Den ulykkelige boghandler 1

For mig er Martin Larsen og Rasmus Nikolajsen nogle af vores særligste samtidige forfattere; jeg glæder mig altid til deres nye bøger, ikke mindst fordi man altid kan forvente sig noget andet, og jo så også samtidig: noget genkendeligt. Larsens og Nikolajsens KLØER, hvis det er det de har, er de samme, er særlige, genkendelige, som deres. Ambitionen om ikke at skrive den samme bog igen. At prøve skriften af. Og samtidig, tror jeg, meget insisterende kun at gå lige præcis hen til hvad der interesserer dem og ellers være ligeglade med resten. Larsen og Nikolajsen laver ikke karriere på den måde med deres skrift, deres bøger angler ikke efter anerkendelse, hvis man kan sige det sådan; de er i dén grad deres egne, de er altid morsomme, det har de til fælles. Jeg har altid tænkt at de ikke nødvendigvis er de bedste, eller at deres bøger ikke altid er lige forløste eller vellykkede, men de er de mest spændende at læse, og på den måde måske også de bedste at læse, og jeg ser nu at denne opdeling mellem DE BEDSTE og DE MEST INTERESSANTE og hvad ved jeg, er dybt latterlig. Jeg er vild med deres bøger.

Jeg holder af at forestille mig at Martin Larsen og Rasmus Nikolajsen spiller en rigtig fremtrædende rolle i de litteraturhistorier der skrives om 00'erne og 10'erne om 10-20-30 år. Som den del i (litteratur)historien der er blevet Dan Turèll og Peter Laugesen til del i de seneste år. Man forstår, og det kan man måske bedre se på afstand, at her er der tale om noget på hver sin vis enestående, at det er rigtige forfatterskaber vi har med at gøre.

Mine yndlingstekster af Rasmus Nikolajsen, for at blive ved ham, er versfortællingen 'To dåser sat på samme hylde' fra antologien Midtjyske fortællinger (2008) og digtbogen Socialdemokratisk digt (2010). Dem må man læse! Den sidste er så underligt rørende og åbnende og åben med og via sine mange perspektivskift og brugen af et meget rummeligt JEG. Det må være dét JEG der er det socialdemokratiske i den bog, tænker jeg. Og så Den ulykkelige boghandler (2012), særligt de sidste to tekster er så levende.

Anledningen til overhovedet at komme ind på alt dette er netop Rasmus Nikolajsens nye bog; Den ulykkelige boghandler, tre noveller; sprogligt gnistrende, morsomme - nå ja, det har jeg sagt - og sidelænsgående. Engang imellem bliver dette sidelæns også en anelse for kunstlet; sætningerne og indskuddene for lange og rodede og blærede (sådan som jeg også husker at det indimellem var tilfældet med Thomas Hvid Kromanns glimrende Hr. Toksvig (2006), som Nikolajsens bog vel også er i familie med).

Den særlige Nikolajsenske KLO viser sig blandt andet i den overdrevne jagt på og brug af den sammenlignende metafor, similien, at noget er som noget andet og hos Nikolajsen er der ganske meget der er som ganske meget andet, altid; han ikke bare skamrider stilfiguren, men gør den til helt sin egen. Han genopfinder måske på den måde sammenligningen i samtidspoesien, gør den valid igen, selvfølgelig fordi sammenligningerne og situationerne hvor de bliver brugt er originale, men også igennem den massive insisteren hvormed han bliver ved med at bruge dem; det er for meget, det bliver en rytme og det virker. Et andet led på KLOfingeren hos Nikolajsen er den eksplicitte sampling, remixet, eller hvad det er han kalder det selv. Den eksplicitte brug og inkorporering af andre forfatteres tekster, af deres melodier og rim, måderne han skriver ovenpå.

Af Nikolajsens første fire bøger - den »af hyæner roste, ret charmerende digtsamling«, som der står i den nye bog; Digte om lidt (2000), og de følgende sølvKANIN (2001), Frihed og sex på rejsen (2003) og Alting ender med et bryllup (2008), var det egentlig kun sølvkaninen der sagde mig noget. Som jeg husker det og den, særligt på grund af den måde der bliver talt med og til hunden Plet-Bernhard. Nogenlunde samtidig med hestedigtene i Jørgen Leths Billedet forestiller (2000). Den første prosabog, og her bliver der mere sammenhængende åbnet for de spredte, strømførende indfald, er rejsebogen I Athen (2009). Der er et halvhjertet remix af H. C. Andersens rejsedagbog fra sit månedslange ophold i byen i 1841. »166 år senere opholder digteren Rasmus Nikolajsen sig i Athen i præcis samme tidsrum. «, som der står i pressemeddelelsen. Man fornemmer det skæbnesvangre... Man fornemmer det morsomme... Og den særegne, kendetegnende blanding af det totale tilfælde og det hårdeste system, der ligger under og i al Nikolajsens skrift. I Athen består af det eksakt samme antal anslag som Andersens 'original.'

I boghandlerbogen står der om tilfældet - jeg citerer lidt langt, fordi det jo også ligner en (del af en) poetik, og fordi det må være på tide her at få en smagsprøve på skriften selv:

(...) Vi har nok alle oplevet sammenfald af tilfældigheder så utrolige at man skal være stædig for at holde fast i at der virkelig var tale om tilfældigheder. Det burde ikke være muligt, men det er sådan det er, og det accepterer du lynhurtigt. Jeg er ved at skrive en digtsamling, men er gået i stå. Jeg kommer ikke videre. Jeg overvejer at kassere den, men for at gøre et sidste forsøg tager jeg 14 dage til Hald Hovedgaard for at kunne koncentrere mig optimalt om opgaven. Ingenting sker. Jeg skriver ikke én brugbar sætning. En aften hvor jeg har opgivet, spiller jeg i stedet Neil Young-plader med en flok tyske forfattere, taler pis og drikker mig fuld i vodka. Næste dag er jeg ikke i stand til andet end at ligge på sofaen. Jeg rækker en arm mod bogreolen og trækker en tilfældig bog ud. Det er en digtsamling af Sven Dalsgaard som jeg kender som en billedkunstner fuld af gode idéer, men hvis streg jeg finder dilettantisk og i bund og grund ikke bryder mig om. Hvordan mon han er som digter? Jeg læser lidt i bogen og finder den fuld af gode idéer, men der er et eller andet ved selve sproget som jeg finder dilettantisk og i bund og grund ikke bryder mig om. Men hov, en god sætning var der da, og den skriver jeg ind i min egen digtsamling. Pludselig falder det hele i hak, og min digtsamling skriver fra dette øjeblik ligesom sig selv. Digtsamlingen bliver bedre end noget jeg har skrevet før, og langt bedre end noget Dalsgaard kunne have skrevet. Samtidig føler jeg mig sikker på at den aldrig var blevet til noget om jeg ikke havde rakt ud og fanget netop denne Dalsgaard-bog, på netop dette tidspunkt. (...)

Martin Larsen er også engang taget til Hald Hovedgaard for at færddigøre et storstilet projekt, en sonetkrans, der kuldsejlede på den skønneste måde - ud af det kom istedet Svanesøsonetterne (2004); en papkasse med mislykkede, sammenkrøllede sonetudkast og sider fra arbejdsdagbogen; dét er også en god bog.