tirsdag den 29. maj 2012

vom Hörensagen

Jeg har lige læst en konsulentudtagelse om et her unavngivent manuskript; den også her unavngivne forfatter viste mig udtalelsen og fortalte om forløbet med forlaget (et mellemstort af slagsen), som endte med at give et afslag med begrundelsen "dit manuskript er for undergrund".


Med forfatterens tilladelse citerer jeg fra begrundelsen: "vi har været i syv sind her på redaktionen [...]. Som du kan se, er konsulenten overmåde positiv, og vi er her i redaktionen fuldstændig enige om, at dine tekster vidner om et kæmpe talent, en særegen kompromisløshed, som vi virkelig godt kan lide – og åbenlyst: en kunstnerisk ambition og en markant litterær bevidsthed. Så vores overvejelser har ikke gået på: kan det antages? for det kan det uden tvivl, men snarere kan det antages her hos os? Vi har gennem den senere tid taget flere debutanter ind, også flere lyrikere, og det er noget vi rigtig gerne vil. Men vores fornemmelse er alligevel her, at [titlen udtaget] ligger tættere på den litterære undergrund, end det ligger naturligt i forlængelse af vores mere etablerede udgivelsesprogram".


Det er jo helt legitimt at give et afslag, fx med henvisning til et forlags udgivelsesprofil, det har jeg selv gjort flere gange i Arena-sammenhæng. Hvis nu vi får den mest fornemt illustrerede Danmarkskrønike ind ad brevsprækken, eller Margrethes croquis-tegninger, forestiller jeg mig, at vi vil henvise til et andet forlag - som har bedre kompetencer til at vurdere og redigere og ikke mindst sælge en sådan udgivelse.


Forståelse og interesse og udgivelsesprofil hænger selvfølgelig sammen. Og for de kommercielle forlags vedkommende (det er Arena ikke) også evnen til at se bundliniens farve.


Lad mig pointere, at det der anfægter mig i denne sammenhæng er, at det jo er forlaget selv, der bestemmer hvad der er overgrund og undergrund - ved enten at udgive en bog eller lade være.


I dette tilfælde havde manuskriptet fået en fornem konsulentudtalelse (her et uddrag af denne:
"Xs tekster er efter min opfattelse noget af det mest spændende, der finder sted i dansk litteratur pt., og jeg vil med det samme sige, at jeg mener, forlaget bør udgive manuskriptet") og der havde sågar været flere redaktører inde over processen med at bedømme bogen (så forlaget har brugt mange timer og penge på at vurdere sagen), som der står i afslagsbrevet. Men desværre, trods den store interesse og de gode intentioner, og selv om de virkelig godt kunne lide manuskriptet, var det altså "for undergrund".


Det kunne give anledning til at overveje, hvad det vil sige at noget er undergrund i Danmark.


For de fleste digtsamlinger, som måske udkommer i en oplagsstørrelse på 3-500 eksemplarer og sælger, skal vi sige 100 eksemplarer, er vel også i en kommerciel sammenhæng undergrund? Når forlagene alligevel udgiver poesi, hvorfor gør de det så egentlig?


Kigger de på en digtsamling og siger: "ja, det ligner noget vi har set før, og vi vil gerne have lidt litterær credit, så lad os endelig udgive den". Også selv om bogen kun sælger 100 eksemplarer (og på ingen måde kan generere et overskud).


Eller kigger de på en digtsamling og tænker: "denne forfatter vil muligvis en dag skrive en mainstream-roman, så lad os tage chancen og hjælpe forfatteren på vej"?


Forlagene er suverænt vigtige i forhold til at skabe forfatterskaber. De er simpelthen forfatterskabers fødselshjælpere. Hvis de ikke tør udgive en bog, de godt kan lide, hvad fanden (pardon my french!) er det så, de udgiver?

