Digteren Raúl Campoy

Raúl Campoy Guillén er spansk digter. Han har udsendt to (med et trist ord) anmelderroste digtsamlinger, Los Dientes del reloj (2008) og Donde casi amanece (2010). Han er født i 1978 og bor i Madrid med sin kæreste Esther ikke langt fra Santiago Bernabéu. Raúl interesserer sig ikke for fodbold, han er ret ligeglad med om Real Madrid vinder over Barcelona i modsætning til Esther, som går meget op i det. Men han kan godt forstå hadet der eksisterer mellem de to største byer i Spanien; personligt tror jeg man skal være spanier eller catalonier for virkelig at kunne sætte sig ind i det. 

Raúl er fysioterapeut, det er sådan han tjener til dagen og vejen. Han ved alt om knogler, en viden som også afspejler sig i nogle af hans digte. Han er meget glad for musik, spillede selv engang. Han har brugt en hel nat over en flaske rom på at forsøge at overbevise mig om at Julio Iglesia er genial. Det lykkedes ham ikke, men jeg anerkender eksistensen af en kulturkløft. Så er der Joaquín Sabina, den spanske sanger med de gode tekster, ham sætter han også stor pris på, men allerstørst er Michael Jackson, ingen over ham. Når Raúl har nået sin euforis sydende kogepunkt – gerne et pænt stykke efter midnat - rejser han sig og opfører sin imponerende version af moondance.  Alligevel mener han at digtekunsten er det skønneste man kan begære. Prosa interesserer ham ikke synderligt, han er, som man ville have sagt det i ældre dage, et ægte lyrisk gemyt. Han sætter Miguel Hernandez  ( som han udtrykker det: ”Miguel Hernandez es enorme”) og Federico García Lorca højt, og af nulevende spanske digtere er det især Antonio Gamoneda han læser. Og for resten er han også interesseret i billedkunst. Oversættelserne er mine, men jeg skylder min bror Simon K. Boberg tak for at gennemgå dem med mig. I 2011 deltog Raúl i Københavns poesifestival.

(Tør)

Jeg presser dit farvels

sten

            med så megen kraft,

at jeg stadig drømmer om at tappe

håbets saft,

           hvor naivt,

af en sten

                                     

Lasurfarver

Det var nat.

Denne skjulte maler havde det let.

Jeg gav ham en pensel badet i nostalgi.

Jeg gav ham de porøse fløjt

som skælver i mine linjer.

Jeg konkurrerede med alle farverne:

Min krop var trist

som alle efterårets blade;

jeg slukkede alle solnedgangene

i dette glas,

                   i denne stol,

på dette bord

der tjener som hovedpude

for mine tanker;

jeg dykkede

i gardinernes mumlen,

i de slørede ords

beskyttelse.

Jeg var ensomheden

men jeg havde brug for mere ensomhed.

Jeg ønskede at passe

ind i en rammes stumhed.

Derfor påkaldte jeg mig den skjulte maler.

Denne infantile palets sødme.

Disse øjne som ser på dig

fra regnen.

Denne beskyttelse som er lærredets.

(Men jeg så mig selv alene

i en bar

foran et spejl.)

Fik jeg sagt det var nat?

Det var dag.

Min krop af nat,

forklædt i månen:

man skal altid foregive at være,

være maleri.

                                   

Crash

Ved du

at du om mindre end et minut vil smadre mod

                                                              elmasten.

Ved du

at du bør sænke farten.

Ved du

at alle din venindes illusioner vil splintre

mod glasset,

at du vil se hendes øjne pumpet op med sort morfin

som to kopper kaffe der udspionerer sukkerets glans,

at du vil fortære hendes hånd, der knuger

om tomhed og onyx,

                              du vil se hende

pakke kufferterne

i sårene,

og du,

som løber rundt i cirkler af ubevægelighed,

vil skrige døvhedens blødninger.               

Du ved det,

men du vil fortsætte mod elmasten

som voldtægtsforbryderen der søger sin vredes centrum

og du vil smadre ind i den som når intet

pludselig er noget.

Der vil ikke være nogen hæse sirener

heller ingen hvide kitler stivfrosne af eksistens,

fordi det mest alvorlige ved dine ulykker er,

at i kærlighed,

er det eneste der redder sig,

                                        livet.

