søndag den 3. juni 2012

Mere Nikolajsen - som skudt fra hoften

At læse Nikolajsens nye roman er som at tage en tur i rutschebanen sammen med en der kværner løs. Nej. Det passer ikke helt, for så ville man blive irriteret på sidemanden, fordi han hele tiden snakker, så man slet ikke kan koncentrere sig om oplevelsen. Men nej. Rasmus Nikolajsens prosa er både rutschebaneturens bevægelser, langsomt op, hurtigt ned, med sug i maven, og sidemanden der fortæller stolpe op og stolpe ned om det, der lige falder ham ind...især om litteratur, men også om Krautrock og politik. Det har charme, og det er enormt enerverende på en og samme tid. At Den ulykkelige boghandlers hele omdrejningspunkt også netop er digressionen, afledningen, det fluktuerende begær, og hvor vigtige disse er i vores liv, udmærker bogen, synes jeg.

Bogens 3 dele har hver især et essayistisk præg og noget, ordet ungdommeligt falder mig ind, ungdommeligt rastløst over sig. De foregår alle på en rejse, fortælleren er undervejs, og er fortalt af en hovedperson, der er forfatter, og som på stemmen at bedømme er den samme... but with a twist: Delene hedder "En omvej", "Den ulykkelige boghandler" og "Cykelturen". 

De 3 historier er indbyrdes forbundne; narrativt indtræffer der en krise undervejs, der, for den indledende og afsluttende histories vedkommende, er, at fortælleren finder ud af, at han skal være far. Og for den midterste dels vedkommende, der også giver navn til bogen, ved det at Den ulykkelige boghandler begår selvmord, fordi han ikke kan vælge mellem to kvinder.

Jeg vil ikke afsløre mere om, hvordan delene fletter sig sammen, et Don Juansk spøgelse må i brug, men blot bemærke at det netop er dette spidsfindige greb, der tilføjer en smule Mulholland Drive til plottet og gør bogen til en absolut læseværdig oplevelse.

Nikolajsen er til tider en vidunderlig guide og andre gange, i min smag, for anmassende. Det forekommer mig, at det vidunderlige finder sted på det sproglige plan (hvilken lettelse! hvor han, som Martin så rigtigt påpeger, puster liv i sammenligningen) og det anmassende angår især lysten til at docere (det er et vidunderligt greb, at han formår at kaste så mange ulige tekstbidder sammen til et velfungerende patchwork, men mængden (beklager) trætter mig).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar