6

Jeg har i Paris 1870 hørt sige af en af de faa da endnu levende Deltagere i hin Middag, at det var en Art bondesnu Penge-Beregning af Buloz, som førte Musset og George Sand sammen. Han havde i Forvejen sagt til sine Bekendte: De skal have hinanden tilbords; alle Fruentimmer plejer at forelske sig i ham, alle Mænd bliver pligtskyldigt forelskede i hende, de vil naturligvis forelske sig i hinanden indbyrdes – sikke Haandskrifter jeg da vil faa! Han gned sig i Hænderne.

Det var to højst uligeartede Væsener, der her tog Plads ved Siden af hinanden ved Bordet. Anden Lighed var der neppe imellem dem end den, at de begge skrev.

Hendes Væsen var en frugtbar, moderlig Natur. Hendes Sjæl var sund, sund selv i sine revolutionære Udbrud, og besad en vis Rigdommens Ligevægt. Hendes Søvn var god, og hun kunde taale at indrette sit Liv som hun vilde, taale at arbejde næsten hele Natten igennem ved Lys og nøjes med en lang Morgensøvn, som hun kunde kommandere, og af hvilken hun vaagnede styrket. Ingen stor Lidenskab, ingen Revolutions-Idé var gaaet igennem det 19de Aarhundredes Sind, som jo denne Kvinde alt havde huset i sin Sjæl, og dog havde hun bevaret sin Friskhed, sin Sindsro, sin Selvbeherskelse. Hun kunde skrive opmærksom og rolig seks Timer i Træk, hun havde en Gave til indre Samling, der satte hende i Stand til med Pennen i Haand at optegne sine Drømme med et helt Selskabs Samtale og Latter omkring sig, som sad hun i den dybeste Ensomhed, og var saa straks efter, naar hun deltog i hvad der skete, smilende, ordknap, hørende Alt, opfangende Alt, forstaaende Alt, indsugende de Ord, der faldt, som en Svamp indsuger Vanddraaber.

Og nu han! Han besad i langt højere Grad Kunstnertemperamentet. Hans Arbejde var en Feber, hans Søvn urolig, hans Drifter og Lidenskaber ubeherskede. Naar han undfangede en Idé, sad han ikke stum og sfinksagtig rugende over den som hun, nej han overvældedes og skælvede »mere svimmel end en Page, hvem en Fe har berust«, som det hedder i hans Digt 'Après une lecture'. Og begyndte han paa Udførelsen, var han stadigt fristet til i Fortvivlelse at kaste Pennen. Udførelsen gik altfor langsomt, Forestillingerne trængte paa, søgte Udtryk, en rasende Hjertebanken fulgte, og der behøvedes kun den ringeste Fristelse fra Omverdenen, en Indbydelse til et Aftenselskab med Venner og skønne Kvinder, Forslag om en Køretur ud paa Landet eller lignende, saa flyede han Arbejdet som man flyer en Fjende.

(Georg Brandes, Hovedstrømninger, 'Den romantiske skole i Frankrig', 1882)