                                      

                                        

Breton kom heller ikke

Blikke fulde af møg, af store giftige Jomfruer fra Almudena, af profeter som er trætte af at lide skibbrud som søjler af papir; og føddernes tagterrasser foran neuronernes store suppegryder, som ikke falder med tyngde, for der er ikke digtere nok til at tænke i skridt, i veje pumpet op med kilometer. Fødderne fandt jo hverken på Becquers svaler eller på hulemalerierne; fødderne udsmykker jo kun fortiden og pynter sig selv med anarkistiske tekstiler og forbrydere som knæene; det er som ikke at være i de infantile mareridt eller i smilenes pengesedler; det er revnen som skød ar, det er regnens pude, molekylernes tavshed, alt, men uden regelsæt for liv, ej heller marker til at skrige årene eller bjerge, hvor man kan falde i. Hvad mon der kommer fra gardinet der forskyder sig som halsen på en rig blærerøv? Hvad kan der komme ud af nogle lygter, som natten har forvirret, af en hule på hovedet eller på vrangen, af skyer der tynger lungerne? Der er ikke længere digtere nok til at tænke i skridt; heller ikke personligheder der brækker smertens finger eller fingre nok til at være brækkede. Alt er svulmet op af for hvad (´er), døden er ikke den bedste vej, men der er ikke andre. Alt tager lyset med sig, det samme lys som senere bliver sort af så meget lys og øjnene kan ikke ånde uden at meditere farver. Jeg ved ikke engang, hvad det er jeg siger, om det at sige noget tjener et formål, eller om at tjene et formål siger os noget, eller om noget sagde at tjene ikke mere er af gud. Der er ikke længere digtere nok til at tænke i skridt; men der er nok tænkte skridt til at være digtere. Vandreren kommer aldrig.

Kunstnerne

Under jordens skørter

Under tiden

I nervernes intimsfære

    berøres rytmen

    søges rimet

         gennem spyttets konvektion

         gennem vævenes konduktion

         gennem driftens stråling

Rytmen bliver rund

Uden punktum eller komma

Og tøjet falder

Uden ende eller begyndelse

Fødes fantasien

Objekterne bliver objekter

Vinduet blindt af åndedrag

Væggene bliver snurretoppe

Bilen krymper

Sengen flyder

Penslen tier

Noden eksploderer

Og der skabes en kunstart to kunstarter tre kunstarter

Ny natur

Slanger med rødder

Ankre med arme

Skibe med hofter

Og ud af øjnene vokser der grene

           adjektiverer hvert minut hvert århundrede

 Eksilerende normerne

            knæler formerne 

En krop to kroppe tre kroppe      

Hjerteslagene forfølges

Læberne kolliderer

Brysterne kolliderer

Kønsorganerne kolliderer

         som snegle som møl

               som møl som indespærrede

Geometrien affyres

         med et træt blik i munden

      og af munden fødes et pust

      og af pustet fødes åndedraget

      og af åndedraget et digt

      og af digtet et maleri

      og af maleriet en node

      og af noden et tik tak

      og af tik takket kønnene

      og af kønnene brystet

      af brystet munden

      og af munden et vækkeur

                                      i venten

           på den sidste endorfin vi har tilbage

Og så frembringes der

Som et ufrivilligt øjenlåg

En svimmel violin

          der pakker kroppen ind i pentagrammer

et skrig to skrig tre skrig

Skrigene forfølges

Neglene

Fødderne

Arrene rejser sig

To enøjede

       der udgør en krop af øjne

To enarmede

      der udgør en krop af arme

Vibrerende som strenge

Det nye rim er ankommet

                 og den lydløse node

Kroppene i natten

                  sveder historiens soul.

Klædt i hænder

Havet er urolige fingre.

Fingerspidser støder sammen. Små klokker

af hud. Lussinger af salt.

Vinden er

klapsalver i bladene og i grenene:

                   deres håndfladers kærtegn som taktile floder.

En hånd åbner sig ved diamanter,

en hånd lukker sig idet den knuger en appelsin:

dag og nat:

                    cyklus af næve og håndflade.

Lydene skifter hænder, og deres fingre

spiller på trommer trommehinder.

Fuglene er vinde af hænder.

Træerne er fingre af himmel.

Himlen er en håndryg af brillante negle.

Neglene er af universet.

Universet er en sort hånd

med bannerbevægelser

som udvider sig

                  udvider sig,

og søger i bunden af uendeligheden,

ingen verdens ting.

Naturen

             er en nøgen hånd af vand.

Folket

er en hånd med en uldvante.

Byen er en latexhandske:

Vand uld latex, 40 graders hud, 40 graders blod,

Klimatisk SUDECK.

En hånd ender ved fødderne

og begynder ved hænderne;

den folder sig sammen

                         og den åbner sig,

den forskyder sig ved en svingning af fingre:

således vores krop:

dens navn truer enhver hånd:

uh! Hånd.

