Jeg har lige været på Louisiana, hvor jeg så
Avantgardens Kvinder, som udstillingen hedder. Den går kort tid endnu. Meget
kort tid! Udstillingen viser et udvalg af otte kvinders spændende værker, fra
perioden 1920-40, og var på mange måder en god oplevelse. Især Germaine Dulacs
film gjorde indtryk på mig. Efter udstillingen tog jeg til en grillfest hos en
veninde, hvor vi faldt i snak om titlen på Louisianas udstilling – og på hvad
den forsøger at indkapsle (altså titlen, men jo på sin vis i samme åndedrag udstillingen
og dens sammenstilling af lige netop disse kvinder). Her et par aber dabeis,
som jeg først fik øjnene op for i løbet af vores samtale, og som jeg nu deler
her:
Lyder titlen på udstillingen ikke lidt som om man her fremviser samtlige kvindelige avantgarde-kunstnere? Har man set denne udstilling, er emnet stort set udtømt, og i stedet for at give hver enkelt (kvindelig) kunstners oeuvre den plads, som man kunne forvente et helt livsværk fortjener, som når vi ser udstillinger med Max Ernst og Picasso og andre væsentlige kunstnere, der godt kan stå alene, så præsenteres kvinderne i denne sammenhæng som en ukendt (og nu udtømmende beskrevet) gruppe. Selv om de ikke kendte hinanden eller sågar arbejdede sammen. På forstyrrende vis er fokus på kvindernes køn (hvis det er på grund af kønnet, at de er historisk misrepræsenterede, hvorfor så dvæle ved det, hvis det ikke er på grund af kønnet, hvorfor så gøre en dyd ud af det), fordi de er kvinder passer de ind i netop denne kuratoriske ramme, ikke fordi de nødvendigvis er kunstnerisk beslægtede (hvilket man sagtens kunne bruge krudt på at argumentere for at de er), eller arbejder med de samme materialer og medier.
Lyder titlen på udstillingen ikke lidt som om man her fremviser samtlige kvindelige avantgarde-kunstnere? Har man set denne udstilling, er emnet stort set udtømt, og i stedet for at give hver enkelt (kvindelig) kunstners oeuvre den plads, som man kunne forvente et helt livsværk fortjener, som når vi ser udstillinger med Max Ernst og Picasso og andre væsentlige kunstnere, der godt kan stå alene, så præsenteres kvinderne i denne sammenhæng som en ukendt (og nu udtømmende beskrevet) gruppe. Selv om de ikke kendte hinanden eller sågar arbejdede sammen. På forstyrrende vis er fokus på kvindernes køn (hvis det er på grund af kønnet, at de er historisk misrepræsenterede, hvorfor så dvæle ved det, hvis det ikke er på grund af kønnet, hvorfor så gøre en dyd ud af det), fordi de er kvinder passer de ind i netop denne kuratoriske ramme, ikke fordi de nødvendigvis er kunstnerisk beslægtede (hvilket man sagtens kunne bruge krudt på at argumentere for at de er), eller arbejder med de samme materialer og medier.
Anyways, en anden potentiel fare lurer i
præsentationerne af kvinderne, der jo, fordi de er så forbandet ukendte (for
den gængse kunstkender) – og bevares, det har sin berettigelse, og bevares, jeg
kendte kun selv Hannah Höch – præsenteres med biografier på plancher, der i
detaljer redegør for hvem de kendte og plejede omgang med, hvem de gik i seng
med, hvem de kom i psykoanalyse hos. Kort sagt, i et temmelig stort omfang,
hvilke vigtige mænd fra perioden de kendte. Der skal ikke herske tvivl om at
alliancer af mange forskellige typer har været en forudsætning for kvindernes
(og mændenes!) kunstneriske praksisser, men måske kunne man have præsenteret disse
otte spændende kunstnere på en anden måde, nu fantaserer jeg frit: Hvad med om
man havde lavet en udstilling om hver af disse kunstnere og ikke betonet det
faktum at det lige var – kvindelige –
kunstnere (selv
om det selvfølgelig har været et vilkår for dem og en politisk bevidsthed), så ville de biografiske oplysninger
nok næppe forekomme så iøjnefaldende, men mere vise hvilke kredse hver enkelt
kunstner frekventerede (ikke kun fordi kunstneren var kvinde og således
afhængig af netværker uden for de etablerede og typisk på det tidspunkt mandligt
dominerede institutioner)…
Ville det ikke være en mere tidssvarende måde
at rette op på det skæve historiske faktum på, at vi ikke kender dem, især hvis
vi (Louisiana) faktisk tror på at de – selv om de er kvinder – godt kan være store
kunstnere?
