Promenaden
præsenterer stolt: Tue Andersen Nexøs tale til René Jean Jensen, som Tue holdt
i går på Gyldendal, da René modtog Michael Strunge-Prisen 2012. Inden denne
tale holdt Anne-Marie Mai en tale, den kan man læse ovre hos Lars Bukdahl om
føje tid.
Kære
Rene,
Tillykke
med prisen. Jeg har planlagt at dagdrømme er jo en bogstavelig
talt stor bog – på en måde ikke bare bog nummer to, men også nummer tre og
fire. Der er mange ord, mange tanker og tonefald undervejs, så mange, at det
ikke er til at vide, hvor man skal begynde og slutte, når man skal sige noget
om den.
Det er
også en smart bog. Når man læser i den, så har man fornemmelsen af, at de her
digtes uendeligt velformulerede sætninger ikke bare allerede har tænkt det, man
selv kommer frem til, men at de også har tænkt et modsvar – og et svar til det
modsvar. At de er et par skridt foran, selv når man anstrenger sig allermest
for at følge med i deres piruetter.
Så jeg
gør nok klogest i ikke selv at kloge den. I stedet vil jeg følge i sporene på
noget du engang har sagt. For et par år siden sad vi i et panel på Testrup
Højskole sammen, vi skulle diskutere Josefine Klougarts debutroman, og også
alle hendes sprogbilleder. Så undrede du dig: hvis man nu fx siger »spaghettiarme«,
så kunne det betyde så mange ting: arme, der var meget stive og knækkede ved
den letteste berøring. Eller måske arme, der blev slaskede i sommerregn.
Alligevel er der ligesom lagt et spor ud for os, så vi uden egentlig at tænke
over det ved, hvad billedet betyder, så vi spontant kan lægge dets betydning
til rette. »Spaghettiarme«, det er sådan nogen tynde, muskelforladte
stængler.
I
mange af dine digte er det som om, du venligt, men bestemt laver uautoriserede
forbindelser – teoretisk set mulige, men i praksis helt usete – midt i vores
sprogs billeder og faste vendinger. Det er som om, dine digte lægger hemmelige,
men meget velkonstruerede baner ud i sprogets terrain vague, det
terræn, der ligger ind imellem dets allerede etablerede togskinner. Så skifter
sætningernes togvogn retning undervejs på umulige og dog ret komfortable måder.
Her er en næsten tilfældigt valgt slutning på et digt i Jeg har
planlagt at dagdrømmes sidste tredjedels serie af mindre digte. Seneca har
været inde over, så står der:
»jeg har brugt 15 år på personlig
udvikling og nu/er jeg faktisk færdig, se//en rundstykkefarvet hund«
Selv
har jeg aldrig tænkt på rundstykker som noget, der har en særlig farve, selvom
de selvfølgelig har det, og bestemt heller ikke på dén farve som noget, hunde
også kan have, selvom det er åbenlyst rigtigt: sådan en lidt varm lysebrun
hundefarve, den kender vi fra rundstykker. Alligevel virker ærindet her ikke
til at være: se disse sanselige forbindelser. Dit ærinde er ikke at lægge et
nyt spor i vores mentale jernbanenet, som vi fremover kan køre af, spontant og
uden at tænke over det. Det er snarere at stille spørgsmål, som fx: hvordan kan
det være, vi associerer karameller med deres farver, men ikke rundstykker? En
karamelfarvet hund ville være aparte, men ikke nær så aparte som en
rundstykkefarvet.
Den
slags sker i dine digte via billedsproget, men måske især via sætningernes
opbygning. De starter så tilforladeligt, dine sætninger, og de ender ofte,
venligt og muntert, i en art betydningens trafikuheld. »Forsøger at falde i søvn ved hjælp at et interesseløst selvbehag« står
der et sted. Det ville være sært nok at falde i søvn ved hjælp af den
filosofiske æstetiks kerneforestilling, den om det interesseløse behag, men
selvbehag? Kan det overhovedet være interesseløst? Hvordan skulle det dog
hjælpe en til at sove? Sådan kan én sætning, der ligesom løber af sporet, kaste
hele serier af umulige spørgsmål af sig.
Noget
lignende var på spil i mit første citats første del, »jeg har brugt 15 år på personlig udvikling og nu/ er jeg faktisk færdig,
se«. Men hvor der ikke er flere rundstykkefarvede hunde i Jeg har
planlagt at dagdrømme, så er de spor, »jeget« er lagt ind i – og arbejdet med at synliggøre dem, og med at
afspore det jeg, og med at konstatere, at det måske ikke kan afspores, men så i
det mindste sendes på nogle virkeligt mærkelige togture – det er et
tilbagevendende ærinde for dig. Det kredser dine digte om.
