Kulturministeriets Børnebogspris og
Kulturministeriets Illustratorpris 2011 blev uddelt på H.C. Andersens Boulevard
i går til henholdsvis Kim Fupz Aakeson for novellesamlingen Jeg begyndte sådan set bare at gå (Gyldendal)
og Rikke Bakman for den tegnede roman Glimt
(Aben Maler). Jeg har overværet prisoverrækkelserne de seneste år og har derfor
også hørt forskellige kulturministre holde taler om børnelitteratur. Nu ser jeg
pludselig, at man kan bruge kulturministrene og deres taler til at tale om tre
forskellige måder at møde børnelitteraturen på. Tre måder med hver sin
begrænsning.
Brian Mikkelsen-måden
Børnelitteratur er for børnefamilier, man har
den, fordi man har børn. Når man holder op med at have børn, så holder man også
op med at læse børnelitteratur. Måske begynder man igen, hvis man får
børnebørn. I sin tale nævnte Brian Mikkelsen sine egne børn, og at han havde
læst prismodtagernes bøger for sine egne børn (aftenen inden, gættede jeg på). Denne tilgang
til børnebøger ser man også i dagbladenes børnelitteraturkritik. Anmelderen har
sagt ja til at anmelde børnelitteratur, fordi hun selv har børn. Hun er også
blevet spurgt, fordi hun har børn. Hun bruger sine egne børn som sandhedsvidner
i anmeldelserne. Hvis hun kan lide Louis Jensen, så kan hendes børn også lide
Louis Jensen. Men den vej går det ikke i anmeldelsen, hun tænker ikke over, at
børnenes positive reaktion på Louis Jensens nye firkantede historier hænger sammen
med hendes begejstrede højtlæsning. I modsætning til Damián Arguimbas, hvis
børn ikke kan lide Louis Jensens firkanter.
Per Stig Møller-måden
Bøger er en selvfølge i et menneskes liv. I
sin tale talte Per Stig Møller mest om litteratur i det hele taget.
Kvalitetslitteratur. Han lod de to udvalg, der udpeger prismodtagerne, om at
tale om de specifikke bøger (det år, 2009, var det Anita Krumbachs roman Et mærkeligt skib og Jakob Martin Strids
Strid). Måske havde han læst dem,
måske havde han ikke. Måske syntes han om dem, måske gjorde han ikke, men man
var ikke i tvivl om, at han stod der som læser og kulturminister.
Børnelitteratur
er et skridt på vejen til at blive rigtig læser. Læser af voksenbøger. Heri
ligger denne tilgangs begrænsning også, børnelitteraturen er et middel, ikke et
mål i sig selv. Barnet ser en gammel mand med skæg og briller, der læser. Når
jeg bliver stor vil jeg være ligesom ham … sådan tænker barnet ikke. Det
tænker, når jeg bliver stor og er færdig med at gå i skole, skal jeg aldrig
mere læse Bent Haller.
Uffe Elbæk-måden
Børnelitteraturen er et sjovt indslag i en
travl hverdag. Uffe Elbæk havde fået begge bøger stukket i hånden, men havde
kun nået at læse den med billederne. Det indrømmede han blankt og ønskede Fupz
tillykke – »af hjertet«. Han brugte sin taletid på Rikke Bakmans Glimt, der ikke er udgivet målrettet til børn, men (heldigvis) bare
er udgivet. Uffe Elbæk gav udtryk for sin begejstring for Glimt, den forklarede han med, at han kunne se sig selv som
seksårig via bogen. Pludselig havde han været tilbage på Bornholm i forældrenes
sommerhus. Hvis Uffe Elbæk-læseren får tid, vil han læse bøger for sine børn, og bagefter vil han tale om sig selv med barnet.
Der var flere taler til arrangementet i går,
og de var gode. Kim Fupz talte om, at litteratur kan vise, at der kan komme
mening ud af meningsløsheden. At oplevelsen af et tomrum kan gøre én produktiv,
at det tomrum på en eller anden måde skal udfyldes. Nogle begynder at erobre
nyt land, andre udfylder tomrummet med noveller. Noveller skrevet til børn og
andre læsere, kan man så tilføje.
Carina Christensen var der, men hun var *meget* anonym, i det hele taget.
SvarSletNu har jeg ikke selv hørt deres taler, men din gennemgang viser vel lidt, at vores kulturministre ikke rigtig har fattet en dyt af, hvor børnelitteraturen har bevæget sig hen siden deres egen barndom.
SvarSletDet ville svare lidt til, at en kulturminister til en overrækkelse indenfor breakdance eller hiphop sagde, at det jo er dejligt at der er så mange der synes det er skægt at hygge sig med disse dicipliner, da der jo kan komme rigtig gode balletdansere eller reklameforfattere ud af det, når de en dag bliver voksne. Ok, måske lidt tåbeligt eksempel, men I forstår måske hvor jeg ville hen :)
Alene din formulering fra Per Stig Møller er lidt problematisk: "Børnelitteratur er et skridt på vejen til at blive rigtig læser" - for det er lidt en afart af den gammeldags tænkning som Ole Lund Kirkegaard og H.C. Andersen vel allerede burde have gjort op med, nemlig at børn og barndommen ikke har nogen egenværdi, men er et skridt på vejen mod den mere rigtige, voksne tilværelse. En tilværelse som for de fleste menneskers vedkommende betyder en blokering og nedlukning af essentielle, menneskelige værdier og kvaliteter, på bekostning af en stivnen af dele af personligheden. Hvordan kan det nogensinde være mere rigtigt end barnets verden og barndommen, som er så meget tættere på menneskelivets oprindelige udspring, idet de er mere uspolerede, mindre afrettede, ofte mere originale og idérige?
Jeg synes at børn og børnelitteraturen på mange måder kan vise vejen frem for voksne og litteraturen som helhed, idet mange forfattere virkelig kan knalde ud, være gakkede, skæve, humoristiske i børnelitteraturen - fordi børn elsker den slags. Her kan forfatterne desuden virkelig kan møde et meget læsende, talstærkt og engageret publikum, som reagerer spontant på det, de læser.
Men ja, der findes desværre stadig i dagens Danmark anmeldere, som benytter deres børn som kvalitets- eller sandhedsvidner i deres anmeldelser, hvilket burde være et signal om, at de ikke er i tæt nok kontakt til de barnlige værdier i sig selv til, at de er i stand til at anmelde børnelitteratur på et sagligt højt nok niveau.
Selvom du taler om noget helt andet, så har du nok ca. ligeså meget forstand på Break som din refference her til kulturministern om literatur (ifg dig). Der er ingen given evolution fra Break til Ballet.
SletHej Mads! Ud over selvfølgelig at disse et par kulturministre, så var mit ærinde også at pege på tre udbredte - og i mine øjne problematiske - måder at gå til børnelitteraturen på. Jeg synes selv, det er enormt svært at have med den at gøre - hele tiden generer det mig, at man ikke kan se bort fra at 1. børnelitteratur er målgruppelitteratur og 2. voksne kan så godt lide kombinationen børn & bøger, mao. de vil noget med de bøger, de skriver/tegner/udgiver/formidler til børnene.
SvarSletHvordan forholder du dig til det? Hvis du altså forholder dig ...
I Norge har de et begreb, der hedder Allalderlitteratur. Jeg har ikke fuldstændig bekendt med traditionen omkring det, men jeg formoder, at et sådant begreb har været fødselshjælper på forfattere som Erlend Loe og Stian Hole, der har skrevet ambitiøs litteratur til folk i mange aldre.
SvarSletDet synes jeg egentligt er et spændende koncept, og i virkeligheden ville det vel være mere spændende at følge, hvis Kulturministeriet lavede en art tværlitterær pris, som blev uddelt til bøger, der overskrider gængse målgrupper. F.eks. Fremfor at vandre frem og tilbage på samme velbetrådte (og i følge dette blogindlæg: ret gammeldags) sti
Allalderlitteratur - det begreb vil jeg straks tage til mig. Jeg tror faktisk, at de tanker om børn og litteratur, der knytter sig til det begreb findes på fx Gyldendals børnebogsredaktion og på det lille forlag Alma, der jo netop altid siger, at dette forlag udgiver kvalitetsbøger til børn og andre mennesker. Nævner bare de to forlag, fordi det er dem, jeg kender bedst.
SvarSletJeg støtter mig også ofte til Louis Jensens udsagn fra engang - han skriver jo både til børn og voksne - hvor han sagde, at han kunne høre på en historie, når han begyndte at skrive den, om den var til børn. Den rækkefølge kan jeg godt lide. Man kan også tænke på HCA's "fortalt for børn" ...
og så er Illustratorprisen til Jakob Martin Strid og Rikke Bakman netop eksempler på, at priserne er blevet givet til bøger, der ikke kan målgruppeplaceres
SvarSletI forbindelse med BMs tale, er det (også) interessant at notere sig at han jo så fortalte, at han vælger at læse en ungdomsbog (Clods Englekraft-serie) op for sine unger. En ungdomsbog med en barsk handling med sex, vold og stofmisbrug. Det var i 2002. Jeg er simpelthen for doven til at begynde at undersøge hvor gamle hans unger var dengang. Men jeg gisner at de ikke var i den intenderede målgruppe. Hvis de var er det stadig tankevækkende. Insinuerer jeg så, at da BM sagde, at han havde læst Englekraft op for sine unger måske ikke talte helt sandt? Måske.
