtigere, hvad er det for en litteratur der bliver mejet ned af dræberkvimderne, ja jeh vil have titler og passager, men det vil æ fandme også på de værker der ikke sutter på ordene. ironi er et brugt kondom piger.

    SvarSlet
  4. Kaspar Colling Nielsen5. december 2011 kl. 10.40

    Jeg forsøger bare at sige, at der bliver solgt og markedsført så meget, der gør verden dårligere, grimmere og dummere. Hvis forfattere var bedre til at promovere deres værker, ville det faktisk gøre det modsatte. Hvis man ikke har rige forældre eller en partner, der kan forsøge én, så skal man jo for fanden tjene nogle penge. Jeg har mødt flere forfattere der synes det var hård, at de skulle på Bogforum i et par timer! Helt ærligt. Hele min studietid levede jeg af at tørre folk i røven. Måske ville det gavne litteraturen i Danmark og samfundet generelt, hvis vi brugte lidt af vores fantasi og tid på at markedsføre vores ting. Det kan jo gøres på mange sjove og interessante måder.
    Kys og lang krammer
    Kaspar

    SvarSlet
  5. Don't PATRONIZE ME!!

    SvarSlet
  6. gab, det blir desværre ikke mindre pinligt af det der Zerlang-ophængte fis, men hyg dig med nogle flere karikaturer og tanker derom, jeg kan sgu næsten bedre lide den rene vare: folkets fordomme for fuld musik

    SvarSlet
  7. Jamen, okay, Niels, så lad os generesensistivt tale karikaturer! Som jeg har studeret og praktiseret siden jeg var 10. Og det er godt nok en sært reduceret og fortegnet karikatur af karikaturen, du præsenterer i bogposten her. Færst bliver den lig med en karikatur af en type snarere end en specifik person eller signaturs, vel er det langt de fleste karikaturer karikerer. Derefter bliver den gudhjælpeme en Niels Franksk hybridtekst, som

    altid [er] sammenstykket af mange kilder og (...) helst [skal] kunne sige flere ting på samme tid. Dens ærinde er at forgrove for at tydeliggøre tendenser og træk og for at få så mange som muligt til at overveje forhold, som de måske ellers ville have overset. I den forstand er karikaturen måske ligefrem en pædagogisk-demokratisk form: den vil udpege en ’problematik’, og dernæst vil den have læserne eller betragterne til at debattere ’problematikken’. Men selv præsenterer den ingen sandhed om emnet.

    Og så er vi langt, langt væk fra, hvad jeg og man sædvanligvis forstår som karikatur: målrettet mimetisk missil. Nej, en karikatur behøver ikke at nævne navne, men selv når den er karikatur af en type, skal den være rammende og lige præcis præcis - og fx kan jeg blandt yngre, kvindelige digtere ikke få øje på nogen, der markedsfører sig/markedsføres på deres udseende, som IKKE fremhæver eller går ind for sproglig omhu (i Franks karikatur: at sutte på ordene), eftersom de fleste af dem har gået på Forfatterskolen, flere med NF som rektor - det kuriøse og NYE er da netop kombi'en af totalstylet markedsføring og kunstneriske/sproglige ambitioner, vil jeg mene (og som jeg personligt ikke har store problemer med).

    SvarSlet
  8. Jeg skrev i 2004 en føljeton i WA i 28 afsnit, Karikeret ABC, om karkatur i tekst og tegning, og lad mig lige citere fra afsnit 2:

