Raúl
Campoy Guillén er spansk digter. Han har udsendt to (med et trist ord)
anmelderroste digtsamlinger, Los Dientes del reloj (2008) og Donde
casi amanece (2010). Han er født i 1978 og bor i Madrid med sin kæreste
Esther ikke langt fra Santiago Bernabéu. Raúl interesserer sig ikke for
fodbold, han er ret ligeglad med om Real Madrid vinder over Barcelona i
modsætning til Esther, som går meget op i det. Men han kan godt forstå hadet
der eksisterer mellem de to største byer i Spanien; personligt tror jeg man
skal være spanier eller catalonier for virkelig at kunne sætte sig ind i det.
Raúl
er fysioterapeut, det er sådan han tjener til dagen og vejen. Han ved alt om
knogler, en viden som også afspejler sig i nogle af hans digte. Han er meget
glad for musik, spillede selv engang. Han har brugt en hel nat over en flaske
rom på at forsøge at overbevise mig om at Julio Iglesia er genial. Det lykkedes
ham ikke, men jeg anerkender eksistensen af en kulturkløft. Så er der Joaquín
Sabina, den spanske sanger med de gode tekster, ham sætter han også stor pris
på, men allerstørst er Michael Jackson, ingen over ham. Når Raúl har nået sin
euforis sydende kogepunkt – gerne et pænt stykke efter midnat - rejser han sig
og opfører sin imponerende version af moondance. Alligevel mener han at digtekunsten er
det skønneste man kan begære. Prosa interesserer ham ikke synderligt, han er,
som man ville have sagt det i ældre dage, et ægte lyrisk gemyt. Han sætter Miguel
Hernandez ( som han udtrykker det: ”Miguel Hernandez es enorme”) og Federico
García Lorca højt, og af nulevende spanske digtere er det især Antonio
Gamoneda han læser. Og for resten er han også interesseret i billedkunst. Oversættelserne
er mine, men jeg skylder min bror Simon K. Boberg tak for at gennemgå dem med
mig. I 2011 deltog Raúl i Københavns poesifestival.
(Tør)
Jeg
presser dit farvels
sten
med så megen kraft,
at
jeg stadig drømmer om at tappe
håbets
saft,
hvor
naivt,
af
en sten
Lasurfarver
Det
var nat.
Denne
skjulte maler havde det let.
Jeg
gav ham en pensel badet i nostalgi.
Jeg
gav ham de porøse fløjt
som
skælver i mine linjer.
Jeg
konkurrerede med alle farverne:
Min
krop var trist
som
alle efterårets blade;
jeg
slukkede alle solnedgangene
i
dette glas,
i denne stol,
på
dette bord
der
tjener som hovedpude
for
mine tanker;
jeg
dykkede
i
gardinernes mumlen,
i de
slørede ords
beskyttelse.
Jeg
var ensomheden
men
jeg havde brug for mere ensomhed.
Jeg
ønskede at passe
ind
i en rammes stumhed.
Derfor
påkaldte jeg mig den skjulte maler.
Denne
infantile palets sødme.
Disse
øjne som ser på dig
fra
regnen.
Denne
beskyttelse som er lærredets.
(Men
jeg så mig selv alene
i en
bar
foran
et spejl.)
Fik
jeg sagt det var nat?
Det
var dag.
Min
krop af nat,
forklædt
i månen:
man
skal altid foregive at være,
være
maleri.
Crash
Ved
du
at
du om mindre end et minut vil smadre mod
elmasten.
Ved
du
at
du bør sænke farten.
Ved
du
at
alle din venindes illusioner vil splintre
mod
glasset,
at
du vil se hendes øjne pumpet op med sort morfin
som to kopper
kaffe der udspionerer sukkerets glans,
at
du vil fortære hendes hånd, der knuger
om
tomhed og onyx,
du vil se hende
pakke
kufferterne
i
sårene,
og
du,
som
løber rundt i cirkler af ubevægelighed,
vil skrige døvhedens blødninger.
Du
ved det,
men
du vil fortsætte mod elmasten
som
voldtægtsforbryderen der søger sin vredes centrum
og
du vil smadre ind i den som når intet
pludselig
er noget.
Der
vil ikke være nogen hæse sirener
heller
ingen hvide kitler stivfrosne af eksistens,
fordi
det mest alvorlige ved dine ulykker er,
at i
kærlighed,
er
det eneste der redder sig,
livet.