SvarSletEr det vigtigt? Sikkert ikke. Men det er lidt skægt. Og det understøtter teorien om at man som Kulturminister kan have et ret "teoretisk" forhold til børnelitteraturen :)
Tak for et tankevækkende indlæg, Kamilla!
Hmm. Jeg er lidt træt af den der med at man læser børnebøger, fordi man selv får børn. Det er vel i sagens natur ikke så mærkeligt. Jeg har børn, og selv om jeg forhåbentligt også ville have elsket, læst og anmeldt børnelitteratur uden selv at have børn, så ville jeg da være en løgner, hvis ikke jeg vedstod mig dels det faktum at med børn i huset kommer børnelitteraturen også til, dels at læsninger sammen med børnene havde åbnet mine øjne for ting, jeg ellers ikke havde set. På samme måde har jeg, ud fra mit meget spinkle empiriske grundlag, også kunnet følge en smule med i, hvad der sker i børnekulturen, noget, som det vel ellers i sagens natur kan være svært at gøre.
SvarSletJeg siger ikke, at man ikke kan skrive, anmelde eller læse børnelitteratur uden at have børn. Og jeg siger slet ikke, at man skal bruge sine børn som sandhedsparametre. Det er dig, som kritiker, der skriver og forholder dig, ikke barnet. Men det er fedt at dele læseoplevelser og diskutere dem. På tværs af alder.
Mht. målgruppe eller ej, så er der vel igen flere sider af sagen. Børnelitteratur, henvendt til de yngste læsere i alle fald, er jo skrevet til en målgruppe, hvor skribenten tager hensyn til barnets udviklingsniveau. Men hvis der er noget ved bogen, så er det gjort med kunstnerisk kvalitet. Og den kan komme i mange udgaver. Både i bøger man kan spejle sig i, i serier, i søde bøger, i fagbøger og i bøger, der giver dig noget at tænke over.
Man skal ikke læse børnebøger for at blive en god voksenlæser. Men at man også engang bliver en god voksenlæser, er vel ikke et problem. I øvrigt Mads: Jeg synes du hopper lige i klicheernes store gryde, når du taler om svundne tiders børnesyn, hvor barnet bare skulle tage og blive voksent i en vis fart, og i stedet præsenterer et overmåde romantisk grundet barnesyn.
KAMILLA: For at (forsøge at) svare på dit spørgsmål 1, øverst:
SvarSletEt eller andet sted, så er alle tre forslag jo afgrænsede og forkerte, samtidig med, at de præsenterer en flig af sandheden. Grundlæggende set handler det vel om, at man først og fremmest skal respektere børnelitteraturen som en kunstart lige som alle mulige andre grene af kunstlivet. Den har igennem mange, mange år bevist sig selv som værende en af mest benyttede kunstarter i samfundet. Det burde være nok i sig selv.
Der findes halvdårlige udgivelser for børn (90 % af det udgivne), og så findes der god kunst der kan tænkes at ramme børn (10 %), præcis den samme fordeling som i alle andre kunstarter ...
Det, der betyder noget, er jo om vi har at gøre med gode kunstneriske udgydelser eller ej! Præcis som det er tilfældet inden for alle mulige andre genrer af kunstens verden.
Hvad der er vigtigt at huske er, at det pædagogiske aspekt, målgruppetænkningen eller 'det tilpassede' jo ikke nødvendigvis er en udelukker, at vi har at gøre med kunst, selvom mange har forsøgt at sætte børnelitteraturen i bås på den måde (fx Per Højholt for mange år siden). Men som Torben Weinreich så rigtig har skrevet engang, så holder denne tænkning jo ikke, i det der findes masser af eksempler i historien på, at kunst har været bestillingsarbejde, eller har haft en særlig målgruppe for øje, hvilket ikke har udelukket det fra at være stor kunst. Fx er begrebet X-factor jo heller ikke kunst i sig selv, men derfor har jeg stadig observeret (meget, meget få) kunstneriske øjeblikke i showet, som ikke kan afvises som værende kunst bare fordi det optræder i et kommercielt show.
Jeg synes absolut ikke det er et problem, at mange voksne synes det er godt for børn at læse, fordi det vil gøre dem til dygtige læsere som voksne. Det er da dejligt. Problemet opstår måske der, hvor det bliver målet i sig selv, som Per Stig Møller syntes at mene. Så reducerer man børns læsning og børnelitteratur på en måde, som værende et skridt på vejen mod læsning af 'rigtig' litteratur, og river tæppet ud under en gren af litteraturen, der som nævnt har en berettigelse i sig selv. Det pædagogiske aspekt burde måske anses som en positiv sidegevinst ved en stor del af b&u-litteraturen, og ikke et mål i sig selv. D
Jeg synes også begrebet allalderlitteratur er super at få med ind! Jeg vil tilføje at også Anita Krumbachs bog, 'Et mærkeligt skib' kun bliver kategoriseret som 'børnelitteratur' i manglen af bedre betegnelse. Det er i hvert fald en meget upræcis og meget lidt dækkende betegnelse at kalde hendes bog børnelitteratur.
MAI: Jeg synes nu ikke jeg præsenterer et 'overmåde romantisk grundet barnesyn'... jeg synes blot jeg forsøger at sætte fokus på, at børn har nogle åbenlyse kvaliteter, som de fleste voksne i samfundet ser ud til at miste den direkte kontakt til igennem det at blive voksne. Vi anskuer på mange måder stadig voksenverdenen som 'den rigtige' og barneverdenen som den 'dét, der er på vej mod den rigtige'. Måske rummer barndommens væsen en del af de svar, som vi har brug for i vores søgen efter en mere harmonisk planet, mere harmonisk mennesker?
Hvorfor giver vi os ikke for alvor tid til at udvikle barnets intuition, skaberkraft, kreativitet, originalitet osv. på det tidspunkt i livet, hvor det er mest naturligt forekommende hos mennesket - nemlig i barndommen - i stedet for at hoppe hurtigt hen over det og bruge tiden på at fylde ting på, som man i princippet lige så godt kunne fylde på langt senere i livet?
Hvis alle børn fik udviklet disse talenter i langt højere grad, så ville det i den grad ruste dem til en fremtid som mennesker der skal studere, interagere, samarbejde, tænke selvstændigt, tage hensyn osv. Jeg synes ikke det er et overmåde romantisk barnesyn, men en del af et fremtidigt barnesyn.
Ok, jeg fik bevæget mig ud af nogle spor her, og er ikke spor sikker på, at jeg holdt diskussionen på sporet :)
Er ikke sikker på, at jeg forstod din nummer 2, Kamilla?
Mads skriver: Jeg synes nu ikke jeg præsenterer et 'overmåde romantisk grundet barnesyn'... jeg synes blot jeg forsøger at sætte fokus på, at børn har nogle åbenlyse kvaliteter, som de fleste voksne i samfundet ser ud til at miste den direkte kontakt til igennem det at blive voksne. Vi anskuer på mange måder stadig voksenverdenen som 'den rigtige' og barneverdenen som den 'dét, der er på vej mod den rigtige'. Måske rummer barndommens væsen en del af de svar, som vi har brug for i vores søgen efter en mere harmonisk planet, mere harmonisk mennesker?
SvarSletOg borset fra at samfundet er indrettet sådan, at barnet ofte er nederst i magtpyramiden, så er er jeg slet ikke enig. Og slet ikke når vi taler børmelitteratur. Jeg tror ikke barnet ejer noget fra fødslen som vi så mister ved at ældes. Vi forandre os helt, det er uundgåeligt, og vi forandres os mest ved at lære og forstå, ikke ved at miste noget uskyldsrent. Og er det barnet mister de talenter du nævner lidt længere ned? Hvem siger at alle børn er født med kreative talenter? Jeg tror det ikke.
På samme måde med kreativitet, intuition og skaberkraft(1). Det er ikke noget barnet er født med, det er tillært gennem vane og skoling. Og problemet du peger på med tillæring af evner, der måske/måske ikke kunne komme senere i systemet, er ikke en kamp mod noget der allerede bor i barnet, men en kamp mod alt det andet det også kunne lære, feks. noget kreativt.
Problemet med en del børnelitteratur er, at det moraliserer og taler ned til læseren, men det er jo fuldstændig det samme problem som en del af al den anden litteratur også har. Og det synes jeg ikke nødvendigvis drejer sig om et bestemt syn på barnet, men et gammeldags syn på forfatterens og litteraturens rolle, som nogen og noget der skal dikterer eller udlægge sandheder for læseren.
Jeg synes også at det er et noget romantisk syn du har på barnet.
Alt vel
/d