fredag den 9. december 2011

Christa Wolf: Den bedste titel og den værste


At Maja er i gang med Virginia Woolf og hendes titlers betydning, får mig til at tænke på en anden forfatter som ved et meningsløst sammentræf deler efternavn med forfatteren til To the Lighthouse: Christa Wolf.
Christa Wolf døde i sidste uge – hun blev 82. I Süddeutsche Zeitung kunne man i den anledning bl.a. læse følgende:

 “Christa Wolf war eine Schriftstellerin der Tugend und des Gewissens. Eine, die aneckte. Manchmal. Und manchmal, weil sie es wollte.”
[Christa Wolf var en dydens og samvittighedens forfatter. Hun var én der vakte anstød. Engang imellem. Og engang imellem ville hun det selv].
Så rigtigt. Jeg har stor respekt for Wolf som forfatter, humanist og socialist. Men der er også noget som anfægter mig. Der er noget sammensat ved hende, noget som jeg har vanskeligt ved at få hold på.
Et eksempel:
De to seneste bøger jeg har læst af hende, har henholdsvis en virkelig smuk og en virkelig grim titel.
Kan det på en eller anden måde være symptomatisk – og i så fald for hvad?
Den smukt betitlede hedder Leibhaftig (2002)– hvilket i Henning Vangsgaards danske version er blevet til: I live.
Jeg har intet at udsætte på oversættelsen – jeg har ingen bedre forslag. Men “leibhaftig” betyder også “lyslevende, i egen person”.
Og jeg læser netop I live som en erindringsbog – fortalt i egen person. Det er Christa Wolfs erindringer fra sit liv i DDR, der er bogens stof. Men de er fortalt i en form for bevidsthedsstrøm. Fortælleren er hospitaliseret, hun er dødssyg,  ingen ved af hvad, og glider ind og ud af tanker, drømme, erindringer.
Og dét greb har en meget overbevisende virkning. Netop sådan er erindringen: fortid, nutid og fremtid er blandet sammen. En øjensynligt meget lille begivenhed kan have langt større signifikans end en øjensynligt meget stor begivenhed. Og så den evindelige tvivl.
Husker jeg overhovedet rigtigt? Hænger begivenhederne sammen – eller er det bare mig der digter sammenhængen ind?
Den anden bog jeg har læst, er også en erindringsbog. Den hedder Stadt der Engel oder The Overcoat of Dr. Freud (2010). Igen oversat til dansk af Henning Vangsgaard: Englenes by. Eller: The Overcoat of Dr. Freud og udkommet på Forlaget Vandkunsten i oktober i år.
Den titel kunne da ikke være værre?
Stadt der Engel (Los Angeles, hvor Wolf opholder sig mens hun skriver bogen) er en tam kliché. I midten dette forfærdelige “oder/eller”.
Nej ikke noget “eller” – tak! Jeg foretrækker i dén grad at forfatteren vælger titlen for mig. Dertil kommer den “smarte” sammenblanding af tysk og engelsk. Det er meget grimt.
Og så endelig den platte henvisning til et kendt personnavn: Dr. Freud.
Jeg har som hovedregel ikke særlig meget lyst til at læse bøger som hedder Einsteins drømme, Kafka på stranden, Da Vinci koden eller Picassos pudler. Med enkelte undtagelser (de må findes) lukker denne trang til påkaldelse af berømte kulturpersonligheder sædvanligvis teksten på en, i bedste fald, kedsommeligt referentiel måde.
Er bogen, på trods af sin titel, så alligevel god?
Det kan jeg ikke svare entydigt ja til. Til gengæld  er den temmelig anfægtende, hvorfor jeg alligevel gerne vil anbefale den. Den er først og fremmest ujævn. Det er en slags rejseskildring (som er ok, men det bliver meget trivielt med alle de forfattermiddage), krydret med søgte symboliserende indslag (om møder med engle f.eks.).
Det er dog tydeligvis Christa Wolf det handler om, og bogen er bedst når hun holder sig til at se Star Trek og drikke rødvin.
Men kernen i Stadt der Engel er dog hverken hyggepimperi eller angeliske fantasier.
Kernen er at Wolf, midt under sit amerikanske ophold, bliver ramt af sin fortid. De tyske medier afslører at hun under dæknavnet “Margarete” mellem 1959 og 1962 har leveret oplysninger til Stasi. Wolf fastholder at hun fuldkommen har glemt episoden – eller episoderne. Og det er dét der gør bogen så interessant: Afsløringen af Wolfs fortid som meddeler, Wolfs påståede hukommelsestab og hendes refleksioner over sagen i øvrigt.
Der er ingen tvivl om at Wolf fandtes i Stasis arkiv – både som informant og som én der blev overvåget. Der er heller ingen tvivl om at Wolf lagde alting frem for offentligheden.  Alligevel insisterer Stadt der Engel på at være fiktion.
På kolofonsiden står der følgende:

