OCCUPY LITERATURE

Hvis man for seks måneder siden havde spurgt mig, hvad en litterær blog kunne bruges til, ville jeg have svaret med to ord, inspireret af diverse internationale bevægelser: Occupy literature. Men hvis man havde spurgt mig et par uger senere, sådan cirka 2. december 2011, ville jeg have sagt noget i retning af, at den typiske blogger for mig at se var en, der sad og ventede på en krig.



Da havde jeg – som sikkert bekendt – selv fået ørerne i maskinen uden på forhånd at have haft den mindste anelse om, at jeg var på vej ind i et højmineret terræn. Men himlen faldt ned, og det gjorde også mine idealistiske forestillinger om den litterære blog – og blogs i det hele taget. I dag, efter seks måneders benhårde erfaringer med bloggeri og mukkeri og surmuleri, men også med stærke, personlige engagementer og satsninger, er jeg både mere optimistisk og mindre idealistisk, end da Promenaden slog dørene op.

Jeg tager det optimistiske først og vil prøve at give et par eksempler på, hvad det så er, bloggen for mig at se er og kan. Hvis vi bliver i den litterære verden, kunne vi tænke os en fødekæde fra det litterære værk og til dagbladsanmeldelsen og videre til tidsskriftsanmeldelsen eller -omtalen. Derfra kunne vi gå videre til den kritiske studie i forfatterskabet og frem til den akademiske afhandling. Vi kunne også gå den modsatte vej, stadig med det litterære værk i centrum, men nu ind i forfatterskabet. Her ville vi støde på essays og breve og dagbogsoptegnelser, på arbejdsskitser og noter, småmanuskripter som fx taler eller interviews, og i særlige tilfælde ville vi støde på håndtegninger eller papirklip, som hos vores egen Hans Christian.

Spørgsmålet er nu, hvor et blogindlæg ville befinde sig i denne kæde. Jeg tror, vi hurtigt kunne blive enige om, at et indlæg ikke er en afhandling, ja, det er ikke en gang i nærheden af en nogenledes grundig anmeldelse eller et essay. Tættest er blogindlægget nok på et brev eller en optegnelse, evt. en arbejdsskitse. Traditionelt er dét jo nærmest usynlige genrer i et forfatterskab, noget der først kommer for dagens lys, efter at forfatteren og alle, der måske kunne blive fornærmede over indholdet, for længst er døde og borte. I bloggens verden er de alle genopstået, men deres røster har stadig et eller andet hinsides over sig. Til gengæld er de fulde af iver og nysgerrighed, lettere uberegnelige, klar til at slå ned på hvad som helst, der bevæger sig.

Jeg kan godt lide at tænke på bloggen som netop det usynlige – det, man aldrig havde troet, man skulle se, men som pludselig viser sig for øjnene af én, lidt for tidligt på den eller lidt for sent på den, stedt mellem en slags hyperaktuelt NU-NU-NU og så noget overleveret, noget der kommer krybende fra fjerne tider. Bloggen befinder sig på den måde mellem to tider, og det er måske derfor, man som blogger kan føle sig så underligt fri, utynget. Det hele er meget betydningsfuldt, men ingenting betyder noget. Man er løs på tråden, befriet for ambitioner og prætentioner, befriet for formkrav og forventninger. Lidt som en genopstanden person må have det ved gensynet med sin familie og sine kolleger.

Selv oplever jeg, at der er lidt skøjteløb over at blogge. Jeg føler, jeg bevæger mig hurtigt, lettere svævende, men hele tiden i cirkler omkring uklare punkter. Jeg prøver bevægelser af, figurer, forestillinger, meninger, men ingenting sidder fast på mig, og hvis det gør, skøjter jeg bare lidt hurtigere, eller skifter retning. Jeg er ultimativt uafhængig, ikke blot af den ydre verden, men også af mig selv. Er det, fordi et indlæg på en blog ikke tilhører værket? Det tror jeg egentlig ikke, men bloglivet er måske ligeglad med ting som netop ’forfatterskab’, ’karriere’, ’standpunkt’, ’status’. Måske viser bloggen i virkeligheden, hvor tåbeligt og inferiørt alle den slags dennesidigheder er. Hvor trivielle og dybest set borgerlige, de er.

