I Roland Barthes' berømte bog om fotografiet, Det lyse kammer, er der også en række fotografier og billedtekster; blandt andet fotografiet af den dødsdømte fange der, håndlænket, kigger intenst ind i kameraet. Barthes' billedtekst lyder: Han er død og han skal dø.
I går hørte jeg en lang radioudsendelse fra 1979, de to amerikanske digtere Susan Howe og Bernadette Mayer i samtale, den første interviewede den anden, der også læste op af sine digte. Fantastiske digte, fantastisk samtale, sådan et nærvær; Mayer, en yngre kvinde i midten af 30erne, taler blandt andet om hvordan det kan være at der ikke findes særlig meget poesi - på det tidspunkt - skrevet af kvinder, der handler om hvad det vil sige at have børn, at skrive når man har børn, små børn at tage sig af, at der ikke er særlig mange kvinder der indtil da har kunnet blive ved med at skrive når de først fik børn. Hun fortæller om hvordan hun får skrevet alligevel. Hun tager noter på en båndoptager. Da hendes børn var helt små ville de ikke tillade hende at tage noter ... Siger hun ... Men båndoptageren kunne hun have i et skab, så kunne hun løbe over til skabet og indtale noter, som hun kunne arbejde videre med når børnene sov ... Man ser det for sig ... Jeg ser Mayer for mig, der styrter rundt i huset, forfulgt af de der børn, desperat efter at komme til at arbejde, til at skrive, det ligner en metafor, men er det ikke kun, jeg kender det så godt, den følelse, det behøver ikke at have noget med børn at gøre.
At høre Mayer dér, i dag er hun i midten af 60erne, det er som at have haft besøg af et spøgelse. Howe spørger: Hvordan har du det med at udgive dine egne tekster? Mayer svarer: I'm all for it. Der er jo ikke andre der vil gøre det. Og så taler hun om forlagssituationen i USA i slut70erne, om hvordan det kun er det kommercielle de store og etablerede forlag vil udgive, hvordan poesien på den måde bliver mere marginaliseret end den behøver at være, at hun tror ... At hun er helt sikker på at arbejder af fx Ted Berrigan og Alice Notley og hende selv har et meget større potentielt publikum, end dem de nogensinde kan få i tale, fordi de ikke bliver eksponeret via de store forlags distributionskanaler med mere, fordi der ikke er nogen der tør at satse helhjertet på det ... Ja.
I USA findes der en radiokultur for poesien, det gør der måske også i Danmark, jeg kender den bare ikke, de er ikke tilgængelige, de gamle udsendelser, hvis de findes; eller jeg ved ikke hvor de er tilgængelige. I USA findes der blandt andet åbne og dynamiske arkiver som PennSound og Ubuweb og i Tyskland Lyrikline, selv har vi Forfatterstemmer, der jo slet ikke har nogen institutionel bund, men er ren con amore, men hvad ellers? Hvad med DRs arkiver; der må findes SÅ MEGET dér, samtaler, baggrundsudsendelser, radioessays, oplæsninger... Hvornår bliver det gjort tilgængeligt, kvit og frit og online, hvornår? Og Tårnsamtalerne, der findes i Arenas arkiver på Hald Hovedgaard, hvornår?
Ja, ærligt talt. Hvornår?
SvarSletGodt brølt, løve!
SvarSlet"we want it all and we want it now"
SvarSletHØRT :-))
SvarSletDer findes et radioarkiv i bonanza på drs hjemmeside, der ligger en del ting. bl.a. Højholt der fortolker Ewald o.a.
SvarSletJeg har været ude at gå i solskinsvejret og tænkt, så det bragede blandt de bare træer og joggere vendte sig om, over hvad Barthes skarpsindige præcision af fotografiet gennem sproget - billedtekstens to tider - har tilfælles med lyden i de historiske radioudsendelser du linker op til. Det skarpe er jo at den fortvivlelse eller desperation, der er afbilledet ikke (kan) eksisterer når billedet betragtes, idet dommen er eksekveret. Den dømtes angst rækker altså ind i fremtiden, mens fotografiet rækker tilbage til et uigenkaldeligt før, der hvor man kan se i hans øjne, at han skal dø. Sproget understreger det. Billede + nutid + fremtid bliver et værk.
SvarSletOg det er vel ikke det samme som at høre en historisk optagelse af en forudsigelse. Der mangler et lag, gør der ik?
note omkring Tårnsamtalerne:
SvarSletder har været to typer klausuleringer, som har givet træghed om publicering af samtalerne og det være sig i tekstform og som lyd. Udgangspunktet og klausul (1) oprindeligt... var, at de ikke skulle publiceres. Denne klausul er principielt ophævet fra Arkiv for ny Litteraturs side. Den anden klausul (2) har fra de direkte samtaleimplicerendes side været den personlige copyright, som har betydet, at flere adspurgte ikke har villet give tilladelse til publicering. Det giver lissom en træghed i trafikken fra samtale til åbenbarelse for publikken. Og som mest ansvarlig i det hele spil er jeg efterhånden rendt ind i så mange hindringer af alle slags, at det ser noget svært ud. Men så må man jo spørge igen og se, om noget kan ske. KSN, best.formand for Arkiv for ny Litteratur
- for at de to er det samme, må der i under optagelserne af lyden være et statement der ved afspilningen ikke længere er gyldigt.