    definitionen af Karikatur i Ordbog over det Danske Sprog: ”overdreven skildring eller fremstilling af det karakteristiske og latterlige ved en person eller et forhold.” Det er en god definition, fordi den peger på den centrale, kritiske dobbelthed i karikaturen: den skal på samme tid overdrive og ligne, fortegne og præcisere, overdrive og karakterisere og latterliggøre. Karikaturen er anti-realistisk ved at være over-realistisk, hvilket ikke er det samme som surrealistisk, selv om en karikatur-optik på surrealisme – karikaturer af drømme! – absolut ville være frugtbar, den vender vi gerne tilbage til. Men så skal det også siges, at meget af det vi kalder realisme, i litteratur og i billedkunst, og som nutidens kedelige realister dumt kan finde på at påkalde, er karikatur, f.eks. Charles Dickens, som vi måske skal tage næste gang, under C.
    Når vi nu skal hylde Danmarks største karikaturtegner, Alfred Schmidt (1858-1938, vigtigste arbejdspladser: ugebladet Klods Hans og årshæftet Blæksprutten), er det vigtigt at skelne mellem satire og karikatur. For nej, Alfred Schmidt var ikke satiriker i betydningen progressiv, pointeret, aggressiv samfundsrevser, men jeg er så træt af besværgelserne, positive som negative, af den særlige fredsommelige, harmoniserende danske humor hos vore store tegnere, fordi de firkantet meningsaflæsende overser den kunstneriske og kritiske kraft i selve den karikerende streg. Og ingen karikerede mere sublimt end Alfreds Schmidt, hans passion, hans trip var karikaturen af akkurat Den og Den (også gerne historiske figurer); alle de bedste tegninger; IC Christensen med ræven bag øret, Borbjerg råbende ”Jensen er valgt!”, Zahle ovenpå Frederik VII (vist i afsnit A), de tre lange nordiske konger, har personkarikaturer som omdrejnings- og brændpunkt.
    Alfred Schmidt rendyrkede til perfektion Karikaturkoden: koncentrationen og reduktionen af et reelt åsyn til en komisk, umiskendelig kode, IC Christensen med sit hjerteformede kerubhoved og den lille hårtot, Zahle med sit uglehoved og 1 sammenknebet øje; og angiveligt klagede Zahle til Alfred Schmidt over det sammenknebne øje, sådan et havde han jo slet ikke, men det var der ikke noget at gøre ved, karikaturen var blevet sandere end virkeligheden, og det er til hver en tid karikaturens finest hour, for mens den kedelige 1.1-realisme højst formår at agere virkelighedens skygge, kan karikaturen (også af en fiktiv figur, Dickens!) decideret og for evigt vippe virkeligheden af pinden.

    SvarSlet
  9. Og også lige et par klip fra afsnit 3:

    Pointen ved den gode dårlige anmeldelse er naturligvis, at den er en karikatur, en ”overdreven skildring eller fremstilling af det karakteristiske og latterlige ved” en bog. Det er ikke nok, at det er ondt, det skal også ligne, ligne ondt. Så er det også, at det går rigtig ondt på bogens forfatter, når han på samme tid føler sig ramt og til grin, så er han skuler tavst forbi anmelderen ved efterårsreceptionen og kosteligt karikerer sig selv. Som da Poul Borum engang skrev følgende erindringsskitse i Ekstra Bladet apropos en roman af Jens Christian Grøndahl: ”Jeg havde engang en ung digter boende på gæsteværelset. Han ville da gerne bidrage til husholdningen, så han indkøbte adskillige dåser presset skinkekød i vandlage, sådan noget, de havde med, dengang han var ude med fiskerne. Uspiseligt og uden smag.” Det er sgu en god karikatur!

    Bo Bojesens fiktive danskere er mærkeligt almindelige, ikke sært særlige som Charles Dickens’ fiktive englændere i alle de viltert store romaner. Dickens karikerer sine fiktionspersoner, som Alfred Schmidt karikerer sine realpersoner: med fuld kraft. Men hvor Schmidt kan nøjes med én eller en håndfuld tegninger, skal Dickens holde sine karikaturer gående og løbende og springende gennem en hel, tyk, tyk bog, og det er altså en kunst, der vil noget, men paradoksalt nok stadig en kunst, der gerne ses ned på, som om det var sværere, og sandere!, at holde en anonymitet spankulerende, jf. JC Grøndahl (nej, lad være!). Fordi Dickens er sprogkunstner, er det primært sprog, han karikerer (og holder gående, løbende, springende), f.eks. her Mr. Micawber i David Copperfield, 1850:
    ”’I have discovered my friend Copperfield,’ said Mr. Micawber genteelly, and without adresseing himself particularly to any one, ‘not in solitude, but partaking of a social meal in company with a widow lady, an one who is apparently her offspring – in short,’ said Mr. Micawber, in another of his bursts of confidence, ‘her son. I shall esteem it an honour to be presented.’”
    Alfred Schmidts Zahle overtog den virkelige Zahles plads, Mr. Micawber træder overdrevet, karakteristisk, latterligt lige ud af intet og overtager derfor ingens plads, til gengæld bevæger han sig rundt i x antal bevidstheder den dag i dag langt mere levende og tydelig end de fleste nære slægtninge.

    SvarSlet
  10. Miss Yngre, kvindelig forfatter har ingen gang på jord, fordi hendes gangart er for lidt gakket til til at ligne eller illudere eller skabe nogen som helst, rent karikaturistisk.

    SvarSlet
  11. Jeg retter lige de mange tastfejl i min første kommentar:

    Jamen, okay, Niels, så lad os genresensitivt tale karikaturer! Som jeg har studeret og praktiseret siden jeg var 10. Og det er godt nok en sært reduceret og fortegnet karikatur af karikaturen, du præsenterer i blogposten her. Først bliver den lig med en karikatur af en type snarere end en specifik person eller signatur, som vel er det, langt de fleste karikaturer karikerer. Derefter bliver den gudhjælpeme en Niels Franksk hybridtekst, som

    SvarSlet
  12. Men for pokker, Bukdahl, det er jo netop de, primært mandlige, digtere/forfattere, man skal ind på din blog for at læse om, der er ofre for Hollywood-effekten. Hvorfor er Glenn Christian, Mikkel Thykier, Martin Larsen og andre fremragende forfattere ikke på forsiden af Politiken, Berlingske, Information etc.? Det er da ærgerligt; særligt for læserne.

    SvarSlet
  13. Det er en sørgelig ulykke for denne min bog, men en endnu sørgeligere ulykke for hele den Litterære Republik,– så min ulykke blot er en dråbe i havet,– at omtalte liderlige nyfigenhed efter nye og pirrende sensationer af enhver art i den grad er blevet en fast bestanddel af vor karakter og vort temperament,– og at vi er så optaget af at stille vort utålmodige begær ved det middel,– at det kun er de grove og kødelige dele af et værk, der bliver gouteret.

    – bog 1

    SvarSlet
  14. @Christina
    Det faktum at du svarer i øst til Bukdahls vest, skal da ikke forhindre mig i at svare dig i Nord og evt. Syd.

    Lidt om Mikkel Thykier (MT):
    http://da.wikipedia.org/wiki/Mikkel_Thykier
    Skyggerne er kun flygtige, Borgen 1997 (digte)
    Katalog, Basilisk (B16) 2001
    Daglig tale, Gyldendal 2002
    struktur - 16 objekter forarbejder til Peter Louis-Jensen, Basilisk 2003
    Skyggeboksning, Forlaget 28/6 2009 (essays)
    Gennem mig gik hun i seng med en afdød (hun tog et lig i munden) - 12 notater om Vincent Gallo, Forlaget 28/6 2009 (biogafi)
    Entré - Tre forord, Anblik 2009 (poetik)
    Godmorgen, Columbus - Daglig tale, Gyldendal 2009 (dialoger)

    Googler man Mikkel Thykier (søg på "Mikkel Thykier" inkl. citationstegn), så er der over 4000 unikke hits.
    Alene Information har en rigtig fin side:
    http://politiken.dk/kultur/boger/skonlitteratur_boger/ECE1457773/debutant-begaar-forrygende-og-finurlig-kaerlighedsroman/

    Anmeldelser findes på alle de store aviser.

    Derudover har Mikkel fået disse legater:
    1998: Klaus Rifbjergs Debutantpris for Lyrikere: For Skyggerne er kun flygtige
    2001: Statens Kunstfond. Arbejdslegat
    2002: Statens Kunstfond. Arbejdslegat
    2002: Michael Strunge-Prisen: tale af Mette Moestrup, Information 27-8-2002
    2003: Statens Kunstfond. Arbejdslegat

    Mikkel er kom med hele fire udgivelser i 2009 og ikke noget siden. Men bemærk ovenfor hvad for udgivelser og på hvad forlag. Columbus dialoger på Gyldendal. Og så nogle mindre udgivelser (i oplag ikke i kvalitet) på små forlag (i oplag ikke i kvalitet).

    Hvor vil jeg så hen med det her?
    Mikkel Thykier er en fin forfatter. Det ønsker jeg ikke at anfægte. Hvorfor skulle jeg også det? Men som litterat, mag.art. mv. så ved jeg da også at det måske ikke lige er hele familien Danmark der er interesseret i at læse Mikkels bøger. Hvorfor skulle de også det. Er de skrevet til dem?

    Se denne Sentura anmeldelse af Columbus bogen:
    http://www.sentura.dk/thykier_anmeldelse.html
    citat: "Efter min mening bygger Thykiers værk på en uhyggeligt skrøbelig konstruktion, som kun er bæredygtig, så længe den understøttes af et elitært universitært læserpanel med hang til blodfattige, usensuelle og verdensfjerne abstraktioner."
    bedre artikel:
    http://www.information.dk/201546

    SvarSlet
  15. Ligeså god som man kan mene (eller ikke mene) at MT er, så skriver han ikke ligefrem til en stor skare. Jeg mener han er anmeldt, oplyst om og beriget med priser. Hvor er det han ikke træder frem?

