Talking of Gertrude Stein (1877-1946), som Kamilla Löfström skriver om her, og som man kan opleve i dansk versionering om lidt, når der udkommer hele to nye Stein-bøger på dansk, og der i den forbindelse er reception den 7. marts på Café Din Nye Ven i København med oplæsning og det hele.
Bøgerne der udkommer er en samling af Steins portrætter i dansk oversættelse; Portrætter af enhver; og en monografi af Solveig Dauggard om netop Gertrude Steins portrætter.
For nylig blev jeg inviteret til Oslo for at tale om Gertrude Steins Tender Buttons der første gang udkom i 1914 (hvor hun allerede havde skrevet et andet af hovedværkerne; The Making of Americans, der først blev udgivet i 1925).
Jeg skulle tale med den norske forfatter Brit Bildøen og den amerikanske Stein-scholar Rebecca Scherr. Det hele blev modereret af den norske litteraturkritiker Kaja Schjerven Mollerin (der et par dage senere skulle blive udråbt til at være Årets Litteraturkritiker i Norge). Det var en virkelig skæg aften, synes jeg, cirka 130 mennesker var mødt op, det var gode samtaler, og, bedst af alt, altid, eksempler på Steins egne tekster.
Vi var hver især blevet bedt om at forberede et kort og helt indledende oplæg, hvorudfra paneldiskussionen kunne springe. Mit var nogenlunde dettte:
Hvordan overhovedet læse Tender Buttons? Det har så at sige altid været problemet, at der ikke, og vel stadig ikke, er opstået en form for kritisk konsensus om hvad værket betyder, hvad det handler om, hvad det overhovedet er. Hvor den kubistiske malerkunst, og andre af de samtidige avantgarders formsprog for længst er blevet mainstreamed og 'forståelig', forekommer disse digte af Stein stadig radikalt fremmede. Vilde. Umulige. Og ligesom de ikke lignede nogen anden litteratur der fandtes da de udkom i 1914, gør det heller ikke i dag, cirka 100 år efter at de er blevet skrevet.
Den danske digter Peter Laugesen, der har oversat Tender Buttons til dansk og kaldet den Ømme dupper, skriver i sit forord at det at skulle oversætte James Joyce' Finnegans Wake (som han også er i gang med) i forhold til Tender Buttons er det rene "barnemad"; Joyce er morsom, læselig, han fortæller historier, hvor Tender Buttons "beskriver ingenting".
Det er nok noget man kan diskutere; i hvert fald er der ret mange der mener at det er præcis hvad bogen gør - beskriver verden - men med en ny teknologi og på en hidtil uset måde, i et forsøg på - i et dækket citat af den russiske litteraturforsker Viktor Skjlovskij - at se verden som et syn og ikke bare en genkendelse. At få øje på det vi kalder verden og tingene i den på ny. Beskrivelserne af objekter, mad og værelser er ikke statiske og de er ikke udelukkende ydre, det er ikke en nature morte vi ser i teksterne - det er tværtimod et forsøg på at gøre det ret vivant. Portrætterne - hvis vi kan kalde dem det - arbejder tidsligt, relationelt (hvilket også inkluderer tingenes gensidige relationer på kryds og tværs; i rummet, på anden vis) og både inden for og uden for den betragtende og det betragtede samtidig. Eller som den amerikanske forfatter Lyn Hejinian har skrevet i The Language of Inquiry fra 2000:
Hvor skal man tage fat i læsningen, hvad skal man gøre? Bogen er blandt andet blevet læst som en politisk allegori - blandt andet er begyndelsen på bogens tredje afsnit, Rooms, blev udlagt på den måde. "Act so that there is no use in a centre." står der. Som var det en del af et anarkistisk manifest. I den danske oversættelse har Peter Laugesen (morsomt) fået det til at hedde "Handl så der ikke er brug for et center"; det betyder umiddelbart det samme, men bliver pludselig sjovere; et center på dansk betyder naturligvis også centrum, men det første man hører i ordet er indkøbscenter; at handle er også, på dansk, at shoppe, at handle ind, indkøbe ... Så også på dansk kan det læses som et politisk udsagn, omend måske ikke ligefrem anarkistisk ... Bogen er også blevet læst som en slags kodet skrift der i virkeligheden handler om lesbisk sex og kærlighed. Én af de tekster jeg personligt er ret vild med i bogen, lyder sådan her:
Helt overordnet har der hersket en eller anden idé om at bogen og digtene måtte være tegn på noget andet end det man umiddelbart kan læse på siderne. Et eller andet. Som var en bog et Da Vinci Mysterium eller en låst dør i en fængselscelle, hvor det gælder om at fremskaffe den rette nøgle, så man kan komme ud i luften og op i lyset. Som den amerikanske litterat Lisa Ruddick formulerer det i sin bog Reading Gertrude Stein: Body, Text, Gnosis fra 1990: "I intend to show that Tender Buttons can be unlocked, to a far greater extent than has been supposed."
