Vedr. oplæsning

Jeg forestiller mig, at jeg bliver inviteret til at læse op til et oplæsningsarrangement. Jeg er smigret over invitationen, men også meget i tvivl om, hvordan jeg skal gribe oplæsningen an. Engang fik jeg at vide, at jeg havde en god telefonstemme, men den hjælper mig næppe nu. 

Jeg bestemmer mig for, at jeg vil have en anden til at læse mine tekster op for mig, og at den anden skal være min veninde fra gaden, som jeg kalder hende, fordi jeg ikke kender hendes navn. Hun har et mellemrum mellem fortænderne, og vi siger mest bare hej til hinanden, når jeg går ud, og når jeg kommer hjem, og så siger vi noget om vejret. Too cold today. Jeg siger også no problem, hvis hun sidder på min trappesten, eller hvis hun springer op, idet jeg stikker foden ud.

Det er let for os at blive enige om prisen. Vi kan dele mit honorar, det er noget mere, end hun plejer at få, men til gengæld kan jeg ikke helt sige, hvor lang tid det kommer til at tage. Vi skal være der i god tid, og det er stadig lidt usikkert, hvor mange oplæsninger, der kommer til at være, der kan jo også komme afbud. Og så er der pausen nogenlunde midtvejs.

Min veninde læser op som den sidste inden pausen. Min tekst bliver fremført på gebrokkent dansk. Det kan det knapt nok kaldes. Her findes ingen bløde d’er, vokalernes lyde er ikke mine. Det er i det hele taget svært at genkende de enkelte ord som danske. Hendes slaviske melodi klæder teksten, tænker jeg. Da hun er færdig, klapper folk, men senere får jeg direkte besked: mit indfald var malplaceret. Ligesom når flyeren med det sultne afrikanske barn falder ud af avisen, mens man sidder og spiser morgenmad, får jeg at vide, totalt malplaceret.