søndag den 4. marts 2012

Tysk Timber!

For nylig opdagede jeg bloggen TIMBER! – Eine kollektive Poetologie, som drives/skrives af gode tyske og østrigske forfattere som Urs Allemann, Franz Josef Czernin, Michael Donhauser, Oswald Egger, Barbara Köhler, Benedikt Ledebur, Steffen Popp, Monika Rinck, Ferdinand Schmatz, Ulf Stolterfoht, Peter Waterhouse og Uljana Wolf.

Indtil videre kan man på bloggen læse 11 indlæg/essays, skrevet af 11 forskellige forfattere med en fælles interesse i poetologi & politik og mødet mellem de to ting i forskellige afskygninger. Jeg vil anbefale tyskkyndige at læse hele molevitten selv især Köhler, Rinck, Stolterfoht, Waterhouse og Wolfs indlæg.


Første indlæg på bloggen står digteren Ulf Stolterfoht for.  Han kalder det ”Funktion folgt Form”, det er et udkast uden mellemregninger (polemisk grundstof!) og det åbner med følgende (som jeg oversætter i al hast):

”Formallyrik (det vil sige: af afstøbningen ”anti-indholdisme”) opfattes ofte som værende af princip ”venstreorienteret”, hvilket også har med forfatterbilledet at gøre. Forfattere tænker ofte: ”Jeg er radikalt venstreorienteret – så det er min digtning også!” Nogle gange passer det ligefrem, men ”venstredigtning” og ”radikallyrik” kan opføre sig på en million måder. Så siger man: selve lyrikhandlingen skaber automatisk opposition, lyrik ER opposition: gennem sin unyttighed og holdning (cirka H.C. Artmann) – men det er for vagt for os!
Kontraposition: Vær så artig, lyrik med: politisk indflydelse på hverdagen – kun det er godt for os! (cirka György Lukács). Det er næsten heller ikke til at holde ud og virkelig dumt! Hvad gør man så?”
Stolterfoht advokerer i stedet for ovenstående positioner (softcoreholdningen: ”alt er alligevel allerede politik” og kronikismen: ”med denne tekst indfører jeg en kanyle i det politiske beslutningsapparat og sikrer mig direkte indflydelse”) for en ”konstruktivistisk” poesi, der, som han skriver:

”… ikke udøver kritik som i ”dit og dat er virkelig ikke godt – lad os straks få det afskaffet!” – men i stedet konstruktivt: jeg bygger en ting der virker (måske en ”stat”) i lyrik! Og vent så, i ro og mag, og se om der sker noget!”

Lyrikform som matrix for socialform?, spørger han og stiller to skoler for politisk/eksperimentel poesi op:

”A / OLD SCHOOL:
fysikalistisk, positivistisk, med handlingsinstrukser, sprogkritisk, Marx, meningsopbyggende, med aha-virkning

B / NOW SCHOOL:
lingvistisk, solipsistisk, med handlingsvarians, tingkritisk, Platon, meningsnedbrydende, så godt som ingen aha-virkning”

I sit afsluttende program/manifest skriver Stolterfoht, at den poesi han taler om kun bliver politisk effektfuld ”gennem opacitet”. Hvordan præcis? Måske er spørgsmålet forkert stillet, måske er forestillingen om præcision netop ikke gangbar her?
”Vil opakdigtning ikke også næsten naturnødvendigt blive fulgt af opakaktion?” Og hvad så, ville det være så slemt?, spørger Stolterfoht.

Barbara Köhler reagerer med bidende ironi og et fog af ordspil på Stolterfoht. Hun ironiserer over avantgardernes testosteron-miljøer og sektdannelser (helt ned til 1-mands-avantgarder), de autoritære tonefald (”me Tarzan, you Jane”, hvor Tarzan er manifestudsteder og Jane er publikum/andre kunstnere), i det hele taget det paradoksale misforhold mellem frihedsdiskurs og konstante magtkampe og ekskommunikationer, mellem postuleret åbenhed og ekskluderende og anden puristisk fremfærd. Hun har bl.a. skrevet en bog med titlen: Wittgensteins niece. Den vender jeg forhåbentlig tilbage til en anden gang.

Urs Allemann beskriver i detaljer, hvordan han kreerer et ”politisk digt” med udgangspunkt i et Benn-digt og navnene på de tre medlemmer af NSU, den højreorienterede tyske terrorgruppe som henrettede indvandrere i Tyskland fra 2001-2006, Zschäpe, Mundlos und Böhnhardt. Hans beskrivelse af digtproduktionen og den substitutionsmetode han bruger er mere interessant end resultatet. Det synes jeg ikke er noget problem.

Uljana Wolf skriver i sit 'guessay' om Occupy-bevægelsen som mulig 'poetikleverandør'. Hun ser i den en parallel til ”... hybride former, en skrift, der overskrider genre- og sproggrænser og som tager udgangspunkt i kompositionsenheder, der ikke er så contained, ikke så klart afgrænsede og konsumérbare, ikke er så begrænsede i deres muligheder for at erfare og stille spørgsmål til forbindelser og strukturer i større rum.”

En helt, helt anden brug af ”det større rum” linker Wolf indledningsvis til i sit indlæg, nemlig til nedenstående uhyggelige hjemmeside, som giver interesserede over hele verden mulighed for at ”report activity if you see people moving in this area”


Det nyeste indlæg på Timber! er et godt eksempel på de særlige nærlæsninger (og nærlytninger) Peter Waterhouse også (og lige så fantastisk, synes jeg) udfører i sin seneste bog 'Der Honigverkäufer im Palastgarten und das Auditorium Maximum'. 

Jeg har oversat cirka en tredjedel af Waterhouses bidrag til Timber!-bloggen. Det kommer her:


Offentliggjort og skjult i ’Wiener Zeitschrift für kritische Afrikastudien’ fandt jeg i årgang 2010 en afhandling med titlen ’Hvordan vil De forklare denne selvmodsigelse?’ Det drejede sig om en undersøgelse af sproget ved domstolene, nærmere bestemt ved den Uafhængige Østrigske Asylret i årene 2005 og 2006, som i mellemtiden er blevet ændret til Den Uafhængige Østrigske Asyldomstol. Afhandlingen beskæftigede sig med temaet oversættelse i asylsager, især med inkonsekvenser, med ja'et og nej'et til samme spørgsmål. Der forelå ganske vist aldrig et anklageskrift, men det endte med en retssag. Den udløsende faktor bag retssagen var den ansøgning om asyl, om beskyttelse, som flygtningen havde indgivet straks efter indrejse i Europa. Ansøgningen erstattede eller var næsten anklageskriftet og der blev indledt en retssag, i første omgang af en offentlig myndighed og derefter, hvis der blev indgivet anke mod den første instans' afgørelse – altså hver eneste gang, eftersom første instans' afgørelse altid var en afvisning af ansøgningen –, ved anden instans, som udgjordes af Asyldomstolen. Samtalerne på kontorerne var altid afhøringer, forhør. Kendte nogen af flygtningene forskel på at høre og forhøre, på at forhøre og høre forkert? I en af sagerne fra 2005 ved Den Uafhængige Østrigske Asyldomstol i Wien hørte en oversætter forkert. En mand fra universitetsbyen Benin City i det sydlige Nigeria, i Nigerdeltaet, ikke at forveksle med, altså at forveksle med République Populaire du Bénin, tidligere Dahomey – i mit gamle dtv-atlas stod det opført som Dahomey –, en mand fra Benin City blev stillet et spørgsmål (trykt i transskription i tidsskriftet): ”Så, efter De altså nægtede at aflægge en ed i Benin City, flygtede De direkte til Lagos. Er det rigtigt?” Manden talte ikke tysk, spørgsmålet blev oversat til engelsk: “So that means after you f- you f- refused to take an oath in Benin City you directly fled to Lagos?” Benineren svarede: “Yeah, because they will always come to my house and w- (?always) tie a red something on my house, so I was (??) scared of my life.” Dette svar oversatte oversætteren til tysk: ”Ja, fordi de her personer kom altid hjem til mig og malede mit hus m- med rød farve og jeg frygtede for mit liv.”

Ingen havde tilsyneladende lagt mærke til, at manden fra Benin havde sagt, at han havde været scared of my life, men at oversætteren havde sagt, at han frygtede for sit liv. Havde benineren ikke sagt: var bange for sit liv, ikke frygtede for sit liv?

f-et, det gentagne f-, hvad var det? Transskriptionen af pågældende retssag fra 2005 offentliggjort i tidsskriftet for kritiske og skjulte afrikastudier gengav præcist, at den oversætter der oversatte under retsmødet gjorde noget der intet havde at gøre med det dommeren sagde. ”Efter De altså nægtede at aflægge en ed i Benin City” – ”after you f- you f- you refused to take an oath in Benin City”. Hvad sagde oversætteren? Hvad tænkte hun på? Hvorfor sagde hun f- i stedet for refuse? Nægtede oversætteren, som netop havde hørt et spørgsmål hvor der var tale om at nægte? Nægtede hun at sige refuse? Refusing to refuse? Eller nægtede hun overhovedet ikke, men havde tværtimod i det spørgsmål, der netop var blevet stillet – stillet til hende og ikke til hende – hørt ordet flygtet? Flygtede De direkte til Lagos – som hun oversatte til you directly fled to Lagos. Havde hun hørt ordet flygtet, hørt det på en mere indtrængende måde end de andre ord, mere end hørt det og tænkt forud på ordet fled? Og var det derfor hun sagde f- to gange, fordi dette flygtige, flygtende ord var blevet sagt – hørte hun noget flygtigt og blev det hængende, varede, rungede, klingede det og gav det ekko? Svarede det? Oversatte hun slet ikke, men svarede? Hvordan svarede hun? Svarede hun gennem en efterligning, en gentagelse? Var hendes svar et ekko? Flygtede direkte til Lagos, spurgte dommeren, kan man læse i transskriptionen. Og det var ikke den anklagede flygtning der i første omgang svarede, men oversætteren; som altså ganske kortvarigt, flygtigt, selv gjorde sig til flygtning og anklaget? Det første svar var altså ikke et ja eller et nej eller yeah'et fra ham der var stillet for retten, yeah, som man manden fra Benin sagde, nej, det første svar var f- f-. Svaret lignede spørgsmålet [die Frage] lidt. Eller spørgsmålet gav svaret.

Eller måske protesterede oversætteren imod, at manden skulle svare for sin flugt. Svaret lå et andet sted, blev givet et andet sted. Oversætteren deltog i et andet retsmøde, som man kun kunne se et svagt spor af, og næsten ikke domstolen, næsten ikke nogen anklage, kun en lille smule information. Oversætteren sagde: you f- you f- refused. Hvem var dette you? Var det du hende selv? Nægtede hun noget i retssagen?
Fordi? Fordi hun opfattede spørgsmålet som forkert stillet? Fordi hun opfattede rettens spørgsmål som forkert stillede? Hvorfor? Tænke oversætteren måske, at det langt snarere var denne mand fra Benin, der skulle stille spørgsmål, spørgsmål om den bygning han var kommet ind i – en retsbygning i Wiens 10. distrikt, med en glasfacade uden navn og påskrift, uigennemsigtig gennemsigtig –, spørgsmål om hvor han kunne finde en lejlighed, arbejde og venner, hvor han kunne købe eller finde vintertøj –, at han af alle ikke skulle besvare spørgsmål, men fortælle fortællinger og havde brug for nogen, der ikke stillede ham spørgsmål og som lyttede til ham i den spørgsmålsløse stilhed eller lod ham være i fred. Lod ham være i fred, lod ham være i noget ved at lade, noget, der ikke blev lavet ved at lave, men ved at lade: roen. Lod ham være i en slags intet som ikke kunne opnås eller fremstilles med spørgsmål, hemmelighedsfuld, som ikke kunne findes gennem efterforskning. Intet, noget vigtigt, men alligevel bare intet. Tænkte oversætteren, at domstolen var den forkerte bygning, at en fortælling ville være rigtig, nemlig ikke noget rigtigt hus? Der var ikke brug for en bygning, der var brug for sproget og tiden og stilheden? At de ting, sproget, tiden og stilheden ikke burde blive stillet for retten? De burde ikke blive kontrolleret? Beninerens sprog, langsomhed og stilhed burde høres? Et radioprogram reklamerede med sloganet: Ö1 bør høres. Men tanken burde snarere lyde: Ö1 og de flygtede bør høres. Var oversætteren ikke langt mere præcis idet hun hørte noget som dommeren ikke havde sagt: f-, to gange? Som dommeren ikke havde sagt: altså noget stille? Havde oversætteren hørt en stilhed?

Hvorfor begik hun den fejl, som jeg ikke kunne se som en fejl, to gange? Var den der svarede foran domstolen: oversætteren? Kom hun med informationer? Hvilke? Dommeren havde ikke sagt noget, der kunne sammenlignes med de to gange f-. Han havde sagt og spurgt: ”Så, efter De altså nægtede at aflægge en ed i Benin City, flygtede De direkte til Lagos. Er det rigtigt?” Var der noget oversætteren nægtede? Det blev jo krævet af hende, at hun skulle høre meget godt efter. Hørte hun noget som hun satte sig til modværge imod? Vægrede hun sig mod ordet altså? ”Så, efter De altså …” I dommerens ord var der en uanselig gentagelse: så … altså. Svarede oversætteren altså med en gentagelse? f- f-? Svarede hun med de to gange f- idet hun næsten forstummede, i hvertfald var der noget hun ikke sagde, ikke kunne sige? Var hendes svar overraskende? Var hendes svar et mirakel? Var det virkelig ordet altså hun satte sig selv og den anklagede til modværge imod? ”Efter De altså nægtede at?” Altså nægtede? Hvordan nægter man altså? Hørte oversætteren, hørte hun nemlig næsten ingenting, næsten ikke noget, helt næsten, med stort besvær: et anagram? Hørte hun det, fordi hun havde tid og ro og stilhed og sprog? Var oversætteren foran denne domstol – en anagramhører? En der lyttede til anagrammer? Som næsten ikke kunne høres? Som man hørte som om man fejlhørte dem? Altså nægtede: [ALSO] Altså plus det første bogstav i nægtede [GEWEIGERT]. Altså [ALSO] plus G. A-L-S-O-G: Lagos? Havde oversætteren med hendes utroligt fine gehør, sin lytten, sin høren, sat retssagen ud af kraft og hørt byen Lagos i det altså [ALSO]? Also g-, also g-, Lagos?

Var det virkelig ordet altså, hun vægrede sig imod? Hun talte sit lille bitte ikkesprog i sætningens femte ord: ”So that means after you f-”. Når jeg lagde you og f- sammen – you og f- var jo den formel hun gentog – så udgjorde de sammen femte position i oversætterens sætning. “So that means after you f-“. På femte position i dommerens sætning stod ordet altså. Var altså problemet?

Hvorfor sagde dommeren altså til den anklagede? ”Efter De altså nægtede”. Oversætteren, som hørte meget og fint, oversatte ikke dette ord. Hun oversatte sætningsbegyndelsen på følgende måde: ”So that means” – men det engelske so var et andet altså. So that means sammenfattede det allerede sagte og tydede det, gjorde det klarere og ordnede det. So that means: Det (De har sagt) betyder altså. At oversætte So that means tilbage til tysk ville omtrent blive til: Det vil sige – Det vil sige, efter De nægtede at aflægge en ed i Benin City flygtede de straks/omgående til Lagos. Men det oversætteren sagde, og måske ønskede af dommeren, sagde dommeren ikke. Han havde ødelagt sin sag og sine ord med det altså. Altså i hans ord var ingen sammenfatning eller afklaring. Dommeren sagde ikke: Jeg sammenfatter altså. Han sagde: Efter De altså nægtede. Nægtelsen fik tilføjet en nuance, ligesom et lille skilt der bliver hængt på noget. Tillagt noget? Det var ikke længere bare en nægtelse, men en karakteriseret nægtelse, en nægtelse, der blev beskrevet eller bedømt. Altså nægtede. Oversætteren satte sig mildt til modværge. Efter De altså nægtede at aflægge en ed. Oversætteren vægrede sig imod den skjulte bedømmelse, fordømmelsen af indvandreren og kunne ikke udtale ordet nægtede, ikke sige det rigtigt og konsekvent. Hun nægtede – hun opvurderede uventet nægtelsen igen. Hun gjorde den god. Hun fordømte ikke nægtelsen. Hun dømte ikke. Hun forvandlede retssagen uden at nogen opdagede det. Måske opdagede den anklagede det ikke, fordi han ikke kunne høre den tosprogede løsning. Hun skabte måske retfærdighed i en sag hvor det, i hendes følelser og tanker, ikke handlede om retfærdighed. Fordi hun talte tosprogligt – uden rigtig selv at tale – hørte hun uretten og den anden lov. Hun satte dommerens ikke specielt påfaldende dom ud af kraft, hun slettede dommerens hensigt og bragte sandheden ind i samtalen igen. Sandhed, var den den anden lov?

Efter De altså nægtede. Det lød som var der tale om en forseelse og en forbrydelse, om en lovovertrædelse. Og dommerens ord havde desuden også en klang af at han talte om noget utroværdigt: Altså, der er noget der ikke stemmer her.

Hvorfor blev ordet altså til et tøvende f- i den engelske oversættelse? F- efterlignede dommerens flygtede. Det svarede som et ekko på flugten. Sådan hørte jeg det. Ordet flygtede gav genlyd, genlyd, genlyd – i oversætterens åbne rum for genlyd, sjælen? – og kunne høres formindsket, mildnet i f-. Men var f-'et – so that means? – slet ikke ensbetydende med flugt længere, men med nægtelse, sætten-sig-til-modværge? Oversatte oversætteren flugten til en ståen stille, en stoppen op, en bliven ståen. Stoppede hun flugten og tiden? Hun forsvarede ham, der ikke havde nogen forsvarer ved sin side foran retten. Hun forsvarede ham på en vidunderlig måde – idet hun oversatte, idet hun ikke oversatte konsekvent. Oversætteren overtog forsvaret – måske uden at nogen i første omgang bemærkede det. Hun forsvarede, hun udtalte sig til fordel for, at indvandreren fra Benin ikke havde aflagt ed i sit hjemland.

Læs hele Waterhouses tekst her

2 kommentarer:

  1. (Tak! Glæder mig også til at høre mere om Wittgensteins niece.)

    SvarSlet
  2. damn René, tusind tak for det!

    SvarSlet