Sådan tror jeg helt overordnet ikke at det er hensigtsmæssigt at læse. Og sådan tror jeg slet ikke det er hensigtsmæssigt at læse Stein, og slet slet ikke Tender Buttons. Ikke så eksklusivt, ikke så målrettet. Hvilket ikke er det samme som at man ikke kan tænke over det man læser eller forsøge at analysere det, få det til at give mening, som man siger, på forskellig vis. Men forsøger man at få bogen til at gå op, går man galt i byen. Og formentlig går man samtidig glip af en masse; mange af de overraskelser, meget af den lyst og humor, af de pludselige SYN, man måske kunne have fundet undervejs i sin læsning.
Hvis nu man skiller sig af med en læsning, der vil skynde sig ud af teksten og lede efter en intention og en afsender og en biografi og en enkel allegorisk eller symbolsk afkodning - ja, hvad så?
Jeg tror med andre ord ikke at der er én nøgle eller én kode til Tender Buttons, men mange; mange forskellige læsestrategier, og at disse sagtens kan være gensidigt udelukkende og langt fra fuldt ud dække hele teksten, hverken i det enkelte stykke eller i bogen som sådan; og alligevel, set fra mit perspektiv, kan det give mening at bruge disse strittende metoder samtidig. At bruge hvad man har fordi man har det.
Her er et endnu et par af de kortere tekster i Tender Buttons som jeg virkelig holder af; tekster der, siden jeg læste dem første gang, har spøgt og spøger, dukker op i mig, gør noget uden at jeg rigtig ved hvorfor. Eller det de gør kan være forskelligt fra gang til gang men teksterne er, nå ja, måske, de samme.
PS. Dagen efter Stein-aftenen læste jeg i det amerikanske onlinetidsskrift Jacket2 Joshua Schusters artikel om en del af Tender Buttons' tilblivelseshistorie, det er en fin artikel, synes jeg – den findes lige til at læse her.
Bøgerne der udkommer er en samling af Steins portrætter i dansk oversættelse; Portrætter af enhver; og en monografi af Solveig Dauggard om netop Gertrude Steins portrætter.
For nylig blev jeg inviteret til Oslo for at tale om Gertrude Steins Tender Buttons der første gang udkom i 1914 (hvor hun allerede havde skrevet et andet af hovedværkerne; The Making of Americans, der først blev udgivet i 1925).
Jeg skulle tale med den norske forfatter Brit Bildøen og den amerikanske Stein-scholar Rebecca Scherr. Det hele blev modereret af den norske litteraturkritiker Kaja Schjerven Mollerin (der et par dage senere skulle blive udråbt til at være Årets Litteraturkritiker i Norge). Det var en virkelig skæg aften, synes jeg, cirka 130 mennesker var mødt op, det var gode samtaler, og, bedst af alt, altid, eksempler på Steins egne tekster.
Vi var hver især blevet bedt om at forberede et kort og helt indledende oplæg, hvorudfra paneldiskussionen kunne springe. Mit var nogenlunde dettte:
Hvordan overhovedet læse Tender Buttons? Det har så at sige altid været problemet, at der ikke, og vel stadig ikke, er opstået en form for kritisk konsensus om hvad værket betyder, hvad det handler om, hvad det overhovedet er. Hvor den kubistiske malerkunst, og andre af de samtidige avantgarders formsprog for længst er blevet mainstreamed og 'forståelig', forekommer disse digte af Stein stadig radikalt fremmede. Vilde. Umulige. Og ligesom de ikke lignede nogen anden litteratur der fandtes da de udkom i 1914, gør det heller ikke i dag, cirka 100 år efter at de er blevet skrevet.
Den danske digter Peter Laugesen, der har oversat Tender Buttons til dansk og kaldet den Ømme dupper, skriver i sit forord at det at skulle oversætte James Joyce' Finnegans Wake (som han også er i gang med) i forhold til Tender Buttons er det rene "barnemad"; Joyce er morsom, læselig, han fortæller historier, hvor Tender Buttons "beskriver ingenting".
Det er nok noget man kan diskutere; i hvert fald er der ret mange der mener at det er præcis hvad bogen gør - beskriver verden - men med en ny teknologi og på en hidtil uset måde, i et forsøg på - i et dækket citat af den russiske litteraturforsker Viktor Skjlovskij - at se verden som et syn og ikke bare en genkendelse. At få øje på det vi kalder verden og tingene i den på ny. Beskrivelserne af objekter, mad og værelser er ikke statiske og de er ikke udelukkende ydre, det er ikke en nature morte vi ser i teksterne - det er tværtimod et forsøg på at gøre det ret vivant. Portrætterne - hvis vi kan kalde dem det - arbejder tidsligt, relationelt (hvilket også inkluderer tingenes gensidige relationer på kryds og tværs; i rummet, på anden vis) og både inden for og uden for den betragtende og det betragtede samtidig. Eller som den amerikanske forfatter Lyn Hejinian har skrevet i The Language of Inquiry fra 2000:
As for movement, Stein wanted to understand things not in isolated rigidity, which falsified and monumentalized conditions which were fluid, but as present participations in ongoing living - outpouring, fountainous living.
