fredag den 30. marts 2012

’Mandag aften kl. 22’ fredag eftermiddag kl. 13


I Hvedekorn nr. 1 2012 står der syv korte digte af Jakob Slebsager Nielsen. På Hvedekornvis præsenteres han som »født i 1993, i Hvedekorn siden 2011«. Ung som digter med andre ord, på alle måder ung. På én måde ægte Hvedekorn. (En anden måde kunne være »Peter Laugesen, født 1942, i Hvedekorn siden 1962«. En tredje »Bue P. Peitersen, født 1976, i Hvedekorn siden 2001«).


Jakob Slebsagers tre første digte kan opfattes som en suite og hedder henholdsvis ’Nok’, ’Brok’ og ’Nok Brok’. De tre sidste bærer titlerne ’ord der står i vinduet’, ’ord der står på www.ordnet.dk’ og ’Indian Summer’. Det i midten hedder ’Mandag aften kl. 22’, og det er det, jeg tager, selv om de er gode alle syv:

Mandag aften kl. 22

Mor arbejder i stuen
hun kunne engang lide heste
Far spiller på iPhone
i sengen

det eneste vindue
med lys i
er mit
hvis nogen ville tage et billede
kunne det blive godt

Poul Borum har formuleret sine digtes grundformel eller essens med fire ord, »Jeg er her nu«. Man kan synes, at en sådan formel reducerer et digt, ligesom en tematisk læsning kan få et digt til bare at sige noget generelt om eksistens, kærlighed, død, krig osv. Men Borum havde åbenbart brug for kategorier (og pointsystemer) i sit enorme indtag af litteratur og kunst, og når jeg selv underviser i at læse digte, er de fire ord ofte ganske brugbare. De indfanger i én sætning person, tid og sted, hvilket kan være et sted at begynde læsningen. Nu’et angiver desuden, at der er tale om et øjeblik og kan bruges til at karakterisere poesien i forhold til dramatikken og den episke litteratur. Et digt som et øjebliksbillede med andre ord. Og så er der alle afvigelserne fra denne formel …

Men i hvert fald, jeg  synes, det giver mening at karakterisere ’Mandag aften kl. 22’ som et Jeg-er-her-nu-digt.

’Jeg’ har en ’Mor’ og en ’Far’ – det er digtets personer, og så er der et ’nogen’, et hypotetisk nogen, en forestilling om nogen anden/nogle andre. Dette nogen kan faktisk både befinde sig i det intime rum, hjemmet, som jeg, mor og far befinder sig i, med andre ord være en af dem. Eller det kan være en udefrakommende, der ser familien og det ensomme vindue med lys i og tænker: her er et godt billede. I denne sidstnævnte version havner læseren i denne nogens sted ved digtets slutning, jeg gør i hvert fald, med et billede for mit indre blik af en husfacade med en masse vinduer, og så et enkelt vindue med lyset fra en skrivebordslampe (mor arbejder) i. Måske fordi jeg bor i København, ser jeg en ejendom i mursten med fire etager, men det er jo mørkt, så bygningens detaljer ses ikke. Men et etagebyggeri af en art er det vel. Lyset kunne også stamme fra en computerskærm, hvis moren vel og mærke arbejder ved en computer. Lyset fra farens iPhone er det nok kun faren, der ser. Og her kommer vi til noget, som er meget karakteristisk for dette digt, mener jeg. Spillet mellem det ydre og indre, mellem hvad man kan se på bygninger og mennesker, og hvad der befinder sig inde i bygninger og mennesker og dermed ikke er synligt for andre.