Bloggen skifter dem ud med nærvær, gerne på kanten til ild i røven og lokummer, der brænder, og pis i kog. Bloggen er ligeglad med, om den ophøjer eller fornedrer, for oppe og nede tilhører en tankegang eller et verdenssyn, som den har revet sig løs fra. Eller den har løsrevet sig fra en verdensorden, som nu fx den, jeg beskrev med min fødekæde, der gik fra det tynde papirklip til den tunge akademiske afhandling. Bloggen kaster det hele op i luften, og undervejs ryger der nogle institutioner og taburetter og nogle tilsyneladende urørlige positioner med i bevægelsen. Der opstår simpelthen et tomrum – eller et frirum – dér, hvor et autoritativt mellemlag før befandt sig.

Det var måske derfor, en række dagblade fik nervøse trækninger ved annonceringen af Promenaden. For hvis nu forfattere og litterater rottede sig sammen og gav sig til at lave, ikke en mod-offentlighed, men blot en offentlighed, der ikke havde brug for den allerede etablerede, så ville en indretning jo bryde sammen, et billede ville krakelere, som hvis noget voksede op, ikke uden for, men inden i noget andet. Men mine damer og herrer, billedet er jo allerede krakeleret, vågn op fra de skindøde, og lugt til kaffen. Verden er ikke den, vi ser i den formidlede udgave, den bliver ikke afgjort dér, og der er ikke kun én af den. Det er dét, bloggen siger.

I begyndelsen af denne hæsblæsende tur gennem bloguniverset fik jeg sagt, at jeg i dag var mindre idealistisk, end da vi lagde ud med Promenaden. Det løber jeg ikke fra. For der er også en lang række ting, som bloggen har meget svært ved, på trods af de glade intentioner. Hvis det nu er nogenlunde rigtigt ramt, at et gennemsnitligt blogindlæg kan sammenlignes med et brev, en skitse (eller hvorfor ikke: en telefonbesked), så kan bloggen ikke erstatte de vidensfunderinger eller de kvalificerede tilkendegivelser, vi ellers støder på i det offentlige rum. Altså ytringer baseret på analyse, erfaring, fagindsigt, omhyggelighed. Ikke at jeg tror, bloggen kunne drømme om at erstatte dem, men den kunne muligvis drømme om en verden, hvor de ikke har samme vægt, som de trods alt stadig har i dag.

Bloggens rum er på en måde lufttomt, man flyder omkring som en ballon, og man tømmer sig direkte ud i særligt indrettede affaldscontainere. Meget belejligt, meget simpelt. Til gengæld er det lidt svært at sidde stille, at koncentrere sig for længe ad gangen eller at lytte til alenlange udredninger om verdens indretning. Den måde, man kommunikerer på i det lufttomme rum, dur ikke synderlig godt til nuancer, komplekse anskuelser, dobbelttydigheder, fordybelser. Bloggen er med andre ord ikke rigtig stedet for dannelse og oplysning, hvis det er dét, man drømmer om.

Snarere minder bloggen måske om en helt anden genre, som jeg ikke nævnte på min liste før, nemlig læserbrevet. Læserbrevet er unægtelig ikke stedet for dannelse, snarere for opstandelse, det griber fat i det aktuelle, det slår ned på tilfældige sager, det siger sin uforbeholdne mening, koste hvad det koste vil, også misforståelser og sur polemik. Det vil gerne tale på andres vegne, eller det forsøger at danne fællesskab med dem, der kunne være enige. Og så vil det i øvrigt skide på alle de andre, som enten er elitære, højrøvede, dumme i nakken eller har snablen nede i statskassen. Blogindlægget er – som læserbrevet – altså først og fremmest idiosynkratisk, det lever af at være vredt eller i det mindste anfægtet, det har for travlt til at betragte alle sider af en sag, før det fyrer sin dom af som et kanonskud med sæbebobler.

Der er noget pamfletagtigt over bloggen, en henvendelse til tiden og en skrift i tiden, men uden at kunne hæve sig op til at være et tidsskrift. Måske er bloggen en ny form for borgerlig offentlighed som i de gamle guldaldersaloner, ikke mindst Kamma Rahbeks (og ja, vi har allerede haft en tummelumsk sammenkomst hos Pia Juul i Bakkehuset). Måske er bloggen en ny form for kritisk fællesskab, hvor man diskuterer for åbne vinduer, og nogen en gang imellem stikker hovedet ind og påpeger, at her blev der sgu sagt noget vrøvl. Måske er den et arbejdsfællesskab. På den måde ligner bloggen mange andre grupper og værksteder i litteraturhistorien, ligesom Promenaden ligner Arena og senere Eks-Skolen og senere igen ØK. Og som det gjaldt for de grupper, er det ikke til at sige, hvad der skal komme ud af Promenaden – andet end en skærpelse af opmærksomheden. Men det samme kan man jo sige om det, vi kalder kunst.