mandag den 4. juni 2012

Den ulykkelige boghandler 2


Ja, lad os læse Rasmus Nikolajsens Den ulykkelige boghandler intenst og nørdet. Her kommer noget af det, jeg har tænkt på, da jeg læste den – og noget, jeg er kommet til at tænke på, da jeg læste Lenes og Martins reaktioner på bogen. Lene karakteriserer bogens tre tekster som essayistiske og Martin kalder dem noveller. Jeg vil foreslå omveje som genrebetegnelse – i lighed med Højholts blindgyder. ’En omvej’ hedder den første af de tre tekster nemlig også. Ordet kan kædes sammen med Nikolajsens poetik. At tage en omvej i stedet for at køre direkte i mål med teksten og blive hyldet. Det er også en vigtig del af karakteristikken af Nikolajsens bøger, at de ikke fejrer triumfer og spiller med musklerne. I den nye boghandlerbog er der to ting, der umiddelbart slår mig.

Den ene er, at Nikolajsen her så eksplicit gør det klart, at han er nødt til at forholde sig til traditionen, at han ikke blot kan gentage udbredte fortælleformer til bevidstløshed. De bliver bare skabeloner, der skal udfyldes. Tænker man et kort øjeblik på billedkunst og sammenligner, ville man nok ikke finde det nødvendigt at nævne, at kunstneren forholder sig til traditionen, der er det vel givet, at kunstneren gør det, men det kan man nævne, når det gælder skønlitteratur. Der er en forskel. Det er vel også derfor Martin kan skrive, at han går til en ny bog af Nikolajsen med en forventning om, at han gør noget nyt – hver gang. (Jeg er åbenbart på fornavn med Martin og på efternavn med Nikolajsen).

Sille nr. 1 (der er tre x Sille i bogen med lån fra Frank Jæger, en Sille for hver af de tre tekster) og fortælleren afliver novellegenren i ’En omvej’. I det mindste mønsternovellen. De kører i en lillablå Toyota Starlet (i den tredje og sidste tekst kører fortælleren på en blålilla cykel) og hvad taler de om? De taler om litteratur, helt tilfældigvis. Sille foreslår sin forfatter, at han kan skrive en ” […] provinsfortælling. Du skal bare passe på med ikke at styre ud i den der kliché med at lillebysamfundet er pænt og kedeligt på overfladen, men kradser man lidt i den, klipper man hul i ligusterhækken, brager man gennem facaden – se, så koger det over med indestængte lidenskaber og tragedier: incest, husdyrvold, bedrag, mord …” Ja, der står husdyrvold og ikke hustruvold, ligesom man lige inden kunne læse, at parret kørte forbi ”Tomme fabrikker og enkelte forladte atomkraftværker”. ATOMKRAFTVÆRKER?! Nå, men provinsfortælling bliver det ikke til, som fortælleren/forfatteren siger til Sille:

- Du har nok ret. Og desuden, tilføjede jeg, passer provinsfortællingsskemaet ligesom alt for godt til den i forvejen irriterende novellegenre.
- Nu afliver vi simpelthen hele novellegenren?
- Ja, det synes jeg … Eller i hvert fald den der mønsternovelle der, proppet med mening, anmassende som en gymnasiepige der skyder sine bryster frem, snarere er beregnet til at blive afkodet end til at blive læst.

Martin skrev også, at Den ulykkelige boghandler er morsom. Det er den også for mig. Virkelig morsom, fx er Silles pludselige nedkomst ret morsom. Pludselig er den jo kun for fortælleren, der slet ikke har opdaget, at fødslen er nært forestående. Han har jo sine litterære projekter.

Den anden ting, der umiddelbart slår mig (den første var det med at forholde sig eksplicit til traditionen) er, at Rasmus Nikolajsen skriver forfriskende om kønsroller og fastlåste kønsroller. Meget mere forfriskende end det er at læse Mette Moestrup udtale til Information (bogtillæg fredag 1. juni, 2012, side 20) i forbindelse med en snak om selvmord i litteraturen og Sylvia Plath, at ”Mit [altså Mette Moestrups] værste mareridt er at vågne op i 50’erne som kvinde med det der pandehår og så en strutkjole – altså, det er da lige til at stikke hovedet ind i en gasovn over!”

Her siger Mette Moestrup jo ikke noget nyt om kønsroller. Hun råber bare til de kvinder, der allerede er enige med hende i, at 50’erne var forfærdeligt kvindeundertrykkende. Sådan en strutkjole kan man i øvrigt købe, hvis man har råd, i Istedgade fx. I den ende med de tjekkede forretninger. Gad da godt have sådan en, hvis jeg ellers kunne anlægge det rette pandehår. Her er nogle linjer fra Nikolajsens bog, som jeg finder forfriskende – og ikke mindst gådefulde:

Når vi biler småture på hjemmebane, først og fremmest Valby, siden København og Nordsjælland, er det Sille der sidder bag rattet. Det er hendes bil – og skal det være så lader jeg mig da gerne fragte omkring som en mops i en håndtaske! Hver gang jeg kaster nøglerne hen over biltaget til Sille eller blot kringler mig ind på passagersædet, udgør det en lille kønspolitisk happening som synligt ryster de mandlige naboer. Det er en anden sang når vi skal på langtur. Så oprettes almindelig orden, og jeg indsættes, eller indsætter mig, som leder af ekspeditionen.                     

Næste punkt for mit vedkommende bliver at prøve at gå systematisk til værks med de der meget omtalte sammenligninger. Dem var der også et par stykker af i citaterne her.

14 kommentarer:

  1. Omveje, dén køber jeg! Jeg tænkte også på Højholts Blindgyder da jeg læste Boghandlerbogen. Fx kunne denne sætning, der åbner en af fortællingerne i Blindgyder 12: Anekdoter (1996), sagtens have stået i Den ulykkelige boghandler: "Som lyriker med det privilegium til stadighed at måtte bekræfte eliten i dens selvforståelse har jeg som tidsfordriv den opgave at skulle vælge mine ord med omhu, hvilket naturligvis medfører både ekstaser og bitre nederlag." Der er noget med en vis... distance, kølighed, humor og selvbevidsthed i tonen, som de deler... Og en række interesseområder også.

    SvarSlet
  2. [Forresten er der en passage i Christina Hesselholdts seneste bog, Selskabet gør op (2012), hvor Camilla, hoved-hovedpersonen, siger at hun HADER når folk siger Den køber jeg (ikke) - det må være derfra at jeg er direkte inspireret til formuleringen ovenfor, ellers siger jeg ALDRIG den slags...]'

    SvarSlet
  3. Hvor skønt du lige havde Højholt ved hånden - enig, dét kunne have været fra Boghandleren!

    SvarSlet
  4. Det lyder som en god bog! Absolut. Men hvad har det med Sylvia Plath at gøre? Jeg forstår ikke, hvad det er for noget med kvinder, som er enige med mig. Hvem er de, og er det et problem, hvis der er nogen, som er enige med mig i et feministisk synspunkt? Et telefoninterview bliver så desuden klippet i små bidder. Nå. Du skriver jo netop, at man kan købe 50'er æstetikken nu på Istedgade. Det betyder noget, tror jeg, når man iklæder sig 50'er æstetikken. Hylder Mad Men. Den slags. Det er ikke uskyldigt. Pastelfarvede muffins findes i nutiden. Hvorfor vil du gerne have sådan en kjole, sådan et pandehår? Altså, jeg tror bare ikke, jeg fatter, hvad du vil sige med det. Kh

    SvarSlet
  5. Sylvia Plath er helt klart en omvej, det har du ret i, Mette. Og du har også ret i, at man ikke kan holde ordene i en langsom bog op mod dem i et hurtigt telefoninterview. Jeg var bare så fristet til at gøre det alligevel, fordi jeg så ordene i Information som et eksempel på et udsagn, det er så let lige at give videre. Men vi kommer jo ikke rigtig videre på den lette måde. Det er avisfænomenet, det overfladiske, jeg er irriteret på.

    Men måske har vi noget andet at diskutere, som kunne være mere interessant. Mad Men! Jeg har set mange, dog ikke alle, afsnit. Den serie vil jeg gerne hylde! Den fører da feminismen up to date!

    SvarSlet
  6. nej nej mad men er da präcis lige så stinkende patriarkalsk som Matador (succes = at have kapital) - Buffy the Vampire-Slayer - det rykker for mig.

    SvarSlet
  7. Kender ikke Buffy the Vampire-Slayer, men Matador har jeg da hørt om ... Elisabeth, vi skal da vist se Mad Men sammen en dag! Den er da slet ikke så enkel at du kan sætte den på en formel "succes = at have kapital". Fx er spørgsmålet, der hele tiden lurer, "What do women want", er da enormt gådefuldt og bliver aldrig entydigt besvaret. Første sæson slutter med en tydelig reference til Ibsens Dukkehjem, da Don Draper sidder alene på trappen i det store hus - uden Betty.

    Nå, men det var jo Nikolajsens behandling af kvinde- og manderoller, det skulle handle om!

    SvarSlet
  8. Så vidt jeg kan se, handler Mad Men præcis om kvindens vej i de år fra hustru, husmor, assistent til noget ganske andet, stærkere og mere selvstændigt. Men som alle serier og film påvirker den moden (alle gik fx i khaki safartøj og tropehjelm i new york efter Out of Africa)– så alle nu gerne vil ryge mange smøger, drikke sindssygt mange whiskysjusser og iføre sig pastelfarver og pandebånd ...

    SvarSlet
  9. Omveje... Er det ikke snarere udbrud?

    SvarSlet
  10. Alle er tabere i Mad Men (indtil videre i hvert fald, og jeg har set alle afsnit i samtlige fem sæsoner), der er ingen entydig forklaring, men en af forklaringerne er, at det patriarkalske og kapitalistiske system (portrætteret med stor ambivalens af seriens skabere, som det hedder på USAsk) bestemmer hvilke mulige identiteter karakterne kan indtage, frasige sig eller stræbe efter. Det bliver kun mere tydeligt, som sæsonerne skrider frem. I slutningen af sæson 5 (og nu vil jeg ikke afsløre for meget) kan man opfatte det sådan, at kvindens mulighed på dette tidspunkt er 1) prostitution eller 2) simpelthen at forlade serien/scenen. Det kan man jo så læse videre på. Man kan også sige, at for individet i slutningen af samme sæson virker mulighederne til at være 1) prostitution 2) døden 3) at forlade scenen/serien/systemet (og samtidig, for seeren i hvert fald: miste betydning indenfor systemet) 4) at blive i den gamle verden (og derfor, mere eller mindre uden at opdage det, tvinge alle andre karakterer ud i en af de nævnte fire positioner). Yeah. Det er en god serie.

    SvarSlet
  11. Hvad nu hvis det i virkeligheden var genveje?

    SvarSlet
  12. Må jeg anbefale noget supplerende læsning her?
    I så fald:

    Jakob Isak Nielsen, Andreas Halskov & Henrik Højer (red): Fjernsyn for viderekomne – De nye amerikanske tv-serier. Fx J.I. Nielsens kapitel om Mad men.

    Mvh. Jens

    SvarSlet
  13. ja jeg var vist upræcis, for jeg synes jo også, at mad men (ligesom sylvia plath, uden sammenligning i øvrigt - og jeg har godt nok læst mere sylvia end jeg har set mad men, men dermed være ikke sagt, at jeg ikke har set meget, meget mad men) giver et uhyggeligt præcist billede af nogle mønstre, ikke kun kønnede, som måske desværre ikke er helt så forældede, som man ku drømme om, men det, jeg mente med den naive prisning af serien var så, at jeg ikke fatter 50'er fetish tingen, altså det at iklæde sig dén tids æstetik og finde den lex, men det er nok fordi jeg er enig i olgas analyse, jo. halvtredserne er så scary. & kamilla, så var det jo nok, jeg synes, det var lillebitte smule unfair at tage lige lille mig på ordet for noget om netop 50ernes kønsroller, når jeg ellers bruger så meget af min tid på at skrive om køn ellers også. men jo, jo, aviserne, det overfladiske. jeg ved det. osv

    SvarSlet