Spor 3

Og her kommer så Lars Bukdahls indlæg fra Promenaden live i Literaturhaus 22. maj. En slags anmeldelse af Promenaden, en efterligning af et gennemsnitligt promenadeindlæg. Lars har også skrevet et Minimalreferat på sin egen blog fra aftenen. "Glimrende ævl" tolker jeg helt klart meget positivt, hvad ellers.

Oppe på den øvre promenade gik en mand alene om mellem redningsbådene

af Lars Bukdahl

(overskrift: teksteksempel af Johs V. Jensens i ODS’ definition nr. 2 på ”promenade”: ”vej, gang, der er anlagt (gennem smukke omgivelser) for spadserende; vej, gade olgn., hvor man (den fine verden) promenerer”, deldefinition: ”(sj.) om promenadedæk på et skib)”

Denne tekst vil gerne så loyalt og præcist som muligt mime en gennemsnitlig blogpost hos ”blogkollektivet” Promenaden. 

   Man skal uden om teksten forestille sig, at der er gået flere dage, måske en hel uge eller halvanden siden sidste blogpost af ikke den samme Promenaden-skribent, men af nogen som helst Promenaden-skribent – og der er i hvert ikke nogen, der klikker sig direkte ind på siden, folk holder øje med deres blogrulle, fx den på Kornkammeret, og linker sig på Promenaden, når en ny post popper frem på listen dér. Til gengæld vil man de næste dage og måske uger opleve, at kommentar-sporet vokser sig kolossalt med mange grundigt diskuterende indlæg, hvoraf ca. halvdelen er skrevet af andre Promenaden-skribenter og halvdelen af disse af Jeppe Brixvold.

Ovenstående afsnit (og de øvrige, kommende meta-kommentarer i denne min pseudo-Promenaden-blogpost) er så utypisk ved at kommentere og reflektere over sin egen form, det gør en Promenaden-blogpost ikke.

Typisk vil en Promenaden-blogpost causerende og/eller nærlæsende (og/eller, som en smuk specialitet: oversættende) tage udgangspunkt i et stykke tekst eller et værk, der ikke er dansk og/eller aktuelt, men udenlandsk og/eller klassisk, gyldne læsefrugter i turbanen (større undtagelser: de to letvægts-enqueter om Rifbjerg og Laugesen og Niels Franks I privaten-føljeton); næsten aldrig, med få og fine undtagelser, læses og diskuteres kritikken i de øvrige medier, som det er Promenadens udtalte ambition at være alternativ til, og det er synd, synes jeg, flere fortjente nakkedrag udbedes – a la Elisabeth Friis’ til Politiken i hendes debut-post. Men decideret uforståeligt forbliver det, at den nye, danske litteratur, som har budt på det ene uimodståeligt læseværdige værk efter det andet dette forår, fra Kristina Nya Glaffeys Padder og krybdyr til Christina Hesselholdts Selskabet gør op, er blevet mødt med så massiv en tavshed fra Promenaden (undtagelse: Boberg-blogpost om Peder Frederik Jensens roman nr. 2); jeg tror, jeg vil kalde det direkte PINLIGT set i forhold til programerklæringen om at grundlægge og udgøre et kritikkens alternative samfund.

Jeg skal nu utypisk citere fra et nyt, dansk værk, der så til gengæld handler om et klassisk, udenlandsk værk og gør det på en sigende Promenaden-agtig facon, velskrevet, tankevækkende, adstadigt, sympatisk – det drejer sig om et uddrag fra et af dagbogsnotaterne i 80-årige Klaus Rifbjergs nyligt udkomne, lille bog Januar +. Emnet er James Joyces novelle 'The Dead', og notatet indledes med en overfladisk disning af Forfatterskolen, det ville man jo nok ikke møde på Promenaden, som dog tidligt bød på en overfladisk disning af yngre, kvindelige forfattere, der har gået på Forfatterskolen; sådan slutter notatet:

”Set under evighedens synsvinkel er alle optrædende i 'De døde' komiske på samme måde, som vi selv er det. Men når ballet er forbi og det stivede skjortebryst lagt til side, træder almindeligheden i funktion, uanset hvor meget umage vi har gjort os for at vriste os ud af den blot en dag om året, og så er det for alvor alvor, bilder vi os i det mindste ind./ Blandingen af afgrundsdyb ensomhed og det forsøgsvise fællesskab er stor, når det drejer sig om personerne i Joyces novelle, hvor man synes at kende hver og én på det blotte stikord, naturligvis fordi man kender det alt sammen fra sig selv. Utallige er de læsere, der har rendt panden mod muren i Ulysses, hvis kunstfærdighed indimellem tvinger personerne i knæ og gør den abstrakt. Men dér hvor begivenhederne og personerne får lov til at være sig selv, vokser en overbygning op, som sætter alt det andet i skygge. Man vil kalde det ”realisme”, men dér hvor kunsten er bedst smadrer den kategorierne, hvad enhver kan forsikre sig om ved at læse 'De døde'. Her er poesien generalbas og uden den ingen rytme, genial improvisation og fleksibilitet. I den historie ligger Molly Blooms revolutionerende orgasmemonolog gemt, men det behøver man slet ikke vide. Hvad det kommer an på i novellen er blot, at noget nyt og omvæltende er undervejs, som måske ikke engang forfatteren har nogen anelse om, hvad er eller længes efter.”

Det er ment som både en ros og en kritik, når jeg siger, at Promenaden som bedst er på højde med Rifbjergs notatskriveri. Jeg finder det kuriøst, at skribenter med så stor avantgarde-forstand og -fingerfærdighed udviser så beskeden genrebevidsthed og eksperimenterer så forsvindende lidt med formen – når man nu for en gangs skyld kan deltage direkte i en genres blodige fødsel. Hvilket jo lige præcis også går ud over flerstemmigheden, hos den enkelte blogger og i blogkollektivet som helhed; det meste lyder som den samme glimrende, danske studentereksamen-stil; det er virkelig sjældent, at man har fornemmelsen af ”at noget nyt og omvæltende er undervejs, som måske ikke engang forfatteren har nogen anelse om, hvad er eller længes efter.”; ikke-overraskende undtagelse: René Jean Jensen, overraskende ikke-undtagelse: Kamilla Löfström, der formelt slår sig langt mere løs i Information end på Promenaden.

Jeg vil citere endnu et stykke tekst, fra en på ret mange ledder og kanter – primært disse: prioritering (i forhold til den øvrige skribentvirksomhed, prioriteret som primær nemlig), flid (generøsitet kunne man også kalde det), (ekspliciteret, systematisk) hast, genrebevidsthed, flerstemmighed, eksperiment, høj- og lavkulturmix og -appropriation, social inter-medialitet, privathed – fra Promenaden diametralt modsat blog, nemlig 25-årige Caspar Eric Christensens, der netop har skiftet navn til ”Fragmenter mod et kulturelt arkiv” og klart er min danske yndlingsblog. Dette er hans seneste blogpost fra for hele 5 dage siden:

 

”10 minutters (post)(anti)(post)(manifest)”

10 min from now…/ Bloggen som kollektivt arkiv. bemærk den personlige udlevering som en gestus. mærk dig den personlige udlevering som et portræt og som allegorisk for… og indsættelsen af substantivet subjektet som objektet altid i den sætning.

det er en pseudotone det er ikke min tone måske men sprogets/ men personal branding som uundgåeligt udgangspunkt jeg er et kollektivt arkiv. at tage sit brand sit billede. i need to change things. tænker undertitler som det kulturelle arkiv hvem er det der ikke er et kulturelt arkiv som del af det kulturelle arkiv. files on files on files and racks on racks on racks./  se den allerede postproduktive praksis i den måde du udstiller dig selv i de uv-lysende frames. det er meningen du skal google the shit out of that motherfuckers. ordene som motherfuckers. det handler ikke længere om at vise mig selv det handler om at indsætte mig selv som en ny ide./ vi er et live digt/ vi er konceptuel kunst/ jeg behøver ikke henvendelsen mere/ du sørger for henvendelsen/ vi sørger for henvendelsen/ vi spiller stangtennis på bloggen/ vi er co-directors af bloggen/ vi lever i en tid hvor mig’et er ved at sprænges/ vi lever i en tid af en nynynynysensibilitet/ vi lever en tid hvor kunsten er projektet/ vi lever i tid og dør i samme jeg er ikke enden på noget whatthefuck/ maybe just maybe shit will happen pimp shit/ ved det ikkesimonmortensenevanslinherzogaudunkiddwernerknutzonbebeherzoglinewestwoodzevakøbenhavn som et udganspunkt som en papkasse på et loft ved ikke hvad jeg skal skrive mere ting er hvad ting er aldrig i sig selv det her SKAL BARE VÆRE ET LØFTE EN RELEASE AF TING JEG ÆNDRE UNDEROVERSKRIFTEN TIL DEN KULTURELLE PAPKASSE ELLLER NOGET JEG VIL GERNE LAVE NOGET ANDET SEND TING/ bemærk at intet behøver at ændre sig og at alt må ændre sig. bemærk at jeg stadig realityserer mig selv bemærk at dette er en uundgåeligpræmis bemærk at caspareric er en adresse khkh

Hvad i alverden er det for en tekst? Det ved jeg virkelig ikke, men jeg tror, det er lige præcis en blogpost. Jeg ville ønske, der var flere tekster på Promenaden, som jeg modsat den, jeg med en vis artighed hermed har leveret, virkelig ikke ved, hvad er for nogle tekster, men tror på som lige præcis blogposter – og så nogle der handler om Rasmus Halling-Nielsens Tvillingerne, og helt ærligt, kapsøvngængere, i det mindste 1 om dagen = 2 om måneden fra jer hver!