Titlen på mit Promenade-indlæg rimer selvfølgelig,
for de der kan huske det, på dette portræt af en række unge kvindelige
forfattere, hvor det også virker som om gruppe-etiketten bliver trukket ned
over de ”trodsige tøser” som en alt for stram kjole.
du har fat i noget her, Lene. Jeg har også set udstillingen, og for mig var der virkelig meget ny information at hente, og jeg var i det hele taget bare lykkelig for at blive gjort opmærksom på disse kunstnere. Inden jeg så udstillingen havde jeg lidt en skrækkelig forestilling om, at kuratorerne havde lagt sig i selen for at vise, at kvinder skam også kan være med, men den forestilling blev gjort totalt til skamme. Avantgardens kvinder var jo i nogle tilfælde foran avantgarden, kan man næsten sige. Jeg tænker på collager og surrealistiske film, som begge - hvis ikke jeg nu digter - først blev skabt af kvinder.
SvarSletMen der hvor det bliver vanskeligt, og der, hvor jeg mener, du har fat i noget, er vel lidt det samme som når man taler om kvoter. Man kan jo ikke så godt have kvoter uden kategorier - og så fastholder man altså også kvinder som kvinder, handicappede som handicappede, mennesker med indvandrerbaggrund som mennesker med indvandrerbaggrund osv. (Her hentyder jeg til Sydsvenskans erklærede bestræbelse på mangfoldighed i deres anvendelse af kilder og billedmateriale, ja man kommer let vidt omkring).
Jeg tror, vi er nødt til at se det som en proces. I en vis periode er vi nødt til at have udstillinger som hedder Avantgardens kvinder, ligesom vi måske kan komme videre vha kvoter, men det skal kun være for en periode.
Jeg er for så vidt enig i, Kamilla, at man må forestille sig det som et overgangsfænomen, men jeg er nu også imod kønskvotering (jeg tror ikke det redskab kan bruges som overgang til noget ønskværdigt).
SvarSletI øvrigt er det ret tidstypisk at se udstillinger og teoridannelser med fokus på de marginaliserede positioner, det skæve, det queer, det undertrykte. Tendenser som jeg også møder med en stor grad af skepsis.
Det disse vinklinger peger på kan være nok så vigtigt, men jeg bryder mig ikke om den overdeterminerede præsentation - og det faktum at det netop risikerer at fastlåse en position i stedet for at frisætte den.
men skal vi så bare fortsætte med at snakke om, at vi ikke er lige?
SvarSletI øvrigt synes jeg, at udstillingen pegede på et sjovt fænomen hos disse kvindelige kunstnere, at deres kunstneriske arbejde og arbejdet i hjemmet af og til blev et fedt. Jeg tænker på flere af værkerne af tekstilmaterialer. Jeg kan godt lide, at kunsten får en plads i dagligdagen på den måde og ikke befinder sig uden for den. Som en ekstrem eller noget outsidere frembringer.
Nej, vi skal netop ikke blive ved med at snakke om dét, men se at blive lidt moderne :) Og, som jeg foreslår, introducere til nogle af disse kunstnere ved at lave solo-udstillinger med dem (og uden nødvendigvis at artikulere hvor ukendte og kvindelige de er, det kan så i stedet være en uartikuleret subtekst, som beskueren nok selv kan regne ud) - så bliver fokus på værket og ikke på hvem de mon var, disse obskure kvinder.
SvarSletApropos tekstilarbejdet, så mener jeg at huske, at kunstneren faktisk levede af (eller i hvert fald drev en butik), hvor der blev solgt stoffer, tørklæder m.v., så der var overlap ml. kunstnerisk praksis og erhverv, det var ikke kun daglidagssysler.