Hvor skal man tage fat i læsningen, hvad skal man gøre? Bogen er blandt andet blevet læst som en politisk allegori - blandt andet er begyndelsen på bogens tredje afsnit, Rooms, blev udlagt på den måde. "Act so that there is no use in a centre." står der. Som var det en del af et anarkistisk manifest. I den danske oversættelse har Peter Laugesen (morsomt) fået det til at hedde "Handl så der ikke er brug for et center"; det betyder umiddelbart det samme, men bliver pludselig sjovere; et center på dansk betyder naturligvis også centrum, men det første man hører i ordet er indkøbscenter; at handle er også, på dansk, at shoppe, at handle ind, indkøbe ... Så også på dansk kan det læses som et politisk udsagn, omend måske ikke ligefrem anarkistisk ... Bogen er også blevet læst som en slags kodet skrift der i virkeligheden handler om lesbisk sex og kærlighed. Én af de tekster jeg personligt er ret vild med i bogen, lyder sådan her:
PEELED PENCIL, CHOKE
Rub her coke.
Helt overordnet har der hersket en eller anden idé om at bogen og digtene måtte være tegn på noget andet end det man umiddelbart kan læse på siderne. Et eller andet. Som var en bog et Da Vinci Mysterium eller en låst dør i en fængselscelle, hvor det gælder om at fremskaffe den rette nøgle, så man kan komme ud i luften og op i lyset. Som den amerikanske litterat Lisa Ruddick formulerer det i sin bog Reading Gertrude Stein: Body, Text, Gnosis fra 1990: "I intend to show that Tender Buttons can be unlocked, to a far greater extent than has been supposed."
Sådan tror jeg helt overordnet ikke at det er hensigtsmæssigt at læse. Og sådan tror jeg slet ikke det er hensigtsmæssigt at læse Stein, og slet slet ikke Tender Buttons. Ikke så eksklusivt, ikke så målrettet. Hvilket ikke er det samme som at man ikke kan tænke over det man læser eller forsøge at analysere det, få det til at give mening, som man siger, på forskellig vis. Men forsøger man at få bogen til at gå op, går man galt i byen. Og formentlig går man samtidig glip af en masse; mange af de overraskelser, meget af den lyst og humor, af de pludselige SYN, man måske kunne have fundet undervejs i sin læsning.
Hvis nu man skiller sig af med en læsning, der vil skynde sig ud af teksten og lede efter en intention og en afsender og en biografi og en enkel allegorisk eller symbolsk afkodning - ja, hvad så?
Jeg tror med andre ord ikke at der er én nøgle eller én kode til Tender Buttons, men mange; mange forskellige læsestrategier, og at disse sagtens kan være gensidigt udelukkende og langt fra fuldt ud dække hele teksten, hverken i det enkelte stykke eller i bogen som sådan; og alligevel, set fra mit perspektiv, kan det give mening at bruge disse strittende metoder samtidig. At bruge hvad man har fordi man har det.
Her er et endnu et par af de kortere tekster i Tender Buttons som jeg virkelig holder af; tekster der, siden jeg læste dem første gang, har spøgt og spøger, dukker op i mig, gør noget uden at jeg rigtig ved hvorfor. Eller det de gør kan være forskelligt fra gang til gang men teksterne er, nå ja, måske, de samme.
A TIME TO EATDet var spændende at genlæse Tender Buttons i forbindelse med besøget i Oslo, hver gang ser jeg noget nyt eller rettere, noget andet, jeg fik fornemmelsen af at jeg først er ved at ane den bogs rigdom, hvordan den hele tiden forandrer sig alt efter mine egne skiftende sensibiliteter. I sin introduktion læste Bti Bildøen de første linjer op fra ROASTBEEF-digtet, det er det første i Mad-sektionen af bogen, og det har siddet så ømt i mig lige siden, det begynder:
A pleasant simple habitual and tyrannical and authorised and educated and resumed and articulate separation. This is not tardy.
A BROWN
A brown which is not liquid not more so is relaxed and yet there is a change, a news is presseing.
A DOG
A little monkey goes like a donkey that means to say that means to say that more sighs last goes. Leave with it. A little monkey goes like a donkey.
A WHITE HUNTER
A white hunter is nearly crazy.
ROASTBEEF
In the inside there is sleeping, in the outside there is reddening, in the morning there is meaning, in the evening there is feeling. In the evening there is feeling. (...)
PS. Dagen efter Stein-aftenen læste jeg i det amerikanske onlinetidsskrift Jacket2 Joshua Schusters artikel om en del af Tender Buttons' tilblivelseshistorie, det er en fin artikel, synes jeg – den findes lige til at læse her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar