For
nylig opdagede jeg bloggen TIMBER! – Eine kollektive Poetologie,
som drives/skrives af gode tyske og østrigske forfattere som Urs
Allemann, Franz Josef Czernin, Michael Donhauser, Oswald Egger,
Barbara Köhler, Benedikt Ledebur, Steffen Popp, Monika Rinck,
Ferdinand Schmatz, Ulf Stolterfoht, Peter Waterhouse og Uljana Wolf.
Indtil
videre kan man på bloggen læse
11 indlæg/essays, skrevet af 11 forskellige forfattere med en fælles interesse i poetologi &
politik og mødet mellem de to ting i forskellige afskygninger. Jeg vil anbefale tyskkyndige at læse hele molevitten selv ―
især Köhler, Rinck, Stolterfoht, Waterhouse og Wolfs indlæg.
Første
indlæg på bloggen står digteren Ulf Stolterfoht for.
Han kalder det ”Funktion folgt Form”, det er et udkast uden
mellemregninger (polemisk grundstof!) og det åbner med følgende
(som jeg oversætter i al hast):
”Formallyrik
(det vil sige: af afstøbningen ”anti-indholdisme”) opfattes ofte
som værende af princip ”venstreorienteret”, hvilket også har med
forfatterbilledet at gøre. Forfattere tænker ofte: ”Jeg er
radikalt venstreorienteret – så det er min digtning også!”
Nogle gange passer det ligefrem, men ”venstredigtning” og
”radikallyrik” kan opføre sig på en million måder. Så siger
man: selve lyrikhandlingen skaber automatisk opposition, lyrik ER
opposition: gennem sin unyttighed og holdning (cirka H.C. Artmann) –
men det er for vagt for os!
Kontraposition:
Vær så artig, lyrik med: politisk indflydelse på hverdagen – kun
det er godt for os! (cirka György Lukács). Det er næsten heller
ikke til at holde ud og virkelig dumt! Hvad gør man så?”
Stolterfoht
advokerer i stedet for ovenstående positioner (softcoreholdningen:
”alt er alligevel allerede politik” og kronikismen: ”med denne
tekst indfører jeg en kanyle i det politiske beslutningsapparat og
sikrer mig direkte indflydelse”) for en ”konstruktivistisk” poesi, der,
som han skriver:
”…
ikke udøver
kritik som i ”dit og dat er virkelig ikke godt – lad os straks få
det afskaffet!” – men i stedet konstruktivt: jeg bygger en ting
der virker (måske en ”stat”) i lyrik! Og vent så, i ro og mag,
og se om der sker noget!”
Lyrikform
som matrix for socialform?, spørger han og stiller to skoler for
politisk/eksperimentel poesi op:
”A
/ OLD SCHOOL:
fysikalistisk,
positivistisk, med handlingsinstrukser, sprogkritisk, Marx,
meningsopbyggende, med aha-virkning
B
/ NOW SCHOOL:
lingvistisk,
solipsistisk, med handlingsvarians, tingkritisk, Platon,
meningsnedbrydende, så godt som ingen aha-virkning”
I
sit afsluttende program/manifest skriver Stolterfoht, at den poesi
han taler om kun bliver politisk effektfuld ”gennem opacitet”.
Hvordan præcis? Måske er spørgsmålet forkert stillet, måske er
forestillingen om præcision netop ikke gangbar her?
”Vil
opakdigtning ikke også næsten naturnødvendigt blive fulgt af
opakaktion?” Og hvad så, ville det være så slemt?, spørger
Stolterfoht.
Barbara
Köhler reagerer med bidende ironi og et fog af ordspil på
Stolterfoht. Hun ironiserer over avantgardernes testosteron-miljøer
og sektdannelser (helt ned til 1-mands-avantgarder), de autoritære
tonefald (”me Tarzan, you Jane”, hvor Tarzan er manifestudsteder
og Jane er publikum/andre kunstnere), i det hele taget det
paradoksale misforhold mellem frihedsdiskurs og konstante magtkampe
og ekskommunikationer, mellem postuleret åbenhed og ekskluderende og
anden puristisk fremfærd. Hun har bl.a. skrevet en bog med titlen:
Wittgensteins niece. Den vender jeg forhåbentlig tilbage til
en anden gang.
