torsdag den 7. juni 2012

Sporvognen i Gmunden


04.05.12

Jeg står først op og går ind i morgenmadsrummet lige ved siden af vores værelse. Værtinden fortæller bestyrtet om trafikken i Altmünster og at hun nærmest er den eneste i byen der cykler. Jeg kigger ud på Grünberg og den overskyede himmel. Palle kommer ud, vi griner. Jeg fortæller at jeg har drømt han var taxachauffør i Torshavn, jeg var kortmand. Vi samlede en lokal bums op. I drømmen kendte vi ham, vi havde mødt ham før. Det var svært at finde rundt, hans gade begyndte med f. Vi gik med op i hans lejlighed, han viste os den lomme han havde fået tatoveret på den ene balle. Meget dårligt og kursorisk udført. Den virkede heller ikke efter hensigten, sagde han. 

Palle pakker sine ting og vi kører ind til pladsen foran rådhuset, han vil købe ind i fiskegrejsbutikken. De har en masse jeg ikke har forstand på, men også en sej slingshot som måske kunne bruges til B.. Bortset fra at den vist er ulovlig i Danmark og hans mor heller ikke vil sætte pris på den. Palle er grundig med indkøbene, jeg forøger imens at reparere mine solbriller som jeg – som altid – har siddet på. På pladsen siger vi farvel. Jeg går i Spar og køber læbepomade til mine solskadede læber og sætter mig med Wir Töten Stella, men kan ikke koncentrere mig. Er fuld af væmmelse og raseri mod/over de folk jeg ser. Har lyst til at råbe en gammel idiot lige ind i ansigtet. Er det et tilfælde af identifikation? Ikke med den gamle, altså. Jeg venter jo på selveste den Straßenbahn som Bernhard skrev et læserbrev om kort før han døde. Byens klenodie, sagde han. Det er vistnok verdens korteste strækning den kører (2,3 km) men med en af de højeste stigningsprocenter (10%). Turen til banegården tager cirka 10 minutter, en lokal pige glor på mig hele vejen. Hun mangler bare en slikkepind med en flueklase på. Latterlig, denne sporvogn er latterlig, tænker jeg og synes igen jeg kan genkende stemmen. 



På stationen får jeg at vide at toget mod Wien kører 9.26 søndag. Billetdamen er på mystisk vis ikke rigtig interesseret i at sælge mig en billet. Det er alt for besværligt at ændre rejsetiden på en købt billet, siger hun. Hvad ved hun som jeg ikke ved? Eller siger hun indirekte at jeg bør tage af sted før? Jeg må tage en taxa fra rådhuspladsen, tror jeg. Eller skulle jeg være bernhardsk og tage sporvognen? Går tilbage ad den befærdede vej Palle og jeg sad på en bænk langs i går. Bilernes åndløse kværnen. Er den åndløs? Jeg bliver irriteret på alt og alle her, vrisser ad en gammel mand der er ved at cykle ind i mig, gider ikke tale med nogen, har lyst til at tale engelsk eller månesprog til dem. Minde dem om en verden udenfor denne, det er min høje mission. Det insulære er én ting, hvad kalder man det sø-bundne og bjergindhegnede? Statuerne af Schubert og Franz Josef I står i glaskabiner. Det siger alt om denne bys konservatisme, eller, nej, det er ikke aktiv konservatisme, det er en langsom uddøen forklædt som stil. Orker ikke flere gamle kvinder med forklæder og mænd i lysebrune læderbukser. Overalt forbudsskilte der tyder på en tunghørhed uden lige. I morges fortalte værtinden forresten at Gmundner Keramik har fyret sine ansatte, de kan ikke komme af med varerne. Hvad har vi egentlig at byde på her, spørger hun? Hendes gæster blev før i uger eller endda månedsvis, nu er gennemsnitsperioden for et ophold 2 dage. Det er alt nok, ville jeg sige. Hvis ikke det var for Bernhard ville 2 timer være passende. Her er ingen unge mellem 25-40, de er stukket af. Har siddet nogle timer på balkonen og skrevet. Imens har værtinden og hendes mand spist middagsmad i haven og snakket ubekymret med hinanden. Han har givet mig sin cykelnøgle så jeg kan cykle til Obernathal i morgen. Der går nemlig ingen busser derud. Det synes min værtinde også er for dårligt, hun er i det hele taget stærkt kritisk over for sin by. Solen kommer og går. Klokken er 15.45, jeg må ind til byen og poste nogle postkort, men jeg har sgu ikke meget lyst til at gå derind. På vejen kan jeg igen passere mindesmærket for nazierne fra Gmunden som mistede livet i anden verdenskrig. Jeg bliver mere og mere ophidset over det 'kriegerdenkmal' som de oven i købet kalder det. Går direkte til postkassen, og ned til Kuferzeile med en sten i hånden. Det giver god lindring med den i hånden, jeg kan kyle den i hovedet på enhver idiot jeg møder. Går og udspyr hadske, men jo retfærdige, tirader på engelsk. Jeg vil sgu ikke gøre de naziefterkommere den ære at tale deres sprog når jeg sætter dem på plads. Værtinden viste mig nogenlunde hvor Lerchenfeldergasse ligger (den Bernhard anfører som adresse i sit læserbrev), i området bag Kuferzeile, men trods alskens krydsen og gåen frem og tilbage finder jeg den ikke. Tager nogle billeder af klenodiet hvor det kravler op ad stigningen. 



