søndag den 18. marts 2012

Affæren om TV5Mondes forsvinden


Affæren om TV5Mondes forsvinden fra YouSees 'kabelpakker' er illustrativ. Allermest illustrativt er det måske, at der slet ikke er tale om nogen affære, ingen skandale, stort set ingen protester, ud over fra de fransktalende ambassadører, som har gjort deres pligt. 

Ligegyldigheden er massiv, fordi en fransksproget tv-kanal nu bliver anset for en særinteresse (måske ikke mindst en sær interesse?), hvis værdi er begrænset til den mængde af individer, som har nytte eller nydelse af at se den, og som nu kan tilgodeses med TV5Monde som 'ekstrakanal' til beskedne 10 kr./måned.

Her kan man se, hvordan det er blevet politisk usynligt, at samfundet har en kulturel infrastruktur (og hvad er så det? jo, det er den levende viden i et samfund, den, som der er en umiddelbar adgang til, og som derfor danner grundlag for størsteparten af vore handlinger). Det er ikke så underligt, at den kulturelle infrastruktur er blevet politisk usynlig, for den udgør et mulighedsfelt, den mangfoldighed af mulige verdener, som vores aktivitet forlænger realiserende, når vi skaber noget virkeligt, hvorimod markedet - og dermed New Public Management, samt det allermeste af den politisk-administrative klasse - kun kender til et virkelighedsfelt, nemlig det allerede virkeliggjortes felt, den 'virkelige verden', som den til enhver tid måtte se ud, og endda kun kender denne, formidlet gennem markedets købekraft eller gennem de 'købekraftspariteter', som 'brugeradfærd' bliver oversat til. Dette går ikke kun ud over den kulturelle infrastruktur; f.eks. er den offentlige sektor blevet helt usynlig for den politisk-administrative klasse, fordi denne kun er i besiddelse af ét eneste synliggørelsesredskab, og dette redskab nu er det eneste, der er synligt for den.

At TV5Monde forsvinder, ikke bare fra 'grundpakken', men fra enhver 'pakke', illustrerer samtidig (dvs. bortset fra, at kabelnettes burde renationaliseres…), at fransk endegyldigt synes hørt op med at være en del af Danmarks kulturelle infrastruktur. Det må glæde Bertel Haarder, som enten har villet det sådan (når alt kommer til alt, er han en grundtvigiansk liberalist), har været parat til at tåle det, eller også er mere ubegavet, end han har ry for. Det er hans reformer fra 1980'erne, som har berøvet os ikke bare fransk, men også tysk, som et fælles anliggende for den uddannede klasse i Danmark. Af reverens over for Sovjetunionen har russisk i efterkrigstiden været et alternativ til fransk, men så marginalt. Hovedreglen var: ingen dansk student uden franskkundskaber! og bestemt heller ingen uden tyskkundskaber! - eftersom tysk var obligatorisk i mellemskolen/de store klasser, altså indtil Bertel Haarder ved at lade det være op til skolerne, om der skulle undervises i tysk eller fransk (og i øvrigt gjorde det muligt for eleverne at vælge det andet fremmedsprog fra), og ved at ligestille fransk og tysk med spansk, italiensk, russisk og i øvrigt et hvilket som helst andet sprog, et gymnasium måtte finde for godt at udbyde, gjorde dem uobligatoriske, hvor de havde været obligatoriske på deres forskellige niveauer, og dermed gjorde det tydeligt for enhver vordende dansk student, at eftersom alle andre sprog end engelsk var lige gyldige, var de i grunden allesammen ligegyldige. Men den uddannede danskers sprogkundskaber har engang været blandt verdens bedste.

Gudskelov er Tyskland vores nabo, så ARD, ZDF og N3 ligger stadig i 'grundpakken', men de filosofistuderende læser et sært værk af Martin Heidegger, der hedder Being and Time, og Kants og Hegels værker kommer med et par hundrede års forsinkelse på dansk - der har aldrig før været nok, der har skullet tygge sig igennem dem uden at kunne læse tysk. På grund af de forholdsvis mange, der stadig kan tysk ordentligt (for øvrigt, men behøver jeg minde om det, et sprog, det er langt lettere at trænge dybt ind i for en dansksproget, end engelsk er), og fordi Tyskland er så økonomisk vigtigt for os, har tyske forhold en slags tilstedeværelse i den uddannede offentlighed. Men trods landets tyngde og nærhed er den tyske kultur - den tysktalende verden, dens politik, vaner, tænkning, videnskab, kunst, også som noget, der involverer den ikke-tysktalende verden, på en særlig måde - langthen forsvundet ned bag den uddannede klasses fælleshorisont (hinsides de kunstinteresserede som enkeltgruppe, de filosofilæsende som enkeltgruppe, schlagerlytterne som enkeltgruppe), en fælleshorisont, som, nåja, er den, der bestemmer den effektive horisont i et samfund. Men det, at alle individuelle handlinger finder sted i et miljø, hvis infrastruktur angiver en umiddelbar horisont, er altså usynligt, når man kun tæller de individuelle handlinger med. En syndflod af magisk tænkning - 'synergieffekt', 'vækstregion' o.s.v. - påkaldes, når miljøets rolle alligevel skal medregnes, uden at det for alvor er muligt.

Det er et generelt problem i Europa, at landene kender mindre og mindre til hinanden, mens de økonomisk integreres mere og mere. Som Frankrig er gledet længere væk fra Tyskland eller Italien, er Danmark gledet længere væk fra Sverige eller Tyskland. Ikke som det kan gøres op i samhandel eller kommunikation, men sprogligt, kulturelt, politisk. Overalt sætter engelsk sig nemlig igennem som det eneste fremmedsprog, der er en levende del af en almen kulturel infrastruktur. Det har den følgevirkning, som italienere, portugisere eller danskere i første omgang naivt kan glæde sig over, at alle andre sprog bliver lige. Men de bliver lige som uforståelige, som barbarernes brrbrr. Pludselig er dét deres status allesammen, også over for sig selv: brrbrr. Den sproglige evne til at afbilde samfundet og verden deponeres i ét sprog, hvorved de andre sprogs indbyggede viden bliver ugyldig, også for dem selv (vi har her mere at tale med de (af)koloniserede folkeslag om, end man kunne tro).

Betegnende nok er det kommet dertil, at vi har fået en statsminister, som ikke taler dansk, skønt hun anvender danske ord. Helle Thorning-Schmidts 'sejrstale', der begyndte med ordene 'Vi gjorde det!' (som tilstod hun en forbrydelse; på dansk hedder det 'Vi klarede det/den!', eller endnu bedre: 'Det lykkedes!'), var kun en forsmag på en nytårstale, hvis fremmeste karakteristikum ikke var graden, men arten af dens retorik: en valedictorian speech, helt badet i en angelsaksisk forestillingsverden, med the pursuit of happiness som den eneste tænkelige menneskelige drivkraft. Det var ingen socialdemokratisk tale, ikke på grund af denne eller hin bemærkning eller dette eller hint forslag, men fordi den var helt afskåret fra en forestillingsverden, der kan rumme sådan noget som en socialdemokratisk analyse af samfundet, eller overhovedet nogen konkret erindring (dvs. faktisk viden) om Europas politiske, økonomiske, sociale historie. (Den kunne selvfølgelig have hævet sig over sin egen forestillingsverden, men lad os være flinke og sige, at det gjorde den ikke; det forekommer da også sjældent i det, der med en eufemisme kaldes for 'dansk politik'.)  Den ekstremistiske markedstro og skepsis over for politisk indgriben, som præger Danmarks faktiske Europa-politik under det tilstundende formandskab, langt, langt 'til højre for' både Merkel og Sarkozy, skyldes da ikke mindst en fælles politisk forestillingsverden - ikke kun hos Helle Thorning-Schmidt, som blot er den første (?) blandt ligemænd -, i hvilken de forestillingsverdener, der bærer de europæiske velfærdsstater, både er usynlige (Frankrig, Tyskland) og grundlæggende illegitime (Frankrig, Tyskland og Danmark), fordi de synes irrationelle, bedømt efter den angelsaksiske verdens kategorier (derfra set er de ikke væsensforskellige fra en eller anden anden fjern stammes, i det nittende århundrede...). Helle Thorning-Schmidt er lige så lidt en tilfældighed, som Anders Fogh Rasmussen var det. Ingen af dem kan få øje på hverken Danmark eller Europa. Det er i sig selv et tegn på, at ingen af delene findes - nu for tiden.

