Den ulykkelige boghandler 4

Det er banalt at sige, men hvor er der meget at komme efter i Rasmus Nikolajsens Den ulykkelige boghandler. Jeg har været optaget af den særlige måde Nikolajsen kreerer sammenligninger på. Sammenligninger, der ofte er voldsomt opmærksomhedskrævende og distraherende for læsningen snarere end præciserende og illustrerende, og som metatekstes i bogens første tekst ’En omvej’ på side 11 (som jeg har nævnt tidligere, men jeg bevæger mig åbenbart meget langsomt fremad i min læsning af denne bog) som en stilistisk figur, der får lokket hjernecellerne på overarbejde »lokket til at forbinde dele af hjernen der normalt ikke snakker sammen hvorved man sendes på en indre rejse i det ukendte […]«.

Nikolajsens sammenligninger er for mig at se mere i familie med Virginia Woolfs og Christina Hesselholdts skrivestil med de evige skift mellem ydre og indre forestillinger, tanker der springer i tid og sted, end med metaforen eller andet billedsprogligt yngel, som det vel ville være oplagt at sammenligne en sammenligning med. Men hvor metaforen og beslægtede figurer traditionelt overfører betydning fra et område til et andet og forudsætter en vis lighed mellem de to (jeg forenkler her, jeg ved det), så indfører Nikolajsens sammenligninger hele tiden andre steder og andre erfaringer i teksten eller i handlingen. Eller de undertrykker handlingen, som viser sig at være fuldstændig underordnet, nemlig blot en anledning til at tale om litteratur og litterære projekter, man er kuldsejlet med.                   

De tre fortællerstemmer i Den ulykkelige boghandler springer fra et emne til et andet, fra et sted til et andet, fra en tid til en anden på samme måde som fx Mrs. Dalloway går rundt i London og tænker skiftevis på det selskab, hun skal være værtinde for samme aften, og på Peter Walsh og dengang hun var atten osv. osv.

Nu fik jeg også nævnt Christina Hesselholdt og ud over den springende tankeprosa, så har jeg også tænkt på, at Nikolajsen og Hesselholdt har landskabet – det litterære landskab – til fælles. Jeg tænker på landskabsvandringerne i Camilla – og resten af selskabet og på de landskaber, der tegner sig hos Nikolajsen og som knyttes sammen med en forfatter og et forfatterskab – eller flere:

» [...] her tværs over Fyn førte vejen os som tårekanaler eller den mørke stribe der ved blodforgiftning kryber mod hjertet, mod målet – mens jeg tænkte på mit ulykkelige år på denne ø, og på tre af Danmarks store forfattere der alle har eller har haft stor tilknytning til den: H.C. Andersen, Emil Aarestrup og Klaus Høeck.«

Den ulykkelige boghandler undersøger også naturdigtningen, idyllen. I det ene øjeblik står den på ren naturidyl, det næste på husholdningsaffald og atomkraftværker – eller landskabet viser sig som en kvindekrop:

»Vejen endte i en stejl bakke hvor klippegrund syntes overspændt med en blød beige, voksdugagtig overflade der førte os halvvejs op på en ås. Vi fortsatte ad den bløde runding der vendte ind mod en tilsvarende ås. Imellem de to åse løb en slugt der truede med at opsluge os, og som mundede ud i en gådefuld sprække; en åbning ind til gud-ved-hvilke eventyr. Et kruset, mørkt buskads af hvad der lignede gigantiske insektben, rundede scenen af, og herefter fladede landskabet ud. Fremme lå et mandelformet krater, vi sneg os uset rundt om det og trillede videre ud på en højslette for enden af hvilken to næsten identiske bjerge, adskilt af en smal passage, lå. Jeg bladrede i min erindrings nussede skolehæfter: Havde jeg ikke set det her før?«