    Når man skriver visse typer af litteratur, så er der en øvre grænse for oplagstallene, for hvilke blade man kommer i og hvor mange forsideartikler man får. Det er nok ikke MT der lige står først i køen til Euroman (eller Eurowoman) og hvad de ellers hedder allesammen.

    Tager man så f.eks. Lone Hørslevs eller Helle Helles bøger og sætter MT overfor, så er det ikke det samme publikum der henvendes til, jo der er overlap, men det er ikke de samme. Jeg har mødt mange der har læst begge to som aldrig har hørt om Mikkel Thykier. Er det fordi at MT er blevet forsmået af en kommerciel og ondsindet presse? Eller kan det tænkes at Helle Helle og Hørslev måske rækker ud til et lidt større publikum, fordi de har bare skyggen af et narrativt forløb?

    Helle Helle og Hørslev er bare mere spiselige for dem der måske ikke lige har en mag.art. eller lign. på universitetet i semiotik, fremmedsprog og esoterisk litt.. undskyld Litteraturvidenskab.

    Hvis nu vi forlader MT et øjeblik og kigger lidt ud på rigtig meget af den litteratur som bliver kaldt "smal" eller litteraturtidsskrifter (alle) (lad os ikke diskutere termen 'smal' lige nu) - så kunne det være sjovt at tage samtlige læsere, fratage nuværende studerende, dem har skrevet i aviser, studeret dansk, litteratur eller lign. humanistiske studier, alle som har udgivet noget og så se hvor mange der er tilbage.
    Hvor mange tror du Christina - der er tilbage? 90% 50% 20% 5%?
    Jeg hælder nok mest til de 5-10%..

    Skyldes det så de ondsindede aviser?
    Nej vel! Det er nu engang sådan at aviser er underlagt almene markedsvilkår og skal sælge aviser. Folk køber krimier, fantasibøger, kogebøger, historiske bøger, store amerikanske bestsellere etc. - er det fordi de ikke ved hvad der er godt for dem? Er det fordi de aldrig har hørt om Mikkel Tykier og de andre? Eller kunne det tænkes at de rent faktisk FORETRÆKKER at læse lige netop den litteratur de køber - og at aviserne derfor skriver om det folk gerne vil have?

    Litteratur er underlagt basale markedsvilkår. Nogle er heldige at få fede tjanser som rektor på Forfatterskolen (fortjent eller ej) og livsvarige ydelser (fortjent eller ej) - men lige meget hvad så er bøger en del af det her. Også selvom der er tale om gratis downloads - uden interviews, uden at indgå i mediebilledet så sælger man ingenting.

    Kan det måske tænkes - og her snakker jeg gerne helt åben og udpeger Niels Frank - at der er tale om lidt smålighed og misundelse.

    En anden problemstilling er - for nu at vende skytset videre mod Niels Frank - at et kæmpe problem med den oprindelige karikatur er at den ikke bare er en anonym karikatur. Vi er flere der med det samme så specifikke forfatternavne. Så stort er det litterære miljø i Danmark altså heller ikke - og den slags udpegning, fra en som mange betragter som en mentor - er og bliver usmagelig..
    og lad mig så ikke træde mere på NF i denne sammenhæng.

    Final words: Dem der skriver til et snævert publikum med så genreeksperimenter, esoteriske digte og romaner der ophæver enhver plotregel har altså selv bedt om det.
    I virkeligheden er den "smalle" (der var ordet igen) litteratur ganske godt beskrevet i Danmark i medier og de store dagblade. Og det trods at der snart er flere forfattere end der er læsere i dette land.

    cheers
    LL

    P.S. Undskyld til Mikkel Thykier for at han blev eksempel lige her

    SvarSlet
  16. P.P.S.
    @Niels Frank - der er en ting du glemmer om karikaturer, oftest så beskriver de jo ikke bare en type men en person, om det så er en konkret, religiøs skikkelse med våben i sin hovedbeklædning, en fjollet politiker eller som i den græsk-romerske satireform er en specifik magthaver. Hvis man ridser en sådan person op, så må den person også findes. Hvor Niels? Hvem?
    Når nu du postulerer at den her kvindeskikkelse eksisterer, hvad er så eksempler fra det virkelige liv? Hvem er hun?
    Hvem er den kameraliderlige persontype, som medierne halser efter og som også halser efter dem. Som laver CD'ere ved siden af, lader sig interviewe mens de ser godt ud.
    Som du selv og andre har sagt eller antydet, så er kvinder ikke et tabu. Ingen her nægter dig eller andre retten til at kritisere kvindekønnet. Det som bare er problemet for mange er at den karikatur er leveret så personfnidderagtig og uhumoristisk, helt uden hjertevarme. Når man har noget så skarpt på hjertet, så må der også dække noget bag.