Barndommen er en hånds genskær. Puberteten

en svampet hånd. Modenheden er en hånd.

Alderdommen en klodset hånd. Og døden

griber ikke længere tingene.

Sex er en omfavnelse af hænder:

din krop er en forlængelse af mine hænder

dine hænder er en forlængelse af min krop.

Smerten er en knuget næve af hvide fingerspidser.

Kærligheden er en lukket næve af røde fingerspidser.

Verden er en dragt af hænder.

Fastgøre hukommelsen,

fastgøre landskabet,

gnide dine læber,

slå hjerterne og brække knoerne,

erkende ilden

hudens brandsår,

se årenes klo.

Tælle fingrenes skridt

                      og styrte ned i

en plage af forvridninger.

Vride en tåres spasme.

Fortære en gren af bitre negle.

Se årenes klo.

Tørre den præcise forms brusk,

                                            ilte den

mens livet berøres

mellem ligtorne og hårdheder.

Være i Guds hånd

uden at kunne tælle hans fingre.

Verden er en dragt af hænder

med en krop fuld af stumpede lemmer.

                              

Uden ringeklokker

Lad os tænke på hinanden, far.

Lad os le ad øjnene som vil genforene alt.

Har du set mandeltræet?

Se dets landsby af blomsterkroner.

Dér er min første nerve.

Vi har grædt:

                      det bør vi ikke.

Skyerne gør os til skygger og luften bider vores morgener.

Du skal ikke være trist far.

Jeg ser dig i knopskydningen der grønnes og som husker os igen.

Det hænder jeg går ud og jeg ringer til dig. Du forlader dine rød _

der, hvor jeg altid vikler mig ind. Lad os gå til

vi kun er ord og vores hjer_

ter bader klipperne, vander haven, og bitterheden,

i takt med vi vokser, drypper af vores tun_

ger. Så kigger jeg på dig og jeg ser denne far så dyre_

bar, og jeg spørger mig selv, hvor kommer du fra så fuld af

lagunernes genskær, så fuld af årene du har rund_

et og som nu ankommer, og nedbryder morgener s-

om rimfrost, fastnagler dine honningtorne; og du eksplo_

derer i sukker og du får os til at se en rose

to gange rose og du ler som to planeter der gni_

der hinanden og du græder hundredvis af lugte og du sukker

som vinden der slipper ind i en revne, og der er jeg:

æklet ved kød, nøgler, biler

byer,

ønsker jeg at nå græsset

som du multiplicerer,

forsøger jeg at være duftløs, farveløs, usynlig,

verdensløs,

for ikke at snitte din markbrises stilk over,

for at kunne følge dine skridt af gammelt tøj.

Vær ikke trist far.

Ødelæg ikke det der smil med nåle.

Søl dig ikke til med keratin.

Vores fraværs nærvær vil ikke gøre ondt.

Lad knivene prelle af

og lyden skifte:

åbn et vindue i syd

og luk det i nord,

eller som du vil det,

du har tyve forbindelser i kraniet

og du er trist af marv som et net der driver væk

(som Neruda ville sige det).

Græd dine ensomheder i mine, far.

Sved helt som duggen.

Gør ikke det gennemtrængelige uigennemtrængeligt.

Nu er tiden kommet hvor vi skal bryde gennem vores klippekrop,

opmagasinere vores bikubevrede med gift,

besøge hinanden i afstanden

der hvor timerne hverken dikterer

eller adskiller en søn fra en far,

hvor ordene ikke preller af,

hvor der hverken er vægge som kradser

eller døre vi kan lukke.

                                                                                                     

                     

    

Skrue

Med hver gestus tegner jeg gevindet på en skrue og skruen drejer, og jeg lever i dens hypnotiske metal, og som en møtrik spadserer jeg rundt om gevindet og skruen drejer, og fortabt i dens cylinder er der undertiden margin, hvor jeg besøger det som jeg elsker og skruen drejer, og jeg vender indskruet tilbage, skarp i denne ufærdige lyd og skruen drejer, og forceret roterer jeg mellem vægge og jeg roterer helt sindssygt og skruen drejer, og med kvalmende øjne holder jeg mig selv nede mellem propeller og skruen drejer og skruen fortsætter og alt smager af snegle, af sindssyge garnnøgler som en Michael Jackson der ikke kan nås og skruen drejer, og mellem denne uhelbredelige, alkoholiske revolution, mellem denne fastholden og min uhelbredelige løsrivelse, mens skruen drejer, bliver jeg bange for mig selv: at jeg selv skulle være skruetrækkeren.