6 kommentarer:

  1. Personligt kunne jeg godt tænke mig at høre, hvad Torben synes er undergrund?

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Lene,
      Godt indlæg! Måske kunne du - nu du kender forlaget og redaktøren osv., i hvert fald af navn - spørge om ikke der er en forlægger eller en redaktør fra det forlag, der har lyst til at svare på dit spørgsmål ovenfor, der vel er mere end bare retorisk? Anonymy selvfølgelig...
      KH Martin

      Slet
  2. Hej Martin, jeg ville ønske de selv brød tavsheden, uden min opfordring til det. Anonymt eller ej!

    SvarSlet
  3. Har fået dette brev fra Torben:

    Kære Lene

    Når jeg læser om sagen med konsulentudtalelse kontra forlagsbrev, kommer jeg jo desværre i tanker om sager, hvor jeg selv før i tiden har gjort noget lignende. Jeg tror ikke, at forlaget i denne sag for alvor mener noget som helst med undergrund eller overgrund. Jeg tror, de sidder med en udgivelsesmulighed som der er underskud i. Så skriver de undergrund i stedet for underskud, fordi de ikke vil skydes i skoene at de ikke har råd. Jeg går nemlig ud fra at det mellemstore forlag som der snakkes om ikke er i økonomisk krise lige i øjeblikket.

    Men selv om de klarer sig godt lige nu, tak, så er forlæggere alligevel nogle forsigtigpetre, og når de sidder med dette ”under” foran sig, så prøver de oftest at slippe udenom, hvis ikke lige en af forlagets egne ansatte er smækforelsket i manuskriptet. Og det er jo sådan, at en løs konsulent kan være smæk og de faste ansatte meget mindre smæk, selv om de ”godt kan se manuskriptets kvaliteter”. (Jeg er ikke stolt af selv at have brugt det sidste ”citat” lidt for mange gange.)

    Vi er inde i den ulidelige snak om forlags forpligtelser. Findes sådan noget overhovedet? Det gør det jo kun, hvis forlaget selv praler med, at de vil og kan og elsker alt uanset markedsværdi.

    Men kære Lene, du får mig ikke lokket på det meget glatte dansegulv med en definition af over- og undergrund lige nu..

    Jeg vil noget klamt mene, at ordet er brugt fordi der skulle bruges et eller andet ord til et dumt afslag.

    Nu er det så også sådan, at jeg synes det må være underligt for en forfatter, at blive udgivet på et forlag, hvor der ikke sidder nogen som går helt personligt varmt ind for dem. Jeg mener, skulle det være godt at blive udgivet bare fordi nogle på bjerget – konsulenter eller kritikere - synes man er god nok eller bedre? Nej, forlagsmaskinerier er hverken mere eller mindre end de personer som arbejder på dem, og er de ikke lige til dette her, så er det bedre de siger nej – selv om deres brev bliver lige så klamt som dette her.

    Jeg synes forfatteren her skal bruge sit krudt på at finde den/de personer som kan lide, hvad forfatteren laver … og som oveni altså lige arbejder på et forlag.


    Og p.s. : det er helt ok at offentliggøre breve man får tilsendt – de er jo modtagerens ejendom. Også rent ophavsretsmæssigt.

    SvarSlet
  4. Jeg har selv tænkt det samme som Torben, at det bare er en akavet måde at sige nej tak på, fordi den der sidder med pengepungen ikke brænder nok for sagen.

    Jeg har dog en fornemmelse af, at der er en eller anden form for konsensus om hvad der "bør" udkomme på de små, ikke-kommercielle forlag versus "de etablerede" - i hvert fald i forlagsverdenen.

    Grunden til min undren er, at der jo heller ikke er penge i de pæne digtsamlinger, som de kommercielle forlag jo dog udgiver...

    SvarSlet
  5. Her er Bukdahls kommentar til sagen:

    http://bukdahl.blogspot.com/2012/05/talent-er-det-eneste-der-tller-der.html?showComment=1338480227778#c5961829468918874307

    SvarSlet