    De personer som jeg ser det,der passer rigtig godt på din karakteristik (læs: karikatur) er Klougart og Hørslev - begge to vildt drønende gode forfattere, som i hvert fald i Hørslevs tilfælde også er vildt god med musik til - og som i begge tilfælde tager sig rigtig fint ud på billeder og i virkeligheden i 3D. Jeg personligt kan godt unde dem mere spalteplads og opmærksomhed (og billeder)..

    P.P.P.S.
    Jeg forventer ikke du tør sætte navne på Niels Frank. Nej - jeg VED du ikke tør sætte navne på!
    Modsat de græske forbilleder, så bliver du ikke indhentet og tvunget til at drikke skarntyde... du bliver MAX rullet i tjære og fjer og trillet ud af byen :-p

    SvarSlet
  17. Tjære og fjer? Rullet ud af byen? Lars Leonhard, helt ærligt, hvad har du gang i?

    SvarSlet
  18. Øhh det sidste var nu åbenlyst et humoristisk indslag - kan man være i tvivl??

    SvarSlet
  19. Tja, jeg syntes i hvert fald ikke det var sjovt.

    SvarSlet
  20. @Lars Leonhard

    Jeg kan godt se, at jeg svarer i vest - næsten som om, jeg opfinder hans kommentar:) Det var det med ikke at have (store) problemer med totalstylet markedsføring (ja, igen, som jeg er en del af), som jeg blot undrede mig over, fordi blogdahl efterhånden er det eneste sted, hvor netop de ikke-totaltstylet markedsførte kan findes, nærmest i kartotek. Men måske er netop dét (kombinationen) smukt.

    Jeg læser både Hørslev, Helle og Thykier. At det skulle være manglen på narrativt forløb, der skiller folket fra forfatteren, køber jeg ikke.

    Ikke flere kommentarer fra mig; nu må jeg simpelthen lave noget andet (+ jeg ser dobbelt på det ene øje, fordi bogstaverne herinde er så små).

    SvarSlet
  21. @Christina - de bliver større hvis du holder CTRL nede og klikker på + knappen ;)

    Der er selvf. andre forskelle, men vi er vel enige om at de ikke taler til det samme publikum?? Hvilket jo er essensen i det jeg skriver..

    SvarSlet
  22. At aviser er, ja at alt er underlagt markedsvilkår synes at være den stædige undskyldning for laveste fællesnævner. Hver gang! Ak derfor spisesedler på ethvert gadehjørne om morderisk splatter patter. Derfor tarvelige interview (og så endda i WA) om hvem forfatterinder flytter sammen med og puh andre tarvelige banaliteter langt fra kunstneriske overvejelser og kommaer. Derfor også et interview med Helle der åbner: der dufter dejligt af boller da vi træder ind. Øv -det er en dårlig undskyldning for kedelighed og hyggelighed. Fordi det sælger, fordi alle kan være med. Øv en dårlig journalistik. Og alle de andre, der blegt flyder med den strøm af dumhed og sensation. Sikkert nok enorme salgstal, når krimien handler om mishandling eller andet splatter og patter. F. eks Stig Larsen megasællert - den er pervers og lav og lige til at gnide sig i. Laveste fællesnævner så alle kan være med. Både dyr og mennesker.

    MEN
    Man skal ikke gå med på de markedet præmisser, man skal insisterer på noget andet, der er så højtragende og godt og svært, at det ikke favner alle. Også aviserne. Og medierne. Og magten. Jounalisthøjskolen skulle have et fag der hed ansvar.

    OG
    så skal man huske på, at det ikke nødvendigvis er forfatterindens selvbillede der ender i avisen, men journalistens. Måske der blev insisteret på komma, men alligevel skrevet om boller. Måske fotografen var hurtig og smart på aftrækkeren, da han sagde lad os fotografere dig i sengen.

