Bernhard

Tidligere i maj var jeg i Østrig for bl.a. at ’stalke’ Thomas Bernhard. Jeg fandt fx hans grav (og konrad bayers, og én af Mozarts), selv om man fra officiel side i Wien ikke gør noget som helst for at vise vej til den. Senere tog jeg til Obernathal i Oberösterreich, hvor et af Bernhards tre huse ligger. Jeg fik en rundvisning, mødte og talte med hans halvbroder, lægen Peter Fabjan, som gav mig nedenstående lille tekst, skrevet i 1965, samme år Bernhard købte gården for næsen af sin nabo, en bonde som lever i bedste velgående og sælger snaps og sin bog ”Mein eigentümlicher Nachbar” fra en lille bod.

’Min egen ensomhed’

Mit hus er min gård, som jeg købte mig for et år siden, led og ked af frugtesløse irritationer, min gård, om hvilken jeg tror at den ikke vil tage livet af mig, men tværtimod tugte mig og i fremtiden koncentrere mig om mit mål og gøre mig så lidt konfus som muligt.

Jeg hører ting jeg aldrig har hørt før, ser ting jeg aldrig har set før, jeg tænker ting jeg aldrig har tænkt før, jeg føler ting jeg aldrig har følt før. At analysere verden som den er og fremtræder, det fylder jeg min ensomhed med, en, min egen ensomhed blandt milliarder, det fylder jeg min gård med, mit fangehul, mit firelængede arbejdsfangehul ……….

Min gård skjuler hvad jeg laver. Jeg har muret den til, jeg har muret mig inde. Med god ret. Min gård beskytter mig. Når den bliver uudholdelig for mig løber jeg min vej, for verden står åben for mig. Og er det ikke nogen fornøjelse at leve i en stat der er så utilgiveligt pervers som min, den østrigske, som jeg nu igen er vendt tilbage til, så er det dog en fornøjelse at leve på landet i Østrig, især på landet, på det skønne land, hvor frygten betaler sig og hvorhen staten i dens nuværende afskyelige form kun sjældent tør strække sine djævelske tunger.

Thomas Bernhard