SvarSletMen det er slet ikke det der er spørgsmålet her, det kan jeg godt se.
Fra Mads K. Christiansen:
SvarSletHej Martin
jeg læste lige dit promenade-indlæg, og ville lige linke dig til det her:
http://www.dr.dk/bonanza/radio/serie/kultur/litteratur.htm
Der er i hvert fald noget af det du efterlyser.
(Jeg kan af mærkværdige årsager ikke skrive i kommentarfeltet).
Gode hilsener
Mads
Tak for henvisningen til radioarkivet, hvor Højholt fortolker Ewald o.a.
SvarSletKære Rikke,
SvarSletJeg er ikke sikker på at jeg forstår din indvending eller dit spørgsmål, men det jeg tænker er at sådan en optagelse, som fotografiet, er et snapshot; i sig selv rørende og sørgeligt; det der er afbilledet kommer aldrig igen og det bliver ved med at være lige her, samtidig, for altid. Det er knugende.
Nu regner det i Århus.
KH Martin
Knugende og smukt og ufatteligt.
SvarSletKære Martin.
SvarSletJeg synes vel bare, Roland Barthes er så præcis i sin betragtning, at den ikke kan overføres på gammelt lyd uden at miste sin præcision.
Desværre kan man ikke sige helt det samme om min forklaring måske. Det skyldes at størstedelen af min hjernes kapacitet er blevet mælkeproducent. Derfor bør jeg helt undlade at blogge, selvom jeres blog er interessant. Nu vil jeg istedet koncentrere mig om det smukke og ufattelige. Og kortvarige i mine arme.
længere note,ja
SvarSletBlogging in general, og Promenade. Det fortsættes senere.
Old Wine or not.
Omkring den noget boostede bloggerting, Promenaden, fyger lidt tankestof gennem mit hoved.
Er det en flok individuelle bloggere, der går sammen, i en sum, i et vagtskifte for dermed lettere at ku holde liv og flow over bloggen dagligen ved arbejdsfordelingens fordele. Og det ville da være forståeligt.
Men der trompeteredes jo osse at det sku være et alternativ til aviskritikken mm.
For der er jo ikke to meninger om at avisernes litteraturdækning kører måske forståeligt nok ud fra journalistiske kriterier og ikke litterære, og derfor er aviserne ubrugelige stortset som receptionsforum. Så hvis det er for at være et litterært receptionsmæssigt alternativ, så bravt.
Men når der trompeteres så meget, kunne man/(jeg) forestille sig, at man derudover udfordrede substansen og formen lidt mere. Det kunne være omkring det principielt dialogiske, hvad jo pressens reception jo aldrig har været, og som derved uanset evt kvalitet er inappellabel i domsafsigelse, og det uanset at det litterære syn lykkeligvis varierer meget. Men sådan er det. Så det ville da være fint fx med formmæssig åbnende ændring, der ku tilføre noget aspektmæssigt og interagerende interessant. Dette som én mulighed. Avisen –og tag bare fjernsynet med, har så yndigt påstået sig at handle på læsernes vegne, og det uden læserens mulighed for tilstedeværelse.
Tilbage til blogintention…for hvis ikke dialog, så vel noget andet nyt. Men lige omkring det problematiske omkring det inappellable der jo pr automatik får et skin af objektivitet, og vurderingerne kan sagtens være rigtige, …men det får mig til at gå videre og generelt dialogisk at bede om at debattere –explicit- litteratursyn, præferencer, selvom de er impliceret i enhver bogsnak. Det nye ku være en åbnende dialogisk form omkring litterære emner. I forhold til nu den nye blog og andre er der normalt kommentarmuligheden, vil man med rimelighed ku hævde. Men hvis man er seriøst dialogisk inkluderende, så fordrer det follow ups på kommentarerne eller kræver gæstebloggere, der viderekommenterer. Eller noget tredie. Men hele feltet mellem skrivende, læsende og kritikken mm kunne være et opkvalificeret udvekslingssted. Så derfor spørgsmålet til en ny blog som P vil være om den er inkluderende dialogisk. Ellers ligesom alt andet bloggeri og pressereception igen blot og bart: et forsøg på tronbestigelse. Eller er der en anden nytænkt struktur mm der kan løfte bogen ud i et andet lys. Konkurrencen fra en del avisbogtillæg er til at hamle op med. Nu er det gode initiativ så nyt, og sagen Promenaden skal da bydes velkommen.
(principielt burde dether anbringes i et kommentarfelt på Promenaden, venter lidt, nej nu skiber jeg…) More to come..
Promenaden ER dialogisk, netop fordi vi henvender os til læsere på en platform, der tillader at læseren kan svare. Det behøver man vel ikke at uddybe på manifestagtig maner?
SvarSletGiver det ikke også sig selv, at vi er 8 forskellige forfattere/læsere/litterater med forskellige tilgange, præferencer, idiosynkrasier - og at det som sådan, forhåbentlig, kan være med til at gøre diskussionerne interessante - I hope so.
Og hvad så med aviserne? Ja, hvad så egentlig med dem?
Det er en åben fest, hvis man synes der mangler noget, må man jo komme med det selv. Skægt så mange kommentarer her der kredser om hvad vi mon EGENTLIG ER UDE PÅ... De der skriver i kommentarfeltet er jo med til at definere hvad Promenaden er for et sted.
SvarSletLene, hvis det var et svar til mig, så tror jeg, det lykkedes dig at passere forbi alle mine pointer stortset. Knud
SvarSlet"Men hvis man er seriøst dialogisk inkluderende, så fordrer det follow ups på kommentarerne eller kræver gæstebloggere, der viderekommenterer. Eller noget tredie."
SvarSletDet er nok det tredje jeg missede?
DET jeg spurgte interesseret og principielt til, og som jeg ikke fik svar på, prøver jeg lige i en anden udgave herunder. Eller jeg fik måske et svar, der sagde, spørg ikke, og at alt i øvrigt var som tilforn og som det, man ville være et alternativ til.
SvarSlet1) I forhold til de mange blogs, der omhandler litteratur, er der så noget I vil gøre nyt og anderledes i forhold til de blogs eller den avisreception, vi har, når nu I siger at I vil være et alternativ. Jeg spørger så: når nu I er et nyt alternativ, på hvilken ny måde så? Hvad nyt i forhold til fx dialogudvekslinger, da de fleste blogs jo allerede har kommentarmuligheden? Eller er der andre formmæssige og/eller principielle forskelle I jeres måde at gøre tingene på? At 8 individer deler blogarbejdet er jo eksempelvis vel kun netop en arbejdsdeling, hvilket ca svarer til at 8 bloggere slår sig sammen om én, hvilket vel ikke pr automatik er så alternativt, at det gør noget. Og der er jo ikke tale om en uniform, unison stemme(?) Det fremgår vist allerede. Eller er det redaktionelle fællesskab forankret i noget andet- og nyt? Alle disse spørgsmål er vel væsentlige og også væsentlige allerede her ved jeres presseudmelding. Den litterære reception og diskussion er vel relevant.
K
Kære Knud,
SvarSletJeg tror på praksis, vi kan jo give det et par måneder and you tell us?
bedste
M.
@Knud, du har set at dette indlæg handler om lydoptagelser af litteraturen. Ingen grund til at highjacke den diskussion, som jeg ser det.
SvarSletDine spørgsmål passer nok bedre ind i det første indlæg på sitet, pressemeddelelsen, som omhandler hvad de vil med bloggen.
Jeg skal ikke gøre mig til talsmand for Promenaden, men idéen er vel at samle diskussionen for at øge interessen. Ved at have 8 bloggere på et sted, så bliver diskussionen vel mere bred og centreret end hvis det er spredt på otte blogs. Martin Glaz og Bukdahl er gode blogeksempler, hvor der dog mangler kommentarer (hvilket igen gør diskussionen lidt ensidig), men som ellers har spændende blogs.
Samtidigt er der et sigte ved at udfordre kulturformidlingen i den danske presse, og det er ekspliciteret i indlæg om litteratur der ikke normalt bliver diskuteret i pressen idag eller ved f.eks. nære tekstlæsninger (eg. Williamsen eller To the Lighthouse).
mvh
Lars Leonhard
themutedhorn.blogspot.com
Kære Martin. I take your good words.
SvarSletKære Lars L. Jeg kan ligeledes følge (osse)dine besindige ord. Jeg må ha tilset din blog.
I øvrigt tillader jeg mig at lave et parallelspor, hvor min diskussion herfra er sakset ind på egen blog, således osse i dag. Og enhver -i dialogens navn- er velkommen til at sende til den osse. Kan findes som link på Martins Kornkammer. ks
Nu vi taler om litteratur og lyd, om oplæsningen, så synes det er som om at Skønlitteratur på P1 virkelig er begyndt at udnytte deres radiopotentiale - hvor altså lyden er privilegeret; i programmet der er i radioen lige nu og som man også kan høre på nettet, er der både nye oplæsninger og oplæsninger fra arkivet ved blandt andre Palle Sigsgaard, Adda Djørup, Janina Katz, Mette Ø. Henriksen og Frank O'Hara. Og sidste gang jeg for alvor lyttede med, læste Tom Kristensen op fra graven, undskyld, fra DRs arkiver, og - var det Klaus Lynggaard der læste? fra - J. D. Salingers Griberen i Rugen, som Forbandede Ungdom hedder mere korrekt i Klaus Rifbjergs oversættelse; fantastisk når litteraturen selv kommer til, hvor lidt plads det skal have, når det er godt, for at sige så meget, for at man er helt med. Ja. Og nu vi (stadig) taler om oplæsning og radio, så lanceredes Penn Sound Radio i går. Værsgo.
SvarSlet