Alle Figuren in diesem Buch, mit Ausnahme der namentlich angeführten historischen persönlichkeiten, sind Erfindungen der Erzählerin. Keine ist identisch mit einer lebenden oder toten person. Ebensowenig decken sich beschriebene Episoden mit tatsächlichen Vorgängen.

Og der er altså noget forstyrrende ved den her udmelding. En forfatter i splid med sig selv?
På den ene side har vi den sædvanlige besværgelse:  Dette er fiktion, skal læses som fiktion. På den anden side er det åbenbart nødvendigt at anføre at bogen beskriver episoder som faktisk har fundet sted. Hvorfor denne dobbelttungethed?
Hvad er mon problemet? I Leibhaftig er den fornemmelse der rammer mig, en fornemmelse af sandhed: Ja sådan må det være når livet strømmer forbi den komatøses sengegærde.
Den fornemmelse opstår ikke når jeg læser den anden bog.
Kan det hænge sammen med at Stadt der Engel oder The Overcoat of Dr. Freud – alene bogens vægelsindede titel kunne antyde at det var tilfældet – er totalt og aldeles i splid med sig selv, at den nærmest spænder ben for sig selv, når den påberåber sig at at være helt og aldeles fiktiv samtidig med at den på en eller anden måde medgiver at henvise til faktiske hændelsesforløb.
Og derfor kommer til at virke usand? Jeg ved det ikke. Men læs den, hvis du ikke allerede har gjort det.  Den er værd at diskutere.



19 kommentarer:

  1. Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.

    SvarSlet
  2. Skal man virkelig svare på den slags?

    SvarSlet
  3. Jeg har fjernet den anonyme kommentar.

    SvarSlet
  4. Jamen, det er da synd, at folk er så følsomme,at de ikke tåler lidt kritik. Hvad så med Blogdahls udsagn om hvor lidt I har produceret i forhold til hans?

    SvarSlet
  5. Bukdahl må da sige hvad han vil. Vi betragter ikke blogskriveriet som en konkurrence om at skrive flest mulige indlæg på kortest tid.

    SvarSlet
  6. Wittgensteins nevø er sgu en ok bog

    SvarSlet
  7. Jeg takker min ærede kollega for at genoptage titel-overvejelserne!

    Selv har jeg dog intet imod "eller"-titler, for eksempel Rousseaus "Émile, ou de l'éducation" eller Melvilles "Moby-Dick; or The Whale". Disse to eksempler tyder måske på, at det er et greb, som typisk hører den ældre litteratur til?

    Heller ikke kendte personnavne kan jeg principielt se noget forkert i at bruge. Jeg kan måske blive irriteret over "Michael Laudrups tænder", men det er lige så meget på grund af indholdet. "Flauberts papegøje" har jeg ikke læst, men da den handler om en Flaubert-forsker, er der for mig at se ikke noget odiøst i den. Lars Saabye Christensens "Beatles" (som dog ikke er navnet på en personnavn) er en skidegod bog, og det er meget rammende, at den hedder det. Måske kan man sige, at hvis det kendte navn næsten udelukkende bruges som udvendig 'reklame' for bogen, virker det plat, men hvis det har en dybere sammenhæng med bogen, er det i orden? I denne kontekst kunne man så diskutere Knausgårds "Min kamp", skønt det jo ikke er et personnavn, han bruger.

    Hvad angår sprogblandingen, har jeg heller ikke noget imod den per se. Den er dog sværere lige at finde eksempler på, synes jeg, men hvad med Juliana Spahrs "Fuck You-Aloha-I Love You"? Aloha er måske ikke verdens mest eksotiske fremmedord, men dog ... Denne titel har stærk trisyllabisk rytme (valserytme), som gør den meget spiselig og lækker, synes jeg. Måske i modsætning til Wolfs mere klodsede sammensætning?

    Under alle omstændigheder skriver du jo om titlerne som "symptomatiske", så måske er det ikke så kategorisk ment? :-)

    SvarSlet
  8. Jeg skrev engang en roman der hedder Mordet på Halland. Da den skulle udkomme på tysk, foreslog forlaget dér at den skulle hedde: "Als ich Gérard Depardieu entdeckte". Der er en lillebitte scene i bogen hvor fortælleren kigger på en filmplakat fra Le Retour de Martin Guerre. Depardieu var på plakaten. Det var alt. Jeg blev meget forbløffet og protesterede forsigtigt. Og slap.

    SvarSlet
  9. Jeg er faktisk lidt glad for Stadt der Engel oder The Overcoat of Dr. Freud bl.a pga. sprog-clashet, men også pga. den fine rytmik; først en tysk trommesolo i form af "Stadt der Engel" (vi er helt fremme i munden: smæk,smæk,smæk), så et dvælende ophold ved det langstrakte (men i øvrigt ellers korte ord) o-d-e-r, efterfulgt af en behagelig lang (!) og roligt udklingende kadence. Åh, de åbne O'er og åh, navnet Freud. O! Sorgmund Fråd... Slip me some more umulige titler.
    PS: Jeg har læst Einsteins drømme og elskede legen med tiden i fortællingerne -

    SvarSlet
  10. Jeg er også vild med den titelform, synes ofte man ser dem på malerier. Fx Frida Kahlos "Self-portrait as a Tehuana or Diego in My Mind". "oder" giver to dimensioner til indholdet.

    Og nu har jeg ikke læst bogen, men det lyder på mig som om Freud og hans frakke spiller en større rolle i forhold til det komatøse... Fordæktheden kommer lidt til at minde om en drøm men godt kan huske, men som man overhovedet ikke kan forklare.

    Me explico?

    SvarSlet
  11. Jeg synes heller ikke blogskriveri er en konkurrence, men jeg syens godt, det må være drilagtigt - og som bloglæser synes jeg ikke, det er lige meget med produktivitet; jeg kan godt lide, at en blog tager sig selv alvorligt som en primær(/primal), digitalt notesboglig skrivepraksis, giver håndslag på at få noget håndgribeligt fra hånden. KH

    SvarSlet
  12. Nej det var ikke så kategorisk ment – og denne titelfobi er i det hele taget en slem idiosynkrasi fra min side.
    Men jeg synes stadig Flauberts papegøje er en fantastisk grim bogtitel.
    Med hensyn til ”eller”. Ja det er nemlig nok mere typisk for ældre litteratur og de titler Maja nævner, Rousseau og Melville, er meget ens. Et egennavn som ingen kan formodes at forbinde med noget som helst, hvorfor det efterfølges af en slags læseroplysning: Det her handler om opdragelse, det her handler om en hval. Er du til opdragelse eller hvaler – så læs mig.
    Sprogblanding – I’m all for it! Men som noget der på en eller anden måde arbejder i teksten og det synes jeg ikke er tilfældet i præcis den bog af Wolf.
    Hellere sådan her:
    ceci n’est pas une pipe
    ceci is keene pipe oder was
    ist keine pfeife nicht.
    da pfeif’ ich drauf
    pipe oder nicht
    pipe ou pas
    pipeoupas
    pipapo.

    Cia Rinne: notes for soloists. oei editör, 2009.

    Hvad angår den overfrakke – den spiller en vis konkret rolle i bogen. En amerikansk psykiater har den hængende på sit kontor som en slags fetich. En dag er den der ikke længere. Man kan måske godt læse romanen ud fra en psykoanalytisk vinkel og få noget ud af denne freudianske overfrakke, men dens betydning står desværre ikke lysende klar for mig.

    SvarSlet
  13. Jeg vælger dette lidt tilfældige sted at rose jer for bloggen. Foreløbig tak for god læsning. Meningen er vel, at forskellige holdninger kommer frem, og at der kan komme lidt andre vinkler på litteraturen, og en mere specifik form for fordybelse, end der normalt er plads til i dagspressen. Bortset fra det finder jeg nu lige præcis jeres grundlæggende mishag ved dagspressens litteraturdækning lidt overflødig (ved ikke om det mishag bliver delt af samtlige bloggere. Men jeg synes, I skyder jer selv lidt i foden med jeres uforsonlighed på det punkt). Er det virkelig så slemt, så overfladisk? Som menig læser, der ikke har en litteraturvidenskabelig baggrund: Undskyld mig, det kan jeg ikke helt se...Gennem aviserne er jeg gang på gang blevet gjort opmærksom på interessante, skæve bøger, jeg ikke ville have opdaget ellers. Indrømmet: Nye bestsellers fra USA bider heller ikke så tit på mig, nærmest aldrig, og derfor læser jeg sjældent anmeldelser af dem, men der bliver da i høj grad også skrevet om andet.

    SvarSlet
  14. Kære P.H. Jensen,
    Mange tak for det! Nej - der bliver bestemt også skrevet fine ting om litteratur i dagspressen. Mit kritiske indlæg (hvis det er det du hentyder til) var rettet mod en specifik tendens i en specifik avis' bogtillæg.
    Bedste hilsener
    Elisabeth

    SvarSlet
  15. Jeg er helt enig med Elisabeth Friis. Visse titler giver mig knopper. Herunder alle titler der indeholder navne på andre forfattere, digtere, filosoffer, psykoanalytikere, kunstnere mv.

    Alene titlen Michael Laudrups tænder eller Flauberts papegøje får mig til at løbe langt væk.

    Jeg tror problemet er at den slags titler læner sig op af de store navne som var det et støtteben, krykker.

    Moby Dick eller Mrs. Dalloway fungerer fordi det er fiktive navne. Ved at navngive den hvide hval, så bliver den personificeret, hvilket forstærker symbolets kraft. Det lille "Mrs." foran Dalloway giver også en prægnant betydning til den bog.

    Skrev jeg derimod en digtsamling der hed MOBY DICK DRØMME, så ville det være ret uoriginalt, faktisk.

    mvh
    Lars Leonhard
    themutedhorn.blogspot.com

    SvarSlet
  16. Kære LL,

    Mht. din egen blog - kender du til det spændende panamerikanske (mest US/ MEX) tidsskrift El Corno Emplumado/The Plumed Horn?

    Bedste,
    Martin

    SvarSlet
  17. Hov, forket link, Sorry: http://vimeo.com/10689794

    SvarSlet
  18. @Martin
    Tak for tippet om min bloghalvnavnebror. Den er hermed tilføjet til min blog. Og nej den kom helt fra højre - jeg mener end ikke at have stødt på navnet, da jeg i år skrev speciale om William Carlos Williams, men jeg kan da se at han har haft digte i bladet.. :-)

    SvarSlet
  19. ... og nu er den (videoen) bestilt! :)

    SvarSlet