For det første er det måske ikke så let at afgøre, hvor jeget befinder sig. En mulighed er i et tredje rum i lejligheden, så altså mor i stuen, far i soveværelset, jeg i et tredje rum – med lyset tændt. En anden mulighed er, at jeget står på gaden, måske er på vej hjem og kigger op og ser, at den eneste lejlighed, hvor der er aktivitet er der, hvor jeget bor. Så havner læser og jeget i samme position, kan man måske sige – hvem af os skal tage billedet?
                      Men hvorfor står der ’mit vindue’? Udelukker det ikke, at jeget står på gaden, altså udenfor? At jeget sidder og kigger ud på husfacaden overfor, hvor alle vinduer er mørke. ’Mit’ kan dog være en gengivelse af talesprog, sådan som et barn ville sige, eller sådan som man i uformel tale ville sige: »det er mit hus«, men det er måske ikke så vigtigt at afgøre om jeget står udenfor eller befinder sig indenfor. Det interessante er måske netop, at jeget bevidsthedsmæssigt befinder sig begge steder – ligesom at jeget også har adgang til morens indre: »hun kunne engang lide heste«.

Og de heste er også bemærkelsesværdige, det er som om de er placeret der til ære for den unge digters dansklærer. Frihed og sex på rejsen, tænker i hvert fald jeg. »engang« er virkeligt vemodigt her, sikke et tab. Far lader til at være mere sorgløs, de svundne heste i tankerne er bestemt noget andet end en iPhone i hånden (nu). Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad de to ellers kunne have lavet i den seng – eller i den stue. Sådan er det jo, når en meget koncentreret kort tekst nævner ét, så kan man straks komme til at tænke på, hvad teksten netop ikke nævner.

Nu kommer jeg til at tænke på, at jeget kan have glemt at slukke lyset på sit værelse …

Men stadig, det interessante i digtet her, er forholdet mellem det indre og det ydre. Hvis jeget står på gaden, kan han/hun ikke se sin far spille på iPhone. Det fine bliver så, at jeget ved, at han spiller på iPhone – underforstået at det gør han tit og ofte. Ligesom at jeget ved, at moren engang kunne lide heste og nu ofte arbejder om aftenen. Mandag er vel den mest hverdagsagtige hverdagsdag overhovedet. Engang var der hestene, nu er der bare hverdag og en mand, der spiller på iPhone. Hvor er jeget henne i dette billede?

Vel måde udenfor og indenfor. Indenfor og vældig bekendt med det hele – udenfor og bevidst om at det kun ser ud til at være ”et godt billede” – altså kritisk på afstand af situationen. Med mindre man slet ikke gider at se kønsroller og psykologi for sig og tager billedet for det, det er – bare er, også er. Et mørke med et enkelt lys i. Et godt billede med andre ord.

Jeg kommer også til at tænke på Kenneth Goldsmith, der er så træt af digte, der handler om, hvordan sollyset falder ind ad vinduet på digterens bord. På en måde gør ’Mandag aften kl. 22’ også op med den kliché.





4 kommentarer:

  1. Jeg kan rigtig godt lide digtet (og indlægget) men jeg synes måske, at det bliver en smule overanalyseret, jeg falder ikke helt for, at jeg'et og lyset skal have så stor betydning.

    Jeg tror til gengæld, at der er noget sandhed (hvad det så end er, den er vel altid forskellig fra digter til læser og til den næste læser) i betragtningen af udenfor/indenfor og relationen mellem billeder. De små absurde (men gode) billeder, der skabes i de allerede eksisterende (af en eller anden grund forestiller jeg mig, at moren i rus af uvidenhed har hængt hesteplakater op på væggene i stuen) og det konkrete fotografi, der måske/måske ikke bliver taget af dem alle på én gang, måske kun én af dem eller måske kun af heste.

    SvarSlet
  2. Hmm. Jeg har skrevet lidt om Borums formel efter at have læst det her.

    http://detandetmenneske.blogspot.com/2012/04/jeg-lste-det-her-for-nylig-og-kom-til.html

    SvarSlet
  3. Hvis jeg mente
    analysen
    slog digtet ihjel
    ville jeg så skrive
    Hvis jeg mente
    analysen
    er en parasit
    på digtet
    ville jeg så skrive
    analysefri digte
    kommer ikke langt
    ville jeg så skrive
    analysen bærer digtet
    ind på markedet
    ville jeg så skrive

    SvarSlet
  4. Har F.P. Jac. ikke også skrevet "Jeg. Er. Her. Nu." engang?

    SvarSlet