Tænker på det som en illustration til mit fremfantaserede smædeskrift: Sporvognen i Gmunden. Orkede ikke mere ordregivning eller bare kommunikation med de personer denne by har raget til sig, så jeg købte endnu en sandwich og et par bananer. Sad på forskellige bænke i aftenlyset med tjirpende fugle i træerne omkring mig, læste videre i Wir Töten Stella. Det føltes rigtigt, Haushofers isnende præcise og enkle stil. Russere kæftede højlydt på bænke bag mig, de rige sad tilbagelænede i lave stole og med solspejlende briller i hår og foran øjne på Lakeside cafeen, de riges hangout. De sad der fordi de er noget bjergenes fødder nænsomt har båret frem, de er bjergenes blomster, søens åkander, saltet i Salzkammergut. De er lorte på et plateau af pastel, tydeligt genkendelige i deres far- og mor- og formueleflende velklædthed. De sejler rundt i elbådene og laver ingen larm, kører i deres smørmotoriserede biler som fløjlskister, ligesom svanerne, men hvad laver svanerne? Altså når de bare svømmer rundt og ikke snadrer? Jeg overvejer at gå på Wiener Cafe og tylle en melange, læse aviser, men kan ikke tage mig sammen, min modvilje mod situationen og stedet er for stor. Latterlige mænd og kvinder i latterlige folkedragter. De her lysebrune lædershorts mændene har på, de koster sikkert en herregård. En hel familie i den slags sæt kommer og sætter sig lykkelige på Esplanaden. Folk klumper sammen foran lokalbiografen med kolde hvidvinsglas, jeg vender om og finder en anden vej. Sætter mig på en bænk på østbredden, hvor aftensolen stadig skinner og varmer. Kvinder i højhælede sko, folk generelt i deres fine aftentøj, elbådene fragtes over søen ved syvtiden, hvor rådhusets (jeg tror fem eller seks huse i byen praler med at være ehemaliges rathaus, thi her er alle rådmænd) latterligt klodsede klokkespil går i gang med samme melodi som i går. Det er en opblæst latterlig lyd, perfekt afstemt med menneskene på cafeerne rundt om den. Mens jeg sidder der i aftensolen og læser, kommer fire ældre mennesker kørende, stiger ud og ser på landskabet. Den ene taler engelsk med østrigsk accent, han fabrikerer selv godhedsfuldt sine aforismer: you know what, never to mind is another way of never to worry. Jeg forstår det ikke. Eller hov måske gør jeg, måske er det simpelthen mottoet her. En mor i høje hæle med sin udstadsede dreng på løbecykel, kvinder og mænd, yngre såvel som ældre, frastøder mig i denne by, deres tøj og gebærder og især manglende gebærder, deres solbriller og nye sko og måde at gå på, promenerende ninjapar som har skruet helt ned for udtrykket for udelukkende at udstråle penge. Jeg ved jo ikke om de er synderligt rige i Gmunden, nogle er dog tydeligvis, andre lader måske bare som om. Finder på vejen hjem en Liegewiese ikke langt fra Ackerweg. Her er også en lille strand, en gut i modlys spiller guitar under et træ for sine venner, han synger på en uskyldig, hvis ikke bare kønsløs, melodi: komm, trink mit mir. Man tror ikke rigtig han selv vil gøre alvor af det. Måske har han brug for en agent provocateur. Længere nede ved vandet sidder en sært strunk kvinde i hvid skjorte på et tæppe og undersøger sin fod meget nøje. Det er nok noget mindfullness. Hun suger sollyset ind. Jeg forsøger at tage et billede af lyset i en afblomstret mælkebøtte, gråhjelm kaldet. Det vil ikke rigtig virke. Nogle lokale mænd ser ynkende på mig, bøjet over en blomst. Jeg går længere ud af Traunstein-vejen, tager flere skygge- og aftenbilleder, mens jeg gør mig umage med ikke at tage notits af de larmende, baspumpende biler og idioterne i dem. Jeg ser en kvinde i pink danse en slags ballet på sin altan mens en solsort synger selvforstørret i en anden af hendes ejendele, havetræet. Solens sidste stråler på østbredden, de allersidste. Og så er de væk hernede, kun lidt tilbage på Grünberg. Solnedgang veloverstået, ligger i det gule sengetøj og skriver dette, en højlydt knasen ovenfra, knækbrød og sex, sex i knækbrødsseng? Overboernes telefon snurrer snarere på et sengebord, gætter jeg på. De ser fjernsyn. Meget lydt er her. Jeg er sulten, burde have købt noget med hjem. Har kun vand at muntre mig med. Palle skriver, at han er i Berlin her klokken 21.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar