Hesteædere hele bundtet

Et sted midt i Thomas Bobergs seneste digtsamling, Hesteæderne 2, lyder et digt, som om en cirkusdirektør pludselig har fået ordet og byder publikum velkommen, overstadig, nærmest panisk, snublende over sine egne ord. Han indleder sin rablen med en abstrakt aforisme, men glider hurtigt ud i en lang remse om personer og omstændigheder, som man ikke har en jordisk chance for at kende, medmindre man allerede er indviet i hesteæderuniverset. Hvem er fx naboens datter? Hvor kommer flagermusen fra? Hvad er de mange vælder, der omtales? Hvem er kollegaen? Og hvem (hvis ikke direktøren selv) taler overhovedet? Og hvorfor taler han sådan, i en lang hovedsætning, hvorfra springer en lang række årsagsledsætninger, der forsøger at forklare, hvorfor den talende ligger søvnløs?


Der er
altid en grænse, men vi kender den ikke.
Jeg lå søvnløs,
fordi jeg begærede naboens slørtildækkede datter,
tog hun sløret af dernede under lygten, drømte
jeg om hendes kusse døgnet rundt,
fordi hendes far forærede hende bort til hendes fætter,
fordi hun åbenbart ikke havde noget imod det,
fordi jeg fortrød, at jeg havde hånet flagermusen
og ville sige undskyld,
fordi jeg var imod kristenpræstevældet og
halvmånemørkevældet,
fordi jeg var imod hvidehestedigteres Akademi og
hestepiskernes tyranni,
fordi jeg ville være vegetar,
men der var ikke noget græs tilbage
og var imod det,
fordi jeg åd hestekød
og var imod det,
fordi jeg var imod konsulen, overmagten og rottevældet,
fordi jeg var imod apokalypsen og dens basuner,
fordi jeg hadede mig selv
og var imod det,
fordi jeg var imod kristenpatrioternes paranoide teologi,
fordi jeg haltede på den ene fod, efter at en hestepisker havde
trampet på den,
fordi jeg skrev uden at kunne skrive,
fordi jeg malede uden at kunne male,
fordi jeg sang uden at kunne synge,
fordi jeg endelig kunne skrive
vejrede jeg håb derude mellem de store containere,
helt ude i papkassernes yderste ringveje,
fordi folk, der skriver, er så hjerteløst ligeglade med alt andet
end at skrive,
fordi de har læst i Biblen
og slugt en bunke logos ligesom kollegaen,
fordi den, der tror, han kan skrive, og ikke kan, men alligevel
nægter at forstå, at det ikke er muligt, og klæder sig på
til at kunne skrive og tegner hierarkier derhjemme og er
poesiens velklædte sandhedskommissær
og en dag sætter sig ned
og skriver det sidste klunkesmædedigt om en forhutlet
hesteædersangers kranke endeligt
på slaggestranden under Akademiets kongeblå bygning,
lovede jeg uigenkaldeligt mig selv,
at vi skulle mødes
dernede på slaggestranden
på hans,
mine damer, min kollegas
70-års fødselsdag,
mine herrer,
til den sidste duel.

Også digtets slutning må være uklar for den uindviede. Hvad er det for en duel, der omtales? Mellem hvem ("vi"?), og om hvad? Slutningen peger altså ud over digtet, ind i en større digtfortælling, hvori man følger en person gennem løsrevne oplevelser og optrin, mens årstiderne skifter. Ud fra det enkelte digt, fx det jeg her har valgt, kan man højst fornemme, at alle positioner er usikre, også hos jeget, der konstant er "imod" sine egne beslutninger. Samtidig foregår der en indre kamp i hele denne barbarverden mellem de mildest talt ikke særligt forsonede grupper og enkeltindivider. Selv jeget, der synes godt og grundigt nedtrampet, tramper selv ivrigt på det, han kalder "hesteædervældet".

Men hvordan skal man få styr på hele denne usammenhængskraft? Jeg vil tro, at man som reader in the dust straks vil kaste sig ud i at ’oversætte’ digtet, og tilmed to gange. Først forsøger man at ’oversætte’ digtet til det univers, det optræder i, hvad der naturligt nok kræver, at man læser begge digtbind. Her gælder altså ingen enkelttekst, kun kontekster. Dem kan jeg så passende skitsere nu: I digtets undtagelsesunivers handler alt om "blind overlevelse", som det hedder i første digt i bind 1, her ligger affald alle vegne, folk overvåges af kameraer, der bliver begået overfald, kriminalitet, voldtægt, pædofili, hæleri, smugleri osv. Det er kort sagt et samfund i indre opløsning, som om det befinder sig midt i et vildt mytteri.

Ude i bugten ligger containerskibe, der fungerer som bordeller, og rundt om i kælderrum foregår alskens orgier. Der finder offentlige henrettelser og tortur sted. Der er kontrol alle vegne. På stort set hvert gadehjørne er der tiggere og våbenhandlere og krybskytter, hospitaler er lukket ned og har overladt al videre behandling til kvaksalvere, bibliotekerne har solgt deres bøger, hvad der ikke er et stort tab, for "læsning er nedlagt". Til gengæld er der masser af "fædrelandskærlighed på tv". Hvad er det egentlig for et samfund, der her skildres? Jeg ville sige, at det er et samfund hinsides velfærdssamfundet, et ødemarkssamfund (jf. T.S. Eliot, der også optræder i bogen), hvor magt og kapital og menneskelig grådighed har overtaget. Her er også sproget brudt sammen, det "passer ikke til den snigende opløsning", ligesom digterens egen poesi er blevet prosaisk, undskylder han. "Kunsten rådnede op i en kosmisk skandale".

Det var selve omgivelserne. I dem lever en række personer og kliker, der bekæmper hinanden indbyrdes. For det første selvfølgelig hesteæderne, der sluger hestekød dag og nat, mens Pegasus – den bevingede hest, hvorpå digterne rider op til parnasset – selv "har taget flugten". Pegasus er med andre ord garanten for ånd, (transport)midlet til ånd, hvorimod hesteæderne er alle de åndløse, dem der fortærer ånden.

Herudover støder man på konsulen, der har overtaget bankerne og forbudt al poesi, ligesom han har forbudt alle offentlige forsamlinger og alle minder, der gør sig billeder af fortiden. Han har med andre ord udsendt et billedforbud, og et forbud mod glæde, altimens han selv slænger sig med "hoppepiger". Omkring konsulen findes nihilisterne, en række kynikere, der har udnyttet situationen til egen fordel, enten som spytslikkere til magten eller som velhavere. På den anden side findes kristenpatrioterne, der er fulde af paranoia og mener, at tilflytterne er skyld i hestenes udryddelse, altså i åndløsheden. Tilflytterne selv består bl.a. af afrikanere, sigøjnere og "halvmånedyrkere". Desuden findes en større eller mindre gruppe kulturnassere, der ikke fatter, at lyset for længst er gået ud, og som kun elsker deres egne "blodige skitser" i avisklummer osv. De tjener penge på kunstnernes ubetalte arbejde og ligner på den måde nihilisterne. Og oppe i bjergene befinder en såkaldt mørkemand sig med sin egen hær, der forsøger at bekæmpe konsulen.

Digteren selv er permanent søvnløs, han kokser rundt på tiggeriets og prostitutionens rand som indbegrebet af en sultekunstner. Han er desuden fordrukken (især ynder han at drikke "lakridssprut"), han er rastløs og selvhaderisk, bidt af flagermusen, der hænger i et hjørne af hans hummer og muligvis er skyld i digterens mildest talt dystopiske visioner. Modstykket til flagermusen er naboens datter, som han kalder "frisk dild fra kløften", en slags profetens datter, hvis skønhed konstant vækker hans liderlighed. Endelig optræder en digterkollega, der er nederdrægtig nok til, på bedste hælervis, at negle digterens Toshiba (nævnt ved navn, som om reklamen har indsneget sig overalt, også i poesien). Kollegaen er, forstår vi, i gang med at skrive på en "filosofisk roman", men ellers bruger han tiden på at forberede sit eftermæle i ro og mag. Han holder med patrioterne og er "ombejlet af mysterieforskere", altså teologiske litterater, og vakler ikke selv det mindste i troen.

Det var så den første ’oversættelse’, fra enkeltdigt til digtfortælling. Men selv når man har fået digt og univers koblet sammen, så man kan besvare i det mindste nogle af de spørgsmål, jeg indledte med, vil man utvivlsomt gerne flytte digtet op (eller ned) på et andet niveau, som det også selv bejler til. For det er jo ikke svært at komme på navngivne personer til de individer og grupper, der optræder i digtet. Alt fra rejsekonger til medlemmer af Det Danske Akademi falder én ind, men så er man allerede i gang med den anden ’oversættelse’, nu fra digtfortælling til historisk virkelighed. Spørgsmålet er blot, hvorfor man skulle gøre det? For at reducere digtene til en slags nøgledigte? For at forvandle digtfortællingen til en allegorisk kritik af uhyrligheder og tendenser i den aktuelle verden? For at ophøje den til et forsvar for velfærdsstaten – se, hvor galt det kan gå, hvis ikke vi passer på? Eller kunne formålet være at reducere de to digtbind til et "læserbrev" (som en anmelder vist foreslog), som om digtene var indlæg i en samfundsdebat? Hvad er i så fald digtenes politiske standpunkt? Rummer de en sandhed, som de vil have deres uforvarende læsere til at fatte?

Det gør de næppe, dertil er de alt for udkogte. Det er kort sagt en temmelig ufrugtbar idé at læse digtene allegorisk. Jeg ville hellere ’oversætte’ digtfortællingen og dens flygtige møder til sindstilstande. Digteren er jo netop blevet bidt af flagermusen og hallucinerer. Hans fortælling er med andre ord et trip. Og undervejs på det trip glider jeget gennem forskellige tilstande – fra vrede til målløshed til fortvivlelse til liderlighed til foragt osv. På den måde udfoldes et kæmpestort menneskeligt følelsesregister gennem billeder og små scener med sitrende (og humoristiske!) udladninger. Det vigtigste – og det fælles – for digtene er, at jeget er til stede med hud og hår, sensitivt opmærksomt, så nervøst nærværende, at hjernen er ved at gå i sort.

Det kunne også forklare, hvorfor digteren ligger i strid med alle andre skrivende, ikke mindst kollegaen. I digterens selvforståelse må man stille sig pladask midt i tingene, ikke betragte dem udefra og rapportere hjem om situationen (som journalisten), ikke kritisere på afstand uden selv at få blod på tøjet (som den intellektuelle), ikke sammenflikke forfinede digte i en blød stol inde i Akademiet (som kollegaen). Den ’sande’ digter har ingen plads, ingen position, intet hjem og ingen beskyttelse, hans opgave består udelukkende i at opleve så intenst som muligt, også selv om det betyder, at han ender med at blive lige så smadret og oversmurt som de andre, der står i lort til halsen. Det eneste, digteren for alvor kan stræbe efter, er liv. Som det hedder i det sidste digt i bind 2: "kun den, som / brænder for tilværelsen, kan føre den videre."

Det lyder selvfølgelig meget idealistisk på poesiens vegne, og man kan da også sagtens diskutere, hvilken poesiopfattelse der egentlig gemmer sig her. Den, der brænder, er digteren, men hvad med de andre, der blot brænder op? Og hvor overbevist kan man være om, at poesien virkelig besidder en så stærk visionær kraft? Er der kort sagt en romantik på færde her? Eller betragter digteren poesien som et våben i et ’kritisk projekt’? Igen synes jeg, at spørgsmålene flagrer, men i det mindste kan man i bind 2, hvor krigen endelig er forbi og hadet "suspenderet", få en klarere fornemmelse af, hvad poesien så helt præcist kan. For mens røgen og dampen står op fra slagmarken, begynder digtene at fokusere på erindringen om den gamle verden, på alt det der gik tabt, og deres sigte er "mindernes massegrav" lavet af konsulen. Nu da en epoke er slut, bliver det digtenes opgave at skue tilbage, samle op, se ødelæggelsen i øjnene. Bind 2 er derfor en koldt fortvivlet bog, hvor den første var ild og spruttende dynamik.

Den anstændighed og lykke, som konsulen desperat har forsøgt at bekæmpe, indtil hans palads bestormes, og han må flygte, bliver nu et ærinde (hvis det er det rette ord) for digtene og for digteren, der kommer i kontakt med enkeltpersoner som fx den magre César og skoledrengen Charles, der bliver hans fæller. Også digterens søn og datter omtales flere gange, og det samme gør både hans mor og far og hans søster, idet han ser tilbage på "dengang i tresserne", som det hedder med en sær præcis tidsangivelse i et ellers abstrakt univers: "det var tider". Det er muligvis præcis dét tab, digtene har billedgjort i deres dystre tableauer – tabet af en tidlig harmoni, af barndom, tabet af paradis. I hvert fald mærker man tydeligt, at en stærk tidsutilpassethed er på færde i digtene, en fortvivlelse over, hvordan tiden som en brusende flod skyller alt med sig. I den ubønhørlige strøm er digterne blevet "kørt i sænk som skovsangere", familierne er gået i stykker, og enhver er blevet "sin egen lykkes dåseåbner". Der er opstået en "universel autisme", hvor man kun kan længes tilbage.

Her, hinsides krigen, udkommer kun én "poesibog" om året, og det er naturligvis kollegaens. Fire af hans digte gengives endog i bind 2 – som karikaturer. Digteren fnyser ad kollegaens "urimelige popularitet", kollegaen der bor i æresbolig og udsmykker sit mausoleum med "rystende sonetter", men ellers isolerer sig i det kongeblå Akademi, ved hvis strand deres duel skal stå. Kampen mellem indedigteren, der sidder beskyttet i sprit, og udedigteren, der forvilder sig rundt i verden, ender vist uafgjort efter en heftig omgang poetry slam med salmer, drikkeviser og spidse metaforer. Bagefter vågner vores ven digteren omtumlet i sit "hummer" og erindrer pludselig ting fra sin barndom. Også hans søn og datter viser sig for ham i erindringen, og det samme gør Fatima, naboens henrivende datter. Erindringer var jo ellers bandlyst af konsulen. På den måde bliver det igen understreget, hvad poesien egentlig kan, nemlig give adgang til nogle meget dybe lag i sindet, uden hvilke vi ikke kan kalde os mennesker. Digteren synes altså at tilskrive poesien den evne at forbinde – tider, sindstilstande, mennesker. Det er også sigende, at det netop er kærligheden, der viser sit ansigt gennem poesiens erindringskraft, som om digteren ønsker at vise, at kærligheden er selve modstykket til – og løsningen på – sammenbruddet.