torsdag den 14. juni 2012

Tre toner med bordbenspræg

05.05.12


Nyhederne fra Gmunden: En af overboerne snorker også. Jeg vågnede ved det og/eller fuglesangen i nat. Og senere ved en behagelig drøm som jeg nu har glemt. Klokken er 8.47, en person slår græs. Værtinden klirrer med sager i køkkenet 3 meter herfra. Jeg er en logerende, en logrende. Havde svært ved at falde i søvn, blandt andet pga. sult. Godt med morgenmad, en solsort sad på gyngestativet og kiggede med ét øje ad gangen på mig mens det orange næb gik op og i, jeg tænkte den var mig i en anden dimension og gav den thumbs up. Disen over søen, er det fordampning? Jeg overvejer at tage en cykeldag på den tilbudte lånecykel, fx cykle til Altmünster og op på Grasberg, hvor Bernhard havde sin 'Krucka'. Kan bare ikke huske adressen. Manden i Thomas Bernhard Arkivet mente også det ville være svært at finde. Temaerne samler sig bag ryggen på den skrivende. Det samme gør sig gældende her. Det er så et metatema. Nogen fra Danmark har ringet mens jeg spiste morgenmad, kender ikke nummeret. Det ser sælgeragtigt ud. Jeg cykler lidt i 10, gennem Gmunden, herligt at kunne bevæge sig hurtigt forbi folk (og folkedragter). 

