fredag den 22. juni 2012

René nummer et for nummer to (eller tre)

Michael Strunges pris er ikke længere en debutantpris, forstår man efter den seneste uddeling den 19. juni, digterens fødselsdag. Her modtog René Jean Jensen prisen for den såkaldt svære toer, og det har han så sandelig fortjent, bortset fra at Jeg har planlagt at dagdrømme, som han modtog prisen for, ret beset er hans tredje bog – den helt vildt svære treer. En trist januardag sidste år mødtes René og jeg til "Poesibrunch" på Løves Café i Århus, og jeg har gravet mine gamle noter frem fra mødet og poleret dem med klud og creme, så det er muligt at læse med. Tilbage sidder stadig en del mørke pletter, jeg beklager, og jeg har ikke ryddet op virvaret.


Jeg begyndte mit oplæg med at undre mig over bogens titel, der er typisk for digtenes sprogtone, ikke blot ved at være en prosasætning, men ved at være en sætning, der ikke synes at kere sig om genrer overhovedet. Genrerne ignoreres på det groveste, men det gør også alle de andre forskelsmåder, vi sædvanligvis læser ved hjælp af, fx hvorvidt en sætning er flad eller dekorativ, om den er åben eller lukket, om den har tyngde eller lethed osv. Jeg har planlagt at dagdrømme lyder jo umiddelbart som en simpel, upåfaldende sætning, næsten som hvis den var plukket ud af en bekendelsesdigtsamling fra halvfjerdserne. Men når man har læst bogen, vil man vide, at det Jeg, der optræder i titlen, ikke kan føres tilbage til en faktisk person, men blot er et personligt stedord, der kunne stå i stedet for hvem som helst. Upåfaldende er det heller ikke, at sætningen både taler om at planlægge og om at dagdrømme, for det første tilhører jo viljen, mens det sidste er en ufrivillig manøvre. Allerede her kan man høre, at der i den tilsyneladende saglige stil rumsterer en mod-sætning.

Titlens sammensathed går gennem hele bogen. Overalt støder man på dobbeltbundede stemninger eller tilstande, først og fremmest noget meget sørgeligt og noget ganske muntert, som regel udtrykt i en underspillet humor, en underfundighed, der i særligt opstemte tilfælde kan nærme sig det kostelige: "Når man så endelig bliver albino i en drøm / er den i sort/hvid." Her er humoren næsten blevet til slapstick, og det gælder også for dette citat: "Jeg vidste, at afskeden / ville blive hård så jeg havde indøvet nogle ballettrin". Og for dette: "Selv når jeg tier er der medhør". Men også det rastløse og det stivnede danser arm i arm i digtene, og den talende synes både at kunne være helt kolossalt distræt og hyperopmærksom over for de mindste detaljer. Digtene er med andre ord fulde af en sindsforstyrret klarhed, hvorved det mirakuløst nok lykkes for de disparate udsagn og de mange såkaldt nye sætninger (sætninger, der ikke er indbyrdes forbundet) at finde hinanden i en drømmeagtig logik.

Man fornemmer, at der findes en langt dybere sammenhæng mellem de enkelte udsagn, som man ikke helt har gennemskuet endnu, og som den talende heller ikke selv synes at have gennemskuet. Tonen er som nævnt nøgtern og klar, men med en vild ild underneden, og det skaber ganske enkelt det sproglige fænomen, vi kalder at tale sort: "Vågnede mange gange tidligt på morgenen, yderst tilfreds med / min evne til at tænke på noget søvnfremkaldende". Den talende synes at mangle fundamental selvforståelse, han har ikke et begreb skabt om sig selv, skønt de fleste af hans ytringer er yderst cerebrale og udgår fra "hjernens aktivitet". Hans krop, derimod, forekommer bedøvet, frataget både drifter og henrykkelser og instinkter. I stedet bliver hans refleksioner næsten sanselige, de famler sig frem i de endeløse forgreninger, mens de ler ad kroppens ynk.