    Jeg tror faktisk snart kunstnere må få sig spindoktore. For at klare sig helskindet gennem sensationssuppen.

    nemlig

    SvarSlet
  23. vrøvler jeg?
    jeg kan ikke selv se det

    men smider et eksempel oveni alligevel. på journalisters sproglige nuancering:
    det Niels Frank kalder for flirter, kalder JP så for liderligt.
    Et lille skridt mod den bedre historie. Og så et pressefoto af Josefine Klougart.
    Hvad synes hun mon om den omtale? Næppe: "yes nu kører julesalget"

    SvarSlet
  24. Hvad er der EGENTLIG galt med show, med lir, med privatliv, laveste fællesnævner eller ej, det er i kontakt med vores instinkter

    SvarSlet
  25. Det eneste der er galt med det liderlige show, den bestialske horror og denne snagen i det kedsommelige private er, at det ikke bære nogen frugt. Det er et hurtigt fix, det er tomme kalorier. Og det efterlader ikke plads til andet. Sådan f. eks civiliseret eftertænksomhed og den slags.
    Mange medier kommer til at tale ned til deres brugere, fordi den regnes ud og det forventes ikke at masserne kan bruge Martin Larsen til noget. Det tror jeg de kan. Hvis for pokker der var et udbud.
    Hvordan er det nu med markedsvilkår og den der kapitalisme, er det ikke både udbud og efterspørgsel/ efterspørgsel og udbud? Der i strømme påvirker hinanden? (Giv Martin Larsen til folket, og vupti pludselig vil folket ikke have andet)

    SvarSlet
  26. tak, Rikke (Villadsen), jeg er helt enig - der skal være en alsidighed i udbuddet, som medierne ikke tør binde an med i dag (de skal jo også sælge aviserne), men det behøver vi heldigvis ikke bekymre os om her. Så i skal nok få en dosis Martin Larsen (han er indirekte med i mine fortløbende læsninger af Beta-serien, som han har redigeret)!

    SvarSlet
  27. hvem ER Martin Larsen?

    SvarSlet
  28. en forfatter, der ikke laver trutmund.

    SvarSlet
  29. Må man heller ikke gå med sminke og pudse sine sko?

    SvarSlet
  30. I think it's unfortunate that you set up a generic
    type to criticize, even though the type certainly exists.

    I think if I were to write a similar piece about, say,
    American poets, I would want to include some
    really mediocre poems, with the poets' names, and then
    list their teaching positions, grants, awards,
    publications, prestigious readings, and all the rest.

    But I'm not sure how much the predominance of women
    in this area (poetry in North America) has to do with their
    presentation as "eye candy," nor even to their ambitious
    careerism, which of course the young male poets share.
    More than half of all BAs go to women now;
    humanities majors are overwhelmingly women;
    most editors in publishing houses are women; most books
    are bought by women; and there are probably more young female poets
    than young male poets.

    Perhaps the situation with regard to fiction in North America is more
    like the one you describe, since there is much more marketing involved.

    In a broader perspective, my feeling is this.
    Large numbers of mediocre books have always been published.
    Many of them have been popular. Plus ça change.
    It doesn't bother me that many mediocre books are still published and
    sold to millions of people. It bothers me a little that they are published
    by major houses. It bothers me more when their authors
    get Pulitzer prizes. But what bothers me the most, troubles
    my sleep, is that unlike in earlier eras, there are _good_ books
    that are _not_ being published -- and therefore are not being read
    even by the small number of people (including other writers)
    who would be interested.

    SvarSlet
  31. Ovenstående kommentar har jeg modtaget fra en amerikansk ven, der også er digter - og i stand til at læse dansk.

    SvarSlet
  32. For en sikkerheds skyld vil jeg tilføje, at kommentaren står for min vens egen regning.

    SvarSlet
  33. Det er meget trist at høre at gode bøger ikke bliver udgivet - forfærdelig trist faktisk. Men jeg tror ikke det (endnu?) er tilfældet i Danmark.
    Tværtom synes jeg faktisk, i min egenskab af small press aktivist, at det kan være svært nok at finde noget ny dansk litteratur som man har lyst til at trykke (og som ikke allerede er blevet snuppet af de kommercielle forlag). Det kunne være vi skulle udgive noget ny amerikansk digtning i stedet for - forslag modtages gerne...

    SvarSlet
  34. I modsætning til min navnebror Lavesen ved jeg godt, hvem Martin Larsen er, og jeg beundrer hans værker, selvom jeg også kan li' kvindelige forfattere, der markedsfører sig selv.

    SvarSlet