Jeg er meget enig med dig, Lene. Jeg glædede mig til udstillingen, (som jeg fejlagtigt først troede, Louisiana selv havde lavet, hvilket virkelig understregede en glædelig bestræbelse på at rette op på fortidens fortielser, men det har de nu ikke, udstillingen kommer direkte fra Kunstsammlung Nordrhein-Westfalen Düsseldorf), men blev faktisk lidt skuffet over den måde, man havde valgt at iscenesætte den på. Jeg synes på mange måder, det var noget rod, det var svært at holde de forskellige kunstnere ud fra hinanden, og nødvendigheden af at vise dem samlet, virkede ikke overbevisende. Jo, det havde været fedt med 8 soloudstillinger, eller et antal mindre tematisk anlagte udstillinger, f.eks. omkring det med at inddrage tekstil og design - Taeuber-Arp og Delaunay, eller omkring brugen af fotografi og film. Titlen Avantgardens kvinder giver netop det fejlagtige indtryk, at her har vi dem så, alle kvinderne zusammen, hvilket jo ikke er rigtigt (man kunne f.eks. have taget et dansk eksempel med som Francisca Clausen). Fænomenet med at kvindelige kunstnere opkvalificeres ved at nævne alle de mænd, de har kendt, mere eller mindre intimt, og kunne være blevet inspireret af, er desværre velkendt. Den amerikanske kunstner og kritiker Mira Schor skriver i essayet ”Patrilineage” (1996), at når kvindelige kunstnere bliver rost eller omtalt positivt i kunstmagasiner som Flash Art og Art in America, så sker det ved, at deres ”fædre” nævnes. Med fædre menes anerkendte mandlige kunstnere. Sekundært til kunstnere kan kvindelige kunstnere ”opgraderes” gennem benævnelse af ”åndelige fædre”, som f.eks. de 6 B´er: Benjamin, Baudrillard, Barthes, Brecht, Beckett, Baudelaire. I mandlige kunstneres tilfælde er det praktisk talt utænkeligt, at der refereres til kvindelige kunstneres værker.
SvarSletKunne man i øvrigt forestille sig udstillingen Avantgardens mænd? Næppe. Det er sandt, at kvinderne har været misrepræsenterede, og at der ligger et stort efterslæb i kunsthistorien, som kan nødvendiggøre sådanne udstillinger, som du skriver, Kamilla, som et skridt på vejen. Det kan man håbe, at denne også er, og at der f.eks. vil være andre museer, der tager fat efterfølgende.
Se også Maria Kjr Themsen på Kunstkritikk.
SvarSletJa, en glimrende kritik!
SvarSletOm man kan forestille sig udstilingen 'Avantgardens mænd'? Jamen, det er jo den der kører hele tiden, den hedder bare noget andet, såsom fx bare 'Avantgarden' som sådan - naturaliseret. Ud fra den vinkel synes jeg det er en god idé at kalde sådan en udstilling her for 'Avantgardens Kvinder'; blandt andet handler det vel om at signalere at det ikke er det sædvanlige, the usual suspects, for det er det jo virkelig ikke; jeg syntes det var en super udstilling. Personligt havde jeg fx ikke tidligere hørt om Katarzyrna Kobro, og netop det lidt rodede ved hele udstillingen, sammenstillingen af så mange forskellige æstetikker og praksisser, en antologi, jeg syntes det fungerede godt, at det var spændende og sjovt. Naturligvis læser man også disse kunstnere i forhold til den mere velkendte (kunst)historie, og i forhold til de mandlige (mere velkendte) kunstnere. Det er fx fantastisk at se Sophie Tauber-Arps arbejder, og det er også fedt at anerkende at hun er fuldt på højde med fx Jean Arp som kunstner, hvis ellers det giver mening at lave den slags sammenligninger. Det er jo vanskeligt; men når man diskutere kanonisering nok i nogen grad nødvendigt. Jeg tænker at det vel også er en strategi fra museets side, denne med at kalde udstillingen for Avantgardens KVINDER; som første del af en mainstreaming af samme (flere af kunstnerne der var repræsenterede på udstillingen er jo allerede ganske mainstreamede, men slet ikke alle; endnu ikke alle.)
SvarSletDette skulle være Jean Arp-linket.
SvarSlet