Sært nok ligger indsigt og dumhed lige ved siden af hinanden i digtene, poser ud på hinanden, måske fordi den talende skiftevis er fuldstændig fortabt og så pludselig i stand til at overskue alle fænomener og problemer fra et fjernt punkt. Fortabelse og overblik afløser kort sagt hinanden i meget hurtige klip. Også i den talendes bevidsthed kan der skiftes rum med lynets hast, hvad digteren ikke undlader at demonstrere i det lange digt "Dengang jeg red på æslet", hvor ethvert "jeg" er sendt ud til venstre på siden og ethvert "mig" ud til højre. De tvende skal åbenbart aldrig mødes. "Nej, bliv lidt endnu og hør om dengang / jeg red på æslet", lyder digtets slutlinje, så det med et pling går op for én, at hele digtet fra starten har været én stor undvigelsesmanøvre i krydset mellem planlægning og fortabelse – Jeg har planlagt at fare vild.

Der er en indbygget utidslighed i digtene, enten fordi tankerne dvæler for længe, eller fordi sanserne er løbet forud. Eller måske begge dele på én gang. "Tanker / er skygger af følelser", hedder det med et (muligvis falsk) Nietzsche-citat, og det er denne skyggedans, man følger i digtene, blot er der ingen forbindelse mellem de bevægelser, som kroppen foretager, og de skyggebilleder, som bevægelserne kaster af sig. Det gør digtene radikalt omvæltende for opfattelsesevnen. Sproget halter ligesom bagefter, mellemregningerne er ikke nået at komme med, og kun brudstykker af en perception står tilbage, som den talende ihærdigt forsøger at kitte sammen. Det virker, som om han er røget langt bagud i sig selv og ser ud på verden gennem en tunnel: "Tanken gik alt for hurtigt / og kunne ikke nå at slæbe ordene med sig."

Et sted bliver de plastiske digte sammenlignet med en "trevlethed", hvori alle dimensioner, tider og rum kan strækkes ud og krølles sammen efter behov. Oplysningerne i digtene, fx om sted og tid og person, falder gerne helt skævt, tilsyneladende tilfældigt, så alting i læsningen opleves som usikkert, skælvende: "Det er april, men sommer, endestationen for / toget med den gamle pruttepude." Tiden holder ikke (sommer midt i april), stedet er opløst (sommeren som en endestation), og personen eller personerne er udviskede, kun til stede i erindringen om den "gamle" pruttepude.

Man kunne have lyst til at spørge: Hvad er den talendes problem? Det er i hvert fald tydeligt, at han lider af et udbredt "mismod", samtidig med at han har en ubændig "trang til at le". Og de to sammen er som bekendt altid tegn på krise. Men han vil også gerne have lov at være "usynlig", og så alligevel ikke helt, for han higer efter i det mindste at blive opdaget som usynlig. Han er med andre ord en temmelig sammensat type, forfalden til detaljer og fragmenter, enkeltsansninger, øjeblikke. De andre omkring ham bruger han som en slags spejling ("At beskrive sig selv / gennem andres øjne"), men ikke blot ser han sig selv gennem dem, han gør også brug af deres sprog. Han kan ikke komme på højde med verden, han sidder fast i en afstand, hvori selv sproget deltager i hans udgrænsning, fordi det tydeliggør den for ham: "jeg så med længsel på dem / der var dummere end mig / jeg så med længsel på dem der var / klogere end mig // hvilket uden tvivl forklarer det hele".

Mentalt er han bogstaveligt leddeløs ("Nogle aftener virrer / jeg med hovedet for at gøre tandbørstningen mere troværdig"), og han er alt for eftergivende over for omverdenen. Men samtidig med at han mangler rygrad, lider han også af storhedsvanvid, og det er et af de mest forsonende træk ved ham. Måske er hans største problem, at han er så frygtelig selvkritisk, som om der i kritikken er opstået en slags fordobling af blikket. Det udsætter ham selvfølgelig for indre bombardement konstant, men paradoksalt nok opstår der også en form for beskyttelse i fordoblingen, for han kan efter behov forskyde sig fra rum til rum, så det altid er den anden, der bliver ramt. Det er måske tydeligst i et længere citat fra omtalte æseldigt, som jeg slutter med: "Jeg skrev et brev om det grå jegpløre som er mit liv, ville / jeg sige, men tonen var ikke rigtig, der gemte sig et andet triumferende / jeg under linjen, et / jeg som nød at hænge "jeg’et" ud og samtidig godte sig over det, som et lille nisse- / jeg under verdenskrigen trygt og godt ved kaminen".

Tillykke, René!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar