fra Indsovningsbogen
Jeg
gør mig lignende forestillinger om originalitet. Drømmen er netop
en pynt, som vejrtrækningspynten på den anden side af søvnen. Nu
har jeg så skrevet en seddel til den næste beboer: NB! Porren har
læbeform indeni. Men den næste beboer har allerede for længst
opdaget det. Tandpastatuben lyser i vasken. Udenfor er det pæren i
gården, indenfor månen på himlen i mit grydelåg. Hvordan blev jeg
kidnappet hertil? Hver aften i min barndom (så du bedre kan se det
for dig) humpede et træ hen foran mit vindue. Bøgerne havde gæller
og trak vejret for mig. Nej. At være så tæt på at tættere kun
findes ved at vandre jorden den anden vej rundt.
Hvor
mange gange har jeg adlet mig selv ved at blinke med øjet? De
lynhurtige blink, jeg griber et scepter og dasker til hjernen.
Skråede ind over kirkegården og ud igen uden at støde på nogen
jeg kendte. Fuglesang som ridser i en klokke om mig. Der var en klar
kompendiestemning over dagen. Bliver tvangsfodret med oplysninger om
de manglende sikkerhedsforanstaltninger i lufthavnen og barnets rene
lykke, som modvægt. Bogstaver er kasteløse. Som om det sidste lille
håb lå i at frankere selvmordsbrevet.
Hvis
huset på øen absolut skal have et navn skal det være en art
benægtelse, hvad så med: IKKE
I DEN GRAD? Langs havet
ligger markerne og der er bølger i begge dele. Det fik mig til at
proklamere at havet har rødder. Det lød passende dér, men nu lyder
det bare afslørende, afslørede manglende metaforkontrol og -smag
for min part. Vi sidder i læ og ser svalerne folde sig til bolde mod
vinden. Din sovende familie har stillet slik frem til os og mælk til
pindsvinet. Gid det leviterer. Når jeg bliver far vil jeg også have
nogens Kierkegaardcitat i pap oversat til japansk tatoveret på min
balde. Jeg vil være et frit og selvstændigt menneske og skrive
udfordrende essays om min hjemby. I nat fortsætter mit vokseværk.
Asymmetrisk, kun i venstre hjernehalvdel. Nu løjer vinden af og vi
kan genoptage ude-mikadoen. (Husk: selvom spøgelset er tyndt må det
linde på døren for at komme ud).
Der var en klar kompendiestemning over dagen!!!!
SvarSletTak for dén siger jeg.
JA, dén så jeg også lyse med det samme!
SletI’d rather be poor than clever, men du er jo begge dele. Og ikke englænder. Melodien vil rense eller forbedre dig, gøre dig til sin helt egen medløber. Skal jeg skrue ned så? Lidt skeptisk fordi det er din ting, sidst i rækken, Snehvides ottende dværg, Sokrates. Jeg læser også mine egne tanker fx: nostalgien er en gangart, farligt, farligt, prr. Nu er den tanke imidlertid færdigødelagt. Oh, intet forude har farve/sagde blinde mandag. På billedet ser folk ud til at være trætte af at klappe i zoo. Sikkert af programpunkt: Elefantens Selvgenkendelse Med Speak. En søvngænger giver aldrig op. Mener du det? Jeg mener: Hvordan mener du det? Du aner det jo ikke! Hør, du gør mig så skide selvretfærdig. Det så ellers lige ud til at den ene skeptiker kunne helbrede den anden. Og alle Polens skove. Hvor kom vi fra? Jeg håbede at støvkornet ville lande på min hånd og så gjorde det det. Så satte jeg mig ned. Rejste mig. Lagde mig. Gik ud, kom tilbage. En sand Hr. Tage Affære. Jeg vil ikke lyve, sandheden er det dog heller ikke. Bryder mig heller ikke om at gruble, det klistrer. Stedet her blev opfundet som eksistensform til vægten. Se fingeraftrykket fra begge sider på glasskålen. Stearinlysene knistrer atonalt. Man kan kende en døv kat når man ser den. Den er for det meste hvid. Og hvad ender det så med? At en eller anden råber: Venner, det er tirsdag, bronzen er opfundet! Og jeg sætter mig til at skrive et stivbenet eventyr om en tirsdag på Kreta engang for længe siden. ”Nu er jeg glad og lad mig så hurtigst muligt blive gift”, siger den kretensiske prinsesse. ”Du må vente til jeg når frem”, siger prinsen. ”Jeg har udset dig ham der er mig i Belgien.” For at hylde disen i daddellunden traver de to dernæst meget langsomt og meget gestikulerende gennem den. Og så går resten af tiden ellers, forestiller jeg mig. Men det skal slutte på en anden måde. Med bombeflyenes pinsemanøvre. Og Ramon af Niedersachsen i selvdødsmasken. Effekter, effekter, og hvordan fuser det ud? Med et græsk GRUK:
SvarSletKend dig selv
men vær forberedt på
at det er dødkedeligt
kære rene jean
SvarSletdet der er godt
du er aldrig kedelig
men det kan blive
endnu bedre
hvis du uploader
ron winklers somnia
og skriver lidt om det
selvom du måske selv synes
at du skriver om det
eller på det
eller omvendt
i din digtning
i jeres digtning
men upload det alligevel
for jeg kan ikke finde
det nummer af blå port
som indeholder
din oversættelse
af rons digt
Kære Erik Højer,
SvarSletDBP, 83/84, tyskerdobbeltnummeret:
Ron Winkler
Somnia
nogle billeder, jeg røg ind i: himmellegemer, som næsten performativt/ udstrålede betydning. smertefulde guder,/ deres knyttede næver røde/ som mundhuler i katarens greb. meteoritsælgere,/ som, for at udvide deres horisont, tilbragte/ halve dage i psykotomografer og improviserede/ sange på grundlag af udskrifterne. og tog til messer,/ hvor man kunne opleve nye måder at ae på./ abstrakte drømme om papillonarkitekturens tidsalder./ peruanerkvinder (ascendant Mao), der ville skabe et Peru/ af Peru. elektropatriarker med skæg/ som kærlighedserklæringer til engelske plæner,/ amerikanske forhaver, norsk mos. de gav/ indtryk af at være blevet plukket ud af tiden./ skygger af skyggerne af dem selv. drømme. gallerinaer/ fra gebetet tilhørende dem, der fuldendte/ bedstemødrenes svaner. i skove/ fulde af drømmeemissioner, hvor jeg/ løb ad hundredsporede veje fra ateismen mod Eden. flankeret/ af moddrømmere, som var blevet lykkeligt væk/ i den enestående uniformitet. og raslede/ eller et svagt lys strømmede ud/ som vidunderlige ord. de kiggede mod jorden,/ som havde man frarøvet dem deres avatarer./ før jeg vågnede sneede det luft/ i lang tid.
---
Ved p.t. ikke om jeg skriver på, om eller ved siden af RW. Måske ingen af delene.
Tak! At læse dine (og Winklers) tekster er ren barnefryd, som da jeg i tidernes morgen faldt i uhjælpeligt sødmefulde staver over min mormors sættekasser med alt det fine og knap så fine nips med hver sin baggrundshistorie; tingene sirligt arrangeret i sine rum af forskellig størrelse; et aflangt lavt rum til en rustbrun gravhund; min mormor havde knækket et stykke af halen, så glashunden passede perfekt til sit rum osv. At overskue sættekassen i sin helhed gav en svimlende følelse af uendelighed. ..glashund er en glashund..(nostalgien er en gangart)
SvarSlet