6 kommentarer:

  1. Her et par kommentarer kopieret fra Kornkammeret fra Peter-Clement Woetmann og mig selv:

    Blogger PC sagde ...

    Jeg var i Bruxelles i efteråret til en konference arrangeret af S&D-group i Europa Parlamentet. Der havde de samlet unge fra hele Europa til at diskutere, hvad vi gør i forhold til Europas fremtid, mod krisen, ungdomsarbejdsløshed, højrenationalisternes fremmarch osv.
    En af de tanker, der slog mig i dette forum af alverdens sprog (tolke til 16 forskellige sprog), var, at det største problem for Europa er at der ikke er nogen selvfølgelig viden om, hvad der kulturelt sker i hinandens lande. Ikke engang mellem Danmark, Sverige og Norge er der et selvfølgelig kendskab til hinandens litteratur/kultur bredt i befolkningen (og man læser fx nærmest aldrig hinandens litteratur uden den er oversat til ena eget sprog).
    Og dét er et reelt problem. Det er svært nok at legitimere økonomisk solidaritet indenfor Danmarks egne grænser, men hvordan hulen skal man få opbakning fra befolkningerne rundt omkring i Europa, hvis de ikke aner, hvad der sker i de andre Europæiske lande. Som en selvfølge.
    Det var et enormt overvældende møde i Bruxelles, at stå der med alverdens sprog og alverdens forskellige blikke, der alligevel var de samme blikke. Engagerede unge fra hele Europa. At høre hvordan de græske unge var slået af håbløshed overfor fremtiden, at de nærmest truede med borgerkrig, hvis resten af Europa lod dem sejle deres egen sø. Problemerne i Spanien med ungdomsarbejdsløshed, at høre, hvordan de unge er overkvalificerede og ikke kan finde noget arbejde nogen steder, medmindre de flytter til Tyskland. At høre alle de stemmer igennem andres stemmer, tolkene. Hvordan Englændernes syn på det hele var løsrevet fra fællesskabet (øen) og hvordan de franske unge engagerede sig i den vigtige dagsorden. Mens de nordiske lande, at lige dér i de nordiske lande kunne jeg mærke hvor lidt vi mærker til krisen. Tyskland, Sverige, Norge, Danmark. Det er ikke hér krisen kradser hårdest. Og de nye lande, Letland, Estland, Litauen, Slovenien. Hvordan dagsordenen var forskellig, og hvordan vi nærmest intet vidste om virkeligheden i hinandens lande. Ungarn, hvor svært det var at være socialdemokrat i det land, at det nærmest var tabu.
    Om aftenen sad vi sammen på et gammelt teater i byen, spiste og drak og diskuterede. Senere åbnede salen med musik og en kvinde fra Portugal stod der i mørket og sang de sørgeligste toner. Dér slog det mig, hvor meget der er på spil. Hvis vi ikke insisterer på at kende hinanden, at prøve at vide mere om, hvad der sker i hinandens lande, men også i forhold til den enkelte. Det enkelte menneskes livsverden. Det er nærmest umuligt at forestille sig den mangfoldighed af livsmønstre, hvor skrøbeligt sammenhængen i de Europæiske lande rent faktisk er.
    På bundlinjen ligger den vigtigste viden: Vi må ikke afskære viden i samfundet bare fordi den er unyttig, eller fordi det ikke er muligt at tjene penge på den. Sådan må det være. På alle planer. Det er IKKE den økonomiske vækst det handler om, men nærværet imellem mennesker, at vi er i stand til at tale med hinanden, at forstå hinanden.
    OK: jeg har skrevet i en masse retninger. Bær over med manglen på struktur. Det var bare nogle korte ting jeg kom til at tænke på.

    marts 19, 2012 11:10 AM
    Slet

    SvarSlet
    Svar
    1. Blogger Martin Glaz Serup sagde ...

      Kære Peter-Clement,

      TUSINDE TAK for din kommentar!!! Og ja... Personligt har jeg stadig ikke forstået hvorfor man ikke arbjeder på at få en fælles europæisk offentlighed op at køre alá et dagblad der udkommer i samtlige EU-lande på nationalsproget, med artikler der er lokale og artikler der er i alle aviserne; artikler om kultur, politik, sport, miljø, rejser, historie osv.; alle de emner der ikke strengt kan kategorieres under 'europæisk samarbejde' ER jo stadig europæisk. Vi har brug for at have bredere adgang til hinandens sprog og kulturer; nu er det allerede så let og billigt at rejse rundt i Europa, men det er ikke nok. Tænk også hvis man i højere grad kunne have europæiske tænkere af forskellig art til at udtale sig om andet end blot økonomi i Europa. En reel samtale. Dét må man da investerer massivt i - hvis ikke unionen skal opløses på den ene eller anden måde.

      Hør, forresten, skulle vi ikke lægge kommentarerne op på Promenaden? Jeg gør det lige, håber det er okay med dig.

      KH Martin

      marts 19, 2012 11:24 AM

      Slet
  2. Lettre International har jo forsøgt at holde sig oven vande i flere år. Og jeg synes faktisk, de gjorde det rigtig godt i en dansk sammenhænge. P.t. er der meget stille i den danske redaktion, hvis den overhovedet eksisterer, men historisk set har der jo været blade udgivet på originalsprog i omkring 15 lande. Det ville være oplagt, hvis Peter Borum selv tog stafetten og prøvede at banke et finansieringsgrundlag op for nye numre af Lettre på dansk og gerne i tråd med de tyske, franske og spanske redaktioner. Så behøver vi slet ikke TV5 Monde, hvilket jeg i øvrigt tror, vi rent faktisk ikke gør, da flere og flere søger deres TV- og radiojournalistik på nettet. Også på tysk og fransk. Ungdommen er ikke helt fortabt, selvom de gamle akademikere gerne vil holde en skåltale for det gamle Europa fra tid til anden. Men Borum, mere indignation og mere tekst på Promenaden. Det har været noget, mange har savnet siden Turbulens udgav nogle af dine ting for et par år siden

    Edit: Man kunne også kigge på Le Monde Diplomatique, der godt kunne have en større læserskare i Danmark gennem den norske udgave, jeg tit har fornøjelse af at læse.

    SvarSlet
  3. Hej Anonyme,

    Hvor dælen kan man få fat på den nordiske LMD? Jeg abonnerede de første år, men jeg fik det nærmest aldrig læst, så jeg stoppede og købte det fra tid til anden på Hovedbanegården i København - men dér kan man heller ikke få fat på det længere; ikke sidst jeg prøvede i hvert fald; og de har ikke en app så man kan læse det på iPad... Eller hvad... Hvad gør du?

    /Martin

    SvarSlet
  4. Jeg læser det på bib eller på lokummet hos en ven, der køber det i noget så profant som Vesterbros Kihosk (hvor de har det af og til)

    SvarSlet