Urs
Allemann beskriver i detaljer, hvordan han kreerer et ”politisk
digt” med udgangspunkt i et Benn-digt og navnene på de tre
medlemmer af NSU, den højreorienterede tyske terrorgruppe som
henrettede indvandrere i Tyskland fra 2001-2006, Zschäpe,
Mundlos und Böhnhardt. Hans beskrivelse af digtproduktionen og den substitutionsmetode han bruger er mere interessant end resultatet.
Det synes jeg ikke er noget problem.
Uljana
Wolf skriver i sit 'guessay' om Occupy-bevægelsen som mulig
'poetikleverandør'. Hun ser i den en parallel til ”... hybride
former, en skrift, der overskrider genre- og sproggrænser og som
tager udgangspunkt i kompositionsenheder, der ikke er så contained,
ikke så klart afgrænsede og konsumérbare, ikke er så begrænsede
i deres muligheder for at erfare og stille spørgsmål til
forbindelser og strukturer i større rum.”
En
helt, helt anden brug af ”det større rum” linker Wolf indledningsvis
til i sit indlæg, nemlig til nedenstående uhyggelige hjemmeside,
som giver interesserede over hele verden mulighed for at
”report activity if you see people moving in this area”:
Det
nyeste indlæg på Timber! er et godt eksempel på de særlige
nærlæsninger (og nærlytninger)
Peter Waterhouse også (og lige
så fantastisk, synes jeg) udfører i sin seneste bog 'Der
Honigverkäufer im Palastgarten und das Auditorium Maximum'.
Jeg har
oversat cirka en tredjedel af Waterhouses bidrag til Timber!-bloggen. Det kommer her:
Offentliggjort
og skjult i ’Wiener Zeitschrift für kritische Afrikastudien’
fandt jeg i årgang 2010 en afhandling med titlen ’Hvordan vil De
forklare denne selvmodsigelse?’ Det drejede sig om en undersøgelse
af sproget ved domstolene, nærmere bestemt ved den Uafhængige
Østrigske Asylret i årene 2005 og 2006, som i mellemtiden er blevet
ændret til Den Uafhængige Østrigske Asyldomstol. Afhandlingen
beskæftigede sig med temaet oversættelse i asylsager, især med
inkonsekvenser, med ja'et og nej'et til samme spørgsmål. Der forelå
ganske vist aldrig et anklageskrift, men det endte med en retssag.
Den udløsende faktor bag retssagen var den ansøgning om asyl, om
beskyttelse, som flygtningen havde indgivet straks efter indrejse i
Europa. Ansøgningen erstattede eller var næsten anklageskriftet og
der blev indledt en retssag, i første omgang af en offentlig
myndighed og derefter, hvis der blev indgivet anke mod den første
instans' afgørelse – altså hver eneste gang, eftersom første
instans' afgørelse altid var en afvisning af ansøgningen –, ved
anden instans, som udgjordes af Asyldomstolen. Samtalerne på
kontorerne var altid afhøringer, forhør. Kendte nogen af
flygtningene forskel på at høre og forhøre, på at forhøre og
høre forkert? I en af sagerne fra 2005 ved Den Uafhængige Østrigske
Asyldomstol i Wien hørte en oversætter forkert. En mand fra
universitetsbyen Benin City i det sydlige Nigeria, i Nigerdeltaet,
ikke at forveksle med, altså at forveksle med République Populaire
du Bénin, tidligere Dahomey – i mit gamle dtv-atlas stod det
opført som Dahomey –, en mand fra Benin City blev stillet et
spørgsmål (trykt i transskription i tidsskriftet): ”Så, efter De
altså nægtede at aflægge en ed i Benin City, flygtede De direkte
til Lagos. Er det rigtigt?” Manden talte ikke
tysk, spørgsmålet blev oversat til engelsk: “So
that means after you f- you f- refused to take an oath in Benin City
you directly fled to Lagos?” Benineren svarede: “Yeah, because
they will always come to my house and w- (?always) tie a red
something on my house, so I was (??) scared of my life.” Dette
svar oversatte oversætteren til tysk: ”Ja, fordi de her personer
kom altid hjem til mig og malede mit hus m- med rød farve
og jeg frygtede for mit liv.”
Ingen
havde tilsyneladende lagt mærke til, at manden fra Benin havde sagt,
at han havde været scared of my life, men at oversætteren
havde sagt, at han frygtede for sit liv. Havde benineren ikke sagt:
var bange for sit liv, ikke frygtede for sit liv?
f-et,
det gentagne f-, hvad var det? Transskriptionen af pågældende
retssag fra 2005 offentliggjort i tidsskriftet for kritiske og
skjulte afrikastudier gengav præcist, at den oversætter der
oversatte under retsmødet gjorde noget der intet havde at gøre med
det dommeren sagde. ”Efter De altså nægtede at aflægge en ed i
Benin City” – ”after you f- you f- you refused to take an oath
in Benin City”. Hvad sagde oversætteren? Hvad tænkte hun på?
Hvorfor sagde hun f- i stedet for refuse? Nægtede
oversætteren, som netop havde hørt et spørgsmål hvor der var tale
om at nægte? Nægtede hun at sige refuse? Refusing to refuse?
Eller nægtede hun overhovedet ikke, men havde tværtimod i det
spørgsmål, der netop var blevet stillet – stillet til hende og
ikke til hende – hørt ordet flygtet? Flygtede De direkte
til Lagos – som hun oversatte til you directly fled
to Lagos. Havde hun hørt ordet flygtet, hørt det på en
mere indtrængende måde end de andre ord, mere end hørt det og
tænkt forud på ordet fled? Og var det derfor hun sagde f-
to gange, fordi dette flygtige, flygtende ord var blevet sagt –
hørte hun noget flygtigt og blev det hængende, varede, rungede,
klingede det og gav det ekko? Svarede det? Oversatte hun slet ikke,
men svarede? Hvordan svarede hun? Svarede hun gennem en efterligning,
en gentagelse? Var hendes svar et ekko? Flygtede direkte til
Lagos, spurgte dommeren, kan man læse i transskriptionen. Og det
var ikke den anklagede flygtning der i første omgang svarede, men
oversætteren; som altså ganske kortvarigt, flygtigt, selv gjorde
sig til flygtning og anklaget? Det første svar var altså ikke et ja
eller et nej eller yeah'et fra ham der var stillet for retten, yeah,
som man manden fra Benin sagde, nej, det første svar var f- f-.
Svaret lignede spørgsmålet [die Frage] lidt. Eller spørgsmålet
gav svaret.
Eller
måske protesterede oversætteren imod, at manden skulle svare for
sin flugt. Svaret lå et andet sted, blev givet et andet sted.
Oversætteren deltog i et andet retsmøde, som man kun kunne se et
svagt spor af, og næsten ikke domstolen, næsten ikke nogen anklage,
kun en lille smule information. Oversætteren sagde: you f- you f-
refused. Hvem var dette you? Var det du hende selv?
Nægtede hun noget i retssagen?
Fordi?
Fordi hun opfattede spørgsmålet som forkert stillet? Fordi hun
opfattede rettens spørgsmål som forkert stillede? Hvorfor? Tænke
oversætteren måske, at det langt snarere var denne mand fra Benin,
der skulle stille spørgsmål, spørgsmål om den bygning han var
kommet ind i – en retsbygning i Wiens 10. distrikt, med en
glasfacade uden navn og påskrift, uigennemsigtig gennemsigtig –,
spørgsmål om hvor han kunne finde en lejlighed, arbejde og venner,
hvor han kunne købe eller finde vintertøj –, at han af alle ikke
skulle besvare spørgsmål, men fortælle fortællinger og havde brug
for nogen, der ikke stillede ham spørgsmål og som lyttede til ham i
den spørgsmålsløse stilhed eller lod ham være i fred. Lod ham
være i fred, lod ham være i noget ved at lade, noget, der ikke blev
lavet ved at lave, men ved at lade: roen. Lod ham være i en slags
intet som ikke kunne opnås eller fremstilles med spørgsmål,
hemmelighedsfuld, som ikke kunne findes gennem efterforskning. Intet,
noget vigtigt, men alligevel bare intet. Tænkte oversætteren, at
domstolen var den forkerte bygning, at en fortælling ville være
rigtig, nemlig ikke noget rigtigt hus? Der var ikke brug for en
bygning, der var brug for sproget og tiden og stilheden? At de ting,
sproget, tiden og stilheden ikke burde blive stillet for retten? De
burde ikke blive kontrolleret? Beninerens sprog, langsomhed og
stilhed burde høres? Et radioprogram reklamerede med sloganet: Ö1
bør høres. Men tanken burde snarere lyde: Ö1 og de flygtede bør
høres. Var oversætteren ikke langt mere præcis idet hun hørte
noget som dommeren ikke havde sagt: f-, to gange? Som dommeren
ikke havde sagt: altså noget stille? Havde oversætteren hørt en
stilhed?
Hvorfor
begik hun den fejl, som jeg ikke kunne se som en fejl, to gange? Var
den der svarede foran domstolen: oversætteren? Kom hun med
informationer? Hvilke? Dommeren havde ikke sagt noget, der kunne
sammenlignes med de to gange f-. Han havde sagt og spurgt:
”Så, efter De altså nægtede at aflægge en ed i Benin City,
flygtede De direkte til Lagos. Er det rigtigt?” Var der noget
oversætteren nægtede? Det blev jo krævet af hende, at hun skulle
høre meget godt efter. Hørte hun noget som hun satte sig til
modværge imod? Vægrede hun sig mod ordet altså? ”Så,
efter De altså …” I dommerens ord var der en uanselig
gentagelse: så … altså. Svarede oversætteren altså
med en gentagelse? f- f-? Svarede hun med de to gange f-
idet hun næsten forstummede, i hvertfald var der noget hun ikke
sagde, ikke kunne sige? Var hendes svar overraskende? Var hendes svar
et mirakel? Var det virkelig ordet altså hun satte sig selv
og den anklagede til modværge imod? ”Efter De altså nægtede
at?” Altså nægtede? Hvordan nægter man altså?
Hørte oversætteren, hørte hun nemlig næsten ingenting, næsten
ikke noget, helt næsten, med stort besvær: et anagram? Hørte hun
det, fordi hun havde tid og ro og stilhed og sprog? Var oversætteren
foran denne domstol – en anagramhører? En der lyttede til
anagrammer? Som næsten ikke kunne høres? Som man hørte som om man
fejlhørte dem? Altså nægtede: [ALSO] Altså plus det første
bogstav i nægtede [GEWEIGERT]. Altså [ALSO] plus
G. A-L-S-O-G: Lagos? Havde oversætteren med hendes utroligt
fine gehør, sin lytten, sin høren, sat retssagen ud af kraft og
hørt byen Lagos i det altså [ALSO]? Also g-, also g-,
Lagos?
Var
det virkelig ordet altså, hun vægrede sig imod? Hun talte
sit lille bitte ikkesprog i sætningens femte ord: ”So that means
after you f-”. Når jeg lagde you og f- sammen –
you og f- var jo den formel hun gentog – så udgjorde
de sammen femte position i oversætterens sætning. “So that means
after you f-“. På femte position i dommerens sætning stod
ordet altså. Var altså problemet?
Hvorfor
sagde dommeren altså til den anklagede? ”Efter De altså
nægtede”. Oversætteren, som hørte meget og fint, oversatte ikke
dette ord. Hun oversatte sætningsbegyndelsen på følgende måde:
”So that means” – men det engelske so var et andet
altså. So that means sammenfattede det allerede sagte
og tydede det, gjorde det klarere og ordnede det. So that means:
Det (De har sagt) betyder altså. At oversætte So that means
tilbage til tysk ville omtrent blive til: Det vil sige – Det vil
sige, efter De nægtede at aflægge en ed i Benin City flygtede de
straks/omgående til Lagos. Men det oversætteren sagde, og måske
ønskede af dommeren, sagde dommeren ikke. Han havde ødelagt sin sag
og sine ord med det altså. Altså i hans ord var ingen
sammenfatning eller afklaring. Dommeren sagde ikke: Jeg sammenfatter
altså. Han sagde: Efter De altså nægtede. Nægtelsen
fik tilføjet en nuance, ligesom et lille skilt der bliver hængt på
noget. Tillagt noget? Det var ikke længere bare en nægtelse, men en
karakteriseret nægtelse, en nægtelse, der blev beskrevet eller
bedømt. Altså nægtede. Oversætteren satte sig mildt til
modværge. Efter De altså nægtede at aflægge en ed.
Oversætteren vægrede sig imod den skjulte bedømmelse, fordømmelsen
af indvandreren og kunne ikke udtale ordet nægtede, ikke sige
det rigtigt og konsekvent. Hun nægtede – hun opvurderede uventet
nægtelsen igen. Hun gjorde den god. Hun fordømte ikke nægtelsen.
Hun dømte ikke. Hun forvandlede retssagen uden at nogen opdagede
det. Måske opdagede den anklagede det ikke, fordi han ikke kunne
høre den tosprogede løsning. Hun skabte måske retfærdighed i en
sag hvor det, i hendes følelser og tanker, ikke handlede om
retfærdighed. Fordi hun talte tosprogligt – uden rigtig selv at
tale – hørte hun uretten og den anden lov. Hun satte dommerens
ikke specielt påfaldende dom ud af kraft, hun slettede dommerens
hensigt og bragte sandheden ind i samtalen igen. Sandhed, var den den
anden lov?
Efter
De altså nægtede. Det lød som var der tale om en forseelse og
en forbrydelse, om en lovovertrædelse. Og dommerens ord havde
desuden også en klang af at han talte om noget utroværdigt: Altså,
der er noget der ikke stemmer her.
Hvorfor
blev ordet altså til
et tøvende f- i den
engelske oversættelse? F-
efterlignede dommerens flygtede.
Det svarede som et ekko på flugten. Sådan hørte jeg det. Ordet
flygtede gav genlyd,
genlyd, genlyd – i oversætterens åbne rum for genlyd, sjælen? –
og kunne høres formindsket, mildnet i f-.
Men var f-'et – so
that means? – slet ikke ensbetydende med flugt længere, men med
nægtelse, sætten-sig-til-modværge? Oversatte oversætteren flugten
til en ståen stille, en stoppen op, en bliven ståen. Stoppede hun
flugten og tiden? Hun forsvarede ham, der ikke havde nogen forsvarer
ved sin side foran retten. Hun forsvarede ham på en vidunderlig måde
– idet hun oversatte, idet hun ikke oversatte konsekvent.
Oversætteren overtog forsvaret – måske uden at nogen i første
omgang bemærkede det. Hun forsvarede, hun udtalte sig til fordel
for, at indvandreren fra Benin ikke havde aflagt ed i sit hjemland.
Læs hele Waterhouses tekst her
(Tak! Glæder mig også til at høre mere om Wittgensteins niece.)
SvarSletdamn René, tusind tak for det!
SvarSlet