Breton kom heller ikke
Blikke
fulde af møg, af store giftige Jomfruer fra Almudena, af profeter som er trætte
af at lide skibbrud som søjler af papir; og føddernes tagterrasser foran
neuronernes store suppegryder, som ikke falder med tyngde, for der er ikke
digtere nok til at tænke i skridt, i veje pumpet op med kilometer. Fødderne
fandt jo hverken på Becquers svaler eller på hulemalerierne; fødderne udsmykker
jo kun fortiden og pynter sig selv med anarkistiske tekstiler og forbrydere som
knæene; det er som ikke at være i de infantile mareridt eller i smilenes
pengesedler; det er revnen som skød ar, det er regnens pude, molekylernes
tavshed, alt, men uden regelsæt for liv, ej heller marker til at skrige årene
eller bjerge, hvor man kan falde i. Hvad mon der kommer fra gardinet der
forskyder sig som halsen på en rig blærerøv? Hvad kan der komme ud af nogle
lygter, som natten har forvirret, af en hule på hovedet eller på vrangen, af skyer
der tynger lungerne? Der er ikke længere digtere nok til at tænke i skridt;
heller ikke personligheder der brækker smertens finger eller fingre nok til at
være brækkede. Alt er svulmet op af for
hvad (´er), døden er ikke den bedste vej, men der er ikke andre. Alt tager
lyset med sig, det samme lys som senere bliver sort af så meget lys og øjnene
kan ikke ånde uden at meditere farver. Jeg ved ikke engang, hvad det er jeg
siger, om det at sige noget tjener et formål, eller om at tjene et formål siger
os noget, eller om noget sagde at tjene ikke mere er af gud. Der er ikke
længere digtere nok til at tænke i skridt; men der er nok tænkte skridt til at
være digtere. Vandreren kommer aldrig.
Kunstnerne
Under
jordens skørter
Under
tiden
I
nervernes intimsfære
berøres rytmen
søges rimet
gennem spyttets konvektion
gennem vævenes konduktion
gennem driftens stråling
Rytmen
bliver rund
Uden
punktum eller komma
Og
tøjet falder
Uden
ende eller begyndelse
Fødes
fantasien
Objekterne
bliver objekter
Vinduet blindt af åndedrag
Væggene
bliver snurretoppe
Bilen
krymper
Sengen
flyder
Penslen
tier
Noden
eksploderer
Og
der skabes en kunstart to kunstarter tre kunstarter
Ny
natur
Slanger
med rødder
Ankre
med arme
Skibe
med hofter
Og
ud af øjnene vokser der grene
adjektiverer hvert minut hvert århundrede
Eksilerende normerne
knæler formerne
En
krop to kroppe tre kroppe
Hjerteslagene
forfølges
Læberne
kolliderer
Brysterne
kolliderer
Kønsorganerne
kolliderer
som snegle som møl
som møl som indespærrede
Geometrien
affyres
med et træt blik i munden
og af munden
fødes et pust
og af pustet
fødes åndedraget
og af
åndedraget et digt
og af digtet et
maleri
og af maleriet
en node
og af noden et
tik tak
og af tik
takket kønnene
og af kønnene
brystet
af brystet
munden
og af munden et
vækkeur
i venten
på den
sidste endorfin vi har tilbage
Og
så frembringes der
Som
et ufrivilligt øjenlåg
En
svimmel violin
der pakker
kroppen ind i pentagrammer
et
skrig to skrig tre skrig
Skrigene
forfølges
Neglene
Fødderne
Arrene
rejser sig
To
enøjede
der udgør
en krop af øjne
To
enarmede
der udgør en
krop af arme
Vibrerende
som strenge
Det
nye rim er ankommet
og den lydløse node
Kroppene
i natten
sveder historiens soul.
Klædt i hænder
Havet
er urolige fingre.
Fingerspidser
støder sammen. Små klokker
af
hud. Lussinger af salt.
Vinden
er
klapsalver
i bladene og i grenene:
deres håndfladers kærtegn som taktile floder.
En
hånd åbner sig ved diamanter,
en
hånd lukker sig idet den knuger en appelsin:
dag
og nat:
cyklus
af næve og håndflade.
Lydene
skifter hænder, og deres fingre
spiller
på trommer trommehinder.
Fuglene
er vinde af hænder.
Træerne
er fingre af himmel.
Himlen
er en håndryg af brillante negle.
Neglene
er af universet.
Universet
er en sort hånd
med
bannerbevægelser
som
udvider sig
udvider sig,
og
søger i bunden af uendeligheden,
ingen
verdens ting.
Naturen
er en nøgen hånd af vand.
Folket
er
en hånd med en uldvante.
Byen
er en latexhandske:
Vand
uld latex, 40 graders hud, 40 graders blod,
Klimatisk
SUDECK.
En
hånd ender ved fødderne
og
begynder ved hænderne;
den
folder sig sammen
og den åbner sig,
den
forskyder sig ved en svingning af fingre:
således
vores krop:
dens
navn truer enhver hånd:
uh!
Hånd.
Barndommen
er en hånds genskær. Puberteten
en
svampet hånd. Modenheden er en hånd.
Alderdommen
en klodset hånd. Og døden
griber
ikke længere tingene.
Sex
er en omfavnelse af hænder:
din
krop er en forlængelse af mine hænder
dine
hænder er en forlængelse af min krop.
Smerten
er en knuget næve af hvide fingerspidser.
Kærligheden
er en lukket næve af røde fingerspidser.
Verden
er en dragt af hænder.
Fastgøre
hukommelsen,
fastgøre
landskabet,
gnide
dine læber,
slå
hjerterne og brække knoerne,
erkende
ilden
hudens
brandsår,
se
årenes klo.
Tælle
fingrenes skridt
og styrte ned i
en
plage af forvridninger.
Vride
en tåres spasme.
Fortære
en gren af bitre negle.
Se
årenes klo.
Tørre
den præcise forms brusk,
ilte
den
mens
livet berøres
mellem
ligtorne og hårdheder.
Være
i Guds hånd
uden
at kunne tælle hans fingre.
Verden
er en dragt af hænder
med
en krop fuld af stumpede lemmer.
Uden ringeklokker
Lad
os tænke på hinanden, far.
Lad
os le ad øjnene som vil genforene alt.
Har
du set mandeltræet?
Se
dets landsby af blomsterkroner.
Dér
er min første nerve.
Vi
har grædt:
det bør vi ikke.
Skyerne
gør os til skygger og luften bider vores morgener.
Du
skal ikke være trist far.
Jeg
ser dig i knopskydningen der grønnes og som husker os igen.
Det hænder jeg går ud og jeg ringer til dig. Du
forlader dine rød _
der, hvor jeg altid vikler mig ind. Lad os gå
til
vi kun er ord og vores hjer_
ter bader klipperne, vander haven, og
bitterheden,
i takt med vi vokser, drypper af vores tun_
ger. Så kigger jeg på dig og jeg ser denne far
så dyre_
bar, og jeg spørger mig selv, hvor kommer du
fra så fuld af
lagunernes genskær, så fuld af årene du har
rund_
et og som nu ankommer, og nedbryder morgener s-
om rimfrost, fastnagler dine honningtorne; og
du eksplo_
derer i sukker og du får os til at se en rose
to gange rose og du ler som to planeter der
gni_
der hinanden og du græder hundredvis af lugte
og du sukker
som vinden der slipper ind i en revne, og der
er jeg:
æklet
ved kød, nøgler, biler
byer,
ønsker
jeg at nå græsset
som
du multiplicerer,
forsøger
jeg at være duftløs, farveløs, usynlig,
verdensløs,
for
ikke at snitte din markbrises stilk over,
for
at kunne følge dine skridt af gammelt tøj.
Vær
ikke trist far.
Ødelæg
ikke det der smil med nåle.
Søl
dig ikke til med keratin.
Vores
fraværs nærvær vil ikke gøre ondt.
Lad
knivene prelle af
og
lyden skifte:
åbn
et vindue i syd
og
luk det i nord,
eller
som du vil det,
du
har tyve forbindelser i kraniet
og
du er trist af marv som et net der driver væk
(som
Neruda ville sige det).
Græd
dine ensomheder i mine, far.
Sved
helt som duggen.
Gør
ikke det gennemtrængelige uigennemtrængeligt.
Nu
er tiden kommet hvor vi skal bryde gennem vores klippekrop,
opmagasinere
vores bikubevrede med gift,
besøge
hinanden i afstanden
der
hvor timerne hverken dikterer
eller
adskiller en søn fra en far,
hvor
ordene ikke preller af,
hvor
der hverken er vægge som kradser
eller
døre vi kan lukke.
Skrue
Med
hver gestus tegner jeg gevindet på en skrue og skruen drejer, og jeg lever i
dens hypnotiske metal, og som en møtrik spadserer jeg rundt om gevindet og
skruen drejer, og fortabt i dens cylinder er der undertiden margin, hvor jeg
besøger det som jeg elsker og skruen drejer, og jeg vender indskruet tilbage,
skarp i denne ufærdige lyd og skruen drejer, og forceret roterer jeg mellem
vægge og jeg roterer helt sindssygt og skruen drejer, og med kvalmende øjne
holder jeg mig selv nede mellem propeller og skruen drejer og skruen fortsætter
og alt smager af snegle, af sindssyge garnnøgler som en Michael Jackson der
ikke kan nås og skruen drejer, og mellem denne uhelbredelige, alkoholiske
revolution, mellem denne fastholden og min uhelbredelige løsrivelse, mens
skruen drejer, bliver jeg bange for mig selv: at jeg selv skulle være
skruetrækkeren.
Tak for dette hæfte. Det skal printes ud og lægges under lampen.
SvarSletVirkelig godt! Tak fordi du deler!
SvarSlettak, ja!
SvarSletTak. For digtene og ikke mindst din introduktion.
SvarSlet