fredag den 8. juni 2012

Vidunderligt, voldsomt smittende, sprogligt overskud, men blot pludre-plapre på højt niveau (?)

Forsidehistorien i dagens Information er skrevet af Erik Skyum-Nielsen. På avisens forside hedder det: 'Skabelonen for forårets bøger: DE ER KVINDER [udhævet i rødt, som signalerede det en slags afsløring?] OG SKRIVER OM SIG SELV, BARNET OG EKS'EN. Nedenunder findes tre sort-hvide portrætfotografier af Agnete Braad, Christina Hesselholdt og Stine Pilgaard

Inde i avisen gennemgår Skyum en række af forårets prosaudgivelser (der passer ind under vinklen ovenfor), særlig energi bruger han på Hesselholdt og på den nye Ondskabens Akse, som, i parentes bemærket, hans egen avis og eget vidtstrakte virke (blandt andet som en del af miljøet omkring Montanaprisen på Testrup Højskole) må tænkes at være en vægtig del af. Promenaden er også nævnt, fornemt skal det være. Men egentlig er det vel en anden forsidehistorie i netop Information han skriver sig op imod, nemlig Tue Andersen Nexøs anmeldelse af Hesselholdts seneste bog, fortællekredsen Selskabet gør op.


Skyum skriver blandt andet:
...Christina Hesselholdt, der i sin nyeste bog ret beset beskæftiger sig med nok så smertefuldt materiale: sygdom (både fysisk og psykisk), smerte, skilsmisse og opbrud, men gør det med et vidunderligt og voldsomt smittende sprogligt overskud.

(...)

I den til tider lovlig indspiste kysse-kramme-lefle-rose-klub, der med f.eks. Forfatterskolen, Testrup Højskole og den hensygnende blog Promenaden for tiden skal gøre det ud for avanceret dansk litterær debat, synes der at herske bred konsensus om at fremhæve Christina Hesselholdt som noget i særklasse specielt. Men hvad hun laver, er i mine øjne blot pludre-plapre-bøger på højt niveau. Kuppet består i at lade snakken og det løse notat bryde ind og befolke romanen eller fortællekredsen.
Hele artiklen kan læses her.

7 kommentarer:

  1. Jeg hæfter mig ved, at Skyum efter at have rost Leines historiske roman, pludselig vender, og hævder, at den kan afkodes som kamufleret autobiografi. Det synes jeg, er en træls læsemåde, der i den grad reducerer en fantastisk historisk roman, med et stof, som i den grad angår alle. At der er sammenfald mellem Leines biografi og hovedpersonen Mortens er da sandt, men det gør ikke romanen til en kamufleret autobiografi. Ikke mere end alt andet litteratur så i virkeligheden er kamufleret autobiografi, for et sted skal stoffet vel hentes, og det er nok de færreste, der får inspirationen sådan direkte ned fra skyerne, og de fleste, som på en eller anden måde må trække en del fra det levede liv.
    Noget andet er - (og nu ved jeg godt, at Skyum sikkert ikke selv har lavet overskriften) - men kunne man forestille sig overskriften "De er mænd og skriver om sig selv, faren og eksen"? Efterfulgt af en lignende sammenkogning om f.eks. Knausgård, Hans Otto Jørgensen og Morten Sabro. Hvad betyder det, at de her forfattere er kvinder? Hvorfor skal det egentlig nævnes?

    Sidst undrer jeg mig over manglen på glæde over, at der trods alt sker noget i litteraturen, som nu her med Promenaden. Ikke at man behøver rose noget til skyerne, men hvorfor skal den nødvendigvis omtales som "hensygnende"?

    SvarSlet
  2. Når jeg læser Skyum-Nielsens artikel, falder det mest i øjnene, at autofiktion er ikke kun en læserkontrakt, forfatter skriver ind i sin tekst, men også en læsestrategi. Hvis man tager de briller på, kan meget litteratur opfattes som autofiktion. Spørgsmålet er, hvornår det er interessant at bruge betegnelsen.

    Bringer det noget ekstra eller noget nyt til forståelsen af Pilgaard og Hesselholdt at opfatte deres romaner som autofiktion, eller er det i bund og grund uvæsentligt, hvad de forfatterne personligt har oplevet af sygdomme og ulykkelig kærlighed?

    Måske er det snart på tide at søge nye læsestrategier, med mindre et værk selv eksplicit beder om at blive læst med det blik, fx når det metarefleksive lag bringer jeg'ets dobbelttydighed i spil, når bogen dirkete markedsføres i sammenhæng med forfatterens personlige (lidelses)historie, eller når individer uden for litteraturen føler sig trådt for nær af et værk.

    SvarSlet
  3. Det kunne altså være en helt fantastisk artikel Mai. Den må du skrive!

    Derudover er det jo mærkeligt med Skyum. Min første reaktion (udover den åbenlyse: hvorfor skriver han ikke bare mit navn, når det nu er min anmeldelse det handler om) var at det var meget klassisk Skyum: når han skriver inden han er færdig med at tænke, så flimrer hans smagsdom helt vildt, og det kommer til udtryk i voldsomme, voldsomme angreb på værkerne. Denne gang ser man bare flimmeren, normalt ser man kun angrebet. (Som han så angrer i en opfølgende artikel 14 dage eller et halvt år senere).

    Men, altså, det er usympatisk og forvirrende. Så hellere Rifbjergs irettesættelse per læserbrev et par opslag senere.

    SvarSlet
  4. Og her skriver Lars Bukdahl om samme.

    SvarSlet
  5. Jeg oplever egentlig ikke, at den handler specielt om din anmeldelse af Hesselholdt Tue, og jeg læser den heller ikke som særlig uklar. Han udtrykker begejstring for Hesselholdt og nedvurderer hende ikke i løbet af artiklen, men opvurderer – og her måske polemisk – andre forfattere gennem udsagnet om, at Hesselholdt ret beset er pludre-plapre på højt niveau (udtrykket en omskrivning af hendes eget udsagn om, at det blot er morens måde at tale på). Faktisk læser jeg hans artikel og delvist dette udsagn i indirekte clinch med en anden anmeldelse i Information, nemlig Kamilla Löfströms nedrakning af Agnete Braads roman for ikke at være (god) nok roman. Her er pointen hos Skyum vel ret beset blot, at det han kalder et prunkløst og anti-ekspressivt sprog også en valgt litterær form, og at Hesselholdts overdådige sprog til syvende og sidst også bare er (velkendt) form og en blandt flere værdifulde måder at skrive på set i forårets udgivelser.
    Kh Kristine

    SvarSlet
  6. Her kan man læse Kamille Löfströms anmeldelse fra Information.

    SvarSlet
  7. og her igen, Lars: http://bukdahl.blogspot.dk/2012/06/vidunderlighed-er-vidunderligere-end.html

    SvarSlet