Ud til Altmünster hvor jeg bliver taget ved næsen i en kiosk og betaler dobbelt pris for Frankfurter Allgemeine og en vand. Ad Marktstrasse hvor jeg ivrigt, men jo så med kompensatorisk udstråling af godmodighed, overhaler en ældre mountainbiker, og så står der 12% stigning på et skilt, men ikke hvor langt. Og det er meget, meget langt (for mig) viser det sig: 2,3 km måske, for symmetriens skyld. Under alle omstændigheder er min puls på det kritiske niveau halvvejs og jeg sætter mig i skovbrynet og læser lidt i skyggen. Jeg hører et barn spille blokfløjte fra en have og tænker: det sidste han hørte var en blokfløjte, ikke en trille, bare tre toner med bordbenspræg. Vandrerpar vandrer bredlæggede forbi med de der snerlehvide tænder, og biler i massevis, naturligvis. Jeg går gennem skoven, cykler en smule når det flader ud, men må holde pause og pisse på en skovsti ved en mørkegrøn bom. Det er cyklen, den er for tung, det er den tynde luft, den er for tynd, det er din elendige kondi, den er for elendig. Da jeg når op til vejen Auf der Edt, som bliver til Grasberg hører jeg hunde gø hidsigt ved en gård jeg skal passere og vælger at opgive den videre opstigning. Frygtsomt nok. Tilbage samme vej med de ikke specielt gode bremsere halvt i bund og ned til søbredden hvor en besynderligt bredskuldret dreng på 5-6 år går tur med to kvindelige oppassere, hans arme bevæger sig med et kranagtigt schwung i luften. Her læser jeg avis i en times tid, måske mindre. Ser det gode turistskib Karl Eder sejle forbi, tre andrikker forfølge en stakkels hunand helt ud af billedet. På vejen tilbage: Gmundner Milch holder generalforsamling i kongreshuset ved Toskanapark, parkeringspladsen er helt fuld af biler og busser med mere landlige og kollektivistisk anlagte medlemmer. Folk kommer gående indefra forsamlingen med hvide, trekantede Gmundner Milch-papkasser, de ligner enorme smøreoste. Hvor generøst. Ved badeanstalten holder det lokale brandvæsen med blinkende lygter, vandet i søen er 12 grader, hvor brænder det? Er der brandmænd i søen? Ved tolvtiden bestemmer jeg mig for den kinesiske restaurant Sonnenhof som har en fin lille udendørs gård. Det meddeles på en plakette, at stedet har udøvet gæstfrihed siden 1596 og at den kølige, beblomsterkassede gård har haft besøg af så celebre folk som Schubert, Bruckner, Brahms, ja selv den tysk-romerske kejser Josef II boede her én fugtig oktobernat i 1779. Fugtig er noget jeg lægger til. Også her en lille datter, der er med mor på arbejde. Jeg bestiller og sluger min mad, en meget korpulent kvinde sætter sig ved nabobordet og hvisler med næsefløjene. Kører ad Traunpromenaden så langt jeg kan komme før den bliver til vandresti, ud til Traunkraftwerk. Og så ellers ad Ohlsdorfer Strasse, til tider gående, til andre cyklende, mod Ohlsdorf. Et tordenvejr bygges op ude over søen. Jeg kommer til Obernathal cirka tyve minutter før åbningstid. Ser den blå kikkert, der er sat op så man kan spotte biler på motorvejen og læser citatet fra Wittgensteins Neffe derunder: Und die Wahrheit ist, dass ich nur im Auto sitzend zwischen dem einen Ort, den ich gerade verlassen habe, und dem andern, auf den ich zufahre, glücklich bin ... Snart kommer med kort mellemrum to biler med Gmunden-nummerplader, den ene bil viser sig at være den nervøse, ældre kvindelige rundvisers og den anden Hr. Doktor Peter Fabjans, Bernhards halvbror. Der kommer ikke andre i den næste halvanden time jeg tilbringer i huset med rundvisning og senere samtale og kaffe med Peter Fabjan. Jeg fortæller atypisk nok straks at jeg oversætter Bernhard til dansk. Den nervøse dame i ligesom for kortbrystet jakke (hun tjekker den flere gange i Bernhards spejle under rundvisningen, er ikke tilfreds med åbningen mellem de to sider (eller hvad det hedder), prøver at tildække åbningen ved at trække jakkesiderne ind mod hinanden) har sin kun anden rundvisning, siger hun, og får sig lige et kortvarigt blackout fordi Hr. Dr. Fabjan jo kan høre hvad hun siger. Men så samler hun sig og viser mig ind i garagen, hvor Bernhards mørkegrønne Mercedes rørende nok stadig står, og hans cykel som han cyklede fra ??? til Salzburg på som dreng. Jeg nikker og skammer mig ikke det mindste over at være glad for nu at have set mandens bil og cykel. På vej herop tænkte jeg netop om han mon cyklede fra Gmunden og hjem, jeg tvivlede, jeg tvivler. Nu er der også bygget en scene op beregnet til forelæsninger, oplæsninger og små dramoletter. Beckett har de fx spillet her. Vi går rundt i de forskellige værelser med diverse standerlamper og loftslamper designet af forfatteren selv, et bord i køkkenet, også tegnet af ham selv (han gav aldrig folk noget at drikke, siger guiden, når de kom, fordi ”så bliver I jo bare”). I den gamle kostald med de fine hvælvinger (TB fik også bygget en ny kostald med plads til 3-4 køer, men fik aldrig nogen) er Alte Meister-tegneserien udstillet, den går jeg let henover, den er så ringe. I et tilstødende rum står Fabjan og har sat en dvd med interviews på. Overalt i huset: gardiner, sofaer, stolebetræk, kakkelovne, badeværelsesfliser, døre, vinduesrammer i hans yndlingsfarve -> mørkegrøn. Jeg ser hans soveværelse, får lov at komme ind, det gør man ellers ikke, siger guiden, som nu ikke er nervøs længere. Hun lader mig sniffe til Bernhards barbersprit, en sær lugt, synes hun. Det synes jeg også, kan ikke beskrive den og heller ikke huske den, men særheden regerer endnu. På badeværelset et bredt spejl og to håndvaske. Meget hotelagtigt, siger jeg. Måske er det det alle de her meget komponerede rum skal udtrykke for ham, en art hotelanonymitet. Det vil hun ikke afvise. Hun siger hele tiden: seine Inszenierungen. Om opstillingerne i rummene, fx gæsterummene som kun sjældent blev brugt. Måske sov selveste Peymann her engang, Tante Hedwig og Fabjan gjorde selvfølgelig. Over tv'et (som ifølge den af guiden ikke just elskede ejendomsmægler Hennetmair) begyndte at ryge efter en halv times brug, hænger den ene af de to yndlingsfilosoffer: Voltaire. I hjørnet den anden: Schopenhauer. Mange billeder af moren og Hedwig, flere taget af TB selv. Også nogle af TB som barn. Hans bibliotek, hans skrivemaskine, bedstefarens skivemaskine i et glaskabinet. Hennetmair hjalp ham med at skaffe alle de mange fine møbler og borde med indlagte motiver, siger guiden. Hennetmaier var en virkelig god pranger. Bernhard var ikke rig, huset her var jo en ruin da han købte det, 200.000 Schilling kostede det i 1965. Men naboen (ham der laver snaps og har skrevet en bog om TB som nabo og stadig sælger den i en lade lige ved siden af TB's hus) havde faktisk købt det gamle kloster og givet håndslag på købet, da Bernhard med Hennetmaiers hjælp møvede sig ind foran ham og købte det endegyldigt. Det gav en masse bøvl i naboskabet. Som bonden altså stadig forsøger at tjene penge på. Hun viser mig skoskabe, tøjskabe med jakkesæt, hun viser mig hans køkken, som sagt, med kalenderen låst på hans dødsdag (det må være en lille tilsnigelse, han døde jo i Lerchenfeldergasse i Gmunden), hans jakkestativ og gummistøvler og jeg suger det hele ind. Husets meget tykke vægge gør at man ikke kan høre motorvejen (by courtesy of the austrian Hitler, bygget i 1939?), heller ikke inde i den fine gård. Bernhard havde åbenbart også en plan/ide om at bruge en del af sin gård som gæsterum for oversættere. Det blev, ligesom køerne, ikke til noget. Det tog ham cirka ti år at få sat skik på ruinen. Med hjælp fra lokale håndværkere. Der er noget udadvendt i hans måde at lave sit eget museum på, eller måske lavede han snarere en slags fysisk gestaltning af sin ensomhed, sin trang til afsondrethed. Han var her jo ikke særlig meget, nærmest aldrig om vinteren og ellers kun i kortere perioder. I de sidste år mest i Gmunden by, gud bedre det. Og en smule i sine andre huse, når han ikke var ude at rejse (tænker på tv-interviewet med en lattermild Bernhard på Mallorca). På begge sider af sengen billeder af en gammel Hedwig, das Lebensmensch. I spejlet billetter fra forskellige rejser, det synes guiden er så fint at hun henleder min opmærksomhed på det to gange. Hans kufferter, stadig med bagagetags på. Jakkesættene bliver stadig renset i ny og næ, fortæller guiden. Hun viser mig alt. Også ned i mostkælderen hvor der er 5 grader året rundt, han brugte det som kühlschrank. Jeg ser forfatterens 80'er-grøntsager for mig. Jeg tror ikke jeg siger ach so en eneste gang. Hun viser mig rummet med saftpressen, det er vist den gamle svinestald, her tog han imod sin post, siger hun. Det lyder eventyrligt at bruge dét rum til det. Med en gammel saftpresse og en gris i loftet. Hun viser mig et skrivebord med hemmeligt rum, dødsannoncen for hans mor som han opdagede i avisen, Hedwigs dødsannonce. Hun viser mig et billede af Bernhard som hel lille på armen af en sygeplejerske eller amme. Jeg spørger om han blev født i Holland på en rejse. Nej, nej. Han blev født i Holland fordi han var et udenomsægteskabeligt barn. Han så ikke sin mor ret meget som lille, han blev passet af andre. Det gjorde ham sky, siger hun. Ja, han sagde jo i et interview, at nærhed ville tage livet af ham, tilføjer jeg affabelt. Og hun nikker. Hun synes jeg har læst meget om og af Bernhard. Men er dog gladest for at jeg har læst hans lille læserbrev om sporvognen i Gmunden, tror jeg. Der lyser hendes ansigt op. Det er så rørende en tekst, siger hun. Det synes jeg jo også, selvom jeg ikke rigtig vil være ved det. Så går vi tilbage i billetkontoret og boghandlen. Her sidder Fabjan og retter i en tekst. Jeg bliver budt på kaffe, guiden kan ikke hitte ud af at lave den, Fabjan kommenterer hende ironisk-tørt og hjælper så. Han har en fantastisk udstråling. Af tørhed og potentiel brysk fremtræden og under det en skarp munterhed. Ikke ulig andre læger jeg har mødt. Han sidder og retter i et manuskript, læser det højt for mig og siger at der er noget galt med det, er det måske den bernhardschen langsatz? Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal sige. Han taler længe når han siger noget, monologisk, og i begyndelsen uden at se meget på mig. Guiden sidder imens nervøst og ser fra den ene til den anden. Efterhånden tør han op og henvender sig direkte til mig og fortæller bl.a. om Bernhards dybe, livslange ønske om anerkendelse, om B's problemer med naboen, som nu også er begyndt at skrive vitssamlinger med titler som ”Zum gesundlachen”, hvilket Fabjan synes er zum totlachen dårligt. Denne nabo som huset stadig har det svært med (bl.a. pga. den overtrumfende overtagelse i ’65) er lokalområdets 'bondekonge', en 'paradekatolik' som skænker overskuddet fra salget af bogen ”Min ejendommelige nabo' til Afrika. Han sagde i sin tid til Bernhard, at dette område var for bønder og ikke for ”spaziergänger”. Denne griske og ærgerrige bonde, siger Fabjan, har været her for nylig for at spørge om ikke han kan få lov at holde en læsning i scenerummet. Han vil læse sine vitser op. Fabjan kan ikke skjule hvor latterligt han synes det er, men de har alligevel sagt ja til det, ”fordi det er så dumt”. Meget snart vil der altså stå en lokal storbonde i Bernhards hus og læse dårlige vitser om forskellen på mænd og kvinder og om krematorier og at man ikke skal drikke for meget for så risikerer man som død at eksplodere osv. Fabjan synes vitserne er ekstremt dårlige og klicheagtige. Og historisk ufølsomme. Ja, pga. krematorierne i Auschwitz indskyder guiden. Ein bauernschädel, siger Fabjan. Vi snakker også lidt om Bernhards forskellige huse, det lille hus på Krucka og det andet i Ottnang som tilsyneladende, jeg fanger det ikke helt, er ved at blive ombygget til sted for oversættere? Der ville jeg gerne hen/op og sidde en laaaang vinter. Jeg spørger om han har læst Neufundland. Ja, de fem sætninger, siger han. Nå, der er ikke mere end det der hænger i arkivet? Nej. Thomas var meget fascineret af navne, det fonetiske. Som i Ungenach og altså Neufundland. Han fortæller også om en tekst, hvor en person taler meget længe med en anden, jeg får ikke fat i titlen. Til sidst finder den talende ud af at den anden er ”praktisch leer” og slet ikke er i besiddelse af sanser, siger Fabjan og smiler smådiabolsk. Jeg fortæller, at jeg altid har betragtet Bernhard som komiker, men ikke kun det. Han giver mig en bog om huset med dedikation og guiden tager et billede af os foran et foto af en 'ydmyg' Bernhard, som Fabjan ironisk-tørt siger. Hun siger der er for lyst og slukker lyset i rummet. Fabjan: ”Lys plejer ellers at være en forudsætning for fotografering”. Jeg slår en latter op. Han er for cool. Da jeg på et tidspunkt siger, at mange unge danske forfattere er inspireret af TB og hans stil (hvilket vel er en kende for meget sagt) reagerer Fabjan tørt og siger, ja, ja, det var der også mange østrigske der indledningsvist sagde de var, men så syntes de efterhånden at det handlede for meget om død og sygdom. Fx Handke, der nu synes naturen er så skøn, siger Fabjan. Bernhard sagde, det kan da godt være naturen er skøn, men det er ikke en grund til at skrive om den. Fabjan og guiden vil ikke have penge for hverken postkort eller rundvisning, jeg køber en bog om Bernhards huse og siger lettere akavet farvel med en vinken, det er som om jeg vinker for tidligt, afstanden mellem dem og mig er for lille til at retfærdiggøre en vinken simpelthen. I det fjerne er tordenbuldren blevet højere, jeg jerner gennem Traich (kendt fra Undergængeren) og skoven før Ohlsdorf, men det begynder at regne inden jeg når frem til de (to) lukkede værtshuse i byen. Jeg står først i læ en halvtimes tid ved bageren, lige ved smøgautomaten som de lokale åbenbart mødes ved i deres biler. Tordenvejret bryder løs, det bliver koldt og stormende, majstangen krænger, lynene blitzer. Så kører jeg ned mod stedet Goofy's som jeg så på vejen herop, men her er nu også lukket. Tilbage på kirkegården, hvor jeg står en tyve minutters penge under en hvælving og ser på rapsmarker og en dramatisk himmel. Dødsannoncerne rummer alle ordene ”völlig unerwartet” om de døde, som næsten alle er over 80. Det begynder så småt at klare op, småregn, jeg skynder mig afsted, råber fucking nazi efter en gammel idiot på fortovet, som ikke kan dy sig for at sige ”keine fahrräder” på sin afstumpede, germanske ordrefacon. Hvad er der galt med mig, hvorfor denne aggression mod gamle mennesker som oven i købet har ret, selv når de taler tysk? MAN MÅ IKKE CYKLE PÅ FORTOVET.

7 kommentarer:

  1. Har du ikke flere fotos fra Gmunden?? Dem ville jeg gerne se!

    SvarSlet
  2. "mange unge danske forfattere er inspireret af TB og hans stil"

    At lade sig inspirere af Thomas Bernhard er forståeligt men farligt, hvis der med "inspiration" menes "at skrive som". Thomas Bernhard brugte et helt liv på at komme til at skrive som Thomas Bernhard. Utrætteligt forsøgte han at indkredse noget der ikke lader sig indkredse. Noget benævnes i kursiv, når benævnelsen bestandig rammer ved siden af objektet, der ønskes beskrevet. Ord og navne repeteres i det uendelige, for at undersøge om betydninger forskydes i processen. Labyrintiske fortællemæssige guirlander à la "sagde han, siger jeg"konstruktioner af subjekt/objekt/subjekt/objekt kædes sammen i en stenhård fletning. Man overvældes af det absurde i projektet og finder det komisk, men komikken er sekundær; det primære er en altoverskyggende kritisk sprogundersøgelse med Wittgenstein som universalværktøj. Alle Bernhards tekster er forskellige rum i samme originale bygning. At forsøge at overføre nogle af disse "Bernhardske" stiltræk til sin tekst vil med stor sandsynlighed resultere i kitschet overfladisk manér. At forsøge at skrive "som" Bernhard er omsonst; lige så omsonst er det at lade være.

    SvarSlet
  3. Mange norske forfattere er ligeledes inspireret af TB og hans stil, Thure Erik Lund f.eks.

    "...hvorvidt det var "Straahlbox" som talte i oss. Eller var det hele så enkelt at det bare var vi som utsa lange setninger og resonnementer som umiddelbart ble en del av Straahlbox' mange og dypt sammensatte "utsagn" ? Men denne skremmende tanken var både for enkel og for selvutslettende, det kunne tyde på at foreningsdannelsessyndromet gjennomsyret Straahlbox."

    Straahlbox s.126

    En af Lunds læsere gik lidt død i Straahlbox og oprettede en tråd på VG Nettdebat uden umiddelbar respons, men læseren skrev i ugerne fremover nogle flere indlæg på sin Straahlboxtråd, en anden læser meldte sig på den virtuelle bane og sandelig om ikke forfatteren selv TE Lund i egen mægtige person dukkede frem fra sit vildnis for at oplyse de undrende læsere. Dialogen som siden opstod Lund og Lundlæsere imellem er helt uden sidestykke:

    http://vgd.no/kultur-og-fritid/litteratur/tema/1623843/tittel/straahlbox

    SvarSlet
  4. Hej alle sammen, jeg er så begejstret, at min mand kom tilbage, efter at han forlod mig til en anden kvinde. Min mand havde en affære med en kollega, og jeg elsker min mand meget, men han snyder mig med sin kollega og denne pige, jeg tror, ​​hun brugte hekseri eller sort magi med min mand for at få mig til at hade og dette var så kritisk og unødvendigt, jeg råber hele dagen og natten på, at Gud sender mig en hjælper til at bringe min mand tilbage! Jeg var virkelig ked af det og havde brug for hjælp, så jeg ledte efter hjælp online og fandt en artikel, der foreslog, at dr. Fabs hjalp med hårde grimme situationer. Jeg var nødt til at prøve det. Jeg kontaktede ham, og han fortalte mig, hvad jeg skulle gøre, og naturligvis gjorde jeg, så han kastede en kærlighedsformulering på mig, og det næste var magi. 22 timer senere ringede min mand virkelig til mig og sagde, at han savnede mig meget, min Gud! Jeg var så glad, og i dag er jeg glad med min mand igen, og vi lever sammen med glæde, og jeg takker den magtfulde tryllekunstner Dr Fabs, den er så stærk, og jeg besluttede at dele min historie her. Hvis du er her, og din kæreste afviser dig, eller din mand flyttede ind hos en anden kvinde, skal du ikke græde mere, for du er virkelig sikret. noget fra fortiden. Han laver serie af følgende trylleformularer ""
    (i) Graviditetsformulering
    (ii) Elskestave
    (iii) Spell for at forstørre penis
    (iv) Urter mod eventuelle lidelser
    (v) Vindende magi !!!!
    WhatsApp: +2348122948392
    E-mail: DrFabsspellhome@gmail.com

    SvarSlet
  5. Jeg er så stolt og glad for at være her for at dele dette bemærkelsesværdige vidnesbyrd, vidunderligt og ekstraordinært, jeg kan bare ikke tro, nu er min tidligere mand her hos mig og tigger om alle hans forkerte handlinger og fortæller mig, hvor tom han følte sig hele tiden han var væk, han forlod mig og forårsagede mig så smerte efter en skilsmisse, der fandt sted for 5 måneder siden. Og hele dette mirakel skete umiddelbart efter at jeg kontaktede Dr. Egwali for at få hjælp, jeg er den lykkeligste kvinde i hele verden i dag, jeg vil sige 'at have ham igen ved min side. Det er et mirakel for mig og min familie og evig glæde og lyst. Jeg er så glad nu, og jeg ved ikke, hvor meget jeg skal udtrykke min taknemmelighed og taknemmelighed over for Dr. Egwali. Jeg vil kraftigt anbefale ham, hvis du har brug for øjeblikkelig hjælp, da det er garanteret.
    Send ham en e-mail i dag /dregwalispellhome@gmail.com eller via
    WhatsApp: +2348122948392

    SvarSlet