Især
kredser de om de måder, vi, når vi er allermest alene og os selv, alligevel så
at sige er sat i jeg-sporet af … ja, af hvad? Af den kultur, vi lever i, af
vores egne forventninger. Af vores selvbillede. I bogens første tredjedel er
det lyriske jeg ofte en art turist-jeg, der alene går rundt i verden. Det
skriver sine digte som en art postkort til et du, der ikke er der. I enhver
situation opfører det sig som én, der spiser alene på restaurant, og derfor er
dobbelt opmærksom på, hvordan de mest private bevægelser – hvor mange gange
tygger jeg maden, hvordan folder jeg servietten ud, hvor lang tid bør man have
gaflen i hånden – er et socialt ritual. Og det selvom man er den eneste gæst på
etablissementet. Og selvom man i sin ensomhed gentager bevægelser, utallige har
gjort før.
Det
jegs ensomhed fører til selvbetragtning, ikke til introspektion, sådan som den
lyriske ensomhed ellers ofte gør. Den fører til et katalog over selvets subtile
greb, dets mange gesti, det lille teater, det spiller for os andre og for sig
selv. »For at angive erfaringens dybde/ taler jeg i flertalsformer om Rom.
Roms/ katte. Roms ferskner og taghaver«, skriver du.
Sådan
er dine digtes greb, får man lyst til at sige, om ikke andet så for at angive
sin læsnings dybde. Og opdager så, at du igen var et skridt foran. Under alle
omstændigheder: Dine digte kredser om jeg-sporene, de riller vi alt for villigt
lægger os til rette i, når vi rigtig skal være os selv. Det gør de muntert, men
også sarkastisk. Digtene kan få politiske undertoner. De kan også rette deres
tvivl mod sig selv. Hvem siger, at tvivlen og kritikken og undersøgelsen er
mere egentlig end sin modsætning? I al fald ikke du. Som der står i et af
bogens store midterdigte, ’dengang jeg red på æslet’:
»Jeg
skrev et brev om det grå jegpløre som er mit liv, ville/ jeg sige, men tonen
var ikke rigtig, der gemte sig et andet triumferende/ jeg under linjen, et/ jeg
som nød at hænge ’jeg’et’ ud og samtidig godte sig over det, som et lille
nisse-jeg under verdenskrigen trygt og godt ved kaminen; det/ jeg, der godt nok
og helt efter bogen her ser sig mistroisk efter i kortene og i spejlet, men med
en mistro, der aldrig kan blive total, og hvorfor kan den nu ikke det?«
Og
alligevel er der også plads til helt konkrete, nærmest selvforglemmende
registreringer af hverdagens verden i Jeg har planlagt at dagdrømme. »regnbuen over køreteknisk anlæg/ sandkorn i øjet på min søn«, den slags.
Og der er plads til dette utroligt fine, stilfærdige digt, 'det tomme glas':
»Han er ikke død endnu. Jeg
tør ikke ringe og spørge om han/ ved det. Han er døende og det er med garanti/
i den varmeste del af landet. Luften er gammel og ulden/ når den siver ind
mellem gardinerne. Lyden af metal/ der tabes på gangen. Et nyt skinneben/ af
jern?/ Aviserne kan ikke gulne jævnt hvis ikke man sørger/ for at vende dem i
solen. Og dermed giver sig selv/ en regelmæssighed i gave. Her sidder jeg og
tænker/ på fisk som kolde omslag. Han rejser sig uden besvær/ fra sengen og
stiller glasset væk. Langsynet/ står en måge stille over kommunens labyrint/
for besøgende neden for vinduet. Aftrykket af et/ besøg. Aftrykket af en våd
hånd på et imiteret træbord./ Aftrykket af sværte på væggen. Andre aftryk. Får
øje på et stykke/ ledning der bugter sig langs panelerne, lægger sig./ Det blå
brænder op i horisonten.«
Det er
ikke til at vide, hvilke svar og modsvar, der tillader dig både at undersøge
selvets teater, at kritisere dine egne undersøgelser, og så skrive et digt som
dette, hvis ærinde er et helt andet. Men det hele lykkes jo. Blandt så mange
andre ting viser Jeg har planlagt at dagdrømme, at den undersøgende
og spørgende og tvivlende digtning ikke behøver at være monoton. Den kan
tværtimod være rig og morsom og fuld af nuancer. Også det får du Michael
Strunge-Prisen for. Tillykke endnu en gang.
FUCK HVOR FEDT
SvarSletdet er lige det, det er! Og her kan man læse Anne-Marie Mais tale fra dagen http://bukdahl.blogspot.dk/2012/06/blogdahl-exklusivt-mai-tale-til-jensen.html
SvarSlet